Søg et parti?

Monthly Archives: February 2013

Investor blæser på lokalplaner v/ John Kreiner, Præstø

Det er en interessant oplysning, at det skulle være firmaet M. Goldschmidt Ejendomme A/S, der er den interesserede investor bag et byggeri af Vordingborgs shoppingcenter.

Interessant, fordi dette rejser spørgsmålet, om dette firma overhovedet er et firma, vi – det vil sige såvel borgere som politikere – kan stole på?

Er det et firma, der vil respektere den lokalplan, der naturligvis skal udfærdiges og vedtages, for et centerbyggeri?

Umiddelbart er der intet, der peger i den retning.

Da det åbenbart er samme firma, der ejer bygningen på Svend Gønges Torv i Præstø med Netto og en stribe tomme lejligheder, så er der nemlig ikke meget, der tyder på, at man vil respektere en vedtaget lokalplan.

Ifølge ”Lokalplan C 16.02.01, Dagligvarebutik og boliger ved Svend Gønges Torv, Præstø” fra april 2010 hedder det bl.a. i § 5.5, at ”Facader skal fremtræde i farven rød okker, også kaldet jernoxid eller engelsk rød.”

Det skulle være forholdsvis enkelt at forstå..!

Netto åbnede den 30. juni 2011 og bygningen står stadig som en stor grå kasse midt i Præstø som en skrigende kontrast til det smukke gamle pakhus med bl.a. Møns Bank og apoteket på den ene side og den fornemt renoverede stationsbygning på den anden.

I mere end halvandet år har man ladet hånt om politikernes vedtagne lokalplan.

Er firmaet M. Goldschmidt Ejendomme A/S en investor, kommunen – og borgerne – kan stole på i forhold til eksempelvis en lokalplan for et centerbyggeri i Vordingborg?

Indtil nu er der ikke meget, der tyder på det.

Vordingborg kommune bør nok være mere omhyggelig med, hvem man indgår aftaler med.

Så her er endnu en grund til at droppe dette fantasi-projekt, der risikerer at splitte en ”udkantskommune” op i en invalideret by og endnu flere udkantsområder.

 

Venlig hilsen

John Kreiner

Helhedsplan uden helhed v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard skriver i et indlæg i Sjællandske (22/2), at han ikke selv tror på centerplanerne i Vordingborgs bymidte. Alligevel fremhæver han, at den ICP-rapport, som er udarbejdet for kommunen, viser, at et center vil tilføre en meromsætning på 170 mio. kr., til hele kommunen.

Og at dette – efter han egen vurdering – vil betyde mellem 100 og 200 nye arbejdspladser i kommunen.

Men han undlader at nævne, at rapporten henviser til omsætningen i 2024, og han undlader at nævne, at den samme rapport også viser, at det påtænkte butikscenter, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte. Og at Præstø og Stege vil blive påvirket negativt.

Rapporten viser nemlig, at prisen for denne stigning i omsætningen skal betales med et fald i omsætningen på 142 mio. kr. i Vordingborgs nuværende bymidte, på 29 mio. kr. i Stege, 23 mio. kr. i Præstø og en nedgang på 7 mio. kr. i den resterende del af kommunen.

Officielt er planen ikke en helhedsplan for hele kommunen, men ”kun” for Vordingborg by.

Jeg tvivler på, at de handlende i Algade i Vordingborg kan se meget ”helhed” i dette…

For dem er det et tiltag, der bare vil flytte rundt på omsætningen i byen og ødelægge eksisterende forretninger.

I Vordingborg kommune bør helhedsplaner styrke HELE kommunen, og ikke være planer, der blot styrker én del af kommunen ved at svække resten.

Selvfølgelig skal politikerne ikke forbyde investorer at skabe arbejdspladser i kommunen. Det er jo ikke et totalitært styre, men politikerne skal tænke sig om og tilgodese HELE den kommune, de er valgt – af den øvrige ejerkreds –til at bestyre.

Og der er ikke meget helhed i at skabe arbejdspladser ved at sende andre ud i arbejdsløshed.

Bent Maigaard spørger, hvad kommunen så skal gøre. Svar: Lav en helhedsplan, der omfatter helheden…!

 

Venlig hilsen

John Kreiner
Rådhusstræde 3A
4720 Præstø

Radikale Venstre – kan vi få et klart svar?

BirgitteSteenJoergensen-radikalBirgitte Steen Jørgensen, medl. af kommunalbestyrelsen, Radikale Venstre udtaler den 22. februar i Sjællandske, at Radikale Venstre ikke vil bygge ny musikskole og nyt bibliotek i Vordingborg by. Men kære Birgitte Steen Jørgensen, det er jo et helt Shoppingcenter, der nu sættes i udbud – så vidt vi borgere indtil nu har kunnet få oplysning om?

Hvor er det dog typisk, at de radikale aldrig kan give et klart svar på noget som helst. Men så må vi vælgere jo gætte os frem til jeres stilling?

En analyse af din udtalelse må vel derfor se således ud:

  1. Et Shoppingcenter er sat i udbud
  2. Tilbudsgrundlaget omfatter et rådhus, en ny musikskole og nyt bibliotek, samt et stort butikscenter
  3. De radikale kan ikke gå ind for en ny musikskole og nyt bibliotek, som du skriver
  4. De radikale har stemt for, at Shoppingcentret skal i udbud

Konklusion

De radikale går ind for et Shoppingcenter med et nyt rådhus!

Hvorfor skal vi vælgere altid gennem en længere akademisk analyse for at finde ud af, hvad de radikale mener?

Vælgere i Vordingborg Kommune, de radikale går ind for et Shoppingcenter i Vordingborg by, og går derfor osse ind for en skævvridning af kommunen på bekostning af Stege og Præstø.

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

SÆT HELHEDSPLANEN PÅ HYLDEN TIL STORCENTERPLANERNE ER TAGET AF BORDET, OG LAV SÅ EN RIGTIG HELHEDSPLAN – MED RETNING OG KONSEKVENS! Kommentar til Helhedsplanen for Vordingborg By fra Foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn

Til Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
Postboks 200
4760 Vordingborg

post@vordingborg.dk

Møn, februar 2013

Kommentar til Helhedsplanen for Vordingborg By fra Foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn

 

SÆT HELHEDSPLANEN PÅ HYLDEN TIL STORCENTERPLANERNE ER TAGET AF BORDET, OG LAV SÅ EN RIGTIG HELHEDSPLAN – MED RETNING OG KONSEKVENS!

Det var med åbent og positivt sind, vi i foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn satte os til at læse Helhedsplanen for Vordingborg By. Godt nok var vi foruroliget over den del af planen, der omhandler de ulyksalige storcenterplaner. Men på den anden er det da positivt, tænkte vi, at byrådet endelig forsøger at skabe en sammenhængende plan for kommunens hovedby. Det har der været brug for i mange år. Og bortset fra storcenterplanerne kunne der jo være mange gode ting i Helhedsplanen. Den kan sagtens være andet og mere end bare en legitimering af storcenterplanerne.

 

Tænkte vi. Nu da vi har læst planen, må vi desværre konstatere, at det er svært at se anden mening med Helhedsplanen, end at den netop skal være den legitimering af storcenterplanerne, som byrådet åbenbart mener, der er behov for. Og ikke ret meget andet. Planen kommer rundt om mange ting og rummer masser af gode idéer og fromme målsætninger; men der er ingen klar retning eller holdning i planen. Og det står langtfra klart, hvilke af de mange muligheder, der luftes, man faktisk har tænkt sig at følge op med konkret handling.

 

Bortset fra storcenterplanerne – som dog ikke er udtryk for klare holdninger fra politikernes side til, hvordan de ønsker, at fremtidens Vordingborg skal være. Men desværre, ser det ud til, for det modsatte: At politikerne holdningsløst vil overlade det til ’investorer’ at bestemme, hvordan vores by skal udvikle sig fremover.

 

Udgangspunkt i en centralistisk bymønster-opfattelse

 

Da Helhedsplanen med bycenter-idéen blev fremlagt, havde vi meget svær ved at forstå, at byrådet kunne tage initiativ til et storcenterprojekt, som kommunens samlede detailhandel er imod, og som ingen borger har ønsket. Et projekt, der har som udtrykt mål at stjæle detailhandelsandele fra Stege og Præstø. Vi har fortsat svært ved at forstå det.

 

Den eneste forklaring, vi kan komme på, er at byrådsflertallet og de kommunale ledere har ladet sig forføre af troen på, at ’BIG IS BEAUTIFUL’. At det, der er godt for Vordingborg, også pr. automatik er godt for hele kommunen. Det samme billede gennemsyrer kommuneplanstrategien og kommunens anlægsinvesteringer, der massivt koncentreres i Vordingborg by i disse år.

 

Idéen om, at man må satse på den stærkeste by, hvis man skal skabe udvikling i kommunen, kan være forståelig i andre kommuner. F. eks. i Guldborgsund og i Næstved. Men i Vordingborg kommune har vi ikke een altdominerende hovedby. Kun 1/3 af befolkningen bor i Vordingborg-området, inkl. forstæder. Kommunens bystruktur består af tre mindre købstæder, og selv om den ene er dobbelt så stor som de to andre, er der intet, der tyder på, at udvikling i Vordingborg er mere sandsynlig eller mere gavnlig for helheden end udvikling i de andre byer.

 

I en kommune som vores bør vi arbejde for en udvikling af alle tre købstæder (+ Lundby), med et vågent øje for byroller – de særlige potentialer, den enkelte by har, og som kan udvikles til gavn for hele kommunen.

 

Vordingborg er kommunens naturlige center m.h.t. uddannelse, men IKKE (i modsætning til, hvad byrådsflertallet ser du til at tro) m.h.t. industri, bosætning eller detailhandel. Kommunens langt største industrivirksomhed ligger i Stege. Præstø har (i forhold til vigtige målgrupper) større potentialer som bosætningsby end Vordingborg. Og indenfor detailhandlen er Vordingborg i tilbagegang, medens Præstø og især Stege er i vækst.

 

Byrådsflertallet drømmer om, at Vordingborg kan blive et regionalt handelscenter – som Næstved og Nykøbing. Glem det, det er totalt urealistisk! Tværtimod er der stor risiko for, at et nyt storcenter kan ødelægge det for Stege og Præstø, uden at det gavner Vordingborg! At vores handelsliv går yderligere tilbage i forhold til nabokommunerne, og at kommunens udvikling får endnu et ryk tilbage.

 

Alternativet synes klart: Det er oplagt at satse på udvikling af de klassiske købstads-handelsmiljøer i alle tre byer. At udvikle smukke og oplevelsesrige bymiljøer, som et alternativ til de sjælløse storcentre i nabokommunerne. Det vil give en mere ligelig udvikling af kommunen, hvor vi ikke hindrer udviklingsmuligheder i Stege og Præstø, af misforstået hensyn til kommunehovedstaden. For Vordingborg Bys vedkommende handler det om at tage udgangspunkt i byens sjæl og de unikke kvaliteter, som byen rummer. Det er der faktisk en række bud på i disse år – i forlængelse af Borgcenter-planerne. Du skal lære at tro på dig selv, Vordingborg!

 

Borgernes eller investorernes by?

 

Det har undret os og mange andre, at alle de politiske partier mener, at såkaldte ’investorer’ – og ikke borgerne og deres repræsentanter – skal bestemme hvilken by, Vordingborg skal blive til. Selv ’bycenter-skeptiske’ politikere mener, at vi skal vente og se, om der kommer investorer. Hvorfor skal vi vente, hvis vi allerede nu kan blive enige om, at vi ikke vil have det storcenter?

 

Flere politikere har udtrykt, at byrådet ikke bør lægge hindringer i vejen for investorer, hvis de vil sætte penge i Vordingborg by. Hvorfor dog ikke, må man spørge? Hvis investorerne nu vil noget helt andet med byen, end borgerne synes er ønskværdigt, så har man vel netop sine valgte politikere til at gå op imod stærke interessegrupper og sikre, at hensynet til borgernes livskvalitet, til byen og dens miljø kommer til at veje lige så tungt som pengenes magt?

 

Vordingborgs planlægning: En serie af Hovsa-beslutninger

 

Holdningsløsheden overfor investorerne er så meget mere paradoksal, som det langt hen ad vejen er samme eftergivenhed overfor pengemændene, der er årsagen til det morads, Vordingborg By er havnet i. ’Syv Søstre’ projektet, der har været en katastrofe for byen, byggede på samme følgagtighed. For at få pengemændene til at investere, gav man dem ikke blot lov til at bygge, hvad de ville, men fulgte op med detailhandelsareal og udflytning af vigtige kommunale funktioner som bibliotek og jobcenter. Uden at stille selvindlysende spørgsmål såsom: Kan en lille by med kun 10.000 indbyggere virkelig bære to bycentre med 2 km afstand? Og hvad sker der, hvis investorerne alligevel ikke gennemfører deres planer?

 

I dag ser vi resultatet: Et forblæst betonhusområde på en øde kaj uden attraktionsværdi, et kulturhus ’in the middle of nowhere’ og – vigtigst – undergravning af bycentret omkring Algade, med butikslukninger og forarmelse af bymiljøet til følge.

 

Stå ved byens kvaliteter – styrk det historiske bycenter omkring Algade!

 

I det hele taget ligger Vordingborg desværre, som den selv (både den gamle og den nye kommune) har redt. Byens planlægning er én lang historie om hovsa-beslutninger og manglende tro på egne bykvaliteter og visioner. Når Vordingborgs bymidte ikke er nær så charmerende som bymidterne i Stege og Præstø, skyldes det historisk slappere planbestemmelser for midtbyen end i de to andre byer. Og når dele af Algade ligner noget fra Vestlolland, skyldes det manglende konsekvens i styringen af facader og skiltning.

 

Vi troede, at kommunen endelig var kommet til fornuft m.h.t. Vordingborgs planlægning: Byudviklingskonkurrencen, renoveringen af Slotstorvet og Banegårdspladsen, og Områdefornyelsen peger alle på styrkelse af Algadeområdet. Men så kommer bycenter-idéen pludselig ind fra højre, oprindelig for at sikre borgmesterens drøm om et storrådhus på Panter Plast-grunden, og selv om dén plan (tilsyneladende?) er opgivet, er politikerne faste i troen på, at nu kommer pengemændene og redder byen!

 

Andre uklare forudsætninger

 

Helhedsplanen bygger på forudsætninger, der langtfra alle fremstår med den nødvendige klarhed. En af dem er, at der skulle være brug for et nybygget rådhus. Vi har søgt information om de tilstandsvurderinger af det nuværende rådhus, der må ligge bag en sådan konklusion, samt de alternativer til nybyggeri, som må være udarbejdet, men har ikke kunnet finde noget. Sådanne forudsætninger bør da frem i lyset, så borgerne kan vurdere, om der overhovedet er brug for dét, som tilsyneladende er en væsentlig del af begrundelsen for storcentret – nemlig at byrådet gerne vil have et ’gratis’ nyt rådhus.

 

Øvrige elementer i helhedsplanen

 

Tilbage til tanken om, at der jo – principielt – også kan være mange gode ting i Helhedsplanen, selv om vi ikke kan lide storcenterplanen. Der udtrykkes mange gode målsætninger og nogle rigtige hovedprincipper for byudviklingen. De bliver bare dementeret af, at forfatterne synes at mene, at de kan realiseres med storcenterplanen som vigtigste redskab. Planen kommer også omkring en del konkrete problemstillinger – revl og krat, kan man sige, stort og småt. Fra storcenter til ishus på havnen.

 

Der er også en del spændende forslag til konkrete handlinger, men igen – relevante og irrelevante forslag mellem hinanden, realistiske handlingsmuligheder og rene luftkasteller i én pærevælling. Til sidstnævnte hører planerne om et stort hotel med konferencecenter og om et havcenter på Sydhavnen. Det er OK at forsøge at være idérig, men når realistiske og urealistiske handlingsmuligheder på denne måde blandes sammen og fremsættes med samme styrke – der er ingen form for prioritering af de mange handlingsmuligheder i Helhedsplanen – skaber man snarere forvirring blandt borgerne end klare fremtidsbilleder, og man risikerer at afspore debatten.

 

Blandt de gode og realistiske ting skal nævnes idéerne til udvikling af uddannelsesmiljøet og af nye fritidsfaciliteter i byen. Samt tankerne om nye byerhverv, måske i stationsområdet. Igen savner man dog konsekvens og handlingsorientering: Hvad skal der til for at realisere disse idéer, og er byrådet villig til at satse ressourcer på det?

 

Et andet emne, vi så frem til med spænding, var planens trafik-afsnit. Et af de største planlægningsbehov i Vordingborg By har i mange år været en klar og gennemarbejdet trafikplan. Byrådet har i de senere år produceret det ene byudviklingsinitiativ efter det andet – uden at have haft en så fundamental forudsætning som en trafikplan på plads. Også på dette punkt ligger man, som man selv har redt: Balladen om trafikafvikling over slotstorvet for et års tid siden var ren selvskabt plage.

 

Et godt tilløb til en trafikplan i Helhedsplanen følges dog desværre ikke op. Vi savner ikke mindst en klar plan for det overordnede vejnet. Skabelse af et robust net af ring- og forsyningsgader, med Brovejen i en ny rolle som ydre ring og forsyningsvej, er vigtigere end det aktuelle spørgsmål om en forlægning af Næstvedvej ved stationen. Den trafikale situation i morgendagens Vordingborg er fortsat uafklaret.

 

Udskyd storcenter-beslutningen, sæt Helhedsplanen på hylden og skab forudsætningerne for en rigtig helhedsplan!

 

Vi vil opfordre til, at byrådet undlader at beslutte noget om bycentret på denne side af valget. At politikerne ærligt fremlægger deres holdninger til spørgsmålet i valgkampen, og lader vælgerne sammensætte et nyt byråd, der så – i dialog med borgerne – kan fastlæge, hvad det er for en by, vi ønsker.

 

Når storcentret er taget af bordet, kan man vende tilbage til Helhedsplanen og lave en rigtig helhedsplan – med holdning, klarhed og konsekvens. I mellemtiden kunne man fint bruge tiden til at tilvejebringe de grundigere forudsætninger, som den nuværende helhedsplan mangler. F. eks.:

  • Er hotelplanerne realistiske, og hvordan kan man fremkalde investorer til dette projekt? Man har jo, så vidt vi ved, prøvet i årevis – hvorfor er det ikke lykkedes? Og hvad er udsigten til, at det, der ikke kunne lade sig gøre under højkonjunkturen, kan ske i en lavkonjunktur?
  • Hvordan færdiggøres områdefornyelsen, og hvordan kan P-området nord for Algade gøres mere attraktivt – og kan forbindelserne til de flygtende dagligvarebutikker forbedres?
  • Lad os få tilstandsvurderingen af rådhuset og alternativerne til nybyggeri på bordet!
  • Hvordan kan man konkret styrke bymiljø og byliv i Algade? Er de bebyggelsesregulerende bestemmelser og styringen af facader og skiltning stærke nok?
  • Hvordan sikres en konsekvent trafikplan, med en troværdig plan for det overordnede vejnet, for forbindelserne mellem bydelene (inkl. Vordingborgruten – hvad er der blevet af den?), trafikforsyning af og parkering i bymidten. Som andre har påpeget, er en fundamental ting som hvor, de mange forventede gæster til Borgcentret skal parkere, fortsat ubesvaret.

 

 

Med venlig hilsen

Bygnings- og Landskabskultur Møn v/ Rigmor Nielsen
Sprovegade 20
4780 Stege

Tlf.: 51 90 69 81

E-mail: rigmor@sprove.dk

Vordingborgpolitikerne svigter deres informationspligt!

Vi borgere i kommunen skal åbenbart vænne os til at søge information i tilfældige medier om vigtige beslutninger i kommunen?

 

udraaber-kommunalpolitikerEksempelvis er det næste umuligt at finde oplysninger om den forestående udbudsforretning om kommunes projekt ‘Shoppingcenter’.

Man kan i diverse papir- og netaviser sporadisk se opslag om udbudsforretningen om et Shoppingscenter, som kommunen agter at gennemføre.

Var det ikke for aktive journalister og engagerede læserbrevsskribenter, ville borgerne i kommunen være holdt i total uvidenhed.

Kommunes hjemmeside indeholder intet om den kommende udbudsforretning, og man skal søge længe for bare at finde frem til den tidligere gennemførte prækvalificeringsrunde.

Det vil ikke undre mig, hvis der er mange af kommunens borgere, som ikke har viden om, hvad det egentlig er for et projekt, kommunen nu sender i udbud – og helt uden at høre borgerne først.

Endnu en gang lægger kommunen op til at manipulere et projekt igennem ved metoden:

 

Et ikke helt usandsynligt fremtidsscenario:

Borger:

‘Hvordan kan I sende et så omfangsrigt og gennemgribende projekt i udbud, når I ikke har hørt os borgere først? Det er jo et projekt, der kan blive helt afgørende for vores fremtid?’

Kommunen:

‘Tag det nu bare roligt, Shoppingcentret er jo ikke besluttet endnu? Vi skal jo først lige se, om vi kan finde nogle investorer, der er med på den, ik’? Når vi ved lidt mere, så kan vi jo sende projektet i høring på et meget mere konkret grundlag, ik’?’

3 måneder senere:

Kommunen:

‘Nu har vi modtaget en række meget attraktive tilbud på et Shoppingscenter, og der er bare lige ét, som sidder lige i øjet, det vil simpel hen rede Vordingborg bys fremtid. Så nu har vi skrevet kontrakt, og går straks i gange med gennemførelsen. Det var meget hårde kontraktforhandlinger, men I kan være stolte af, at det lykkedes os at overtale en investor til at synes om vores projekt’.

Borger:

‘Jamen, I sagde jo, at shoppingscentret ikke var besluttet, og at det skulle i høring? Hvordan kan I så bare uden videre skrive under på en kontrakt, og gå i gang?’

Kommunen:

‘Hør nu lige her, er I klar over, hvor mange mandtimer, og penge til konsulenter, vi har brugt for at komme så langt, som vi er nu? For slet ikke at tale om, hvor mange ressourcer, tilbudsgiverne har ofret på udarbejdelsen af deres tilbud. Er I klar over, hvor dyrt det er for investorerne at ud arbejde et kvalificeret tilbud? I anstændighedens navn, vi kan da ikke narre investorerne til at afgive tilbud, og så bagefter bare sige tak, vi gider alligevel ikke lege med jer? Ærlig talt. Og så tænk lige på, at vi har gennemført et EU-udbud helt efter reglerne – vi bliver jo rent til grin, hvis vi bare stopper her? Kan I ikke forstå det?’

Et sidste pip for den underkuede borger:

‘Guuuud, har I gennemført et helt EU-udbud? Det vidste vi jo ikke, men hvordan har I dog kunnet det – vi har da intet steds kunne finde oplysninger om dette EU-udbud?’

På dette tidspunkt kigger borgmesteren diskret på sit ur, og sender et slet skjult nik til kommunaldirektøren, som straks rejser sig og siger: ‘Klokken er mange, mødet er forbi!’

Kender I til sådanne politiske processer?

Dette er desværre en metode, som ikke er ukendt for politikere, og hvis nogen af jer var med til et dialogmøde i Præstø for knap et par år siden, hvor politikerne optrådte med en orientering om processen ifb med Multicenter Præstø og hvor der udspandt sig en debat om tidligere løfter givet til den lokale foldboldsklub, vil I sikkert kunne ane visse lighedspunkter i ovennævnte fortælling.

Som ovenfor nævnt, har det været svært at finde information om Shoppingcentret. Det eneste jeg har kunnet finde er fra prækvalifikationsrunden.

Jeg har plukket fra kommunens hjemmeside, og I kan læse om Shoppingcentret her:

Leif Jeberg

40.000 kvm. bycenter sendt i prækvalifikation

PRÆSTØ LOKALRÅD INVITERER TIL DIALOGMØDE

PRÆSTO -LOKALRAD

5. marts kl. 19 til 21.30 i Caféen på Abildhøjskolen

På mødet sidste år, drøftede vi bosætning, betydning af gode skoler, gode fritidsmuligheder, gode trafikforbindelser og sikkerhed, gode handelsmuligheder! ! !

Hvad er der sket?

I år har vi følgende dagsorden:

  1. Hvem bestemmer, når det kommer til stykket?
    1. Er det embedsmænd eller politikere?
    2. Er kommunerne for store, og føler lokalpolitikerne sig magtesløse?
    3. Er det en ide at holde flere dialogmøder?
  2. Beslutningen fra kommunesammenlægningen om de 3 ligeværdige købstæder? Hvordan skal det ses i relation til et Handelscenter som vil udhule handelen i Stege og Præstø?
  3. Spørgsmål til politikerne

Til november skal vi vælge ny kommunalbestyrelse, den 5. marts 2013 kan du møde 6 af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Alle borgere i Præstø er velkomne.

Henny Jørgensen
Formand for Præstø Lokalråd

Høringssvar fra Præstø Lokalråd: Helhedsplan for Vordingborg by v/ Henny Jørgensen, formand

PRÆSTO -LOKALRADPræstø Lokalråd indsender hermed sit bidrag til den såkaldte ”debat” om Helhedsplanen for Vordingborg by. På kommunens hjemmeside og i selve planen anvendes nogle steder ordet ”høring”, mens det af Kommunalbestyrelsens godkendelse fremgår, at der er tale om en ”debatperiode”, og altså netop IKKE en høring.

Præstø Lokalråd vil gerne opponere mod denne fremgangsmåde, idet vi opfatter det som en grov tilsidesættelse af kommunens nærdemokratimodel, at en så vigtig og for alle andre områder end Vordingborg by nærmest ødelæggende plan, ikke sendes i officiel høring hos kommunens lokalråd.

Præstø Lokalråd kan og skal naturligvis ikke forholde sig til planer for et lokalområde som Vordingborg by, med mindre planerne får en konsekvens for Præstø Lokalråds område. At dette er tilfældet fremgår direkte af Helhedsplanens tekst side 19:

Mål : Vordingborg by udvikler sig til et regionalt handelscenter, med øget konkurrenceevne i forhold til nabo – byer ”

Det erhvervsmæssige mål med planen er således direkte at forringe konkurrenceevnen for nabobyerne! Dette finder Præstø Lokalråd fuldstændig uacceptabelt, og det kan undre, hvordan hele Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse – for politikerne er vel valgt for hele kommunen? – så fuldstændig ensidigt kan planlægge at forringe handelslivets konkurrenceevne i resten af kommunen, herunder Præstø. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Det fremgår videre af planen, at:

”Kommunalbestyrelsen vil skabe optimale kommunale rammebetingelser for etablering og tiltrækning af nye virksomheder i Vordingborg by”

Der tones altså rent flag: Resten af kommunen skal således have minimale kommunale rammebetingelser for nye virksomheder. Igen må det undre, at en kommunalbestyrelse så fuldstændig ensidigt kan fokusere på et byområde og direkte forringe vilkårene for resten af kommunen. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Endvidere fremgår det:

”Der er generelt brug for et større hotel- og konferencecenter i Sydsjælland. Der foreslås tre muligheder for placering af et hotel- og konferencecenter i Vordingborg by”

Igen må det undre, at hele Sydsjælland nu reduceres til Vordingborg by. Det fremgår ingen steder, efter hvilke kriterier resten af kommunen udelukkes, det fremgår faktisk ikke, om man overhovedet har undersøgt om andre områder kunne være relevante og eksempelvis være mere specielle og tiltrækkende end endnu et center som alle de andre.

Helhedsplanen indledes med at slå fast, at:

”Målet er en helhedsplan, som politikere, borgere og virksomheder kan samles om og bakker op om.”

Sådan som planen er lagt frem, må man konstatere, at selve hovedmålsætningen IKKE er nået. Det fremgår selvfølgelig ikke, om der her også menes borgere og virksomheder UDEN FOR Vordingborg by, for i Præstø lokalområde er dette i hvert fald ikke tilfældet. Selv inden for Vordingborg by´s område falder planen tilsyneladende klart på sin målsætning.

Uden i øvrigt at gå i detaljer om planens andre elementer, så har Præstø Lokalråd denne generelle kommentar:

Den fremlagte plan er jo bredt forsynet med en lang række positivt ladede udsagn, som gerne skal give læseren et billede af, hvor ovenud god planen er. Det er der ikke noget nyt i, og vi ser jo ofte publikationer fra Vordingborg kommune udformet på denne måde. Når man læser de ”gode” intentioner får man et broget billede af de mange problemer for Vordingborg by, som Helhedsplanen åbenbart skal løse:

  • En Spredt bymidte
  • Ringe konkurrenceevne i forhold til nabobyer
  • For lille butiksudbud
  • Gammel administrationsbygning
  • For fjernt bibliotek
  • Lav frekvens af medarbejdere og besøgende i bymidten
  • En kedelig bagside af Algade
  • Et ikke-pænt bymiljø
  • Kedeligt byrum
  • Ikke-attraktivt handelsmiljø
  • Lavt og varierende serviceniveau
  • De gamles by

På den baggrund kan man godt forstå, at Kommunalbestyrelsen vil gøre noget, men måske skulle man koncentrere sig om at finde de vigtigste udfordringer og løse dem uden at det skal gå ud over resten af kommunen.

Præstø Lokalråd skal således klart protestere mod planerne om handelscenterbebyggelsen, mod at Vordingborg by får særlige rammebetingelser for etablering af virksomheder, som ikke gælder andre områder og endelig mod at andre placeringer af et eventuelt hotel- og konferencecenter udelukkes.

På baggrund af planens overordnede mål om opbakning og støtte til planen fra borgere og virksomheder, må vi konstatere, at Helhedsplanen har fejlet, og vi forventer derfor at en revideret plan tager højde for skadevirkninger for andre lokalområder.

Præstø Lokalråd forventer derfor også at få den revidere Helhedsplan i officiel høring for så vidt angår påvirkning og effekter for Præstø Lokalområde.

 

Henrik Reiche og Henny Jørgensen

Præstø Lokalråd

Hr Holmer, står du fortsat ved din udtalelse om, at kommunen ikke har penge i klemme i Shoppingscentret?

Leif-ProfilDet er en interessant oplysning, Huglstad viderebringer til bloggen i dag. I følge forlydender, er det sandsynligt, at kommunen for at få sit rådhus i et kommende Shoppingscenter, skal stille økonomisk garanti til investor?

Kommunens borgmester Holmer udtalte i Sjællandske den 25. januar, at kommunen ikke har nogen penge i klemme i projekt Shoppingscenter?

Hr Holmer, kan du afkræfte eller bekræfte Huglstads oplysning vedr en kommunegaranti for Shoppingscentret?

Leif Jeberg

Investor fundet! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadFra ”sædvanligvis pålidelige kilder” oplyses det, at den interesserede investor bag Vordingborgs shoppingcenter er firmaet M. Goldschmidt Ejendomme A/S. Firmaet ejer flere erhvervsejendomme i København og på Sjælland og står også bag opførelsen af Hillerød Storcenter. Flere af ejendommene er tomme; dette gælder bl.a. butiksarkaden på Marienbergvej 108 i Vordingborg. Firmaet ejer også Netto på Svend Gønges Torv i Præstø.

Det forlyder også, at Goldschmidt ønsker en økonomisk garanti fra Vordingborg Kommune. Om det er rigtigt, vides ikke, men det lyder meget sandsynligt. Et firma, der skal investere i bibliotek, rådhus, børnehave og andre kommunale formål, må naturligvis have en garanti for lejeindtægten i en overskuelig årrække. Dermed minimerer investor også et eventuelt driftsunderskud, hvis der skulle blive problemer med at udleje lokaler i shoppingcentret.

Hvis kommunen sætter penge i bycentret – på den ene eller anden måde – rejser det flere spørgsmål, bl.a.:

1) Er argumentationen ændret til: Vi skal have et bycenter for at få råd til rådhus, bibliotek mv. Altså: Uden bycenter – intet rådhus?

2) Hvor ligger grænserne for kommunens investering af skattekroner og ”indfedtning” i et privatkapitalistisk projekt?

3)  Kan de medlemmer af kommunalbestyrelsen, der stemmer for, gøres juridisk ansvarlige, når/hvis en ny kommunalbestyrelse efter valget dropper bycentret?

Dette understreger endnu en gang, at kommunen må foretage sine egne analyser og søge uvildig hjælp, inden man bliver bondefanget. Et kompromis ville være, at beslutningen blev udsat og overladt til den nyvalgte kommunalbestyrelse i 2014.

Institut for Center-Planlægning – kan man have tillid til en rådgiver, der er dybt engageret i udvikling af Shoppingscentre?

Leif-ProfilSom bekendt har kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen baseret beslutningen om etablering af et Shoppingcenter i Vordingborg by på en analyse rapport udarbejdet af Institut for Center-Planlægning (ICP). Men kan man have tillid til, at denne analyse er udarbejdet på et uvildigt grundlag?

Denne tvivl har sin fulde berettigelse, når det af ICPs hjemmeside fremgår, at et af ICPs væsentligste forretningsområder relaterer sig til udvikling af Shoppingcentre?

Det hedder således på ICPs hjemmeside:

‘ICP er medlem af NCSC (www.ncsc.se), en organisation for Shoppingcentre i de nordiske lande. ICP bestyrer endvidere NCSCs danske sekretariat.’

NCSC står for ‘Nordic Council of Shopping Centers‘, og dette koncils medlemsskare definerer NCSC således:

‘For companies involved in the business of either retail, consulting, construction, development, maintenance and/or management of shopping centers’.

Det ses ligeledes, at ICP er rådgiver for investorer, der investerer i udvikling af Shoppingscentre.

Det er altså en sådan rådgivningsvirksomhed, kommunalbestyrelsen baserer kommunens fremtid på. En rådgivningsvirksomhed som både rådgiver kommuner på den ene side og på den anden side betjener investorer, som har interesse i at bygge Shoppingscentre for kommunerne?

Tør man have tillid til, at den aktuelle analyse er uvildig – jeg har ikke?

Som jeg ser det, er kommunalbestyrelsen enten en bund naiv og amatøragtig indkøber af rådgivningsydelser, eller osse har bestyrelsen den skjulte agenda, at få et Shoppingcenter i Vordingborg By. Det er sikkert en god blanding af begge dele, og det er meget nærliggende at karakterisere dette som et forsøg på at manipulerer kommunens borgere?

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

Se eksempel på et projekt i Hillerrød, hvor ICP er rådgiver for en investor:

Eksempel på ICP samarbejde med en investor

Kamp om markedsandele på egne præmisser v/ John Kreiner, Præstø

I Sjællandske (15/2) gentager den administrerende direktør for Institut for Centerplanlægning (ICP A/S), Per Nyborg, at Vordingborg bør have et butikscenter.

Ganske som hans virksomhed anbefalede i den rapport, der er en del af grundlaget for den nye helhedsplan for Vordingborg by med rådhus og butikscenter midt i byen.

Andet ville vel også være besynderligt.

Per Nyborg mener, at eneste mulighed for at bevare et butiksliv i Vordingborg er at bygge sit eget center og tage kampen op mod bl.a. Næstved (Storcenter).

Løsningen er – uden at det er sagt ligeud – at Vordingborg skal trække kunderne ud af Præstø og Stege for selv at kunne overleve…

Nu er det ikke første gang, man oplever afstanden fra et skrivebord til ”det virkelige liv” som uendelig.

Og Det gamle Testamentes historie om kampen mellem David og Goliat kan stadig begejstre i Jantelovens hjemland.

Men allerede i dag står butikslivet i Vordingborg kommune, det vil primært sige i Vordingborg by, Præstø og Stege, med unikke konkurrencefordele i forhold til eksempelvis Næstved Storcenter, nemlig nærhed, venlighed og personlig betjening.

En kamp om markedsandele, hvor et mindre butikscenter i Vordingborg skal kæmpe på storcentrenes præmisser kan kun vindes i drømmenes (og
centerplanlæggernes) verden – ja, og så altså i Det gamle Testamente.

Store kædebutikker bag centrenes stål- og glasfacader med standardiserede varer, er ikke nødvendigvis det, borgerne går og sukker efter.

Men hvorfor lytte til borgerne? De kunne jo være imod!

En strøgtur gennem Algade i Vordingborg, Præstø eller Stege, hvor hyggelige specialbutikker betjenes af venlige, kendte ansigter, er derimod en rar oplevelse.

Og hvor mangfoldigheden og forskelligheden er en charme i sig selv.

Det er det ”våben”, de tre ligeværdige købstæder, Vordingborg, Præstø og Stege skal trække i kampen mod de kolde, upersonlige og ens storcentre, som man – muligvis på ICPs anbefaling – finder overalt i landet.

Venlig hilsen

John Kreiner

BEKÆMP VORDINGBORG-CENTRALISMEN! v/ Rigmor Nielsen, Bygnings- og Landskabskultur Møn

Det overstiger vores fatteevne, at byrådet kan tage initiativ til et storcenterprojekt, som kommunens samlede detailhandel er imod, og som ingen borger har ønsket. Et projekt, der har som udtrykt mål at stjæle detailhandelsandele fra Stege og Præstø. Den eneste forklaring, vi kan komme på, er at byrådsflertallet og de kommunale ledere må være forledt af en tyrkertro på, at ’BIG IS BEAUTIFUL’. At det, der er godt for Vordingborg, også pr. automatik er godt for hele kommunen. Det gennemsyrer kommuneplanstrategien og kommunens anlægsinvesteringer, der koncentreres i Vordingborg by.

Idéen om, at man må satse på den stærkeste by, hvis man skal skabe udvikling i kommunen, kan være forståelig i andre kommuner. F. eks. i Guldborgsund og i Næstved. Men i Vordingborg kommune har vi ikke een altdominerende hovedby. Kun 1/3 af befolkningen bor i Vordingborg-området – incl. forstæder. Kommunens bystruktur består af tre mindre købstæder, og selv om den ene er dobbelt så stor som de to andre, er der intet, der tyder på, at udvikling i Vordingborg er mere sandsynlig eller mere gavnlig for helheden end udvikling i de andre byer. I en kommune som vores bør vi arbejde for en udvikling af alle tre købstæder (+ Lundby), med et vågent øje for byroller – de særlige potentialer, den enkelte by har, og som kan udvikles til gavn for hele kommunen.

Vordingborg er kommunens naturlige center m.h.t. uddannelse, men IKKE (i modsætning til, hvad byrådsflertallet antager) m.h.t. industri, bosætning eller detailhandel. Kommunens langt største industrivirksomhed ligger i Stege. Præstø har (i forhold til vigtige målgrupper) større potentialer som bosætningsby end Vordingborg.

Og indenfor detailhandlen er Vordingborg i tilbagegang, medens Præstø og især Stege er i vækst. Det er oplagt at satse på udvikling af de klassiske købstads-handelsmiljøer i alle tre byer. At udvikle smukke og oplevelsesrige bymiljøer, som et alternativ til de sjælløse storcentre i nabokommunerne. Byrådsflertallet drømmer om, at Vordingborg kan blive et regionalt center – som Næstved og Nykøbing. Glem det, det er totalt urealistisk! Tværtimod er der stor risiko for, at et nyt storcenter kan ødelægge det for Stege og Præstø, uden at det gavner Vordingborg! At vores handelsliv går yderligere tilbage i forhold til nabokommunerne, og at kommunens udvikling får endnu et ryk tilbage. Gå til modstand mod Vordingborg-centralismen!

Det er valgår i år!

Vi opfordrer alle til at stemme på politikere, der vil arbejde for en ligelig udvikling af hele kommunen, og for en udvikling baseret på vore byers sande værdier og potentialer.

Med venlig hilsen

Bygnings- og Landskabskultur Møn

Rigmor Nielsen,

Vand i helhedsplanen v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadJeg savner 2 ting i Vordingborgs helhedsplan.

Den første omhandler det vandlidende kvarter mellem Vinkelvej og Volmersgade, Gallemaden. Området er en forlængelse af Trellemarkens fjorddynd, og allerede i 30’erne advarede byingeniøren mod yderligere bebyggelse. Området har da også fået en pæn blå farve i helhedsplanen. Jeg savner dog også lidt blåt på Kirkeengen og forlængelsen mod Arrebovej-kvarteret samt St. Rørbund med idrætspladsen, hvor man så sent som i 1939 konstaterede ”utrolig blød bund”.

I Sydhavnen anbefaler man kanalby. Men hvad er visionerne for Gallemaden? ”Vordingborgs Venedig” eller ”Den sunkne By”? Forhåbentlig ikke, men områdets redning må have højere prioritet end Sydhavnen eller det såkaldte aktivitets- og bevægelseslandskab ved kasernen. Om ikke andet for at sone bystyrets gamle synder.

I planen omtales et arbejdende museum for joller, kystfiskeri og søtransport i Nordhavnen. Denne ide bør udbygges til et Storstrømsmuseum. Borgcentret prioriterer borge, konger og magt, og jeg er bange for, at Vordingborgs øvrige historie, herunder beliggenheden ved Storstrømmen, fortrænges. Dette museum burde ideelt ligge på Masnedøfortet, men for at udnytte synergieffekten og nærheden til Borgcentret bør det ligge ved Nordhavnen. Herfra kunne der tilbydes guidede rundvisninger på Masnedøfortet – med bus eller bycykel.

Museet bør omhandle Storstrømmens strategiske betydning siden vikingetiden, herunder forbindelsen til det sydlige udland og til Skandinavien og Østersøen. Med udgangspunkt i den kolde krigs omfattende – og for de fleste ukendte – planer kunne man bevæge sig tilbage i historien til 9. april og den tyske Festung Vordingborg, til Storstrømsbro og færgeoverfarter og videre til Flådebase Masnedø og Smålandsfarvands- og Grønsundstillingen. Herefter via Englands- og svenskekrigene til ledingsfådens samling og vikingetiden plyndrings- og handelstogter.

Et Storstrømsmuseum vil styrke såvel Borgcenter som turismen.

Allan Huglstad

Den, der vil alt, vil intet v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadVordingborg havde også en helhedsplan i 1945! Fyldt med gode ideer og visioner, der strittede i alle retninger. Men der blev ikke sat mål, og der blev ikke prioriteret. Manglende analyse og beslutninger forhalede byens udvikling.  

Helhedsplanen anno 2013 har også mange gode ideer og visioner – endda nogle gengangere fra 1945! Heller ikke i dag har politikerne taget stilling til hvilken by, Vordingborg skal være. Ideer og visioner peger fortsat i alle retninger.

Planen opererer med Vordingborg som turistby, handelscentrum, uddannelsesby, bosætningsby, kulturby, idrætsby, kongresby samt grøn og blå by – for at nævne de vigtigste. Bl.a. er containerhavn og krydstogtskibe udeladt. Til forskel fra 1945-planen vil man ikke være industriby – så meget realisme har politikerne trods alt!

Der er naturligvis ikke ressourcer til at omforme alle visionerne til realiteter hverken nu eller de næste 100 år. De mange gode ideer er intet værd uden fastlæggelse af mål og prioritering og en langsigtet planlægning.

Helhedsplanen mangler en analyse og en konklusion, der fortæller, hvad by Vordingborg skal være.

Med Borgcenter og byens øvrige kvaliteter er jeg ikke i tvivl: Byen skal først og fremmest være turistby. Alt hvad der understøtter dette i helhedsplanen, skal prioriteres. Dvs. i første omgang cafeer og handel på begge sider af Slotstorvet, P-pladser, plads til autocampere, bynært vandrerhjem og renovering af indfaldsveje.

I næste omgang bør der satses bredere, f.eks. overnatningsmuligheder, sandstrand, søbade, grøn by og maritim turisme. Hvad der ikke fører mod målet eller ligefrem modarbejder det, bortfalder eller nedprioriteres til bedre tider. F.eks. bycenter, biblioteksflytning, nyt rådhus, kanalby og idræts- og fritidsfaciliteter.

Men hvad vil politikerne?

Allan Huglstad

Helhedsplanen for Vordingborg v/ Jørgen Nymark, Vordingborg

Høringsfristen løber ud nu den 17.ds, og så vil kommunalbestyrelsen ifølge det oplyste, tage stilling til byens og følgelig også hele kommunens udvikling for de kommende mange år.

Med de usikkerhedsfaktorer, der er så tydelige i dag, hvor borgerne de forskellige steder i kommunen, står ret langt fra politikerne og med valget indenfor kort tid, bør det være en ansvarlig kommunalbestyrelses pligt, at lade vælgerne komme til orde ved de kommende vælgermøderne og ved valget beslutte, hvorledes den kommunalbestyrelse, der bliver ansvarlig for det endelige resultat, skal sammensættes.

Pointen heri er, at intet yderligere igangsættes, før det er bekræftet efter valget, for så vil der være en rimelig tid til at modne opgaverne og sikre den helt rigtige løsning, samtidig med, at det allerede igangsatte kan færdiggøres.

De nye kommunalbestyrelsesmedlemmer får så lejlighed til, direkte overfor borgerne at forsvare deres synspunkter, for det er jo afgørende for de nye tiltag, at den næste kommunalbestyrelse er helt enig, hvis de skal lykkes at opnå det fulde udbytte af anstrengelserne.

Derfor, kommunalbestyrelse, byg ikke jeres eget mausoleum for eftertiden, men lad vælgerne bestemme endeligt.

Jeg vil tillade mig at påstå, at ingen almindelig borger i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at Vordingborg inden for så kort tid, ville blive udsat for så mange nye tiltag, som har betydet, at vi må vandre i snavs og søle, når man bevæger sig rundt i vejarbejder alle steder, med langsommelig udvikling til følge og måske en efterregning af dimensioner i vente.

Jørgen Nymark, Vordingborg

Kvalitetsundersøgelse af kommunens dagtilbud v/ Thomas Christensen, Lundegård

Peter Jonassen (SF) udtaler til Ugebladet i forbindelse med undersøgelsen omkring kvaliteten i de kommunale dagtilbud, at man de seneste år har arbejdet målrettet med udvikling af kvaliteten af de kommunale dagtilbud, samt man som en af de få kommuner i regionen har tilført ekstra ressourser til området.

Jeg læser dette med stor undren, da Peter Jonassen selv var med i beslutningen om, at afskedige og lukke flere institutioner, hvorved man havde skåret så kraftigt at man vel var den kommune med mindst ressourser på området, hvorefter man som “den gode giver” kunne tilføre området en lidt i forbindelse med regeringens tilførsel på området. (hvor man ganske rigtig var en af de få)

Man skylder dog vælgerne at fortælle på hvilken baggrund man tilfører midler og ikke mindst hvordan, samt hvordan fordelingen er mellem varme og kolde hænder på området, da det samlede billede ikke viser hvor mange der faktisk tage hånd om børnene.

Jeg kan dog antage at Peter Jonassen har mere travlt med at fortælle dette, da han jo nok gerne vil vælges for endnu en periode. Men hvor mange gange skal man fortælle en historie for at den bliver sand og folk glemmer eller tror på den nye??

Kære Annemette Engell Hansen (K), har DU SELV taget stilling til et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Leif-ProfilDit svar til Allan Huglstad på vores Facebook side vedr De Konservatives stillingstagen til et Shoppingscenter i Vordingborg by, giver mig anledning til at spørge ind til DIN personlige holdning i sagen?

Hvor står DU SELV?

Det vil du åbenbart ikke fortælle os? I stedet giver du os en lektion i almen politisk viden. Fortæl os, om du vil arbejde FOR et Shoppingscenter eller om du vil arbejde for, at der IKKE bliver etableret et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Naturligvis skal der indgås kompromiser, men desværre ser vi jo alt for ofte, at der er partier, der sælger deres sjæl for at bevare deres taburetter. Og med den begrundelse, at det er for at få indflydelse.

Goddag mand økseskaft, indflydelse på hvad? Når man som udgangspunkt har solgt ud af sine værdier i kompromisets hellige navn? Det er en god strategi at være ‘indenfor´, hvor beslutningerne forberedes og træffes, men den, som går på kompromis med sine grundlæggende værdier, får hverken respekt eller indflydelse i det lange løb – derimod vil det stå klart for alle, at der tale om ren prostitution.

Så hold op med den generelle snak, og vis hvem DU er og fortæl os, hvor DU SELV står i denne sag: Vil DU arbejde FOR eller IMOD et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Og lige til afslutning: Gud fri os fra et flertalsstyre – på landsplan såvel som lokalt. Så længe et enkelt parti ikke har flertal, er der sikkerhed for, at der tænkes henover midten – husk på, at Danmark ikke er en virksomhed, der kræver en stærk ledelse, men et samfund, hvor en af de væsentligste værdier er empati – politikernes empati for borgerne og ikke for egne magtpositioner.

Og skulle du have glemt, hvad empati betyder, så gå til din Kierkegaard:

“…at man, når det i sandhed skal lykkes én at føre en anden hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde denne der, hvor denne er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver person, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må han først forstå mere end den anden – men dog først og fremmest det, den anden forstår. Når han ikke gør det, så hjælper hans merforståen ham slet ikke. Vil han gøre sin merforstående gældende, så er det, fordi han er forfængelig eller stolt, så han i grunden i stedet for at gavne den anden egentlig vil beundres af ham.”

Leif Jeberg

Magen til kynisme, hr Bent Maigaard (V), skal vi vist lede længe efter…

Bent Maigaard-venstreI Sjællandske i dag den 12. februar toner Bent Maigaard endelig rent flag. Han har lagt sig i kølvandet på socialdemokraterne og lader investorerne om at bestemme, om der skal bygges et shoppingscenter i Vordingborg by eller ej. Han udtaler i et læserbrev: ‘…at Vordingborg er kommunens største by, og at det er her, en privat investor har vist interesse for at etablere et indkøbscenter…‘. Og han fortsætter: ‘… Når jeg siger, at ICP-undersøgelsen konkluderer, at et center kan resultere i en MEROMSÆTNING på ca. 170 mio. til kommunen. Jeg er naturligvis klar over, at et nyt center vil betyde, at der vil være omsætningsnedgang andre steder – både inden for og uden for kommunen…‘. Og endelig tilføjer han: ‘… Når jeg siger, at det vil skabe NETTO 100 – 200 nye arbejdspladser (det er min egen vurdering), er det, når tab af arbejdspladser andre steder i kommunen er modregnet…‘.

Her kan vi sort på hvidt læse, at hr Bent Maigaard er fløjtende ligeglad med, om resten af kommunen lider og mister arbejdspladser, når bare en investor kan tjene penge på at bygge et Shoppingcenter i Vordingborg by. Men vi taler ikke bare om arbejdspladser, hr Bent Maigaard, vi taler om, at detailhandlen i Stege og Præstø, ja endda i Algade i Vordingborg i stort tal vil gå konkurs eller lukke deres livsgerning. Vi taler om, at grundlaget for at skaffe tilflyttere til de to købssteder forsvinder, og i sidste ende, hr Bent Maigaard, taler vi om at gøre de to byer til alderdomshjem. Dette er desværre ikke et usandsynligt scenario, hr Bent Maigaard, og skulle det komme dertil, så er det endvidere sandsynligt, at Vordingborg by ender som en underafdeling af Nationalmuseet.

Er dette virkelig venstres politik? Taler hr Bent Maigaard virkelig på vegne af Venstre i Vordingborg?

Jeg kender mange brave venstremænd, og jeg kan ganske enkelt ikke tro på, at dette er Venstres officielle politik, hr Bent Maigaard her udtrykker?

Venstre, kom ud af busken, og lad os høre, om Venstre er for eller imod et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Leif Jeberg

Bycenter i Vordingborg: Vordingborg Handelsforenings høringssvar

I Vordingborg Handelsforening har vi drøftet et kommende bycenter. Tidligere har vi ikke meldt vores holdninger ud i politiske sager, f.eks. gågadeproblematikken.  Når et bycenter kommer på ”bordet” mener vi dog, at det er af stor betydning for byen, at man inden beslutningen bliver taget, har været rundt i alle ”hjørner” i sit analysearbejde.

Vi har brugt en del arbejde på at skaffe os viden, til den holdning vi nu har vedr. et fremtidigt bycenter. Nedenfor har vi beskrevet de områder, vi mener er kritiske i forhold til det bycenter i Vordingborg og som skal overvejes inden beslutningen tages.

Overordnet er vi helt enige i, at man skal sige ja tak, når en investor tilbyder en større million investering i byen. Dette ændrer ikke på de faktorer vi beskriver nedenfor, som bør overvejes nærmere.

Konklusionen for bestyrelsen i Vordingborg Handelsforening er:

Er premissen til stede for at der kan bygges et bycenter i Vordingborg – nej det er den ikke, og følgende vil belyse dette, sammen med de konsekvenser det vil få for Vordingborg by:

  1. Forudsætningen for at der kan etableres et bycenter i størrelsen 15.000 til 25.000 kvm. Er at der kommer en ankerbutik, eller med andre ord et føtex varehus. Iflg. ICP skal føtex have 81 mill. i omsætning fra eksisterende dagligvarebutikker i byen. De vil få 20-30 mill. fra Kvickly, og skal så have 50-60 mill. fra de øvrige butikker.
  2. Problemstilling nr.1: et føtexvarehus vil ikke kunne få mere end 5-15 mill. fra discountbutikkerne. Når man handler discount, så gør man der hvor man bor, eller der  hvor man kører forbi. Hvis der kommer et bycenter incl. føtex, så vil man i stedet fravælge Kvickly (omsætningsnedgang 20-30 mill.), men kunderne vil ikke ændre deres dagligdagsindkøbsvaner i discountsektoren. ICP bygger deres undersøgelse på hvad der typisk sker i et marked når der rykker en stor konkurrent ind. Det de ikke har taget højde for er, at Vordingborg er helt atypisk, med hensyn til at der kun er et varehus samt discountsektoren og ingen købmænd.
  3. Et føtex varehus har en nulpunktsomsætning på ca. 160 mill. , og Dansk Supermarked ønsker ikke at etablere nye varehuse, hvor de ikke tror på en omsætning på 180 mill. Varehusbranchen er under pres, med faldende markedsandele og faldende avancer. For nylig har Dansk Supermarked valgt at lukke 4 føtex varehuse, heriblandt føtex i Næstved.
  4. Problemstilling nr. 2: Er føtex interesseret i at komme til Vordingborg? Denne mulighed har ikke været diskuteret i de sidste 4 år i føtex. Omsætningspremissen inden for bygrænsen holder ikke!!!! føtex skal tjene penge, og er højst sandsynlig ikke interesseret i at tage en kæmpe risiko i Vordingborg. ICP lægger op til at føtex vil få 169 mill. i omsætning. Og det er hvis ICP´s premisser holder. Samtidig er det værd at bemærke, at  Dansk Supermarked fortsat har  vigende indtjening, og formentligt ikke ønsker at tage chancer.
  5. Frederikssund by har 15.600 borgere og ligger midt i Frederikssund kommune. Der er 44.000 borgere i hele kommunen. Frederikssunds markedsområde er på 100.000 husstande dvs. ca. 220.000 borgere.
  6. Vordingborg by har 9.600 borgere og 45.800 borgere i hele kommunen. Men, Vordingborg ligger yderligt i kommunen. Vordingborgs markedsområder er ca. 56.000 borgere incl. Nord Falster.
  7. I Frederiksund by kører hverdag 20.000 biler igennem byen (mange af dem direkte forbicenteret), samt 15.000-20.000 biler tæt forbi byen på hovedvejen. Desuden ligger S-togstationen ifm. med centeret. Disse elementer giver en naturlig stor kundestrøm.
  8. I Vordingborg by er der meget begrænset kørsel igennem byen. Over Storstrømsbroen kører hverdag 4.800 (2010 tal) biler. Over Farøbroerne kører 21.000 biler (2010 tal). Men de kører ikke tæt forbi byen, hvad vil få dem til at køre helt ind til byen?
  9. Problemstilling nr. 3: Kommunens øvrige borgere kører ikke naturligt igennem/forbi Vordingborg. I Frederikssund er kunderne lige ved og i byen, men mange vælger alligevel at kører videre forbi det flotte center Sildebroen. Det gør de fordi nogle ikke ønsker at handle i centre, andre fordi de fortrækker ”storebror” fx Slotsarkaderne i Hillerød med Bilka i spidsen.
  10. Centerchef i Sildebroen Stig Bergdahl oplyser, at centeret kun trækker kunder ca. 10 km. uden for byen. Han oplyser endvidere at centeret er for stort og først om 10 år vil have den rigtige størrelse, under forudsætning af at byen vokser planmæssigt. Sildebroen er i dag på 26.000 kvm. Salgsareal.
  11. Et Butikscenter i Vordingborg skal sælge for 488 mill. Findes de penge reelt til dette center, eller vil overvejende fortsat blive brugt der hvor de plejer. Der er i regnestykket ikke taget højde for at turistomsætningen på Møn ikke kan flyttes!!!!

  12. Nord Falster: Hvorfor tage til en føtex på 2600 kvm.salgsareal i Vordingborg, når der ligger en på 3200 kvm. salgsareal i Nykøbing Falster. Gågaden i Nykøbing Falster har både mange  special butikker samt kædebutikker fx Hennes & Mauritz.
  13. Sildebrocenteret har en omsætning på 570 incl. moms 456 mill. ex. Moms. Når dagligvarerbutikkerne er sorteret fra er omsætingen ca. 330 mill. ex. moms på resterende butikker. De resterende butikker har et salgsareal på 20.000 kvm. Centerchefen oplyser at huslejen pr. kvm. ligger i gennemsnit på 2500 + fællesudgifter 600 + mafø 400 pr. kvm. Pt. ligger huslejeprocenten på ca. 20.
  14. Problemstilling nr. 4: Hvor skal omsætningen komme fra iflg. ICP: Stege 32 mill, Præstø 29 mill. gågaden i Vordingborg 142 mill. dagligvarebutikker i Vordingborg 81 mill. udenfor kommunen 177 mill. Hvordan vil man få folk, som bor nord for Vordingborg Kommune til fravælge Næstved bymidte og Næstved Storcenter, for i stedet til at vælge et på alle måder mindre attraktivt alternativ. Det vil simpelt hen ikke ske. Så skal resten af væksten komme fra Nord Falster – det vil simpelthen være umuligt.
  15. Det bycenter på 25.000 kvm. Bruttoareal (20.000 kvm. nettoareal), som der er lagt op til, anbefaler ICP at det bliver reduceret til 14000-18000 kvm. bruttoareal, dog uden biograf indregnet. Et sådant bycenter vil være endnu mindre attraktivt som kundemagnet.
  16. Problemstilling nr. 5: Huslejen i et nyt bycenter på 25.000 kvm bruttoareal: hvis vi forudsætter at omsætningen holder (men, det er der intet der tyder på) på 488 mill. føtex tager 169 mill. (holder heller ikke), så er der 319 mill. tilbage. Hvis vi fjerner ca. 30 mill til restauranter og biograf og trækker momsen ud så er omsætningen på 230 mill. ex moms.De 230 mill. skal dække huslejen på 12.500 kvm med en husleje på et sted mellem 3000-3500 pr. kvm. incl. fællesudgifter og markedsføring. Det giver en huslejeprocent på mellem 16-19%.En husleje i dag på et hovedstrøg i en provinsby skal helst ligge på  mellem 5-8%. En huslejeprocent som i nogle tilfælde er det 3 dobbelte, kræver at der bliver skåret hårdt ned på lønudgifterne, hvis det overhovedet skal kunne løbe rundt. Det vil betyde at butikker vil åbne men også lukke igen, med fare for at vi får et halvtomt bycenter.
  17. Et andet eksempel er Fredensborg by. I Fredensborg kommune bor 41.300 indbygger. Føtex Food lukker nu sin forretning i Fredensborg bycenter og derefter er der kun en Netto og 2 andre butikker i centret, der har plads til adskillige butikker. Samtidig er hovedgaden nu næsten helt død for udvalgsbutikker. Fredensborg ligger mellem Hillerød og Helsingør. Der er meget trafik på vejen mellem de to nabo byer. Dog har Fredensborg svært ved at tiltrække bilisterne til bymidten. Kan det være samme problematik i Vordingborg?
  18. Fredensborgs borgmester har givet svar på følgende spørgsmål:Har det været et politisk fejlskud at give tilladelse til at opføre Fredensborg Bycenter?“Da vi gav tilladelsen, var det efter udtrykkeligt ønske fra de handlende i Fredensborg. Opfattelsen var, at et solidt tilskud af dagligvarebutikker kunne øge kundetilstrømningen til byen.””I dag kan vi bare konstatere, at markedet for de butikker ikke har været der. Der har tværtimod været en overkapacitet. Markedet kommer måske om et par år, men lige nu er det der ikke.”
  19. Et bycenter i Vordingborg på Rådhusgrunden vil naturligt samle de resterende butikker midt på Algade, så der trods alt er en forbindelse til bycenteret. Det vil samtidig betyde at butikkerne fra Slotstorvet og ned mod midten af Algade stille og roligt vil lukke, da trafikken vil koncentreres midt på Algade og Badstuegade. Hele idéen med det hyggelige torve- og gågademiljø vil forsvinde, fordi der er ingen der har et ærinde der. Det super gode projekt med Borgcenteret integreret i hele bymiljøet bliver desværre heller ikke til noget. Turisterne vil møde en by uden liv.
  20. Alternativ:Arbejd på en delvis overdækning af Algade, et mini center i Voldgade som er bygget direkte sammen med Algade med indgangsåbninger både på Algade og direkte til Valdal-stien. Fyld den gamle Super Best med special butikker – en bazar. Valdal-stien kunne få en ny belægning og evt. overdækkes. Det ville betyde at Slotstorvet, gågaden, Borgcenteret og det nye dagligvarecentrum bliver en samlet enhed.
  21. Afslutning: Vores holdning er, som beskrevet, imod et nyt bycenter. Vordingborg Handelsforenings bestyrelse vil gerne indbyde til dialog på området. Vi stiller gerne op til møder med politikere og/eller embedsmænd for en drøftelse og uddybning af vores holdninger.

Med venlig hilsen

Vordingborg Handelsforenings bestyrelse

v/formand

Søren Goth Pedersen
PS:

Lokalsprøjten i Fredensborg skrev den 25. oktober 2012

Lokalavisen 25. oktober 2012:

Hvor trist det er for Fredensborg By at erfare, at Føtex Food nu kaster håndklædet i ringen, kan man kun forstå, hvis man aflægger byen et besøg.

Da vil man se et bycenter domineret af gabende tomme butikslejemål og et par gader derfra Gågaden, førhen byens pulserende hovedfærdselsåre med supermarked, bibliotek og en masse specialvarebutikker, nu ligeledes skæmmet af mange blændede butiksruder.

Hvad er der sket?

Finanskrisen har bestemt gjort det svært at drive forretning, men det kan ikke være hele forklaringen. I mange byer af samme størrelse som Fredensborg har krisen nok gjort ondt, men ikke medført lukninger i så stort omfang.

Hvor skal turisterne parkere? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI helhedsplanen for Vordingborg står der om Københavnsvej: ”Trafikanterne føres direkte til hjertet af byen – Slotstorvet og det nye Borgcenter med Gåsetårnet”. Men der står intet om, hvad der sker, når de ankommer til ”hjertet”.

Men her kan fantasien supplere. Jeg forestiller mig en sommerlørdag med masser af folk i byen, bl.a. i bycentret og biblioteket. For mig ser jeg 1000 biler, campere og busser mase sig ind til Slotstorvet fra Københavnsvej, Nyrådsvej og Færgegårdsvej for herefter langsomt at køre i karrusel rundt om ruinterrænet spejdende efter parkeringspladser.

Hvor skal de parkere? I Algade? På Slotstorvet? I Nordhavnen? Vel næppe ved det fjerne bycenter og Voldgade, der – ifølge kommunalbestyrelsens vision – allerede er fyldt op af de mange handlende fra Næstved, Nykøbing, Møn og Præstø. 

Man bliver ikke klogere af helhedsplanen, hvor der kun er anført én ny P-plads – på kasernen langt fra byens ”hjerte”. Desuden anslås det, at turisterne kommer med toget og på bycykler og sågar med krydstogtskib! Det er politikernes fantasier!

Helhedsplanen regner med 150.000 besøgende årligt. Antager man, at hovedparten, dvs. 100.000, vil besøge Borgcentret i de 12 sommeruger, giver det 8300 pr. uge, hvoraf de fleste vil komme i weekenden. Så min fantasi fejler vel ikke noget?

Men måske skal der graves en P-kælder under ruinerne eller Slotstorvet? Eller over-dækning af voldgraven? Politikerne finder nok en ny hovsabeslutning.

Der er mange gode ideer i helhedsplanen, men de går i alle retninger. Planen mangler strategisk tænkning – hvilket i høj grad er politikernes opgave. Borgcentret er århundredets gave til byen, men dette fremgår ikke tydeligt af helhedsplanen. Her savner jeg en kraftig prioritering, der bakker op bag Borgcentret. Også når det gælder parkering.

Afstanden til lokalpolitikerne vokser – nærdemokratiet lider

Er det muligt at drive stordrift på mennesker? ’Stordrift’ er et økonomisk begreb fra industrisamfundet, hvor det var rationelt at standardisere produkter og fremstillingsprocesser med henblik på at organisere produktionen i store centrale enheder. Tænk bare på Henry Ford, som sagde, at kunderne kunne få en Ford i lige den farve, de ville, bare de valgte sort.

Man kan undre sig over, at dette forældede paradigme fortsat er mantraet for vores politikere. Kommunalreformen med storkommunerne er en konsekvens af dette tankesæt, men kan man virkelig drive stordrift på mennesker, altså os borgere? Det forudsætter faktisk, at politikerne anser os for standardiserede objekter, som kan behandles efter standardiserede procedure, at vil alle er ens, at lokalområderne er ens?

I krisetider reagerer politikerne som om, samfundet er en virksomhed, og derfor er rygmarvsbeslutningen at spare og det sker ved at centralisere opgaver, der tidligere var lokale i store enheder fjernt fra brugerne. Men politikerne glemmer, at vi er et samfund af borgere, og ikke ressourcer i en virksomhed.

Vordingborg Kommune er en konstruktion, der er dybt forankret i industrisamfundets tænkemåde, og det har tydeligt skabt en stor afstand mellem politikerne og borgerne, og det er det, vi oplever, når politikerne sættet et shoppingcenter på agendaen og fuldstændig ignorerer borgernes protester.

Ja, de har endog ikke en gang gidet høre os, nåååår jo, var der ikke et møde i Vordingborg by, og, nåååår jo, fik Præstø og Stege ikke lige også et luftigt løfte om, at man da også ville tænke på dem ved lejlighed? Politikernes horisont er kort – ude af øje – ude af sind.

Dette er den uheldige konsekvens af kommunalreformen.

Men vores lokalpolitikere har et demokratisk ansvar og det udleves ikke ved at isolere sig og ignorere borgerne i kommunen.

Læs denne interessante artikel i Politiken: ’Afstanden til lokalpolitikerne vokser – nærdemokratiet lider’. Følg linket:

http://politiken.dk/debat/ECE1725934/afstanden-til-lokalpolitikerne-vokser—naerdemokratiet-lider/

Er de konservative blevet socialdemokraternes følgesvend?

Leif-ProfilHvor sørgeligt at de konservative i Vordingborg Kommune nu stiller med en formand, Annie Holm Pedersen, der som socialdemokraterne heller ikke kender forskel på Vordingborg Kommune og Vordingborg By.

Tænke sig at de konservative lader sig spænde for socialdemokraternes vogn og medvirker til at manipulere et rådhus på plads og på den måde medvirker til en skævvridning af kommunen til fordel for Vordingborg by?

Det skal blive spændende at følge kommunevalget til november. Det gør vi nemlig lige til den sidste time på denne blog og på: http://www.facebook.com/Vordingborg.politikernes.vogter

Leif Jeberg

Se skoven – ikke kun træerne..! v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard fastholder i Sjællandske (4/2), at det ikke er kommunalbestyrelsens pligt at forhindre, at private investeringer skaber arbejdspladser. I lyset af, at han har udtalt dette i forbindelse med fremlæggelsen af ”Helhedsplanen for Vordingborg By”.

Han mener i øvrigt, at hans indstilling er den samme, ”uanset om det drejer sig om investeringer i Vordingborg, Præstø eller Borre, som kan skabe flere arbejdspladser i kommunen”.

Han mener, at det handler om at ”skabe arbejdspladser” og ikke om at ”flytte arbejdspladser”.

Hvis Bent Maigaard kan give mig noget, der bare ligner sikkerhed for dette, så er jeg med det hold.

Men når selv det analyseinstitut – ICP, der har lavet analysen før kommunens beslutning, i sin rapport skriver, at det påtænkte shopping center, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte; og nævner at omsætningstabet i Præstø vil blive op imod 30% og op i mod 20% i Stege, så skal man enten være meget naiv eller politiker for at tro, at dette ikke betyder tab af arbejdspladser.

Det er muligt, at ”Helhedsplanen for Vordingborg By” giver mellem 100 og 200 nye arbejdspladser (hvor de tal så i øvrigt stammer fra?). Men herfra skal altså trækkes det uundgåelige tab af arbejdspladser i Præstø, Stege og Vordingborgs Algade.

Man kan ikke lave en helhedsplan af denne type for et lille hjørne af en kommune, uden at det får konsekvenser i resten af kommunen.

Og helheden må være HELE Vordingborg kommune..

Men det ser sikkert godt ud, hvis man kun kigger på det lille hjørne, og stirrer sig blind på dette, mens man lader resten af kommunen fortone sig i glemslen.

Dét er forskellen på Vordingborg by og Vordingborg kommune, Bent Maigaard.

Det er lidt som, når folk ikke kan få øje på skoven for bar’ træer…

John Kreiner

Læserbrev af Ib Hartmann, Vordingborg, 7.7.2012

Tak til Leo Wæver for et positivt og konstruktivt indlæg om Vordingborgs udvikling, eller mangel på samme, se indlæg.

Derimod har jeg ikke så meget tilovers for Kommunalbestyrelsens planer i den retning.

Midt i de trange økonomiske tider, som vi lige nu befinder sig i, taler man om at bygge nyt rådhus på grunden, hvor kamfabrikken holdt til, i udkanten af byen.

Fordi rådhusbygningen er ved at være lidt slidt.

I stedet ønsker man at invitere Føtex til at bygge på dette attraktive sted, i forventning om, at det vil ”fremme byens handelsliv”!?

Dette bakkes op af byens planlægningschef, der støtter sine udtalelser på et udenbys konsulentfirma, som man har ofret en masse penge på, og som bl. a. fremfører, at Algade er for lang! Det ved vi da godt, men vi kan jo ikke bare korte den af.

Imidlertid er der ingen, som fortæller os, at det egentlige problem ligger i, at kunde- underlaget i øjeblikket er for lille til de mange gode forretninger, som vi har.

Det antal kunder, som findes, skal jo deles mellem de eksist. forretninger. Og trække endnu en kædeforretning til, vil jo kun gøre dette problem større.

Løsningen må være, at der tiltrækkes flere kunder udefra, og at vi lokale kunder overvejer at holde os indenbys, næste gang vi er på vej til Bilka eller andre udenbys forretninger, der lokker med tilbud. Her må de lokale så prøve at matche disse tilbud, og i øvrigt fortsætte den gode kundeservice, som der allerede er i dag.

Med hensyn til nyt rådhus i udkanten af byen, så må man bevare det gamle, som ligger bekvemt for de fleste. Jeg kommer jævnligt på rådhuset, og har ikke bemærket nogen nedslidning, men skulle det trænge, så har vi jo i området en masse gode håndværkere, som med glæde vil påtage sig opgaven.

Det kedelige, flade udseende ud mod Valdemarsgade kunne man evt i samme proces  ændre på, ved at give bygningerne nyt tag med rejsning, og måske endda opnå mere plads i den disponible tagetage. Det hele vil formentlig blive meget billigere, end at jævne de nuværende bygninger med jorden. Overskudet kan så bruges til at bevare den nuværende skolestruktur for, eller andre gode ting.

Skulle man fremover få pladsproblemer, kan man jo bruge noget af det nuværende Kvickly, når denne forretning flytter væk fra centrum.

Vedrørende udenbys konsulenter og deres fjernstyrede analyser, kan man jo trække på byens borgere, som til daglig har problemerne inde på kroppen, og som glædelig giver gode råd, evt. i disse spalter. Her er gode råd ikke dyre, hvis man bare vil lytte til dem.

Endelig vil jeg foreslå, at man fremover kun ansætter embedsmænd, der vil bosætte sig i byen. Det giver meget bedre beslutningsgrundlag og interesse for byen, end hvis man bor i Holbæk eller et andet udenbys sted.

Ib Hartmann

100 % opbakning… af Ib Hartmann, Vordingborg, 30.1.2013

Tak til Huglstad, Kreiner og Majgård for nogle gode og klare indlæg om byernes handelsliv.

Og tak til den konservative formands undskyldning for ”trykfejlen”. Aldrig før har vi oplevet en undskyldning fra den side af byrådet. Imidlertid gjorde Niels Fog i sit seneste og eneste indlæg meget ud af, at der i byrådet var ”næsten 100% opbakning” til de planlagte ændringer i gadebilledet. Så står vi her med en helhjertet undskyldning? Eller skal vi stadig opleve, at ingen i teknikudvalget lytter til borgernes meninger?

I hele debatten har mange givet udtryk for bekymring over den skævvridning der ligger i, at man hele vejen igennem taler om Vordingborg by. Ganske vist lover man efterfølgende også at finde på noget for Præstø og Stege, som jo også er Vordingborg kommune. Med det tempo, som vi hidtil har set, går der bare for lang tid, inden man kommer med noget brugeligt.

Men tiden iler, og en skønne dag er alle tre byers handelsliv slået ihjel, og vi skal til Næstved eller København for at få en liter sødmælk eller et stykke ost.

Løsningen, som vi skal have, skal i et hug tilgodese alle tre byers handelsliv og trivsel.

Måske skal man fra byrådets side betragte hele trekanten som en enhed, der allerede rummer alt, hvad et godt liv behøver. Byrådet må derfor nøjes med at yde den overordnede støtte hele vejen rundt, og så overlade til de enkelte handelsforeninger sammen at udtænke detaljerne, så vi indenfor trekanten kan få en masse gode oplevelser og alle de nødvendige specialforretninger, som der ellers ikke er kunder nok til i de enkelte byer. Så behøver vi slet   ikke at køre til Næstved.

En af de ting, som kommunen eventuelt kunne gøre, var at udbygge busforbindelserne mellem byerne, så alle nemt kunne komme frem til de gode oplevelser/ tilbud.

Med hensyn til Majgårds skuffelse over ”borgermødet”, havde jeg planer om at deltage, indtil jeg så, at man i avisen kaldte det for ”åbent hus”, altså en 3 timer lang reception, formentlig uden noget oplæg, men med en masse rygklapperi og tom snak. Da jeg i forvejen er allergisk overfor receptioner, valgte jeg at blive hjemme.

Ib Hartmann

Slotstorvet/Algade atter en gang af Ib Hartmann, Vordingborg, 27.12.11

Kære Jens O. Jensen!

Med stor undren læste jeg dit indlæg om Slotstorvet/ Algade i Sjællandske forleden. Sjældent har jeg mødt så mange fejlvurderinger på eet sted, som man møder her.

Gør det ikke indtryk på dig, at vi var næsten 600 borgere, som demonstrerede vores frustration over teknik-udvalgets planlagte, og midlertidigt gennemførte  planer. Heraf deltog mere end halvdelen i det indledende fakkeltog. Du var åbenbart ikke til stede. Så ville du ellers have oplevet den positive oprørsstemning, der var, og du ville ikke have skrevet, som du gør. Søren Nybo kunne nok ellers have brugt dig, hvis du havde givet dig til kende. Så havde han ikke været den eneste tilhænger af det fejlagtige tiltag, som allerede var godt i gang med at sende nogle af vore gode detailforretninger til tælling.

Dine forslag om en hel masse små specialforretninger, kunne vi da alle sammen godt tænke os. Men det er der bare ikke kundeunderlag for i en by af Vordingborgs størrelse. Vi skal vist glæde os over, at vi endnu har en osteforretning og indtil flere fiskeforretninger, så længe de går.

Endelig er der din sammenligning med de ”sure gamle mænd”. Den er da også skudt helt ved siden af, idet der er tale om fem friske seniorer, som her tog et godt initiativ og gik forrest i protesten, og som forhåbentlig, sammen med alle vi andre, stiller op igen, når Søren Nybo i 2013 vil vende tilbage til den ubrugelige model, som han har truet os med, at han vil.

Ib Hartmann,

Indlæg fra den 22.11.2012 af Ib Hartmann, Vordingborg

Så kom Niels Fog endelig på banen. En mand, der i hvert fald for nogle år siden havde stor og god indsigt i byens detailhandel, men som i den løbende debat helt har overladt til Søren Nybo, at føre ordet og træffe beslutningerne. Sådan lidt småfornærmet. Ingen skal komme og mene noget andet end politikerne og deres embedsmænd, hvoraf flere bor udenfor kommunen.

Da man til de flestes store glæde åbnede for trafik over slotstorvet, etablerede man hurtigt nogle grove bump i begge ender, ligesom man proklamerede, at glæden kun ville vare til Borgcenteret åbnede. Det var stadig teknik-udvalg og embeds-mændene, som havde fat i den lange ende! Absolut ikke borgere, som dagligt færdes på Algade og frygter for en dårlig udvikling af forretningerne.

Man siger, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Da jeg forleden læste Hans Ove Langes indlæg, fandt jeg det meget sympatisk og rigtigt. Og jeg kan slet ikke genkende Fogs følelse af tilsvining, ligesom jeg heller ikke husker borgermødet som noget sådant.

Men når fornuftige indvendinger bliver modtaget bedrevidende og afvisende, så kan tonen meget let blive skarp, hvis man ikke kan få ørenlyd. Men der er vi ikke nået hen endnu.

Jeg håber, at de aktive seniorer vil fortsætte kampen sammen med alle vi andre menige borgere, i en god tone, og ikke tage sig af Niels Fogs fornærmede indslag, som flere steder rammer helt ved siden af. Vi må en dag få ørenlyd.

Ib Hartmann

Bent Maigaard (V) udtaler igen, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Præstø og Stege?

Bent Maigaard-venstreIgen kan man læse i Sjællandske den 4. januar, at Bent Maigaard (V) går ind for, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Vordingborg kommune? Det er da utroligt at en politiker i den grad giver sit ansvar fra sig?

Er vi virkelig kommet dertil i dansk kommunalpolitik, at politikerne ikke længere har holdninger, men alene baserer sig mekanisk på investore og rådgivningsvirsomheders (ICP) analyser, som selv har interesser i deres analyseresultater?

Leif Jeberg

Kære Leif, min selvudnævnte vogter :-) v/ Else-Marie L. Sørensen (SF)

Det er en virkelig flot side, I her har bygget op.

Jeg håber, at siden vil blive fyldt med god og konstruktiv debat om, hvad man, som borger i Vordingborg kommune ønsker sig af fremtiden og forventer sig af de politikere, man har været med til at vælge ind i kommunalbestyrelsen.

Personligt tænker jeg, at det at jeg, som politiker, ønsker at fremme udviklingen af et område ikke nødvendigvis betyder, at mit mål er at afvikle andre områder.

Jeg ønsker en attraktiv kommune med 3 gode og spændende købstæder og levende landsbyer og landområder. Jeg ønsker at holde så meget af detailhandlen som muligt inden for kommunens grænser. Det tror jeg vil gavne Vordingborg kommune på sigt.

Held og Lykke med Debatlysten!

Med venlig hilsen 

Else-Marie L. Sørensen

Kommunalbestyrelsesmedlem

SF

Indlæg af Birthe Helth (A)

Kære Leif Jebjerg !

det er altid dejligt når borgerne interesserer sig for samfundslivet.

OG, jeg er helt enig med dig når du skriver:

“Når det så er sagt, erkender denne blog også, at verdenen ikke er sort eller hvid, og at der også vil kunne fortælles gode historier, som kommunen spiller en hovedrolle i, og disse fortællinger er også velkomne her på bloggen.”

jeg håber naturligvis at din blog kommer til at afspejle denne holdning, desværre ser den første side ud til at du står overfor en stor opgave.

held og lykke med at afspejle en differentieret debat, – der jo ofte finder sted udenfor “de sure gamle mænds klub”

Venlig hilsen

Birthe Helth

Indlæg fra Ib Johansen (A)

Hej Leif

Tak for dit budskab i din blog, jeg tænker at du skriver for egen regning og i subjektiv form. I mandags, da der var åbent hus på rådhuset, angående helhedsplanen for Vordingborg deltog mange borgere, det som kan udledes at denne aften er at ikke alle er ubetinget for planerne, men det er min oplevelse at mange var glade for initiativet og lejligheden til at kommentere helhedsplanen, mange talte positivt for helhedsplanen, mange kom med budskabet om at Vordingborg trænger til denne helhedsplan for at ikke alt skal forfalde.

Måske undrer det dig men jeg er ikke enig i din udlægning omkring hvad der siges fra Stege og Præstø, det er klart at handelstandsforeningerne er på banen, det er jo deres interesse at de tiltag som kan forbedre forholdene for butiksindehaverne bliver ligeligt fordelt.

Både Præstø og Stege har stærke forretningsgader med gode forretninger, der er mange turister som bidrager med en stor del af disse forretningers årsindtægt, det vil en helhedsplan for Vordingborg ikke ændre på tvært i mod tænker jeg at der vil komme flere turister til Sydsjælland- og Mønområdet, hvilket kun kan gavne alle i Vordingborg kommune.

Det er også værd at huske på, at når der tales om et nyt center i Vordingborg så er der meget lang vej endnu, det er uvist om der findes private investorer til sådant et center.

Når der tales om et nyt center i Vordingborg er der mange af de borgere som jeg taler med, der gør mig opmærksom på, at de borgere som vil handle i et indkøbscenter allerede i dag jævnligt tager til Næstved storcenter, til Fisketorvet og Fields, (begge beliggende i København), det kunne tænkes at nogle af de borgere som kører imod disse mål en dag ville vende bilen og tage til Vordingborg i stedet for.

Jeg er for helhedsplanen for Vordingborg og har ikke taget stilling til om denne helhedsplan indbefatter et indkøbscenter.

Med venlig hilsen

Ib Johansen

Kb medlem (A)

Købstæderne længe leve! v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupGode indkøbsmuligheder med attraktive forretninger, hyggelige huse og gader, små cafeer og restauranter er alt sammen med til at skabe rammerne for det gode liv i vore købstæder.

Det er derfor afgørende, at vi, der er medlemmer af kommunalbestyrelsen, er meget skarpe på, at Præstø, Stege og Vordingborg udvikler sig ligeværdigt.

Derfor har vi igangsat arbejdet med en ny helhedsplan for Vordingborg by, der trænger til en håndsrækning. Et enkelt element i denne helhedsplan har tiltrukket sig næsten al opmærksomheden; nemlig et eventuelt butikscenter på den grund, hvorpå den nuværende kommunale administrationsbygning ligger.

Jeg tror, at et butikscenter i Vordingborg by vil skævvride udviklingen. Det vil ikke gavne de eksisterende butikker i nogen af købstænderne og slet ikke i Vordingborg. Derfor skal vi tænke i andre baner. Det kunne f.eks. være at flytte Vordingborg bibliotek tilbage til Algade området, hvor det kunne etableres sammen med den kommunale borgerservice. Flere mennesker vil komme på besøg, både når bibliotek og borgerservice skal bruges, men også cafe- og restaurantlivet vil have glæde af de mange, udmærkede kulturelle aktiviteter, der finder sted på biblioteket.

Forretningerne skal også være bedre til at sikre fodslag internt således, at det bliver nemt for borgeren at orientere sig om f.eks. åbningstider og andre, fælles, aktiviteter.

Bo Manderup, Præstø

Socialdemokraternes borgmesterkandidat Martin Leider Olsen (A) stikker hovedet i busken!

med-hovedet-i-buskenI Sjællandske den 1. februar siger Socialdemokraternes borgmesterkandidat Martin Leider Olsen, at det er rigtigt dejligt at se, hvordan borgerne engagerer sig i debatten om Vordingborg Kommune. Og så løfter han manende pegefingeren og advarer os borgere om ikke lade debatten komme til at handle om det, der skiller os, men om det der samler os.

Jamen, hvor er det dog smukt sagt, hr Olsen! Hvem kan dog være uenig i dette? Men, hr Olsen, hvad synes du lige nu, det er, som samler borgerne i kommunen? Du repræsenterer et parti, hvis borgmester har deponeret sit lederskab og kommunens fremtidige udvikling hos entreprenelle investorer, således som hr Holmer udtaler til Sjællandske den 25. januar.

Kender du “Nej-testen”, hr Olsen? Sikkert ikke, men den går kort ud på at analysere udsagn fra eksempelvis politikere som dig selv, og spørge, om man kan svare nej til det, de siger? Kan man ikke svare nej til et udsagns substans, så er budskabet faktisk indholdsløst – det har ingen betydning, gør ikke en forskel, er kort sagt varm luft. Når jeg læser dit læserbrev, kan jeg ikke forestille mig, at der er nogen, der vil kunne være uenig med dig i det, du skriver.

Kære hr Olsen, du stikker hovedet i busken. Lige nu er der virkelig noget, der skille os i kommunen, og læg vel mærke til, at det ikke er mellem kommunens borgere eller handelslivet at skellet optræder, men mellem borgerne og kommunalbestyrelsen. Behøver jeg sige “Shoppingcenter”? Behøver jeg sige “Politiker manipulation og Rådhus”? Behøver jeg sige “Farvet ICP analyse”? Behøver jeg sige “Kommunens patronisering af borgene og de 3 handelsstandsforeninger”? Kan du overhovedet pege på nogen – bortset fra jer politikerne – der har kunnet argumentere positivt og sagligt for placering af et Shoppingcenter midt i Vordingborg by?

Det er sørgelig at konstatere, at et stort og hæderkronet partis borgmesterkandidat lukker varm luft ud, og helt overser, at lige nu har kommunalbestyrelsen stor set alle kommunens borgere og handelsdrivende i mod sig i sagen om et shoppingscenter i Vordingborg by, og at politikernes arrogante modsvar er, at vi borgere ikke har indsigt og kompetence til at vurdere, hvad der er bedst for os selv – det ved vi politikere bedre.

Kære hr Olesen, vis at kommunen kan samles med borgerne og de 3 handelsstandsforeninger om en ligeværdig udvikling af de tre købstæder og læg det Shoppingcenter på hylden. Vi skal nok kunne samles om et rådhus til kommunen også.

Leif Jeberg