Søg et parti?

Monthly Archives: July 2013

Kære Allan Huglstad v/ Dorte Bækhave, lærer ved Svend Gønge-skolen, Lundby

Dorte-BækhaveTak fordi du med dine læserbreve gør opmærksom på de besynderlige dispositioner og valg der bliver taget af byrådet i forhold til investeringer af de midler der er til rådighed til forbedring og udvikling af vores område.   

Jeg arbejder som lærer på Svend Gønge skolen og er især glad for, at du fremhæver den ulighed, der efter skolereformen er opstået mellem skolerne i forhold til inklusion af børn, der før har gået i specialklasser. Jeg oplever dagligt frustrede og utrygge børn, som tilbydes en skoledag, der ikke er rimelig, og føler mig som underviser ofte utilstrækkelig, fordi der ikke er ressourcer nok til at give ordentlig kvalitet i undervisningen for alle elever.

Samtidig vil et blik på bl.a vores skolegård med huller i asfalten, løse og skæve fliser, og hvor mangel på udendørs lys gør at man nærmest må føle sig frem, når man skal hen til parkeringspladsen efter aftenmøder, få en til at overveje, om der måske ikke er et større behov for at bruge penge på vedligeholdelse af eksisterende bygninger end på et nyt rådhus. Vores skole er nok ikke den eneste kommunale bygning, der kunne trænge til en kærlig hånd.

Man må undres over, at der ikke bliver brugt penge på vedligeholdelse af bygninger i stedet for dyre renovationer, når bygningerne for alvor er i forfald.

I stedet for at opføre nyt rådhus for 123.000.000 på Panterplast grunden, var det måske en idé at etablere en erhvervspark i de mange tomme bygninger, hvor små og mellemstore virksomheder kunne leje sig ind i lokaler passende til deres behov fx el- og vvs installatører, pakketransportfirmaer og kontorfaciliteter for handels eksport og import virksomheder. Det ville være til gavn for beskæftigelsen og skattegrundlaget i Vordingborg kommune.

Med venlig hilsen

Dorte Bækhave, Vordingborg

Borgernes politiske selvtillid har oplevet markante ændringer efter kommunalreformen i 2007. Det kan have konsekvenser for demokratiet, mener danske forskere.

Videnskab.dk-demokratiHer er lidt ferielæsning til politikerne i den nye kommunalbestyrelse efter valget til november!

Videnskab.dk referer til en undersøgelse af kommunalreformens betydning for den demokratiske udvikling i lokalområdet. Der noget, der indikerer, at de større kommuner, der blev skabt efter reformens gennemførelse, kan svække nærdemokratiet på sigt.

Vogterne anbefaler derfor nuværende og kommende politikere i Vordingborg, at læse denne artikel i håbet om, at de til stadighed vil være opmærksomme på, at nærdemokratiet er en skrøbelig størrelse, der skal passe og plejes for at trives!

Læs hele artiklen “Demokratiet er skrøbeligt – men trives i det lokale” på Videnskab.dk

God sommer til alle vore trofaste læsere,

Leif Jeberg

Kloak vand vid! v/ Torben Hellborn, Askeby

Ret-hammer

OBS – Store planer – store vaner

Kommunen har for tiden sin spildevandsplan for 2013 – 2024 til høring.

Må jeg ikke varmt anbefale borgere i Mern, Råbylille, Allerslev og Kalvehave allerede nu begynde at gøre indsigelser mod nedlæggelse af deres lokale rensnings anlæg. Det kan nås endnu, hvorimod Damsholte løbet er kørt efter Grønsund og Æbelnæs vejene har fået nedlagt centralkloakering med deraf følgende store udgifter til de enkelte lodsejere og kommunen.

Her er ammunition:

Spildevandsplanen rummer faktisk mulighed for enten at følge den skitserede plan eller en 0-løsning. Spildevandsplanens hovedargumenter er, at ved kraftige regnskyl blandes fæces og regnvand og stiger op ovenud og videre ud i det der så smukt kaldes recipienter = er lig med åer og vandløb. Samt at der fremover skal renses for nitrit. Samlet set kaldes disse tiltag for klimatilpasning. Fine ord, ik ? Men hvad mon der sker når Stege eller Petersværft’s rensningsanlæg uventet lukker ned – så kan jeg love Jer for der flyder lort ovenud, når hele oplandet er tilsluttet og de mindre decentrale rensningsenheder er nedlagt.

Så altså: kæmp for bevaring af exsis. rørføring til eget rensningsanlæg. Gå med til at separere regnvand på den enkelte ejendom, kæmp for at få en “nitrit-filtrering” på dit lokale anlæg og hvis ej muligt kan “man” trække en rørføring fra lokalt anlæg og videre.

Her kommer det allersjoveste og jeg citerer:

“For at optimere investeringen vil det være nødvendigt at nedlægge nogle renseanlæg, hvor den nødvendige investering vil overstige værdien af det pågældende renseanlæg væsentligt.”

Dér ligger hunden begravet. Det betyder på alm dansk at der sådan set ikke er noget i vejen med de renseanlæg der nedlægges.

Venlig hilsen

Torben Hellborn
Vollerupgade 49
4792 Askeby

Det lugter…! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadEn ny konflikt mellem borgere og kommune er på vej – denne gang i Magleby på Møn.

Magleby blev kloakeret for regn- og spildevand i slutningen af 1950’erne, hvilket borgerne har gjort Vordingborg Kommune opmærksom på. Men kommunen har angiveligt ikke taget hensyn til dette, da man lavede en ny kloakering i år. Tilmed har man ifølge de lokale beskadiget de gamle kloakrør, der stadig skal tage sig af regnvandet. Oven i købet kræver kommunen en tilslutningsafgift på 35.201 kr. pr. ejendom, hvilket borgerne hævder er ulovligt, da der ikke kan opkræves afgift 2 gange.

De gamle kloakplaner fremgår bl.a. af arkiverne for Præstø Amt og Magleby og Møn kommuner, og umiddelbart ser det ud til, at kommunen ikke har konsulteret disse planer. Dette har måske medført, at den nye kloakering er blevet dyrere, samtidig med at man angiveligt har beskadiget regnvandskloaken. Tilmed har man påført et yderområde en økonomisk belastning, der gør det sværere at sælge og lokke tilflyttere til. Kommunen kan nu risikere et sagsanlæg, der i sidste ende kan munde ud i, at skatteborgerne skal betale for endnu en hovsabeslutning.

Sagen lugter langt væk af manglende dialog og kommunikation og rejser flere spørgsmål. Er det rigtigt, at embedsværket ikke har undersøgt de lokale forhold, inden man lavede en ny kloakplan? Er det rigtigt, at den gamle regnvandskloak er beskadiget? Er det rigtigt, at der skal betales ekstra tilslutningsafgift? Hvem har sovet i timen?

Mon ikke det er på tide, at formanden for Miljø- og Klimaudvalget, Erling B. Nielsen (SF), fortæller både de lokale borgere og os andre, hvad der foregår – eller rettere er foregået – inden en eventuel skandalesag trækker store overskrifter. Men da Erling Nielsen er part i sagen, og som fanatisk vindmølletilhænger i forvejen er ugleset på Møn, var det måske bedre, at borgmesteren – som offentligt ansat – redegjorde for sagen – hvis ikke han har for travlt med at pakke flyttekasser?

Allan Huglstad, Vordingborg

Se også dette indlæg om samme sag…

Nyeste kommentarer