Søg et parti?

Monthly Archives: September 2013

Stop kommunalt hærværk og CO2 udslip! v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osBorgerlistens Vordingborg Afdeling har vedtaget følgende resolution til den kommende kommunalbestyrelse:

1. Fjern ”skildpadderne” i den østlige Algade ved indkørslen fra Nyråd. Det er kommunalt hærværk mod mennesker og biler! Hvis nødvendigt – men kun hvis nødvendigt – kan de erstattes med almindelige bil- og menneskevenlige chikaner.

”Skildpadderne” skal fjernes i januar 2014 som den første handling af den nyvalgte kommunalbestyrelse for at vise, at man lytter til borgerne!

2. Stop omlægningen af Næstvedvej til Valdemarsgade tværs gennem haver og villaer. Med stigende budgetunderskud og behov for renovering af skoler og veje har vi ikke råd til nye vejanlæg, ekspropriationer og nyt rådhus. Trafikken på Valdemarsgade er i forvejen alt for høj, og den lille rundkørsel ved dagligvarebutikkerne er overbelastet og farlig for bløde trafikanter.

3. Stands det kommunale CO2 udslip! På Ore må bilisterne hvert år køre omveje på tusindvis af ekstra km, fordi kommunen har nægtet at bidrage med lidt grus til Rosenfeldts vejnet. I Østbyen må man køre omveje, dels for at undgå ”skildpadderne”, dels fordi Møllevej er lukket. Det er større udslip, end megamøllerne i Kostervig kan spare os for!

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Allan Huglstad, Vordingborg

vordingborg-kommune-borgerliste

Kasernekampen starter nu! v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osVordingborg Kaserne fyldte 100 år i år som den eneste af de mange kaserner fra 1913.

Men siden 1976 har den været lukningstruet og er hver gang blevet reddet på målstregen af tilfældigheder – nærmest mirakler. Ikke af kommunen, der først i sidste øjeblik har haft for vane at mobilisere alle gode kræfter.

I år ville forsvarschefen flytte Livgarden til Vordingborg og sælge Høvelte Kaserne, der sammen med skydebanen skulle renoveres for over 200 mill. Han fik ikke sin vilje, takket være socialdemokraterne og Lene Espersen, der støttede den konservative Allerød-borgmester.

Små 200 arbejdspladser er på vej til Jylland, og flere følger efter næste gang. I den næste byrådsperiode støbes kuglerne til forsvarsforliget, og alt tyder på, det bliver knald eller fald for kasernen.

En lukning vil glæde de partier, der går ind for centralisme. På kasernen vil der nemlig være plads til nyt rådhus, bibliotek, musikskole og alle kommunens skoler, og der vil stadig være plads ledig!

Borgerlisten har en plan for kasernens bevaring og ekstra arbejdspladser til i alt 800, ekskl. værnepligtige. Denne plan skal iværksættes 2. januar 2014 – og ikke kl. 5 minutter i 12! Denne plan fremlægger vi i næste uge.

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Allan Huglstad, Vordingborg

 

vordingborg-kommune-borgerliste

Stella Steengaard, Tovholder i Børn/unge-netværket, Danske Handicaporganisationer Vordingborg beskylder mig i Sjællandske den 27. september for at drive hetz mod børn med særlige behov v/ Leif Jeberg

Leif-ProfilJeg kender ikke Stella Steengaard.

Hendes digitale profil på nettet viser, at hun er et meget dedikeret og engageret menneske, og sikkert osse et godt menneske. Desværre er historien fyldt med fortællinger om gode mennesker, der i den gode sags tjeneste har gjort så meget ondt. Gode mennesker bliver ofte fanget i deres eget idealbillede, og mister evnen til at forstå verdenen ud fra andres synspunkter.

Det er en meget ærekrænkende beskyldning, Stella Steengaard fremkommer med, men hendes arbejde for personer med funktionsnedsættelse betragter jeg som mere værdifuldt end et forældet æresbegreb.

Jeg har i dag sendt nedenstående svar til Sjællandske i håbet om, at Stella Steengaard fremover vil lære at skelne mellem idealerne og den måde disse idealer bliver implementeret på i det politiske system.

oOo

Kære Stella Steengaard, du beskylder mig i dit indlæg d. 27/9 for at drive hetz mod børn med særlige behov. Og det ville da osse være mærkelig andet, når du fra dit ståsted fortolker verden gennem et filter af faglig idealisme.

Men du tager fejl. Jeg har den grundholdning, at mennesker trives og udvikles, når deres talenter og ressourcer udfordres og bringes i spil og når de bliver anerkendt for deres indsats og resultater, at mennesker er ligeværdige, men skal behandles individuelt og situationsbestemt afhængig af behov, kultur, værdier og kompetencer.

Jeg udtalte mig ikke om inklusionen som et pædagogisk middel, men på baggrund af den form, inklusionen praktiseres. Og her lytter jeg til lærer og forældre i modsætning til dig. Du henviser til C B Dyssegard inklusions review, men også her slører dit filter fakta, idet du ikke referer en væsentlig detalje fra Camillas review, nemlig:

“… På baggrund af syntese konkluderes det, at det er muligt at inkludere elever med særlige behov i almenundervisningen, og det kan have en positiv effekt på alle elevers faglige og sociale udvikling. Det kræver, at lærerne har adgang til efteruddannelse, ressourcepersoner og kendskab til undervisningsmetoder og interventionstiltag, som er målrettet elever med særlige behov…”.

Stella Steengaard, verdenen er ikke ideel og slet ikke, når politikerne ikke vil betale regningen for inklusionens praktisering.

oOo

Her er tråden i denne debat:

Mit indlæg i Sjællandske den 26. september:

Leif Jeberg

Stella Steengaards svar til mig i Sjællandske den 27. september:

Stella Steengaard

Dunkelt sagt er dunkelt tænkt v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osPeter Jonassen (PJ), formand Børn og unge-udvalget, forsøger at forsvare den fejlslagne inklusion af specialklasseelever (Sjællandske 24/9).

PJ kaldet det useriøst, at jeg har trukket hans svar ud af en større sammenhæng, en opgave fra University College Sjælland.

Nu er det faktisk forfatteren, der på s. 13 trækker PJ’s udtalelser frem – formentlig fordi hun synes, at de virker afslørende. Resten er anbragt som bilag og fylder kun 4 sider – ikke 51.760 anslag, som hævdet af PJ. Interviewet er et stædigt forsvar for den hårdhændede inklusion, og bortset fra spark til DF og lidt selvpromovering, kan alt fortolkes. Dunkelt sagt er dunkelt tænkt.

Jeg forstår godt, at PJ er i defensiven. Inderst inde ved han, hvor meget han har været med til at ødelægge for børn og forældre. Derfor skal der først evalueres næste år, dvs. ingen ændringer før i skoleåret 2014/15. Det giver flere fordele: 1) Ingen dårlige nyheder under valgkampen, 2) Den nye kommunalbestyrelse skal finde pengene til genopretningen, f.eks. genansættelse af tidligere fyrede lærere og pædagoger og 3) PJ er ikke udvalgsformand.

Borgerlisten kræver kun en delevaluering af inklusionen, og det skal være i år for at begrænse skaden!

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Hvem tager ansvaret v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osUndervisningsministeriet har en hjemmeside om inklusion af specialklasseelever i folkeskolen.

Man må tro, at skolechefen og formanden for Børn og unge-udvalget, Peter Jonassen, kender siden.

Klik her for at gå til Undervisningsministeriet hjemmeside…

Derfor ved de, at regeringens mål er, at andelen af elever i almindelig undervisning i 2015 skal forøges fra 94,4 % til 96,0 %. Eller sagt på en anden måde: Kun 4 % af alle elever skal blive i specialklasserne.

Vi har inkluderet 175 specialelever og har kun 55 elever på specialskolen i Kalvehave. Kommunen har ca. 4330 elever, dvs. at kun 1,3 % går i specialklasse. Regeringens krav var 4 % = 173 børn! Vi er altså langt forud for regeringens plan! Eller har vi misforstået noget?

Når vi har inkluderet langt flere specialklassebørn end krævet, må det være en spareøvelse. Medmindre vi taler om inkompetence?

Resultatet er kaos, og ingen får den undervisning, de har krav på. Samtidig flygter eleverne til privatskolerne, og vi får en opdeling i A og B-hold – med støtte fra SF og Socialdemokratiet. Er det det, vi vil?

Hvem vil tage ansvaret? Borgmesteren flygter, og Jonassen er en rar hyggepædagog, der næppe fatter omfanget af skandalen.

Der bliver meget at rydde op i efter valget.

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Et spændende eksempel på en demokratimodel i en mindre tysk by

valgI den tyske by Heidelberg involverer bystyret borgerne i beslutningsprocesserne.

Ved at tage de sociale medier i brug, har politikerne involveret byens borgere tidligt i det politiske arbejde gennem Facebook og Twitter.

Embedsmændene har haft svært ved at vænne sig til, at de ikke længere skal komme med færdige forslag til politikerne, men at de skal se borgerne som medspillere, skriver Computerworld.

Værd at overveje i Vordingborg Kommune?

Læs mere her…

Rigtigt at give iværksætterstøtte KunsthalGLAS i Præstø. v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupBeslutningen om at etablere KunsthalGLAS i Støberihallerne i Præstø ligger i fin forlængelse af Vordingborg Kommunes ønske om at sætte fokus på de særpræg, som fremhæver vore unikke købstæder.

KunsthalGLAS vil, med udgangspunkt i den fantastiske og unikke glaskunst af kunstnere som f.eks. Per Kirkeby og Robert Jacobsen, give offentligheden et enestående indblik i moderne, international glaskunst og formidle glaskunstens udvikling de seneste 30-40 år. Der skal lyde en stor tak til glasmester Per Steen Hebsgaard for hans enestående og spændende gave til Vordingborg Kommune af værker som han, sammen med en lang række danske og internationale kunstnere, har givet liv, takket være sin håndværksmæssige kunnen.

Det er Per Hebsgaards fortjeneste, at værkstedet i Præstø er blevet et dansk, nordisk og internationalt kraftcenter for kreativitet og innovation.

Placeringen af KunsthalGLAS i Støberihallerne vil ikke blot give disse nyt liv, men vil samtidig sikre en, efterhånden sjælden, arkitektur, der gennem restaurering og renovering vil stå som et flot udtryk for datidens industriarkitektur og bære vidnesbyrd om købstadens liv og arbejde.

En kunsthal for moderne glaskunst vil styrke en levende og stærk bymidte i Præstø og tilbyde oplevelser, som ikke findes andre steder, hverken i Danmark eller i udlandet. Kunsthal GLAS vil sætte fokus på koblingen mellem købstadens kunst og kultur og byens enestående bygningskulturarv.

Samtidig vil der kunne skabes et udstillings- og kulturrum i Præstø, hvor sidebygningerne kan rumme andre kunstaktiviteter, museumsbutik, foredragslokaler og café.

Realiseringen af KunsthalGLAS kræver støtte fra private fonde. Driften af KunsthalGLAS kan forhåbentlig blive selvfinansierende, men her og nu, er det både rigtigt og vigtigt, at Vordingborg kommune giver tilsagn om ”iværksætterstøtte” i opstartsfasen.

Bo Manderup, Præstø
Medlem af kommunalbestyrelsen (V)

Hvem skal være borgmester? v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osEn grønskolling eller en olding?

Mange stemmer på borgmesterkandidater, og spørgsmålet går på de 2 blokkes kandidater, Socialdemokratiets Martin Leider Olsen (MLO) og Venstres Knud Larsen (KL). For mange et valg mellem pest og kolera.

MLO har ingen ledelseserfaring og udtrykker sig i globale og akademiske vendinger. Han mener, det er en kvalifikation at have et billede af Stauning i stuen. Jeg har også et billede – af Lenin (på gæstetoilettet) – men det bringer mig næppe tættere på borgmesterposten.

KL har alderen imod sig, men har som borgmester demonstreret ledelse og evner til kompromis. Desværre har han ledet et parti i ørkenvandring uden det store fælles fodslag, som vi har set i sagerne om bycenter og megavindmøller. Men måske strammes holdningerne op inden valget?

De andre partier har også borgmesterkandidater, men næppe med de store muligheder. De radikale har en myndig erfaren dame, men da hun har problemer med at vælge legekammerater – og især dem, hun ikke vil lege med, nemlig DF – er hun ikke et realistisk valg.

Borgerlisten hænge sig ikke i landspolitik og blokke, men er klar til samarbejde med alle – mod passende betaling.

Der er lagt op til et spændende valg denne gang!

v/ Allan Huglstad, kandidat, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Beretning fra Borgerlistens byrådsgruppe v/ Allan Huglstad, kandidat, Vordingborg

lyt-til-os174 ud af 214 børn er taget ud af specialklasserne og placeret i de normale klasser. Det er 81 % – langt mere end regeringen anbefaler.

Flere af børnene har autisme og ADHD og kan ikke klare sig, og i værste fald ødelægger de undervisningen for resten af klassen.

Både Konservative og Borgerlisten kræver en evaluering nu, så kaos ikke fortsætter på 2. år. Og her kommer vi til skandalen. Peter Jonassen (PJ), SF, formand for Børne- og ungeudvalget, har udtalt sig til University College Sjælland:

Spørgsmål: Hvordan måler I, at inklusionen virker?

PJ: ”Det måler vi ikke rigtig på. Vi evaluerer i 2014, så kan vi jo se hvor mange, som er rykket over på kompetencecentret, og vil de overhovedet rykke derover, og hvordan bruger man ellers de midler, man har. Så vi kommer ikke til at måle.”

Spørgsmål: Der er ikke nogen succeskriterier?

PJ: ”Vi kan godt lave succeskriterier, men vi ved jo ikke om dem, der har været i specialklasser, om de kan blive inkluderet.”

Konklusion: Kommunen har sat et eksperiment i gang uden at vide, hvad målet er, og hvordan man måler, om det virker. Derfor vil de skubbe evalueringen til næste år. Politikerne har skabt et kaos, der truer med at tabe 6000 børn på gulvet!

Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten

vordingborg-kommune-borgerliste

Ja til skole. Nej til nyt rådhusv/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenDet er en hån mod især borgerne i Kalvehave og omegn, at et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune fortsat arbejder med planer om opførelse af et nyt kommunalt superrådhus/ prestigebyggeri i Vordingborg for skatteydernes penge – blot et år efter den meningsløse skolelukning i Kalvehave.

Renovér rådhuset i Vordingborg, og behold de nuværende kommunale funktioner i hhv. Stege, Præstø og Langebæk, så Vordingborg ikke suger vigtige arbejdspladser ud af disse byer.

Og kære politikere, giv Kalvehave og omegn en ny, flot skole og en lille tilhørende sportshal, nu hvor I har omdannet vores gamle skole til andet formål. Som minimum en ny skole der kan rumme ca. 150 elever til og med 5. klasse, så de ikke skal bruge op imod en time hver vej for at komme til en overfyldt skole i Stensved. Der er gode arealer omkring Kalvehave og Gl. Kalvehave til at bygge en sådan ny skole.

Børnene er vores fremtid, og forældrene har krav på en skole i et område som Kalvehave og omegn.

Gør det rigtige – drop planerne om et nyt superrådhus én gang for alle, og byg en ny skole i Kalvehave i stedet!

Ps. Jeg er selv barnløs.

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

oooOoo

Vogterne kritiserer i en kommentar til dette indlæg borgmester Henrik Holmers uhyrlige udtalelse i Sjællandske således:

“På et tidspunkt tidligere i år tog Vordingborgs borgmester Henrik Holmer til genmægle i Sjællandske på en kritik fra erhvervslivet. Erhvervslivet havde kritiseret kommunens lukning af skoler. Hr Holmer svarede, at skoleområdet var politikernes ansvarsområde, og det skulle erhvervslivet bare ikke blande sig i.”

En sådan kritik skal naturligvis dokumenteres, hvilket er sket herunder:

Borgmester Henrik Holmer om erhvervspolitik – Sjællandske april 2013

Er du for eller mod megamøller på land? v/ Leif Jeberg

Skriget-kaempevidmøllerEt billede siger som bekendt mere end 1000 ord.

Vogterne går ind for vedvarende energi, men under ingen omstændigheder for mega vindmøller på land, som forpester livet for mennesker, forringer deres boliger, skæmmer den natur, som vi, der har søgt naturen og freden på landet, værdsætter meget højt.

Tænk lige over, hvor de politiske klimafanatikere selv bor, som vil sprede disse monstre ud over vores smukke land, mens de selv sidder beskyttet med deres regneark bag deres skriveborde i fred og ro.

Disse megamøllers skadevirkninger på mennesker og dyr er ikke udforsket, og det besynderlige er, at disse politiske klimafanatikere i Vordingborg kommune (læs flertalsgruppen, dvs konservative, radikale, socialistisk folkeparti og socialdemokraterne) faktisk ved, at megamøllernes økonomiske effektivitet – investeringsmæssigt som samfundsøkonomisk – er elendig på land.

Det blæser ganske enkelt ikke nok i DK på land – det er gør der til gengæld på havet.

Jammen, vil nogen sikkert spørge, hvorfor vil private investorer så alligevel investere i disse megamøller?

Ganske enkelt, fordi klimafanatikerne på Christianborg yder et økonomisk tilskud til disse mega mølleprojekter.

Det er altså dig og mig, der finansierer disse projekter, og det er også os, der skal leve med ulemperne.

Vil du vide mere, så læs denne rapport:

Monster Moellerne kommer

Hav-vind-1

Har vi fortjent bedre? v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenEgentlig ville man jo helst tro det bedste om sin kommunalbestyrelse, for de har jo et overordnet ansvar for 45 tusinde borgeres liv og velfærd i en helst velfungerende kommune.

Men gang på gang skuffes man og eksemplerne er mange: Den nye skolestruktur, desperat forsvaret af udvalgsformanden, Peter E. Jonassen, på det legendariske møde på Kalvehave Skole overfor 300 forældres foragt for, hvad var det egentlig, der stod i valgprogrammet i sin tid? Mødet om Kostervig Møllerne i Håbet i Røddinge, der ligeså desperat blev forsvaret af udvalgsformanden, Erling B. Nielsen, klogeligt med forstærkning fra administrationen til at beslaglægge taletiden, og dertil en partisk mikrofonholder.

Eksemplerne er desværre for mange. Se blot de mange læserbreve. Formanden for Vordingborg Forsyning, Thomas Christfort, har lidt for direkte jordforbindelse til de husejere, som finanskrisen har gjort teknisk insolvente, da han igangsatte et kloakeringsprojekt i Magleby, der nu risikerer at sende beboerne på tvangsauktion.

“Det er frygteligt, det der sker derude” udtaler han hændervridende til Sydsjællands Tidende, men sket er sket, og kommunen har ikke råd til at hjælpe borgerne, for pengene er brugt til det noget større kloakeringsprojekt rundt om Ruinterrænet i Vordingborg.

Det sidste eksempel er to læserbreve i Ugebladet for Møn, fra “Den Grønne Ring”, en forening til hjælp for misbrugere, der nu er sat på gaden fra deres mødelokale i Stege, og som kommunen ikke vil hjælpe til nye lokaler. Det har formanden for kommunens psykiatriudvalg, Ib Johansen ellers lovet dem engang i foråret, men politikerløfter forsvinder som varm luft, når rådhusets dør lukker sig efter dem til møderne med den viljestærke administration. Her sidder kommunaldirektøren i spidsen, med statsministerløn og bosat i Hellerup og kan nok ikke forventes, at have meget føling med kommunens befolkning.

Et mindstekrav burde da være, at vores kommunaldirektør er bosat i kommunen.

Bent Jørgensen, Møn

Politikere og embedsmænd! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenEt stykke tid efter jeg i sin tid var blevet valgt ind i Vordingborg Kommunalbestyrelse for Enhedslisten, kom der en invitation fra Kommunernes Landsforening til et kursus for nye kommunalpolitikere.

Tre dage på et kursuscenter, men desværre til en pris af 7.000 kr., så det opgav jeg hurtigt at tænke på. Men nogen tid efter kom jeg i snak med en af de mere rutinerede politikere, som med det samme sagde, at det ville jeg da få betalt af kommunen. Så langt om længe kom jeg af sted på dette kursus, som blev ledet af to kommunaldirektører i en grad, så det til tider havde karakter af et dressurkursus.

Til eksempel fik vi indskærpet, at vi som menige politikere aldrig på egen hånd måtte henvende os til en embedsmand på rådhuset, eller opsøge en kommunal institution, uden først at have indhentet en tilladelse fra enten en udvalgsformand eller borgmesteren som så først, gætter jeg på, skulle spørge den eller dem, jeg ønskede at opsøge. Det var jo så tilpas snørklet og besværligt, at jeg aldrig lærte mere at kende til rådhuset, bortset fra et par mødelokaler, end enhver, der besøger Borgerservice samme sted.

Og det samme gælder de fleste institutioner, som i dag er et lige så lukket land for mig, som da jeg startede som politiker. Efter hvad jeg har fået oplyst, går reglen også den anden vej, så en embedsmand eller en leder af en institution heller ikke må tage kontakt til en menig politiker. Så den dialog på gulvet, den åbenhed og tillid og dermed det flow over arbejdet i kommunen til gavn for borgerne, det er i dag henvist til de lukkede udvalgsmøder, sammen med en ledende embedsmand fra administrationen.

Bent Jørgensen, Møn

Brevstem NU! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenEn god ting kan ikke gøres for tidligt, og fra den 22. august var det muligt at brevstemme i Borgerservice.

Dårligt vejr på valgdagen den 19. november, og andre gode undskyldninger, bør således ikke forhindre, at vi får en høj stemmeprocent i Vordingborg Kommune. Selvom kandidatlisterne ikke er indleveret endnu, er det ydermere muligt også at stemme personligt, når man brevstemmer.

Så efter at have skrevet partinavnet, skriver man kandidatnavnet, hvis man ønsker at stemme personligt. Kandidatnavnene kan du finde på partiernes hjemmesider, for mon ikke de fleste har fået det på plads. Du kan til eksempel gå ind på: vordingborg.enhedslisten.dk, hvor du både finder vores valgprogram, samt præsentation af vores 6 kandidater med foto.

God fornøjelse og husk at fortæl, især de unge, hvor nemt det er at stemme allerede nu!

Bent Jørgensen, Møn

Åbent brev til medlemmer af Vordingborg Kommunalbestyrelse vedrørende Vordingborg Kommunes tilladelse til at opføre et hotel i Stavreby landsby. v/ Eivind Sveinbjørnsson, Stavreby

stavrebyEivind Sveinbjørnsson bestrider lovligheden af, at kommunalbestyrelsen ifbm vedtagelsen af den nye kommuneplan nu for 3. gang søger om godkendelse/skabe rammer for et hotelprojekt i den lille landsby, Stavreby, på Jungshoved.

Klik herunder for at læse hele brevet:

Åbent brev til Vordingborgs kommunalbestyrelse

Hvis de gamle partier havde lyttet til borgerne, ville en Borgerliste aldrig have set dagens lys v/ Leif Jeberg, Præstø

Borgerlisten-sjallandske-14-sep-2013Borgerlisten er en realitet.

Den er fri af gamle partiers historiske spændetrøjer, der får de enkelte politiker til at se Vordingborg kommune med et filter for øjnene – de ser lokalsamfundet som en partipolitisk konstruktion, og ikke som en vidunderlig forskellighed af borgere, som vil lokalsamfundet som et alternativ til en centralistisk gang kassetænkning koncentreret om gamle industri dogmer forankret i stordrift på mennesker, som forventes at opføre sig som maskiner.

Borgerliste tilstræber ikke museums tilstande i kommunen, men anser værdier som livskvalitet, natur og forskellighed som værende styrende for den effektivitet, en kommune naturligvis skal drives efter.

Klik herunder og se Sjællandskes omtale af Borgerlisten og dens kandidater.

Leif Jeberg

Sjaellandske præsenterer Borgerlisten 14 sep 2013

Pressemeddelelse: Borgerliste dannet i Vordingborg Kommune

lyt-til-osDe mange kommunale hovsabeslutninger og en elendig dialog mellem embedsmænd, politikere og borgere har fået os op af stolen. Borgerlisten stiller op til kommunalvalget 19. november med foreløbig 4 kandidater.

Borgerlisten er tværpolitisk og vil ikke føre blokpolitik. Vi vil søge maksimal indflydelse ved at være tungen på vægtskålen, når der skal vælges borgmester.

Borgerlisten vil arbejde energisk for en kulturændring i kommunen. Vi ønsker sund fornuft – ikke konsulent-rapporter. Vi ønsker mindre centralisering og mere dialog og nærdemokrati og styrkelse af lokalrådene. Vi ønsker en kommune, hvor alle købstæder er ligeværdige, og hvor der tages særlige hensyn til problemerne i landdistrikterne. Politikerne og embedsværket er vore tjenere – ikke vore herrer.

Borgerlisten siger nej til kæmpevindmøller på land og nyt rådhus. Vi vil stoppe kaos på skolerne. Kloakeringsplanerne skal revideres, så der tages hensyn til husejernes økonomi. Alle skal have lige adgang til internet og telefoni. Der skal lyttes til erhvervslivet, og turisterhvervet skal styrkes. Vi har en plan, der bevarer Vordingborg Kaserne, endda med flere arbejdspladser, og den skal sættes i værk nu.

De 4 kandidater er:

Allan Huglstad, forfatter, selvstændig erhvervsdrivende, major, Vordingborg.

Margareta Dahlström, farvehandler, Borre.

Dorte Bækhave, folkeskolelærer, Vordingborg.

Bo Brebøl, selvstændig erhvervsdrivende, agronom, HD i organisation, Langebæk.

NB! Borgerlistens hjemmeside er under udarbejdelse, og vil være klar om kort tid. Her vil du kunne se, hvad Borgerlisten vil, og hvem kandidaterne ved valget er? Når siden er klar vil vi linke til den her.

Kandidaterne har tilsammen en stor viden og erfaring indenfor ledelse, økonomi, undervisning/læring, erhverv, turisme, landbrug, natur, miljø og skolestruktur. Alle kandidater er vant til at arbejde med komplekse problemstillinger og bruge den sunde fornuft og er dermed godt rustede til at styre Vordingborg Kommune.

– Og der er stadig plads til nye engagerede kandidater

Yderligere oplysninger: Allan Huglstad, mobil 2830 6447, huglstad@youseeme.dk

Vil du vide mere, så følg Borgerlisten på dens hjemmeside: klik her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Nu kan det kun gå fremad! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

lyt-til-osFra Holmegård til Kastrup Mose hænger de sydsjællandske kommunalpolitikere fast i mosedyndet, når det gælder erhvervspolitik.

Værst står det til i Vordingborg, der i Dansk Industris undersøgelse dumper som Danmarks dårligste erhvervskommune.

Flertalsgruppen – og da især den ansvarlige borgmester gennem 8 år, Henrik Holmer – har som sædvanlig 117 undskyldninger. Samtidig forsøger borgmesteren at skyde budbringeren og så tvivl om undersøgelsens rigtighed – en almindelig taktik, når man ikke vil indrømme sine fejl.

Meget tyder på, at bundplaceringen især skyldes småting, der ikke bliver løst af kommunen, og som derfor udvikler sig til store irritationsmomenter. Hvis det havde været i militæret, ville en lodret ordre til embedsværket om at være servicemindet som regel være nok. Jeg har dog selv som kommunal chef erfaret, hvordan ”rockwool” og ”som vi plejer” hindrer og sinker kommunikationen, så her skal mere til. Hvis såvel borgmester som chefer hverken har lederuddannelse eller -erfaring, bliver det endnu sværere. Som borgmester ville jeg sige til virksomhederne: Ring til mig, og jeg vil personligt tage mig af sagen – hvilket råd hermed videregives. Det er min erfaring, at en kortslutning af kommandovejen og et spark på rette sted kan gøre underværker.

Borgerlisten vil først og fremmest arbejde for en KULTUR-ændring i byrådet og embedsværket. Der skal lyttes til erhvervslivet! Dette skal udmøntes i en imødekommende og hurtig sagsbehandling. Der skal være en indlysende fordel ved at drive virksomhed i vores kommune. Det skal være nemmere og billigere end i de kommuner, vi konkurrerer med. Planloven skal udnyttes til det yderste – vi skal ikke være klassens duks – og især skal der gives bedre muligheder for erhverv i landdistrikterne. Vi skal tage alle relevante midler i anvendelse for mindst at komme i den bedste tredjedel inden for næste byrådsperiode. Fra nu af kan det kun gå fremad!

Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

vordingborg-kommune-borgerliste

Krigens første offer v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

lyt-til-osKrigens første offer er sandheden. Det gælder også kampen om vælgerne i Vordingborg Kommune.

I den milde ende jonglerer man nu med små priser for et nyt rådhus. Først kostede det 123 mill – nu er prisen nede på 94 mill.! Og en renovering er – ifølge Socialdemokratiet – oppe på over 50 mill. i stedet for 38 mill.

Ved Valgmødet på Kalvehaveskolen 10/9 var alle partier enige om at udskyde opstilling af vindmøller – i hvert fald i 2 år – selvom flertalsgruppen + Venstre officielt siger JA. Men man kan jo gå tilbage til sit oprindelige standpunkt efter 19. nov. Det gør Ib Johansen (Soc.dem.) allerede i Sjællandske 12/9, hvor han også bilder læserne ind, at vi er bundet af Christiansborg. Sludder og vrøvl – miljøministeren har jo netop sagt, at kommunerne ikke er forpligtede. Mange har da også sagt nej, f.eks. Roskilde, Tønder og Haderslev, men i Vordingborg træder man vande.

På den anden side af byrådssalen er de lige så gode – eller dårlige. Venstres Eva Sommer-Madsen forsøger 7/9 i Sjællandske at bagatellisere inklusionen af specialklassebørn i klasserne. Eksempelvis påstår hun, at Svend Gønge Skolen ligger på gennemsnittet. Det rigtige tal er 7,2 % inkluderede specialklassebørn, medens de andre skoler ligger mellem 0,7 og 6,3 % med Møn som den værst ramte. Samtidig har fru Madsen misforstået noget, idet hun kun skriver om ekskluderede elever – og dermed er forvirringen total.

Men det er da også svært med de fremmedord.

v/ Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)
vordingborg-kommune-borgerliste

Kostervigvindmøllerne udsat til 2015 v/ Margareta Dahlström, Borre

lyt-til-osSkal man tro politikernes tilkendegivelser i øjeblikket, så er en eventuel vedtagelse af Kostervigvindmøllerne  og i det hele taget kæmpevindmøller til lands i Vordingborg Kommune udsat til 2015 – hvor resultatet af Sundhedsministeriets undersøgelse af helbredseffekter foreligger.

Til debatmødet i Kalvehave Skole tirsdag den 10. september  arrangeret af Landsbyforum svarede politikerne på mit direkte spørgsmål, enten “nej” eller “afventer undersøgelsens resultat før vi tager stilling”. Sidstnævnte svar kom fra SF (Michael Juliussen), V (Henning Larsen), S (Martin Leider Olsen) og R (Birgitte Steen Jørgensen).

Det er glædeligt, at Vordingborg Kommune hermed slutter sig til de fornuftige kommuner, som også afventer undersøgelsen før man eventuelt giver tilladelser.

Mht Kostervigmøllerne  er der jo yderligere den realitet, at Naturstyrelsen stadig opretholder sit veto, så længe ansøger ikke kan dokumentere, at beskyttede arter ikke tager skade.

Er det ikke på tide at Kostervig-planerne skrinlægges definitivt? Så der ikke løber flere udgifter på til yderligere sagsbehandling. Gad vide hvor mange skattekroner der allerede er brugt?

Måtte kommunens lære af Kostervigsagen m.fl. blive, at man så at sige ikke skal bygge kolosser på lerfødder, altså igangsætte store projekter på et for løst grundlag.

I mellemtiden: Bliv ved med at minde politikerne om dette løfte både før og efter valget!

Margareta Dahlström, Borre
Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

vordingborg-kommune-borgerliste

Borgerlisten i Vordingborg Kommune siger nej til valgforbund v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

lyt-til-osBorgerlisten i Vordingborg Kommune har i de sidste par uger været bestormet med tilbud om valgforbund, men har efter moden overvejelse valgt at stå udenfor.

Borgerlisten er klar over, at dette kan resultere i overskydende stemmer, som ikke kan overføres og udnyttes af andre partier. Vi er også klar over, at dette vil blive udnyttet i valgkampen og betegnet som ”stemmespild” af andre partier, der ikke er begejstrede for en ny konkurrerende liste.

Vi ved, at mange vælgere er så partipolitisk trætte, at blå og rød blok hænger dem langt ud af halsen – og vi vil ikke bidrage til denne politikerlede. Mange vælgere ønsker et alternativ – og det vil Borgerlisten give dem.

Borgerlisten er tværpolitisk og vil ikke føre blokpolitik. Vi vil ikke have hverken et blåt eller rødt image – hvilket vi risikerer ved at indgå valgforbund.

Vi vil ikke risikere, at en socialdemokratisk stemme på os havner i Liberal Alliance eller en stemme fra Venstre ender i Enhedslisten. Vi ønsker ikke, at en vælger, der går ind for decentralisering og dialog, stemmer på os, men risikerer at stemmen går til en ekstra kandidat hos SF eller Konservative, der står for de modsatte synspunkter. Vi ønsker ikke, at en vælger, der er imod vindmøller, bycenter og nyt rådhus, skal se sin stemme anvendt til hjælp for en kandidat, der arbejder for det modsatte.

Derfor indgår vi ikke valgforbund med hverken rød eller blå blok. Det giver Borgerlisten troværdighed som repræsentant for en fri, tværpolitisk lokalt orienteret linje.

Borgerlisten har en vision og nogle værdier, der ikke deles af andre partier. Det gør os til noget enestående, og det tror vi, vælgerne kan se.

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

vordingborg-kommune-borgerliste

Bedre veje i Vordingborg Kommune, tak v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenSom mange nok sørgeligt har erfaret, så er Vordingborg Kommune desværre begyndt at lægge en ny, meget støjende belægning på kommunens veje inkl. de store, stærkt befærdede landeveje.

Den såkaldte OB (overflade-behandling) er en meget støjende vejbelægning – primært bestående af granitskærver (knuste sten) – som er til stor gene for både bilister, cyklister, løbere/ fodgængere og beboere langs vejene.

Rullemodstanden er større end ved almindelig asfalt til skade for miljøet, idet bilerne bruger mere brændstof – i tillæg til at der er meget mere støj fra vejen inde i bilerne og meget mere støj langs vejene – til skade for beboerne langs vejene. For cyklisternes vedkommende er rullemodstanden også større, og risikoen for styrt er større pga. løse småsten mv., og selve skaderne ved styrt er langt alvorligere end normalt, da OB’en nærmest kan flænse huden. For løbernes og fodgængernes vedkommende er risikoen for at få løse småsten i hovedet markant større end ved almindelig asfalt. Den nye OB slider desuden mere på bilernes dæk og på sneplovene om vinteren end almindelig asfalt – med større udgifter til følge.

Vi borgere må så vidt muligt undgå, at kommunen systematisk ødelægger vejene med den type billig (dårlig) belægning – især på de store, stærkt befærdede landeveje. Ellers vil det bare føre til endnu mere fraflytning og forfald, og kommunen vil i endnu højere grad end nu fremstå som en fattig udkantskommune, hvor der ikke er råd til ordentlige veje. Især bilejerne, som hvert år betaler mange milliarder i afgifter, fortjener bedre.

Derfor – bedre veje i Vordingborg Kommune, tak!

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

Vordingborgs kommunalbestyrelse bør lære af Køge Kommune, som sætter penge til ved en centralisering af kommunens administration i et centralt Ejendomscenter v/ Leif Jeberg, Præstø

Leif-ProfilVogterne har ved flere lejligheder bebrejdet  kommunalbestyrelsens  nærmest fundamentalistisk tro på, at centralisering af alle aktiviteter i Vordingborg by, løser alle problemer.

Politikerne er virkelig overbeviste om, at man kan drive stordrift på mennesker med succes. Kommunalbestyrelsen og dens embedsmænd lever stadig i et forældet industriparadigme fra den tid, hvor Ford T biler var på mode, og hvor Henry Ford opfandt samlebåndet til effektiviseringen af bilproduktionen.

Kommunalbestyrelsen har bind for øjnene, og har endnu ikke opdaget, at vi befinder os i vidensamfundet, hvor det er helt andre kvaliteter, der skaber værdi og udvikling, end at samle alle aktiviteter på ét centralt sted.

Flertals gruppen, dvs C, R, SF og S, vil smide knap 94 mio kr efter et nyt rådhus, og nedlægge administrationen i lokalområderne, fordi de tror på, at der er besparelser at hente gennem en effektivisering.

Politikerne og deres embedsmænd bør se på Køges administrative centraliseringsprojekt. Her skriver Sjællandske Medier den 9. september 2013:

‘…Det var ikke den eneste dårlige nyhed, som tikkede ind på Rådhuset i sidste uge. I 2011 samlede Køge kommune administrationen af alle de kommunale bygninger i et nyt kontor kaldet »Ejendomscentret« Ved at samle administrationen i ét kontor forventede Køge Kommune, at kunne spare et større millionbeløb på administration, bedre udnyttelse af faciliteter og stordriftsfordele på udbud af driftsopgaver og energibesparende foranstaltninger. Men de ventede besparelser lader stadig vente på sig, og det giver et minus i budgettet på cirka seks millioner om året de næste fire år….’

Men det kendskab vi har til kommunens ledelse, er der så nogen, der for alvor tror, at Vordingborg kan gøre det bedre end Køge?

Leif Jeberg

Pedro du er dum. v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI en sydamerikansk bananrepublik var diktatoren og hans chauffør Pedro på rundtur i landet.

Pedro foreslog, de skulle se, hvordan det stod til i skolerne, mens diktatoren hellere ville besøge fængslerne. Diskussionen sluttede med diktatorens belæring: “Jamen Pedro, nu er du dum. Vi skal jo aldrig i skole igen.”

Dette synes at være logikken i den lokale banankommune. Kun Borgerlisten har krævet en øjeblikkelig evaluering af inklusionen af specialklassebørn, mens en mur af kyniske og ufølsomme byrådsmedlemmer først vil evaluere til næste år. De kan højest svinge sig op til at give sølle 1,6 mill. kr ekstra i 2014 – hvor problemløsningen er blevet sværere og dyrere.

Vore politikere nægter at se i øjnene, at de ekskluderer hovedparten af de normalt fungerende elever fra kommunens ”folke”-skoler. En mor til 2 børn skriver således til mig:

”Min datter, som før var meget velfungerende og klassens dygtigste og glædede sig til undervisning hver dag, har nu givet op. Hun forventer ikke at modtage en fornuftig og kvalificeret undervisning mere. For hende er skolen blevet et fagligt tidsspilde i kombination med et socialt usikkert miljø.

Ingen sætter fokus på, at de dygtige, stille, velfungerende eller ambitiøse elever ekskluderes, og at mange inkluderede specialbørn fylder så meget, at det svarer til, at man bare har smidt normalbørnene ned i specialklasserne. Når specialklassebarnet skriger 5-10 gange hver time eller smækker med døren, så sidder 24 elever og venter og får ikke den undervisning, de har krav på.

Skal man vurdere den inkluderende skole, må man også lytte til dem, som er ekskluderet, da det i høj grad også er os, som har problemet. Vi har en skole, som må afskrive normalbørnene, fordi ressourcerne hvert 5. minut må bruges til brandslukning. Her bebrejder jeg bestemt ikke lærerne, som gør en enorm indsats. Og slet ikke specialbørnene og deres forældre, som har mistet den kvalificerede hjælp, de burde have krav på.”

Lyt til Borgerne!

Allan Huglstad, Vordingborg

Så sig dog nej! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadAlliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig har sendt brev til alle kandidater til kommunalvalget.

I brevet efterlyser Alliancen kandidaternes og partiernes holdning til kæmpelandvindmøller. Et af valgkampens vigtige spørgsmål, da den nye kommunalbestyrelse skal sige ja eller nej allerede til næste år.

Borgerlisten siger nej til kæmpevindmøller, uanset hvor de står i kommunen. Projektet i Kostervig på Møn hører til blandt de værste vindmølleprojekter i landet. Det går helt til kanten vedr. støjbelastning og over grænsen for skyggekast, og Naturstyrelsen har tilmed fastholdt sin indsigelse hele 3 gange! Møllerne er et stort indgreb i landskabet til skade for turismen. Mange beboere vil søge væk, og huspriserne vil falde gevaldigt – og enhver kan tænke sig til, hvilke personer, der vil flytte ind i de billige boliger. Det er næppe nogen, der vil berige kommunen hverken på den ene eller anden måde. De eneste, der vil blive rige, er investorerne og godsejeren på Marienborg – og det for vore skattekroner!

Tilmed er der en undersøgelse i gang vedrørende de helbredsmæssige konsekvenser af vindmøllestøj, hvor resultatet foreligger i 2015. Alene dette skulle være argument nok til at klappe hesten de næste par år.

Kommunerne er ikke forpligtede til at sætte vindmøller op, og flere kommuner har da også sagt nej eller valgt at udskyde planlægning og opstilling. Hvorfor er vores byråd så sendrægtigt? Kan politikerne ikke tænke selv? Følger de slavisk partidisciplinen? Eller er der politikere, der personligt er fedtet ind i investeringer og aftaler, som borgerne ikke kender til?

Hvorfor vil Vordingborg Kommune være klassens duks? Træd dog i karakter og sig NEJ!

Lyt til borgerne.

v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Kommnevalg 2013: Flertalsgruppen i kommunalbestyrelsen udviser en utrolig uansvarlighed! v/ Leif Jeberg, Præstø

Leif-ProfilDen 29. august blev der indgået et budgetforlig for 2014.

Her budgetteres der med en forøgelse af kassebeholdningen med 14,4 mio kr. Men Sjællandske oplyser i dag, at dette overskud nu er reduceret til et underskud på 4 – 5 mio kr pga ændringer i tilskud fra staten.

Sådan kan det gå, når (u)ansvarlige ledere baserer deres indtægtsgrundlag på tilskud, man ikke selv kontrollerer. Danmarkshistorien er fyldt med eksempler på virksomheder, der er gået konkurs, fordi indtægtsgrundlaget blev holdt kunstigt oppe på tilskud, der ikke var begrundet i virksomhedernes egne aktiviteter.

Nu er en kommune ikke en virksomhed, men grundlæggende er det usundt og en sovepude for ledelsen osse i en kommune, hvis indtægter og udgifter ikke afstemmes med kommunens aktivitetsniveau.

Når vogterne beskylder flertalsgruppen for at være økonomisk uansvarlig, skyldes det i dette tilfælde, at flertalsgruppen ønsker at bygge et spritnyt rådhus. Det har som en direkte konsekvens, at der i budgettet for de kommende 4 år er afsat 93,9 mio kr til dette rådhus. Uansvarligt, når det er dokumenteret, at bla skoleområdet er fuldstændigt nødlidende pga manglende vedligeholdelse af deres anlæg.

Det skal bemærkes, at Venstre og DF ikke har tilslutte sig bygningen af et ny rådhus. I budgetforliget noteres det særskilt:

  • Venstres tilslutning til budgettet omfatter en fremtidssikret løsning på kommunens administrationsbygninger i Stege, Præstø og Vordingborg, men ikke investeringer til et nyt Rådhusbyggeri. Venstre ønsker at renovere eksisterende rådhus og ønsker at den afledte mindreudgift i stedet anvendes til f.eks. svømmehal eller andre idrætsfaciliteter.
  • Alle partier anerkender behovet for at sikre et godt arbejdsmiljø i administrationsbygningen i Vordingborg. Dansk Folkeparti ønsker ikke at placere rådhuset i midtbyen, som er flertalsgruppens forslag og også er den placering, som er beskrevet i kommuneplanen.

Et nyt rådhus er tillige et eksempel på den centralisering, som flertalsgruppen tilsyneladende har som et primært politisk mål, og som uomtvistelig vil føre til udsultning af lokalområderne i kommunen.

Der skal ikke herske tvivl om, at Vogterne er dedikerede modstandere af disse centraliseringsbestræbelser.

Husk dette ved kommunalvalget,

Leif Jeberg

Du kan hente budgetforligsteksten her:

Budgetaftale 2014

Nyt rådhus eller renovering af skoler? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadSom bekendt har alle partier undtagen Venstre besluttet sig for et nyt rådhus til 123 millioner.

Det er 86 millioner mere, end en renovering af det gamle rådhus ville koste.

Det er ufatteligt, at vore politikere kan være så ansvarsløse og ødsle, når flere kommunale bygninger både mangler vedligeholdelse og energirenovering.

Jeg har ved selvsyn konstateret, at rådhuset er i en rimelig god vedligeholdelsesstand både inde og ude i sammenligning med mange andre kommunale bygninger, f.eks. de fredede fortidsminder Mølleporten og Masnedøfortet, som kommunen har ansvaret for.  Men det står endnu værre til ved flere af vores skoler, der også trænger til nyt inventar i form af borde og stole, ligesom der mangler udendørs og indendørs  faciliteter til leg og udfoldelse.

Som eksempel kan nævnes Svend Gønge Skolen i Lundby. Her er der store huller i asfalten og skæve og ødelagte fliser og nedslidt skolegård og legeplads. Flere steder er træværket ikke malet, siden skolen blev opført, og på skorstenen har kommunen startet et skovrejsningsprojekt med hele 2 træer – et på hver side – i de tomme fuger. Desuden er tagrenden utæt og træværket flere steder ved at rådne.

Da jeg tog billederne, kom et par drenge løbende: “Derinde lærer man ikke noget!” “Går I i skole her?” Nej, ikke mere – vi er flyttet til en privatskole i Næstved”.

Med en inklusionsprocent på 7,2 og en nedslidt skole forstår man det…..

Allan Huglstad, Vordingborg

IMG_6461 IMG_6463 IMG_6464 IMG_6469 IMG_6470 IMG_6473 IMG_6475

Bedre sent end aldrig v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI sidste uge forlød det, at de konservative vil have hele spildevandsplanen revurderet.

Den blev ellers vedtaget i 2009 med de konservatives støtte, og siden har det ikke skortet på kritik, især fra Østmøn. Her har kloakeringen medført en økonomisk belastning, der ikke står mål med ejendomsværdien, og som gør det umuligt at sælge og lokke tilflyttere og virksomheder til. Men i de øvrige landdistrikter skal kloakvand og regnvand også adskilles, hvilket koster 850 millioner og en stor ekstraregning til lodsejerne.

Det er Thomas Christfort og Søren Nybo, der nu indleder et frontalangreb på spildevandsplanen og kræver, at den revurderes både med hensyn til økonomi og miljøeffekt. Med mindre end 3 måneder til valget, kan man let få den tanke, at det kun er valgflæsk og varm luft, der lukkes ud. Her tæller det dog med, at Søren Nybo støtter forslaget og dermed indrømmer, at han har medvirket til en hovsabeslutning. Nybo, der stiller lighedstegn mellem nærdemokrati og lefleri, har i sin (alt for) lange byrådsperiode sjældent indrømmet en fejl. Derfor tror jeg, at det konservative udspil er ærligt.

I den rige Hørsholm Kommune har man droppet kloakplanerne for 370 meget dyre villaer, fordi det ville blive alt for dyrt for kommunens fattige millionærer. Den samme mulighed foreligger i vor kommune, hvor der er lidt længere mellem millionærerne. Vi behøver ikke at være klassens duks!

Borgerlisten er enig med de konservative. Vi kræver mere tid til grundig sagsbehandling og inddragelse af borgerne ved planlægning og udførelse af de kommende kloakeringer. Spildevandsplanen skal sættes i bero, indtil vi er sikre på, at vi har den bedste og billigste løsning, der tilgodeser både lovgivning og borgere. Samtidig skal kloakplanerne koordineres med nedlægning af , så hele kommunen dækkes med kommunikation på lige vilkår. Alle – også på Østmøn – skal have lige adgang til internet og telefoni.

Hvad siger de andre partier?

Allan Huglstad, Vordingborg

Kære kommunalbestyrelsesmedlem/potentielle kommunalbestyrelsesmedlem, Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig

Tone-Brix-HansenAlliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig ønsker at gøre jer opmærksomme på, at vi vil have fokus på bl.a. nedenstående emner i forbindelse med den nært forestående valgkamp.

På vegne af naboerne til de evt. kommende vindmøller i kommunen, og alle andre borgere, vil vi søge at få en afklaring omkring kandidaternes holdninger til opstilling af kæmpevindmøller i kommunen inden valget.

Siden høringsperioden for projektet ved Kostervig udløb i juni 2012, er der kommet nye momenter til af væsentlig karakter, som kommunalbestyrelsesmedlemmerne må forholde sig til:

  • Ved samråd i uge 26 udtalte både Sundhedsministeren og den fungerende Miljøminister, at man ikke er i besiddelse af viden om de helbredsmæssige konsekvenser af vindmøllestøj.  Der vil derfor blive iværksat en undersøgelse af sammenhængen, og resultatet af undersøgelsen forventes at foreligge i 2015 (se evt. indslag fra TVSyd på www.stopkostervig.dk).
  • En undersøgelse udført af Jysk Analyse i efteråret 2012, betalt af vindindustrien, omfattende samtlige møller over 120m højde, der har stået i landet i mere end 1 år, har vist at for naboer som bor mellem 4 og 6 gange møllehøjden (op til ca. 750 m), er 53% generede af vindmøllestøjen, og 29% har søvnforstyrrelser.  Selv på 2 km afstand oplever hele 20% lavfrekvent støj.

Kostervig

  • Under samrådet udtalte den fungerende Miljøminister at kommunerne ikke er forpligtede til at sætte møller op.  Venstres Hans Christian Schmidt har efterfølgende valgt at formulere det sådan, at kommunerne opstiller vindmøller fuldt og helt på eget ansvar.
  • Venstre har officielt udtalt, at der på Christiansborg arbejdes for en helt ny vindmøllebekendtgørelse, som i større grad beskytter naboerne. En holdning som bakkes op af Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Flere og flere kommuner i Danmark vælger nu at sige nej eller at udskyde planlægning og opstilling af vindmøller.  Senest har Roskilde, Tønder og Haderslev kommuner sagt nej tak pga. usikkerhed om helbredseffekter.

Specifikt for projektet ved Kostervig:

  • Projektet vil berøre ca. 160 husstande eller knapt 400 personer indenfor en radius på ca. 2 km.
  • Ca. 98% af disse husstandene har skrevet under på, at de ikke ønsker at der stilles møller op.
  • 1.200 personer skrev personlige indsigelser mod projektet.
  • Projektet går helt til grænsen hvad angår støjbelastning hos naboerne, og over den anbefalede grænse hvad angår skyggekast hos naboerne.
  • En af møllerne forudsættes støjdæmpet, for overhovedet at kunne stilles op.  Med den nuværende bekendtgørelse har kommunen ingen reel mulighed for at kontrollere, at møllen også kører i støjdæmpet modus.  Vi vedhæfter et brev fra Holbæk Kommune som illustrerer de udfordringer en kommune kan løbe ind i desangående. Hent brevet nederst i dette dokument.
  • Vindmøllerne vil påvirke områdets attraktivitet og boligpriserne negativt, og vil bidrage til øget fattigdom og øget fraflytning fra området.
  • Vindmøllerne repræsenterer et stort indgreb i landskabet omkring Bøgestrømmen og vil forstyrre det smukke kystlandskab som er Møn-Sydsjællands største aktiv.
  • Vindmøllerne kan forventes at påvirke turismen negativt.
  • Møllerne vil påvirke negativt de fredede dyre- og fuglearter, som danner grundlag for udpegelsen af de to Natura2000 områder, som ligger helt op til vindmølleområdet.  VVM redegørelsen har været af meget ringe kvalitet og har undladt at drøfte de problematiske aspekter omkring vindmøllernes påvirkning af fredede dyre- og fuglearter.  Naturstyrelsen har fastholdt sin indsigelse mod projektet tre gange.
  • Man kan som borger undre sig over, hvor mange forsøg vindmølleopstillerne får på at skrive sig rundt om lovgivningen, inden politikerne aktivt forholder sig til projektet.

I Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig håber vi meget, at den kommende kommunalbestyrelse vil tage den nye viden om at mere end halvdelen af de mennesker som bor som naboer til vindmøllerne vil føle sig generede af vindmøllestøjen, at en tredjedel af naboerne vil få søvnforstyrrelsen, og at vi i øjeblikket intet ved om de helbredsmæssige konsekvenser.  Om to år vil den forestående undersøgelse formentlig have givet os mere viden herom.  Stiller man vindmøller op i kommunen under disse nuværende forudsætninger, pådrager man sig et meget stort ansvar.

Venlig hilsen
Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig
Rigmor Nielsen
Erik V. Nielsen
Otto Juhlin
Tone Brix-Hansen

Holbæk Kom revideret referat
Nyeste kommentarer