Søg et parti?

Monthly Archives: October 2013

Om at ruste sig mod folket v/ Marie Hjort, Stege

marie-hjortDet er stærkt provokerende at læse seneste Sydsjællands Tidende hvor Birgitte Steen Jørgensen kommenterer et lukket møde for kandidaterne om skolestrukturen med ordene: ”Så man ikke baserer sin viden på de rygter man hører”.

I mine ører kunne der lige så godt have stået: ”så man ikke baserer sin viden på de borgere som formaster sig til at tale”. Citatet hensætter lærere og pædagoger og os med børn i skolerne som rygtespredere. Der er utallige opråb fra os, som rent faktisk befinder os derude, fra folk som lægger børn til og fra lærere som ikke er blevet klædt på til opgaven. Lærere som ikke kan lave den holddeling, som hele skolereformen baserer sig på, når de er alene med 25-28 meget forskellige børn i en klasse. Forældre som sender deres børn på selvforsvarskurser.

Men I vælger på et lukket møde at lade jer skole af ræven i stedet for at lytte til de skræppende gæs.

I holder et lukket møder for at få information som det hedder sig i artiklen. Hvis information? Havde man inviteret lærere? Forældre? Elevråd? Presse? Skolebestyrelser? Havde man overhovedet noget som helst som repræsenterede virkelighedens verden nu det administrative system har bestemt sig for kun at lukke de gode historier ind? Hvem gav egentlig kandidaterne det lyttefilter som de nu tager på ud til mødet med borgerne?

Vi borgere har ingen tal da pressen ikke var inviteret, så I kan helt frit spilde vores tid med tilbagevisninger og henvisninger til tal og enkeltstående succeshistorier. Men vi véd til gengæld hvad som foregår –  vi kunne ønske I lyttede med åbent sind og villighed til forandring, i stedet for at iklæde jer nyt panser.

Vi har prøvet dette før, da de fleste forældre var til møder med jer om skolereformen og mødte en mur af ”vi alene vide”. Vi advarede og I lyttede ikke. Vi har alle gjort vores bedste i 1,5 år på at arbejde for reformen og gør stadig dagligt vores bedste indtil I kommer og hjælper. Men vi advarer nu om at det skader børnene, det går i alle mulige helt forkerte retninger trods massiv og selvopofrende arbejdsindsats fra alt for lidt personale.

Det har været skoling af lærere i form af fyringsfrygt, flytten frit rundt på deres arbejdssteder og diverse filtre på deres ytringsfrihed. Skoling af ledere i form af udelukkelse og vælten rundt med stillinger og stillingsbetegnelser, skoling af skolebestyrelserne i form af håndslagskursus om inklusionens velsignelser og træning i strategi imod besværlige forældre, skoling af forældre i form af hån hvis man er så ”ond” at man er for specialundervisning til sårbare børn (nu fejlagtigt kaldet eksklusion) og nu er vi så kommet til skoling af kandidater, vores fremtidige repræsentanter?

Marie Hjort, Stege

Jesus? v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenNej, det står der godt nok ikke på plakaten, der står BIRGITTE, ikke andet.

Men meningen er ikke til at tage fejl af, for fra at være den anonyme men flittige radikale deltager i flertalsgruppens fejlslagne politik, skal hun nu transformeres til frelseren overfor selvsamme politik, og det er et genialt greb, hvis det lykkes at bilde vælgerne ind, at her står vi overfor den kommende borgmester, der nu vil give os 1000 års riget. Forøvrigt det samme blinde håb om bedre styring, der forledte mange til at stemme SF ved sidste kommunalvalg, men så fik vi ellers med krabasken med skolestruktur med to skolelukninger samt udsigt til Kostervig Vindmøller.

Til vælgermødet i Tøvelde Forsamlingshus onsdag aften, var der pludselig ingen ende på politikernes varme, bankende hjerter, når det gjaldt landsbyerne samt Præstø og Stege, hvor man under deres ordstrøm så et ideal samfund blomstre op, hvis de vel at mærke fik lov til at komme til fadet igen.

Men kære venner, nu har I siddet i fire år hvor alt er blevet ringere, ikke kun i kommunens udkant, men sandelig også i hovedstaden, Vordingborg, så hvor længe endnu skal vi tro jer?

Alle de højt roste, ihvertfald denne aften, lokalråd, får tilsammen ikke så meget at gøre godt med, som en udvalgsformand i kommunalbestyrelsen får i årligt vederlag, og alle forsamlingshusene på Møn, får ikke en krone fra kommunen, hvis man skal begynde at nævne eksempler på praksis, overfor politikernes sukkersnak. Så ros til det flot velholdte Tøvelde Forsamlingshus, det kræver en kamp som i de andre forsamlingshuse, og ros til lokalråd og borgerforening, der stod for mødet.

Tak for ordet!

Bent Jørgensen, Møn

Medlem, men ikke kandidat i Enhedslisten, selv om det står i Sjællandske!

Er dette en værdig optræden af SFs borgmesterkandidat Else-Marie L. Sørensen? Er det sådan en adfærd, vi skal forvente af en eventuel kommende chef for Vordingborg kommune? v/ Leif Jeberg, Præstø

SONY DSCI forbindelse med udviklingen af en ny lokalplan for Præstø midtby har forvaltningen ladet udarbejde en såkaldt potentialeanalyse, som omfatter en række spændende udviklingsinitiativer for Præstø.

Selve tilblivelsen af lokalplanen er sket i en følgegruppe med repræsentanter fra borgere i Præstø sammen med kommunens forvaltning, og arbejdet er ved dets afslutning i disse dage efter halvandet års arbejde.

Potentialeanalysen blev følgegruppen kort præsenteret for på et af vores sidste møder – lidt overraskende, eftersom vi ikke tidligere havde hørt om den. Generelt var der ros til forvaltningen for, at den havde taget initiativ til at præsentere en række spændende idéer til udvikling af Præstø. Men et af projekterne var der absolut ikke stemning for at gennemføre i den form, som det havde fået i potentialeanalysen, nemlig det såkaldte Roklub-projekt.

Som I kan se af nedenstående projektbeskrivelse, er der tale om et mega projekt, som vil få en betydelig påvirkning af Præstø havn og strandmiljøet øst fra havnen.

Klik nedenfor for at se projektet…

Potentialeanalyse Præstø Roklub projektet

Der var klare tilkendegivelser i følgegruppen for at hjælpe roklubben til et nyt og større klubhus, samt stille bedre faciliteter til rådighed for præstøborgerne og turisterne, men der var ikke stemning for et projekt i den skala, som potentialeanalysen lagde op til.

Stor var min overraskelse, da jeg fik referatet fra mødet den 17. september 2013 i Miljø- og Klimaudvalget v/ formanden Erling B Nielsen. Heraf fremgår det af "1. Orientering fra formanden – direktøren", at Kultur- og Fritidssekretariatet, samt Plan- og Miljøsekretariatet påtænkte at fremsende en ansøgning til Realdania om igangsættelsen af Roklubprojektet. På side 2 i referatet kan vi læse følgende:

Citat:
Lokalplan for Præstø bymidte – Potentialeanalyse og ansøgning til Realdania.

Som en del af arbejdet med den ny lokalplan for Præstø Bymidte er der blevet udarbejdet en Potentialeanalyse – vedlagt.

Potentialeanalysen er blevet til på baggrund af bl.a. borgernes visioner for Præstøs udvikling, og har bl.a. til formål at sikre, at der med lokalplanen ikke bliver lagt unødige begrænsninger for potentielle byudviklingsprojekter i Præstø.

Et af byudviklingsprojekterne i potentialeanalysen er et nyt klubhus for Roklubben, der samtidigt skal kunne fungere som offentligt anlæg, med omklædnings faciliteter, cafe/iskiosk, m.v. i forbindelse med den offentlige strand.

Administrationen vurderer, at dette projekt rummer mulighed for opnå støtte i Realdanias igangværende ansøgningsrunde for ”Kvalitet i kysternes turistbyer” .

Kultur- og Fritidssekretariatet, samt Plan- og Miljøsekretariatet påtænker således at fremsende ansøgning inden den 21. oktober 2013, hvor der er ansøgningsfrist.

Bilag: Potentialeanalyse – potentialeanalyse Præstø ZARK 20130902
Citat slut

Klik nedenfor for at se hele referatet…

17-09-2013 – 00 Referat uden bilag

At forvaltningen påtænkte at fremsende denne ansøgning uden, at borgerne i Præstø var blevet inddraget i udviklingen af dette mega projekt, var jo et brud på kommunens egen nærdemokratimodel.

Jeg henvendte mig derfor til samtlige politikere i kommunalbestyrelsen for at få en tilkendegivelse af, om de fandt denne fremgangsmåde korrekt.

For at gøre en lang historie kort endte sagen med, at souschefen Peter Vergo, Planafdelingen, og jeg havde en rigtig god og konstruktiv telefonsamtale, som efterfølgende resulterede i at kommunalbestyrelsen sendte mig dette svar:

 

Svar-kommunalbestyrelsenKlik for fuld størrels…

 

Som jeg svarede på således:

 

Mit-svar-til-ErlingBKlik for fuld størrels…

 

Og herefter var sagen slut med et positivt og konstruktivt resultat, som fremover vil kunne bringe lokalrådene mere i spil, når vigtige projekter skulle gennemføres i lokalsamfundet.

Men så modtog jeg her til morgen denne mail fra SFs borgmesterkandidat Else-Marie L. Sørensen:

 

Svar-fra-Else-MarieKlik for fuld størrels…

 

Og jeg skal gerne indrømme, at jeg blev temmelig paf og også meget vred. Her havde kommunalbestyrelsen, forvaltningen og jeg haft en god dialog, hvor jeg fik opklaret, at forvaltningen ikke havde været i ond tro, men ville os det bedste, men at dens håndtering af processen ikke havde været heldig. Det kom der et meget positivt resultat ud af, og alle var glade – indtil denne mail tikkede ind i min mailbox.

Som borger og vælger i Præstø bliver jeg nød til at spørge mig selv, om jeg finder Else-Marie L. Sørensen egnet som chef for Vordingborg kommune.

At kandidere til at blive borgmester for en kommune, er at sammenligne med en ansøgning til en chefstilling, og i det aktuelle tilfælde skal vi vælgere ved det kommende kommunevalg faktisk tage stilling til, om ansøgerne er kvalificerede til at blive vores chef?

Men den mail, jeg modtog fra borgmesterkandidaten Else-Marie L. Sørensen her til morgen, finder jeg, er en meget uværdig afslutning på vigtig sag for Præstø – især fordi alle parter har bestræbt sig på at afslutte sagen med den positive og konstruktive løsning, som de facto er fundet.

Jeg finder derfor Else-Marie L. Sørensen uegnet som politiker til at blive min chef som borgmester for Vordingborg kommune.

Men jeg vil meget gerne understrege, at jeg ikke bedømmer Else-Marie L. Sørensen som person. Else-Marie L. Sørensen ringede mig op i dag og undskyldte sin mail. Jeg har aldrig før talt med Else-Marie L. Sørensen, og kender hende derfor ikke personligt, men min telefonsamtale med hende overbeviste mig om, at Else-Marie L. Sørensen er et godt menneske, som jeg fik et positivt indtryk af som person.

Men min vurdering af Else-Marie L. Sørensens ansøgning om at blive min chef de næste 4 år, er, at jeg desværre ikke finder politikeren Else-Marie L. Sørensen egnet til chefstillingen.

Leif Jeberg, Præstø
Medlem af Følgegruppen for udvikling af en lokalplan for Præstø midtby

Inklusion og vold i skolen v/ Dorte Bækhave, Lundby, Kandidat for Borgerlisten

lyt-til-osI artiklen “Inklusion skaber vold i skolen” i Sjællandske lørdag blev det nævnt, at Borgerlisten har været fremme med hård kritik af inklusionsmodellen, som blev indført i 2012 og mener, den ødelægger skoledagen for de andre elever.

Den formulering får det til at lyde som om, Borgerlisten er imod inklusion og at vi giver inklusionsbørnene skylden for problemer med vold på skolerne. Det er bestemt ikke vores holdning.

Vi går ind for, at så mange børn som muligt skal kunne være med i fællesskabet, og føle sig som en del af dette.

Skal det lykkes, må skoledagen kunne struktureres, så børnenes forskellige behov kan imødekommes. Det er ikke alle, der trives i store fællesskaber hele tiden. Derfor må der, i langt højere grad, være mulighed for holddeling og for, at der kan være to lærere, eller en lærer og en pædagog, i klasserne samtidig.

Det er ikke rimeligt, at de børn vi gerne vil inkludere, nu ofte trives dårligere og føler sig mere ekskluderet, end før skolereformen trådte i kraft. Det giver dårlig trivsel for alle .

Skal inklusion lykkes, kræver det ganske enkelt tilstrækkelige ressourcer og flere hænder på skolerne. Det vil Borgerlisten arbejde for.

Dorte Bækhave

Kandidat for Borgerlisten (Å)

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Klage vedr. Kommuneplan 2013-2025 v/ Eivind Sveinbjørnsson, Stavreby

stavrebyEivind Sveinbjørnsson klager over, den manglende mulighed for både borgerne og beslutningstagerne (kommunalbestyrelsen) til at kunne læse det fulde indhold af planen på det tidspunkt planen blev vedtaget.

Eivind Sveinbjørnsson, Stavreby

Læs hele planen her:

 

Klage over kommuneplan 2013-2025

Vold i folkeskolen (2) v/ Margareta Dahlström, Borre, kandidat for Borgerlisten

lyt-til-osDet er et skridt i den rigtige retning, at problemerne omkring vold og uro i nogle af kommunens folkeskoler nu er blevet italesat – om end modstræbende og udglattende -, og var et emne på Børne- og Ungeudvalgets dagsorden ved seneste møde d. 21 oktober.

Den slags problemer har det med at vokse, hvis man forsøger at tie dem ihjel. Hurtig indsats er afgørende for at minimere skadevirkningerne både for de direkte involverede, og dem der “bare” ser på. Det ville være uhørt kynisk at vente på resultatet af den igangsatte evaluering af skolestrukturreformen, før man griber ind. Men det var det, der var lagt op til, før Borgerlisten rejste diskussionen.

Når inklusionen ikke fungerer, så er det måske især det inkluderede barn, det går værst ud over. I stedet for en win-win situation, så bliver det lose-lose, dvs. alle parter taber. Det erklærede mål med kommunens skolereform er ellers, at børnene skal trives bedre, lære mere, og i højere grad gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Resultatet kan meget nemt blive det modsatte.

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Stop ”tinnitus-vejene” i Vordingborg Kommune v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenJeg opfordrer hermed alle borgerne/ vælgerne til at protestere over kommunens vejplaner mht. de meget støjende ”tinnitus-belægninger” på kommunens veje inkl. de store, stærkt befærdede landeveje.

Den såkaldte OB (overflade-behandling) er en meget støjende vejbelægning – primært bestående af granitskærver (knuste sten) – som er til stor gene for både bilister, cyklister, løbere/ fodgængere og beboere langs vejene. Rullemodstanden er større end ved almindelig asfalt til skade for miljøet, idet bilerne bruger mere brændstof – i tillæg til at der er meget mere støj fra vejen inde i bilerne og meget mere støj langs vejene – til skade for beboerne langs vejene.

For cyklisternes vedkommende er rullemodstanden også større, og risikoen for styrt er større pga. løse småsten mv., og selve skaderne ved styrt er langt alvorligere end normalt, da OB’en nærmest kan flænse huden.

For løbernes og fodgængernes vedkommende er risikoen for at få løse småsten i hovedet markant større end ved almindelig asfalt. Den nye OB slider desuden mere på bilernes dæk og på sneplovene om vinteren end almindelig asfalt – med større udgifter til følge.

Vi borgere må så vidt muligt undgå, at kommunen systematisk ødelægger vejene med den type billig (dårlig) belægning – især på de store, stærkt befærdede landeveje. Ellers vil det bare føre til endnu mere fraflytning og forfald, og kommunen vil i endnu højere grad end nu fremstå som en fattig udkantskommune, hvor der ikke er råd til ordentlige veje. Især bilejerne, som hvert år betaler mange milliarder i afgifter, fortjener bedre.

Derfor: Protestér til ”din politiker” i kommunen, inden det er for sent!

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

Elektromagnetisk forurening v/ Lisa Vorsig, Vordingborg

Lisa-VorsigDe såkaldte “Smart Meters” er blevet installeret på mit hus og TDC har skruet senderne til naboens internet op til over 20 mega hertz.

Jeg er elektromagnetisk meget følsom.

I 10.000 vis af mennesker har klaget over gener ved denne nye teknik, som har forårsaget sygdom og cancer. Mange mennesker kan ikke være i deres hjem på grund af såkaldt uren energi eller høj frekvens energi, der dannes i deres huse antennebure. Jeg oplever problemet med antennebure her i mit hus – jeg får så rollen som antennen.

“Smart metres” arbejder med lav mikrobølge energi – hvordan kan nogen få den ide overhovedet.

Jeg ønsker disse meters taget af min ejendom og de analoge tilbage igen. Jeg ønsker også grænseværdier for hvor meget elektrisk energi TDC må benytte før de forlanger at kunderne ledningsfører deres apparater.

Lisa Vorsig, Vordingborg

Kasernekøb??? v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osKasernen tømmes for arbejdspladser i næste byrådsperiode, og ved næste valg vil et nyt forsvarsforlig nedlægge de sidste stumper.

Vel at mærke hvis kommunen lader stå til og ikke starter kampen i 2014, som jeg tidligere har beskrevet. Men der findes en anden mulighed, nemlig at købe den. Kommunalt kasernekøb er normalt en god forretning – spørg blot Næstved. En delvis overtagelse kan måske allerede starte i 2014?

Men først skal der tænkes nyt overalt i kommuneplanen, og hovsabeslutninger skal omgøres. Især skal rådhus, vejgennembrud og oplevelsescentret på Solbakken sættes på stand by, indtil kommunen ved, hvad kasernen kan bruges til. Her er i hvert fald plads til rådhus i kontorbygningerne, ligesom der er lokaler til vandrehjem, musikskole, bibliotek, kommunekøkken, cafeteriaer, kantiner, idræt, sport og teater. På kasernen og udenfor på eksercerpladsen er der udvidelsesmuligheder til f.eks. svømmehal. Tilmed findes der allerede en multihal! Og så kan der laves indkørsel til byen via kasernen fra Brovejen i stedet for et vejgennembrud fra Næstvedvej.

Her vil der blive fremragende muligheder for at involvere borgere, lokalråd, institutioner og erhvervsliv i beslutningsprocessen!

Men misforstå mig ikke: Jeg foretrækker, at der kæmpes for kasernen og de mange arbejdspladser. Men opgiver man kampen på forhånd – så køb den!

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

En god skole er forudsætningen for, at vore børn får en god start på livet. v/ Bo Manderup Jensen (V), Præstø

Bo-ManderupDer er ikke dokumentation for, at en centralisering af kommunens skoler, skaber et bedre læringsmiljø eller gladere børn – og dermed forældre. Der er heller ikke dokumentation for, at store skoler betyder bedre karakterer. Derimod betyder nedlæggelse af de nære, mindre lokale skoler, at børnenes trivsel bliver dårligere.

Besparelserne, der indhentes ved at nedlægge de mindre skoler, står ikke mål med de ulemper, der er fulgt med, både når det gælder indlæring og integration.

Lukningen af de lokale skoler betyder, at lokalsamfundet får vanskeligt ved at fastholde – endsige udvide – antallet af borgere, der bosætter sig de pågældende steder.

Derfor er jeg rigtig glad for, at initiativrige borgere i Præstø har sat sig for at etablere en privat skole i Klosternakke Skolens nuværende lokaler. Jeg er overbevist om, at dette initiativ vil gavne både elever, lærere og forældre.

I stedet for at gøre det, som alle de andre kommuner gør, så burde vi finde løsninger, der tillod os at prioritere vore lokale skoler og dermed gøre det attraktivt for nye, ressourcestærke borgere at flytte hertil.

Bo Manderup Jensen (V), Præstø

Behov for en sund kommuneøkonomi v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupDe kommende fire år skal vi effektivisere den kommunale drift og prioritere de kommunale anlægsinvesteringer.

Det kræver en ny politisk ledelse af Vordingborg kommune med Venstre for bordenden.

Det kræver, at vi inddrager private virksomheder i løsningen af de kommunale opgaver der, hvor det har mening og giver en bedre kvalitet.

I de sidste 3 år har jeg, sammen med mine kollegaer i uddannelses-og arbejdsmarkedsudvalget og repræsentanter for fagbevægelsen, været i stand til, gennem et offentligt-privat partnerskab med Falck Jobservice, at forbedre servicen for borgere, der bliver ramt af sygdom, primært gennem en hurtig og kompetent afklaring af den pågældende borgers muligheder for hurtigt at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det har samtidig betydet et mindre forbrug på over 27 mio. kr. på det kommunale budget. Penge, der har finansieret andre nødvendige udgifter og dermed har skabt rum for nødvendige prioriteringer.

Påstanden om, at den kommunale service alene afhænger af, hvor mange penge og ansatte, der er beskæftiget i kommunen, er usand og dækker over manglende vilje til at tænke nyt.

Bo Manderup (V), Præstø

Borgerlistens lytten til egen stemme v/ Jørn Rasmussen, Vordingborg

joern-rasmussenDet største problem som skolen slås med, er angrebet på samfundets vigtigste institution nemlig familien, hvor man fra politisk side præmierer institutionsopdragelse, fremfor forældreopdragelse.

Problemet er størst i de første 3 leveår. Dette blev underbygget med en 500 siders argumenttung bog fra 2013, som sammenfattende konkluderer ”Det er ikke kvinden, der er under anklage, men vi har udviklet en kultur, der er præget af massiv forbrugerisme, selvrealisering, velfærdsstatsideologi og afsporing af kærligheden.”

Et forsøg på at hæve debatniveauet bare en lille smule forstod specielt Borgerlisten´s Allan Huglstad ikke den 12/10 med sine gadedrengeagtige bemærkninger hertil med ”kvinderne tilbage til kødgryderne”. Deres slogan med at lytte til borgerne giver jeg heller ikke meget for, hvis de kun vil lytte til det, de selv vil høre.

Udsagnet at DMF er Guds gave til Vordingborg Kommune er nok provokerende, men faktisk alvorligt ment, og ja, jeg ryger kun almindelig pibetobak. Man kunne lade det komme an på en prøve ved at sammenligne partiernes hjemmesider. Men ellers vil udsagnet blive forsvaret på samtlige vælgermøder frem til den 19/11.

NB. Ovenstående har også været bragt i Sjællandske den 15/10, men med en overskrift der ikke var særligt beskrivende.

Jørn Rasmussen, Vordingborg

Brok fra Schroll v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osFru Schroll (SF) deltog i skolevalgmødet i Medborgerhuset og brokker sig i den anledning over 3 ting (Sjællandske 14/10).

For det første påstår hun, der ikke var mange lærere til stede. Passer ikke! Ca. halvdelen var lærere, og i panelet sad 4! Det kunne fruen have undersøgt i pausen, hvis hun havde blandet sig i selskabet.

For det andet hævder hun, Borgerlisten stjal debatten. Passer ikke! Der var kun 3 ”partisoldater”, der højst stillede 15 % af spørgsmålene. De andre (kritiske) spørgsmål blev især stillet af lærere/pædagoger – og med tydelig positiv opbakning.

For det tredje beklager hun sig over, at hun ikke blev klogere. Sikkert rigtigt! Men hvis hun havde taget vattet ud, var hun nok blevet klogere på ét punkt: De gamle politikere ville ikke lytte til historierne om fejlslagen inklusion, manglende ressourcer og vold. Og de havde ingen plan B, hvis evalueringen gav lærerne ret.

Hvis fru Schroll stadig ønsker at blive klogere, skulle hun gå på nettet, hvor de unge og børnefamilierne orienterer sig. Men det er også her, at de gamle partier er fraværende eller bliver fravalgt, fordi de taler med uld i mund. Se f.eks. KV13 på SN. Her dominerer Borgerlisten TOP 10 som de mest læste!

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Borgerlisten kan og vil v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osSjællandske analyserede i sidste uge det politiske landskab op til valget.

En analyse, der savnede den gamle redaktør Henning Gøtz’s spidse pen.

Avisen fokuserer på de få stemmer, der i 2009 adskilte blå og rød blok, men overser totalt de lands- og lokalpolitiske tendenser, der giver andre politiske konstellationer. Således står SF til en halvering, medens Enhedslisten og LA braser ind i byrådssalen, og de konservative står til en udradering efter deres lokale vælgerbedrag.

Det værste er dog, at analysen overser den politiske kraft, der bærer Borgerlisten frem i protest mod floskler, inkompetence og arrogance fra flere af de gamle politikere. Alt peger på, at Borgerlisten bliver valgets vinder, og at vi lægger den berømte tunge på vægtskålen og afgør navnet på borgmesteren.

Men Borgerlisten sætter også sin lid til, at mange af de gamle politikere, der kun tænker på bestyrelser, vederlag og diæter, bliver stemt ud til fordel for politikere, der vil lytte til borgerne – også efter valget.

Og ingen skal være i tvivl:

Borgerlisten er også klar til at gribe magten og selv besætte borgmesterposten. Vi kan samarbejde med alle – blot de lader ideologi, træsko og Grundtvig blive i garderoben.

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Havvindmøller skal ud på havet, hvor de hører hjemme, siger DOF Storstrøm v/ Henrik Dahl

Henrik-DahlDOF-Storstrøms bestyrelse har på et bestyrelsesmøde den 3.10 besluttet fremover at arbejde imod opstilling af havvindmøller på land i hele Storstrøm.

Kæmpemøller er en belastning for fugle og natur og ikke mindst for de mennesker, som skal bo tæt op ad møllerne. Vi mener at teknologien omkring solceller nu er så langt fremme, at man kan vælge solenergi som alternativ. Der skal jo også produceres strøm når det ikke blæser og solcelleanlæg generer hverken natur, fugle eller mennesker.  Endnu er ingen fugl kommet til skade i et solcelleanlæg.

Der er problemer med fuglekollisioner og vindmøller særligt over land. Nye undersøgelser viser, at problemet er der i varierende grad og at placeringen af møllerne har stor betydning for antallet af kollisioner. Kystnære placeringer skal undgås.

Kæmpemøller er en belastning for fugle og natur og ikke mindst for de mennesker, som skal bo tæt op ad møllerne. Vi mener at teknologien omkring solceller nu er så langt fremme, at man kan vælge solenergi som alternativ. Der skal jo også produceres strøm, når det ikke blæser og solcelleanlæg generer hverken natur, fugle eller mennesker.  Endnu er ingen fugl kommet til skade i et solcelleanlæg.

Der er størst problemer med fuglekollisioner og vindmøller over land. Nye undersøgelser viser, at problemet er der i varierende grad idet placeringen af møllerne har stor betydning. Kystnære placeringer skal frem for alt undgås.

DOF storstrøm har gjort indsigelse mod planer om opsætning af 5 kæmpemøller ved Koster på det nordlige Møn. Vi har fået medhold to gange i vores kritik af vvm-redegørelserne, hvor vi har påpeget mangler og manglende evidens, der har givet mølleplanerne et “farvet” lys. Projektmagerne forsøger nu for tredie gang – bistået af Vordingborg kommune – at få projektet godkendt. Her i efteråret 2013 foretages igen fugletællinger på Koster af projektmagernes konsulentfirma. Vi må i DOF Storstrøm ikke se data fra disse undersøgelser, med henvisning til at det er konsulentfirmaets ejendom. Vi finder det i DOF Storstrøm grotesk, at der skal være hemmelighedskræmmeri omkring fugletællingerne på Koster, og i særlig grad, når man har ansat en af “vore egne ornitologvenner” til at udføre opgaven.

Derfor er vi gået igang med optællinger på Koster parallelt med ornitologen Preben Berg, der er ansat som fugletæller for projektmaernes konsulentfirma, Marine Observers.

Vi har svært ved at se, at der kan komme så meget nyt for dagen i dette tredje forsøg, og vi vil igen sikre, at alle data omkring fugle og møller bliver ordentligt bearbejdet i den kommende vvm redegørelse – og er de ikke det, eller er konklusionerne fordrejede, manipulerede eller mangelfulde, ja så vil vi naturligvis igen gøre indsigelse mod opstilling af møller klods op ad to fuglebeskyttelsesområder, og som er så indlysende fejlplaceret.

Udviklingen går imod opstilling af havmølller på land, og det må være på tide at genoverveje tilskud til den grønne omstilling og få delt sol og vind lige.

DOF Storstrøms beslutning om at arbejde imod alle planer om opstilling af kæmpemøller på land, skal ses i sammenhæng med vores bekymring for fugle, natur og mennesker og i særlig grad vores ønske om særlig beskyttelse af Rød Glente, Havørn og Vandrefalk og andre rovfugle, traner og storke, som har vist sig at være særligt sårbare.

De væsentligste argumenter imod opsætning af møller på land er, at der over land dannes termik og at rovfugle søger føde under møllerne.

Dette sker ikke til havs.

Med venlig hilsen

Henrik Dahl
Bestyrelsesmedlem DOF Storstrøm

Hvor bliver spildevandet af? v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenJa, fra Hårbølle løber det ud i Hårbøllebækken, som indtil for få år siden var rørlagt helt ned til Fanefjord Kirke.

Men stadige oversvømmelser, især på Bøllegårdens jord betød, at vi fik frilagt bækken til et åbent vandløb, ligesom de to næste gårdejere frilagde bækken, helt ned til kirken. Det har samtidig betydet, at der nu løber renere vand ud i Fanefjorden, fordi et frilagt vandløb rummer mange vandrensende planter og dyr, også i en grad, så ørred søger op i bækken og gyder hver vinter, ifølge vores lokale lystfiskere.

Alt er således i orden, bortset fra at kommunens biolog med mellemrum foretager målinger af bækkens renhed, som afsløres ved antallet af mikrodyr i vandet, en renhed som i dag er god, men ikke ren nok til godkendelse. Det skyldes, at alt hvad vi hælder i vores vaske og toiletter af kemikalier og vaskemidler slår bækkens mikrodyr ihjel.

Så også i egen interesse, bør vi stoppe al unødvendig brug af kemi i vores spildevand, der havner i bækken, det smukke blå toiletvand er til eksempel stærkt giftigt for dyrelivet. Og hvorfor nu det? Ja udover gevinsten for miljøet, så betyder en renere Hårbøllebæk, at vi kan undgå den bebudede kloakplan med individuelle rensningsanlæg ved hver husstand til mellem 50 og 100 tusinde kroner plus en spildevandsafgift på nu 40 kr. pr m3, hvis man vælger at lade “Vordingborg Forsyning” stå for etablering og drift af et husanlæg.

Det samme gælder selvfølgelig andre steder på Møn i “det åbne land”, der også kan omfatte landsbyer, så her er da en opgave for lokale beboere, at undersøge hvor spildevandet bliver af og hvor rent er det mon?

For miljøets og vores pengepungs skyld!

Bent Jørgensen, Møn

Sådan redder vi kasernen! v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osI næste byrådsperiode tømmes Vordingborg Kaserne, og næste forsvarsforlig forberedes.

Der er én kaserne for meget på Sjælland, og enten lukkes Vordingborg eller Høvelte. Planen var at flytte Livgarden til Vordingborg, men det blev forpurret af politiske rævekager.

Men Borgerlisten har en plan! I 2014 nedsættes en task force med embedsmænd, politikere og repræsentanter fra erhvervsliv og kaserne suppleret med folketings- og regionsmedlemmer fra nærområdet.

Gruppens opgave bliver at:

  • følge forberedelserne af næste forsvarsforlig,
  • følge situationen på Høvelte Kaserne, hvor en renovering på 200 millioner vil være døden for vores kaserne,
  • påvirke Forsvarsudvalget og folketingsmedlemmer i nærområdet, herunder nye medlemmer efter folketingsvalget,
  • skabe en fælles front blandt kommuner i nærområdet,
  • ajourføre en hvidbog, der dokumenterer en luknings konsekvenser for nærområdet.

Målet: At flytte Livgarden til Vordingborg sammen med Forsvarets Sundhedstjeneste og flere mindre stabe og enheder, i alt 800 arbejdspladser ekskl. værnepligtige.

Vi skal lære af jyderne, der stjæler både vores kaserner og motorveje. Det er for sent at mobilisere kl. 5 minutter i 12. Derfor skal vi i gang nu!

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Afstemning haster! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenMed en frist til den 20 oktober, er der nu valg af 2 brugerrepræsentanter til Vordingborg Forsyning (vand, spildevand, affald), som alle borgere i kommunen er tilmeldt.

Valget er dog forbeholdt brugere af computer, idet det foregår på nettet. Især for beboere i det såkaldte “åbne land”, hvorunder der også kan høre landsbyer, er det vigtigt at følge med i, hvad der foregår på spildevandsområdet, så man ikke udsættes for kostbare hovsa-løsninger, som den beboerne i Magleby på Møn har oplevet.

Desværre fungerede afstemningen ikke hos os. Man bliver bedt om at anføre sit kundenummer ved afstemningen, og det står ganske rigtigt, til eksempel, på ens PBS-kvittering, blot har banken tilføjet nogle ekstra cifre, men hvem aner det? Så den gik ikke. Som en tålmodig mand, ringer man så til Vordingborg Forsyning, (55353700), og får renset sit kundenummer for overflødige cifre, men stadig uden held med afstemningen. Tilslut er sekretæren så venlig at foretage afstemningen, så just hemmelig kan man ikke kalde den.

I respekt for demokratiet, kunne man jo have henlagt denne afstemning samtidig med kommunalvalget, så alle berørte borgere fik mulighed for at stemme, det kunne endda hæve stemmeprocenten med dette ekstra tilbud!

Bent Jørgensen, Møn

“Hovedløs inklusion i Vordingborg Kommune”, skriver en lærer på DH-Vordingborg/Danske Handicaporganisationers hjemmeside v/ Leif Jeberg, Præstø

DH Vordingborg Hovedløs inklusion

Vogterne har i flere indlæg kritiseret inklusionens gennemførelse i Vordingborg kommune.

Ikke kritik af visionerne bag inklusionen, men en kraftig kritik af, at kommunalbestyrelsen og embedsværket ikke har efterlevet forskernes udtalte forudsætninger for inklusionens succes.

I den anledning har Stella Steengaard, Tovholder i Børn/unge-netværket, Danske Handicaporganisationer, anklaget mig for at drive hetz på børn med særlige behov, og Anders J Andersen (S), som har været aktiv i handicapbevægelsen i 25 år, beskylder mig for at være et ondt menneske og at sparke til en gruppe af mennesker i en udsat position.

Det er sundt en gang imellem at undre sig, og jeg undrer mig såre over årsagen til disse beskyldninger. Jeg er naturligvis klar over, at der er mange følelser involveret i børns og voksnes ulykkelige skæbner, men jeg har meget svært ved at forstå, at de to personer finder det korrekt at skyde budbringeren i stedet for at lytte til budskabet?

Stella og Anders kan da ikke være uvidende om, at inklusionen i Vordingborg kommune efterlader det ene spor efter det andet af utrygge forældre, børn der mistrives og er bange for skoledagen og lærere, der er frustrerede over manglende ressourcer og kompetencer til at leve op til inklusionens visioner?

Stella og Anders, hvordan kan I ignorere disse kendsgerninger, og hvordan kan I lukke øjnene for overskrifter som: “Hovedløs inklusion i Vordingborg Kommune” på jeres egen handicaporganisations hjemmeside?

Se lærens indlæg her…

Læs hele kronikken i folkeskolen.dk her…

Mener I virkelig, at I tjener jeres sag bedst ved ikke at se virkeligheden i øjnene og at forsøge at lukke munden på os, der forsøger at råbe politikerne op, og tvinge dem til at gøre deres arbejde ordentligt?

Tro det eller lad være, men vi, som kritiserer kommunens håndtering af inklusionen, er ikke jeres fjender, vi vil bare ikke sidde med hænderne i skødet og se på, at børn med særlige behov og ellers velfungerende børn får frastjålet et af deres vigtigste udviklings- og formningsstadier i deres liv på grund af uansvarlige politikere.

Leif Jeberg

Fra tilhørerpladserne! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenEr der nogen der står sammen i enighed om egen fortræffelighed, udi den kommunale styrelse, så var det politikerne forsamlet i Byrådssalen den 10. oktober til deres sidste møde, inden de skal til eksamen og høre vælgernes dom til kommunalvalget, en dom som de med god grund kan frygte.

Derfor var dette møde da også nærmest en opvisning i teambuilding, hvor ordfører efter ordfører byggede den samlede gruppe op med mange rosende ord om den førte politik, og hvor indsigelser nærmest havde karakter af smådrillerier, der blev afleveret for et syns skyld.

Borgerens indignerede røst og den sociale samvittigheds stemme, som den er kommet til udtryk i utallige læserbreve, fandt man ingen talsmand for i Byrådssalen. Der er ellers nok af eksempler at tage af, først og fremmest den nye skolestruktur, som politikerne nærmest forholder sig laboratorieagtigt, eksperimentelt til, for lad os nu se hvad evalueringen vil fortælle os til næste år, lyder det fra salen.

Partiet Venstre vil sikkert stille sig kritisk an i valgkampen, for der er jo stemmer at hente her, men til det afgørende møde hvor skolestrukturen blev vedtaget, med demonstration og tilhørere helt ud på gaden, blev der foreslået en “time out”, der ville udsætte beslutningen et år, sandsynligvis til et bedre resultat. Men her ville Venstre ikke være med, for det var nu skolestrukturen skulle vedtages.

Også kæmpeindsatsen mod vindmøllerne på Kostervig på Møn, med tusindvis af borgere involveret, ja den indsats blev heller ikke nævnt, for nu afventer man endnu en rapport, bekvemt efter valget, selvfølgelig. Tilbage står, at flertalsgruppen har været ihærdige fortalere for disse godsejer-møller, for miljøets skyld hedder det sig, miljøet for borgerne på Møn har ikke været så vigtigt at omtale.

Borgmesteren indledte mødet med en lang, rosende “pep talk”, om kommunalbestyrelsens indsats i de forgangne fire år, som han afsluttede med et, “Vordingborg er kommet på Danmarkskortet på en rigtig flot måde”. Pladsen er desværre, eller heldigvis, for knap til at nævne den selvros, som partierne helt klart havde brug for til at stive sig af med, inden det bekymrende møde med vælgerne.

Mit bedste råd vil være, send så mange som muligt af de nuværende politikere på pension, det kan kun blive bedre med nye folk i Byrådssalen.

Bent Jørgensen, Møn

Vold i folkeskolen v/ Margareta Dahlström, Borre, kandidat for Borgerlisten

lyt-til-osBorgerlisten får for tiden henvendelser om vold på en del af kommunens folkeskoler.

Vold mellem eleverne, og vold imod lærerne. Rystende læsning, og nyt for mig.

Kvælertag, spark i hovedet, piger der er afhængige af en stærk dreng, der beskytter dem. Sten og stole der bliver smidt rundt med. Børn der er vidner, men ikke tør gribe ind. Børn, der ikke henvender sig til de voksne, fordi de har lært at det ikke nytter. Voksne der har opgivet kommunikationen med skolen af samme grund. En kommunal ledelse, der kun vil høre de gode historier!

Problemerne synes at være koncentreret til reelt gårdvagtsløse frikvarterer, samt de lærerløse “fyldtimer”, som  er indført med skolereformen i sidste år. Trods bred enighed om, at vellykket inklusion er et efterstræbelsesværdigt mål, så får sløjfningen af centerklassen med trygge rammer sin del af skylden.  Inklusionen har været for hårdhændet, og uden den fornødne tilførsel af ressourcer.

Problemet kalder på italesættelse og løsning, ikke fortielse. Her og nu, ikke om et år.

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Udskyd Spildevandsplanen v/ Margareta Dahlström, Borre , kandidat for Borgerlisten

lyt-til-osUdvalgsbehandling og vedtagelse af Spildevandsplan 2013-2024 bør udsættes yderligere.

Som minimum til efter det nye Byråds tiltrædelse i januar 2014. P.t. er det lagt op til hastegodkendelse lige inden Jul.

Det er godt, at Vordingborg Forsyning vil nedsætte vandafledningsafgiften til 40 kr/m3, og finansiere det gennem et langsommere kloakeringstempo. Men det handler ikke kun om tempo. Det handler også om kvalitet. Erfaringerne viser, at dårligt planlagt kloakering giver store ekstraregninger, som også skal finansieres over afledningsafgiften.

Det handler også om hensyn til borgere og virksomheder. Uigennemtænkt kloakering giver gener og kiv – og mere dårligt image.

Eksempler er der nok af: Magleby, Masnedsund, eller skel til Faxe, hvor Forsyningen står tilbage med en ekstraregning på et tocifret millionbeløb.

Også i spørgsmålet om kloakering, må kommunen lære at optræde som serviceorgan og ikke som utilnærmelig myndighed. Borgernes egne løsningsforslag skal velkomnes, ikke affærdiges som irritationsmomenter. Som regel  giver det bedre og billigere løsninger.

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat til Vordingborg Forsyning Forbrugerrepræsentantvalg 7-20 oktober

Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

En spade er en spade v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osAnders Andersen (Soc.dem.) skriver i Sjællandske 4/10 om sine skoleerfaringer som ”inkluderet” kørestolsbruger og hævder, at der sparkes på et mindretal.

Men der sparkes ikke! Der er blot behov for at sige tingene i klart sprog, da velmenende politikere ikke vil fortælle sandheden om inklusionen af specialklasseelever.

Kære Anders. Du blev ikke – utryg og ensom – placeret i en klasse uden tilstrækkelig støtte. Du bed, slog og sparkede ikke læreren. Du gav ikke din sidekammerat en albue i øjet. Du forstyrrede ikke undervisningen ved at skrige, smække med døren eller kravle i vinduerne. Du løb ikke rundt på gangen eller udenfor skolen – uden hjælp.

I flere tilfælde er inklusionen lykkedes, men i mange – måske de fleste – er inklusionen en fiasko for alle: elever, specialklassebørn, lærere, politikere og folkeskolen. Regeringen mener, at 4 % skal være i specialklasser – vi har kun 1,3 %! Vi har altså puttet mange flere ud i klasserne og ofte med psykiske diagnoser.

Spørg dine venner i byrådet om stigningen i anmeldt fysisk vold mod lærere og pædagoger. Spørg også om det stigende antal elever, der flyttes til privatskoler. Og spørg så hvorfor.

Og lad os så kalde en spade for en spade!

Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Skyklapper og glasøjne v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osVed skolevalgmødet i Vordingborg  8. okt. var der desværre kun få forældre, men til gengæld mange lærere. I panelet savnede man Børne- og unge-udvalgets formand og næstformand, som næppe havde lyst til at deltage.

Som forventet omhandlede debatten den delvis fejlslagne inklusion af specialklasseelever og manglende ressourcer. Og som forventet leverede byrådsmedlemmerne et uinspireret forsvar suppleret med såkaldte ”visioner”.

Højdepunktet var Eva Sommer-Madsens forslag om havregryn til eleverne – en Venstre-mærkesag? Og Jørn Rasmussen ønskede kvinderne tilbage til kødgryderne og mente, Demokratisk Alliance var Guds gave til kommunen! Oppositionen bestod af de unge kandidater fra LA, Borgerlisten og DF, der røbede større skolekendskab end de siddende politikere. Men de er heller ikke sløvet af 4 år i byrådet.

De skrækkelige eksempler på vold i skolerne prellede af på den faste stok, og et spørgsmål om hvad de ville gøre for at genoprette situationen i 2014, blev mødt med sløve øjne og undvigende svar.

Tilbage sad man med det indtryk, at kom man i byrådet, ville man få udleveret skyklapper og glasøjne, men dog med hørelsen i behold – og den vil Borgerlisten bruge til at lytte til borgerne!

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

vordingborg-kommune-borgerliste

Skadelig trafikomlægning i Vordingborg v/ Bo Brebøl, Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg – liste Å

lyt-til-osDet planlagte vejgennembrud fra Næstvedvej/Algade til Valdemarsgade er ikke til gavn for Vordingborg.

Voldsomme trafikomlægninger i en historisk bykerne er ikke længere god skik. I mange andre byer har man fortrudt tidligere tiders ødelæggende vejgennembrud. Omlægningen af trafikken fra handelsstrøget Algade til et baggårdscenter, som er blevet skrottet efter intens kritik, tyder på, at den snart afgående kommunalbestyrelse forsøger at give planerne om et rådhus- og forretningscenter bag Algade nyt liv. Til det vil de bruge 40 mio. kr. Det vil skade den rest af handel, der er tilbage i Algade, og det vil ødelægge sammenhængen i den historiske bykerne.

Der er ikke behov for vejgennembruddet, fordi Brovejen allerede eksisterer som omfartsvej. Det vil være mere fremsynet og mindre ødelæggende at bruge pengene på at forbedre adgangen via Københavnsvej og eventuelt senere ved kasernen og ved den nye Masnedsundbro.

Der er ingen grund til at demonstrere magtens arrogance. Lyt i stedet til borgerne!

Venlig hilsen

Bo Brebøl
Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg – liste Å

vordingborg-kommune-borgerliste

PRESSEMEDDELELSE – lyttilborgerne.dk

lyt-til-osDen nystiftede, tværpolitiske Borgerlisten i Vordingborg Kommune, er nu klar med en  hjemmeside: lyttilborgerne.dk.

Borgerlisten opstiller med foreløbig 4 kandidater til Kommunalvalget, som “Liste Å”. Der er stadig plads til flere engagerede kandidater, henvendelse på mail@lyttilborgerne.dk.

Borgerlisten er opstået efter mange henvendelser fra borgere, der er utilfredse med tingenes tilstand. Den udfordring har Borgerlisten taget op, fordi vi selv er utilfredse med de gamle partiers afvisning af at involvere borgene i vigtige beslutninger. Som eksempler kan nævnes skolestrukturreformen, Kostervig-vindmøllerne og bycenterplanerne. Kommunens manglende lydhørhed over for borgernes massive og velbegrundende indsigelser resulterer i dårlige beslutninger, som yderligere forringer kommunens i forvejen svage position som bosætnings- og erhvervskommune.

Borgerlisten mener, at der er brug for et kraftigt indspark, så vi kan få gang i en sundere politisk kultur. En velfungerende kommune handler ikke om hvilken partifarve politikerne har, men om at de kan skabe gode løsninger og gode strategier, til gavn for borgerne.  Vi har ikke brug for de evindelige hovsa-beslutninger, hvor politikerne tørrer ansvaret af på dyre konsulentrapporter. Politikerne skal selv sætte sig ind i tingene, og inddrage borgerne meget tidligt i beslutningsprocesserne.

Hvor de politiske partier, og i særdeleshed flertalsgruppen, går i en stor bue uden om eksempelvis den hårdhændende inklusion af børn med særlige behov i skoleklasserne, finder Borgerlisten det vigtigt at italesætte de her ting, og ikke bedrive strudsepolitik. Et andet eksempel er kloakeringen, hvor der er brug for sund fornuft, proportionssans og hensyn til borgerne. Borgerlisten  mener, at det er vigtigt at spotte de problematikker, som har størst betydning for kommunens fremtid, og at se problemerne i en større sammenhæng.

Borgerlisten er imod yderligere centralisering, da 60% af kommunens indbyggere bor uden for købstæderne. Når vi er modstandere af nyt rådhus til 123 millioner, så handler det ikke kun om økonomisk forsvarlighed, og at der også skal være råd til ordentlige forhold på eksempelvis kommunens folkeskoler. Vores nej til nyt rådhus handler også om, at decentrale afdelinger som Teknik og Miljø i Langebæk skal bevares, så det hele ikke ligger i Vordingborg.

Kommunen skal have styr på sin egen “butik”, så vi kan udstikke den rette kurs udadtil. Der er brug for fokus og imødekommenhed over for erhvervslivet inkl. turisme. Herunder er der brug for en god og fremsynet strategi for internet og mobildækning. Vi skal gøre det der skal til for at Vordingborg Kaserne kan bevares – det giver faktisk god mening også nationalt. Hvis det lykkes, betyder det 800 arbejdspladser.  Hvis det mislykkes, er der rigeligt plads til både Rådhus og kommunens samtlige folkeskoler, og meget mere, i de velholdte bygninger!

På hjemmesiden lyttilborgerne.dk kan du læse om Borgerlistens politik. Hjemmesiden er også tænkt som en platform for dialog. Alle er velkomne til at skrive relevante indlæg.

Derudover rummer lyttilborgerne.dk en del baggrundsstof og nyheder, såvel fra officielle kanaler som via jungletrommerne. Lyttilborgerne.dk bestræber sig på at holde en god og faktuelt sober tone, dog indimellem med lidt “kant”.

Med venlig hilsen

Margareta Dahlström
Webmaster og kandidat for Borgerlisten i Vordingborg Kommune

vordingborg-kommune-borgerliste

Anders Andersen (S), anklager mig for at sparke til en gruppe af mennesker i en udsat position, ja, han anklager mig faktisk for at være et ondt menneske v/ Leif Jeberg

Leif-ProfilKære Anders Andersen (S), i dit indlæg d. 4. oktober anklager du mig for at sparke til en gruppe af mennesker i en udsat position, ja, du anklager mig faktisk for at være et ondt menneske.

Anders, du er et stærkt menneske. Vi har siddet i samme gruppe i ca halvandet år, og der har jeg lært at respektere dig som et helt menneske. Du har en ulykkelig historie, og selvom du har en funktionsnedsættelse, så ser vi det jo ikke. Du besøger Akropolis – endda på toppen, du afslår mit tilbud, når jeg vil hjælpe din kørestol gennem gruset, du afslår, at jeg skal flytte stole, når du skal til mødebordet. Du kan selv, vil selv. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at du ville skabe tvivl om din personlige integritet, som du nu gør. Du er nu blevet politiker, Anders, og nu går du efter manden i stedet for bolden. Mht de forskningsresultater, du refererer til, har jeg i to læserbreve påpeget, at inklusionens succes har nogle forudsætninger, der ikke er opfyldt. Nu er du politiker, Anders. Og så forholder man sig ikke længere til fakta? Kære Anders, vil du vælges på medlidenhed, eller på politiske budskaber?

Se debatten i Sjællandske nedenfor, og bedøm selv, hvad der er op eller ned i debatten om inklusionen og dens politiske indførelse. Indlæggene er i omvendt kronologisk rækkefølge:

Anders kalder mig for ond

Mit svar 2 til Stella
Stella 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mit svar til Stella

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stella Steengaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leif Jeberg

18 % flere penge per elev v/ Margareta Dahlström, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osBirgitte Steen Jørgensen (R) og Børneudvalgsformand Peter Jonassen (SF) fremhæver nu, at kommunen rent faktisk bruger flere penge per elev end før reformen.

Ganske nøjagtig 56.800 kr per elev i 2013 mod 48.000 i 2009. En stigning på 18 % per elev.

Hvordan hænger det sammen?

Oplevelsen ude i skolerne er ikke, at der er tilført flere ressourcer, men at reformen var en spareøvelse. Skolelukninger og forceret inklusion med store omkostninger for elever, forældre, lærere og hele lokalsamfund  –  og så giver vi oveni købet flere penge for det!

Tænk hvis vi havde bevaret tilbuddene til børn med særlige behov, tænk hvis vi havde bevaret Kalvehaveskolen  –  kort sagt bevaret det der virkede – og så tilført 18 % per elev! Det havde givet et løft!

Vi har brug for en straksevaluering af inklusionen, og afhjælpning af de værste utilsigtede konsekvenser. Det er ikke godt nok, at vente til skoleåret 2014/2015, som den igangsatte evaluering til 1,6 millioner kr. lægger op til.

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat Borgerlisten

vordingborg-kommune-borgerliste

Åbent brev til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune vedr inklusionsprojektet? v/Leif Jeberg, Præstø

Leif-ProfilLærere og forældre udtrykker stor bekymring over kommunens inklusionsprojekt.

Senest har Stella Steengaard, Tovholder i Børn/unge-netværket, Danske Handicaporganisationer Vordingborg refereret til Århus Universitets review af aktuelle forskningsresultater ifbm inklusion af børn med særlige behov, jf “Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen”, C. B. Dyssegaard, et al, januar 2013, Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Århus Universitet.

Her beskrives forudsætningerne for, at inklusion kan få en positiv effekt på alle elevers faglige og sociale udvikling.

Når Stella Steengaard omtaler denne forskning tillader jeg mig at antage, at hun har forfægtet kravene til succes med inklusionen over for kommunen, således som de kommer til udtryk i reviewet?

Forudsætningerne kan omskrives i disse spørgsmål.

  • Hvilken efteruddannelse, har I givet lærerne ved indførelsen af inklusionen?
  • Hvilke og hvor mange ressourcepersoner med hvilke kompetencer har I tilført skolerne?
  • Hvilke særlige undervisningsmetoder er der indført overfor elever med særlige behov?
  • Hvilke interventionstiltag er gennemført til støtte for undervisningen?

Jeg forestiller mig, at kommunalbestyrelsens politikere gerne vil retfærdiggøre, at deres inklusionsprojekt ikke er et spareprojekt, og det kan jo let klares ved, at politikerne besvarer disse spørgsmål, som forskerne har fundet frem til, er helt afgørende for inklusionsprojektets suces?

Så kære politikere vil I venligst besvare disse spørgsmål, således at forældre og lærere kan forholde sig til jeres implementering af inklusionen í kommunens folkeskoler, når de går til valg til november?

Til forældre og lærere, husk ved valgmøder og lignende at forholde politikerne til disse spørgsmål.

Leif Jeberg, Præstø