Søg et parti?

Monthly Archives: January 2015

Affaldstur v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenBestyrelsen for affaldsselskabet, Affald-Plus, vil rejse helt til Californien, for at studere affaldshåndtering der, en flyrejse med 20 politikere og embedsmænd, som ihvertfald vil resultere i temmelig meget CO2 affald, svarende til, hvad 5 familiers årsforbrug af energi udleder.

Allerede for 15 år siden, gjorde jeg i en række artikler, "Guld i Affald", opmærksom på det kæmpe spild af værdier der foregik på genbrugspladserne, Samtidig fortalte jeg om en studietur for egen regning, som jeg havde foretaget til Thisted, hvor kommunen ved siden af deres genbrugsplads, havde åbnet en kæmpe butik, hvor unge menesker, istandsatte og solgte ting fra genbrugspladsen. Men den fortælling, var der ingen der reagerede på dengang.

Derfor er det glædeligt, at der langt om længe er etableret en tilsvarende butik, drevet af Afald-Plus, ved siden af genbrugspladsen på Ydernæs i Næstved, med en omsætning forlyder det, på 2-300 hundred tusind pr. måned. Det har selvfølgelig givet Affald-Plus blod på tanden, så der nu bliver etableret tilsvarende butikker ved selskabets 6 genbrugspladser på Sjælland. Til gengæld må velgørende foreninger, der før fik ting fra nogle af pladserne, finde andre steder at samle ind.

De ekstra indtægter som Affald-Plus hermed får, skal ihvertfald ikke gå til velgørenhed, og det pænt store gebyr på 986 kroner til genbrugspladsen, som hver hustand betaler årligt, er ihvertfald ikke sat ned. Men det er da klart, når bestyrelsen bogstavelig talt har så højtflyvende planer, og ikke kunne nøjes med at sende fire mand afsted, så det bliver da spændende at se den samlede regning, for turen til Californien.

Bent Jørgensen, Møn

Millionerne ruller i Vordingborg v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenSiden 2007 har Vordingborg Kommune givet et ekstraordinært tilskud på 2.5 million om året til Danmarks Borgmuseum på Ruinterrænet, udover større tilskud og lånegarantier.

I samme tidsrum har kommunen, blandt andet, lukket 2 skoler, nemlig Klosternakke Skole i Præstø og Kalvehave Skole, for at spare godt 2 millioner ialt, i årlige driftsudgifter.

Jeg sætter stor pris på museer og formidling af historisk stof, men når vi taler om børn og deres muligheder her og nu, så ville jeg klart have foretrukket de to skoler, også i betragtning af deres værdi for den lokale bosætning.

Museumsstof løber ingen vegne, så lad os spare på de dyre ambitioner og satse på nutiden, både for børn og voksne.

Bent Jørgensen, Møn

Rive-ned-lyst! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenEfter kommunen før nytår, rev 38 huse ned på Østmøn, som måske istedet kunne have dannet basis for unge familier, til en billig penge, fortsætter man i det nye år, ifølge udvalgsformand Kirsten Overgaard, med hendes forslag om, at rive SFO-bygningerne ned, på skolerne i Hjertebjerg og Fanefjord.
 
Kirsten Overgaard mener, at SFO-børnene kan integreres i skolerne, hvilket formanden for bestyrelsen i Møn Skolen, dog kraftigt imødegår. De SFO-bygninger der er tale om, er i Kirsten Overgaards mund blevet til barakker og så søger hun, som politikere før hende, kortsigtet dækning for forslaget, i befolkningsprognoserne, med risiko for en selvopfyldende profeti.
 

Åbenbart er hverken Vestmøn Lokalråd eller Fanefjord Beboerforening blevet hørt i denne sag og om der har været orientering i Hjertebjerg, skal jeg ikke kunne sige. Mig bekendt, har der ofte lydt røster om, at skolerne skulle være mere en del af lokalsamfundet, simpelthen ved, at skolerne i højere grad blev brugt som samlingssteder for det lokale liv.

Så hvis Kirsten Overgaard får sin vilje til, i første omgang at flytte SFO-eleverne ind på skolerne, ja så står de efterladte bygninger, som det bedste tilbud for allehånde aktiviteter. Men det lokale interesserer ikke politikerne, som hellere ser statusprojekter vokse op i Vordingborg.

Bent Jørgensen, Møn

Kærlige klap til Knud fra Borgerlisten v/ Allan Huglstad formand for Borgerlisten i Vordingborg Kommune

Allan-HuglstadStore forventninger blev knyttet til Knud Larsen (KL) som borgmester, men 2014 har skuffet mange.

I dag ved vi, at KL blev borgmester på en løgn vedrørende rådhusets renovering. Knuds ledelsesstil blev åbenbaret med et brudt løfte om en uvildig undersøgelse af Magleby-kloakeringen og en kulturløs DF’er i spidsen for Kulturudvalget. Da de manglende evner kynisk var udstillet, blev manden droppet.

2014 fortsatte med gode intentioner, men manglende handling. Som led i en ny erhvervspolitik besøgte KL (større) virksomheder, medens det skortede på erhvervsfremmende handlinger, f.eks. nedsættelse af grundskyldspromillen, bedre velfærdsservice eller biler i Algade. KL har heller ikke magtet at lukke gamle møgsager som vindmøllefarcen i Kostervig trods flertal mod vindmøller eller miljøsvineriet på Camping Møns Klint. Hertil kommer uløste kloaksager bl.a. på Møn og i Øster Egesborg, der kan medføre tilbagebetaling af millionbeløb.

På kaserneområdet har KL udvist stor tålmodighed og handlingslammelse. I stedet for soldater har han lade sig nøje med 125 hjemmeværnsfolk, hvis ankomst er tvivlsom. Flytningen viser sig at være meget dyrere end budgetteret, og HJV vil ikke flytte til en kaserne, der måske lukker om 3 år.

KL introducerede endnu et løftebrud med ekstra udgifter, da han flyttede kunstgræsbanen til Panteren – et fantastisk projekt, hvis finansiering og betydning for kultur, idræt og service udenfor Vordingborg ingen kender.

På skoleområdet er der ro – tilsyneladende. For under overfladen ulmer det: Syge lærere, stort vikarforbrug, færre voksne i klubberne og fortsatte inklusionsproblemer. Forhold, der truer folkeskolereformen og målet om flere unge i uddannelse.

KL var i 4 år en tilbagelænet oppositionsleder, og 2014 har ikke bragt meget nyt. KL ønsker sig et pænt eftermæle og en god pension. Det sidste får han, men eftermælet bliver tvivlsomt, hvis ikke KL de næste 3 år bliver mere handlingsorienteret, samarbejdsvillig og lydhør. Men der er gudskelov håb endnu.

Allan Huglstad

Formand for Borgerlisten i Vordingborg Kommune