Søg et parti?

Monthly Archives: June 2016

HURRA-ord fra Venstre v/Allan Huglstad, Vordingborg

Allan-HuglstadVenstres borgmesterkandidat, Michael Seiding Larsen (MSL), brugte sin Grundlovstale til en peptalk med en masse hurra-ord om alle de gode ting, Venstre har gjort og vil gøre.

F.eks. skal vi glæde os til det nye vandhus, men ikke et ord om de mange handicappede borgere, der har svært ved at glæde sig.
”Vi river bygninger ned, så der kommer en ny central passage til gågaden” – hvilket ”har til formål at styrke handlen omkring Algade”. Hvem andre end Venstre tror på, at et hul i Algade giver mere handel?

”Der er brug for en sund og forsvarlig økonomisk politik”. Enig! Er det derfor, Venstre har reduceret kommunekassen fra 169 til 55 millioner?
Ifølge MSL har kommunen aldrig været mere demokratisk, fordi ”aktindsigt i sager har aldrig været mere omfattende”. Mange aktindsigter er vel snarere symptom på, at noget er galt? F.eks. dårlig sagsbehandling, vennetjenester eller andet udemokratisk.

”Det gælder om at finde håret i suppen”. Tænker MSL på en godsejers 40 års miljøsvineri på Østmøn? Eller ulovligt opkrævede tilslutningsbidrag for millioner af kroner? Eller overdreven inklusion i skolerne, hvor elever med svære diagnoser tabes på gulvet? Eller ødelæggelse af folks livskvalitet, turisme og tilflytning ved opstilling af kæmpevindmøller? Eller brug af Round Up?

MSL kan ikke lide ”personlige angreb”. Men hvad er det? Hvis borgmesteren mener, hans underskrift ikke betyder noget, skal han vel belæres om, at en underskrift for almindeligt dødelige er juridisk gældende? Hvis en miljøformand smider affald i Stege Bugt, er det vel ikke et ”personligt angreb” at fortælle manden, at han som miljøforurener er uværdig til at bestride et offentligt tillidsjob? Er det demokratisk at lade som ingenting?

”Stoler vi ikke på demokratiet”, spørger MSL retorisk. Joda, men det er en historisk erfaring, at uden vågne borgere eroderes demokratiet. Tillid er godt – blind tillid er farligt.

Allan Huglstad, Vordingborg

Borgerligt flertal ødelægger økonomien v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Det utænkelige er sket!

Allan-HuglstadEt borgerligt flertal, der normalt står for en forsvarlig økonomisk politik, har reduceret kassebeholdningen fra 169 til 55 millioner. Oveni kommer deponeringen på 25 millioner på grund af et handicapfjendtligt badeland. Dette vil kræve store besparelser fra 2017 og ind i næste byrådsperiode.

Da Venstre var i opposition, kritiserede partiet altid det røde flertals overforbrug. Hvad er der dog sket? Sover borgmesteren? Har den rådgivende kommunaldirektør også taget en morfar?

Der er investeret i anlæg, der kunne have ventet, eller som burde være undgået. F.eks. nyt rådhus og et grimt hul i Algade. Køb af Skydevænget i Stege var ikke en kommunal opgave. En ny vej gennem posthuset og Valdemarsgade med ekspropriationer var begrundet i et droppet indkøbscenter, men vejen lever videre. Investeringen i erhvervsparken Afkørsel 41 kunne være opdelt i etaper i takt med behovet. Den nyåbnede Præstegårdsgrøft ved Damsholte er tør på grund af en regnefejl fra NIRAS, lodsejere kræver erstatning, og der skal nu etableres en ny rørledning. Hvorfor kræver kommunen ikke en millionerstatning fra NIRAS? Flere investeringer med mangel på rettidig omhu kunne nævnes.

Også driften indeholder unødvendige udgifter. Der bruges fortsat for meget på konsulenter og rejser. Se bl.a. kommunaldirektørens rådighedskonto og hans sprogkursus i Berlin. Eller Økonomiudvalgets skovtur med pårørende eller kommunens deltagelse i Folkemødet på Bornholm.

Værst er dog arbejdsmarkedsområdets faste underskud – 10 millioner i 2015 – og hvad bliver det i 2016? Da Niels Fog var formand for Uddannelses- og Arbejdsmarkedsudvalget, hørte vi kun succeshistorier. Siden John Pawlik blev formand, har vi kun hørt jammer. Andre kommuner har sparet på kontanthjælpen ved bl.a. at benytte kontanthjælpsreformens nyttejobs – men ikke Vordingborg.

Den manglende økonomiske styring vil blive et emne i næste års kommunalvalg. Meget tyder på, at et rød flertal vil afløse de blå-sorte – og få den utaknemlige oprydningsopgave.

Allan Huglstad, Vordingborg

Nyeste kommentarer