Søg et parti?

Monthly Archives: December 2018

Regeringens Ø-kuller v/ Bent Jørgensen, Møn

Lindholm som fængselsø er det mest tåbelige jeg længe har hørt fra regeringen, en provokation simpelthen, både mod de berørte mennesker der skal anbringes der, men også overfor en landkommune der nu skal forbindes med noget der minder om Guantanemo-basen. Denne ide bør absolut stoppes, med tusinder af protester og underskrifter og selvfølgelig med politikerne fra vores kommunalbestyrelse i spidsen, som forhåbentlig vil det bedste for vores kommune.

Bent Jørgensen, Møn

NEJ til Lindholm-planer! v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

Jeg bor i et hus ved stranden i Kalvehave ”down-town” med udsigt over Ulvsund til Lindholm ca. 200 meter fra, hvor Lindholm-færgen lægger til kaj hver dag året rundt. I Kalvehave-området på Sjællandsiden, som er et meget idyllisk og fredeligt område, bor der ca. 2.200 gode borgere, og hele området summer af liv i sommerhalvåret. Ikke mindst fordi der er en stor lystbådehavn/ marina tæt på Lindholm-færgen, Brugsen, ”Iskutteren”, ”Den Gule Stald” mv. og desuden er der mange sommerhuse i Kalvehave i tillæg til de mange helårsboliger.

Vi gode Kalvehave-borgere, som i forvejen har været udsat for en meningsløs skolelukning i 2012, ønsker IKKE under nogen omstændigheder, at man flytter problemet med udviste kriminelle, utrygskabende asylansøgere og udlandskrigere m.fl. fra Jylland og her til vores skønne område. Og endda helt uden nogen form for offentlig høring/ mulighed for indsigelser. Tværtimod synes vi, at DTU/ staten skal beholde de mange gode vidensarbejdspladser (dyrlæger, forskere m.fl.) på Lindholm i stedet for hovedløst at centralisere/ indflytte dem til København. Det er en politisk og utilgivelig SKANDALE efter min mening. Vi her i Kalvehave/ Vordingborg kommune har hårdt brug for disse vidensarbejdspladser! For få år siden ombyggede man forskningsfaciliteterne på Lindholm for ca. 100 mio. skattekroner, og det blev for ca. 10 år siden estimeret af eksperter, at en flytning af disse faciliteter fra Lindholm ville koste mindst 300 mio. skattekroner. Det er derfor unødig omkostningskrævende og helt meningsløst at flytte faciliteterne fra Lindholm og ombygge bygningerne igen – i tillæg til forventede store løbende driftsudgifter, som også skal betales af skatteyderne.

I øvrigt går hovedvej 59 gennem Kalvehave by, og der er store Movia-busser flere gange i timen dagligt til både Stege, Vordingborg, Præstø/ Lundby og andre mindre byer i området. Dvs. de uønskede kriminelle asylansøgere kunne derfor nemt komme fra Kalvehave til bl.a. Vordingborg, Stege og Præstø og skabe utryghed disse ellers hyggelige steder ud over Kalvehave-området.

Jeg (49 år) ville i øvrigt nemt kunne svømme til og fra Lindholm fra Kalvehave – både i dagslys og mørke – og stort set hver vinter er der til tider gangbar is på vandet hele vejen mellem Lindholm, Sjælland og Møn/ Nyord.

Folketingspolitikerne må finde en bedre og meget billigere løsning, som IKKE involverer Lindholm og Kalvehave/Vordingborg-området. Det er symbolpolitik af værste skuffe og spild af skattekroner. En politisk SKANDALE efter min mening !

Venlig hilsen

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave