Søg et parti?

Monthly Archives: October 2019

Hvem siger stop? v/ Bent Jørgensen, Møn

Borgmester Mikael Smed står nu frimodigt frem og vil bruge 125 millioner på et nyt rådhus i Vordingborg. Det skal knytte sig til den allerede nyopførte bygning, over for det gamle rådhus. Men udover et pengespild af dimensioner, på et tidspunkt hvor kommunen er udsat for sparekrav, som vil ramme borgerne alle steder hvor de færdes, så er den allerede opførte nybygning, det bedste argument for ikke at bygge videre på den, for sjældent har Vordingborg fået en ringere gave, end denne udartede version af arkitekturretningen Brutalisme, en bygning der kun kan ses som et koldt magtsymbol, den blinde magt, udøvet af en kommunalbestyrelse der får et stort nyt rådhus, til at spejle deres storhed i, slet ikke til at sige nej til. Men hvem siger stop når politikerne går over gevind?

“Det gider jeg ikke diskutere. Er der flere spørgsmål?” svarer borgmester Mikael Smed, da redaktøren fra Sydsjællands Tidende , spørger ind til, at afskaffelse af kommunal information i aviserne nu afløses af internettet,.

Men idet hele taget er buketten af besparelser, som kommunalbestyrelsen netop har vedtaget, en latterlig buket, set i forhold til de sparede beløb, men hver især ting der alligevel rammer, for nu er det slut med juletræer på torvene, blomster i gaderne, bogbussen ryger, det eneste vi ser til kommunen herude, samlingspunkt i landsbyerne, hvoraf flere landsbyer allerede har mistet den, så udlånstallet selvfølgelig er faldet, for sådan arbejder en “klog” administration, der hele tiden skal finde spareforslag der ikke rammer indendørs, men desværre mister skolerne også bogbussen, her er antallet af brugere ellers højt.

Internet i stedet for kommunal information i aviserne bør nævnes igen, mere brugerbetaling på plejehjemmene og i skoleklubber, og så skal der selvfølgelig lukkes et par toiletter, så der må stadig være nogle tilbage.

Det hele kunne have været klaret, med en direktørløn mindre i administrationen, men sådan spiller klaveret ikke i Vordingborg, hvor man i stedet hæver vindebroen og hygger sig i Byrådssalen, fjernt fra alt generende larm.

Bent Jørgensen, Møn

Snart murbrokker v/ Bent Jørgensen, Møn

Katrinedal udenfor Stege fra 1808, den ældste, større hovedbygning på Møn, og efter sigende Liselunds lillebror, med samme arkitekt, Anders Kirkerup, er snart revet ned og endnu et eksempel på, hvor lidt vi formår, når det gælder om at beskytte vores gamle bygninger på Møn, med desværre mange fortilfælde, grundet kommunalpolitikere der ikke kendte deres besøgelsestid.

Den tidligere ejer, Jens Ravn, fraflyttede hovedbygningen d. 1. maj i år og siden 2018 har de nye ejere, Birgitte og Frans Langkilde, søgt støtte til renovering hvilket ikke er lykkedes, så de nu river ned og bygger et nyt stuehus på stedet.

Ifølge udsendelsen i TV-MØN om Katrinedal, som nu kan ses på You Tube, er gæster, som i den tidligere ejers tid, velkomne i parken, ligesom ejerne er åbne for, at Camønoen kan lægge sin vandrerute forbi gården.

Bent Jørgensen, Møn

STARS v/ Bent Jørgensen, Møn

Det er sikkert mineret område at skrive om spillestedet STARS i Vordingborg, men en ekstra kommunal bevilling på 800 tusinde kroner, oven i den årlige kommunale bevilling på 1,6 million og en tilsvarende statslig bevilling hvert år, gør selvfølgelig indtryk.

For ifølge avisomtalen d.4. oktober, så er STARS forpligtet til at præsentere ukendte talenter og smalle musikgenrer, til gengæld for bevillingerne. Nu bor jeg på Møn, og uden at have den store forstand på musik, så er der her på øen et levende, spændende og kreativt musikliv, som man godt kunne unde Vordingborg at blive præsenteret for. Men jeg kan ikke mindes, at vi på STARS har hørt nogle af vores musikere fra Møn, der ellers rask væk kan opleves på spillestederne rundt i landet.

Omvendt har vi heller ikke set noget til koncerterne fra STARS i kommunens udkanter, til eksempel Præstø og Stege, for det var vist ellers hensigten, at de mange kulturkroner til STARS skulle smøres lidt tyndere ud, i form af koncerter i de to byer.

Bent Jørgensen, Møn

Tag ble på! v/ Bent Jørgensen, Møn

“Vordingborg Kommune er storbyens sundeste og smukkeste forhave” Sådan lyder indledningen til kommunalbestyrelsens vision for kommunen og den efterfølges af en gennemgang af alt det kommunen endnu ikke er, men i et højtstemt toneleje, efter sigende skrevet af cheferne i administrationen, der måske har længtes hjem.

Når man ankommer til Vordingborg med toget kan man, som før i tiden, lugte når man skal af, og det er ikke af gylle, men DSB og busselskabet Movia kunne ikke blive enige om udgiften til et toilet, til den mange millioner dyre station. Af den grund blev vi ringet op af en 78 årig veninde, som fortalte, at hun havde måttet bruge et nærliggende buskads til toilet, og hun mente derfor, at især ældre nu burde foreslås, at tage ble på før rejsen.

Men det kan jo ikke løse hele problemet, med  folks nødtørft rundt om stationen, for der er mange kroge der kan benyttes til toilet, især når det er mørkt. Så her på Vordingborg Station og ellers i kommunen, bør der strammes op med offentlige toiletter, det ser man gode eksempler på i nabokommunerne, så det er vores lokalpolitikere forhåbentlig ikke blinde for, mens det åbenbart kniber med lugtesansen.

Bent Jørgensen, Møn

Nyeste kommentarer