Alliancen siger NEJ til Lindholm v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

Print Friendly, PDF & Email

Borgerne i Kalvehave og Møn/ Vordingborg kommune er stadig chokerede, vrede og helt uforstående over for DF og regeringens ønske om at placere op til 125 udviste kriminelle udlændinge i Lindholm-Kalvehave. Man får IKKE bedre styr på de udviste i Lindholm-Kalvehave.  Tværtimod. 6 politibetjente i Kalvehave kan umuligt holde styr på 125 dømte kriminelle, når de kommer i land i store grupper på måske op til 125 personer fra tidlig morgen til sen aften.

I modsætning til Kærshovedgård 6-7 kilometer fra Bording og mange andre steder er Kalvehave en livlig turistby med en stor lystbådehavn, et feriecenter med mange lejligheder og et stort sommerhusområde med ca. 120 sommerhuse, og der er også en stor, velbesøgt campingplads lige ovre på den anden side af Mønbroen. I tillæg er der flere kommunale børneinstitutioner i Kalvehave med mange børn: Dvs. et familiecenter, en specialskole og en børnehave. Der er desuden en dagligvarebutik ”Brugsen” og mange andre erhvervsdrivende i Kalvehave – i tillæg til alle de ca. 2.200 borgere, som bor her i nærområdet. Og Kalvehave ligger lige midt i et af landets største turistområder, Møn/ Sydsjælland.

Man kunne næsten fristes til at tro, at politikerne med Lindholm-idéerne er ude på at gøre tilværelsen meget bedre og meget sjovere for de udvisningsdømte ift. Bording området – især i sommerhalvåret. 

Formanden for turistforeningen for Sydsjælland/ Møn, Niels Natorp, har udtalt: ”Der er alene på Møn nær Kalvehave ca. 800 fuldtidsjobs inden for den meget vigtige og følsomme turisme, og vi risikerer nemt at miste de fleste af disse mange gode arbejdspladser, hvis der sker noget alvorligt pga. udrejsecentret.” Det kan vi IKKE risikere.

I modsætning til Kærshovedgård er det meget nemt at komme fra Kalvehave med offentlig transport. Der er faktisk 94 busafgange dagligt mod Stege, Præstø og Vordingborg – ud over skolebusserne og den nye borgerfinansierede Kalvehave-København bus til de udviste kriminelle udlændinge. Mange af disse store busser mellem især Stege og Vordingborg kører med mange børn og unge på vej til og fra skole, handelsskole og gymnasiet med videre. Det ville være et oplagt terrormål for en desperat, udvist kriminel, og der kan desuden nemt opstå mange ubehagelige situationer i busserne. Det kan vi IKKE risikere.

Det giver INGEN mening at placere nogen som helst på en meget lille ø på kun ca. 4 hektar, når de sejles i land hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Det er ren symbolpolitik og spild af mindst 759 millioner gode skattekroner. Der må findes en anden, bedre, billigere og mere sikker løsning, som IKKE involverer Lindholm-Kalvehave.

Joachim Brix-Hansen
Alliancen mod udrejsecenter Lindholm
4771 Kalvehave

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *