Den, der vil alt, vil intet v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadVordingborg havde også en helhedsplan i 1945! Fyldt med gode ideer og visioner, der strittede i alle retninger. Men der blev ikke sat mål, og der blev ikke prioriteret. Manglende analyse og beslutninger forhalede byens udvikling.  

Helhedsplanen anno 2013 har også mange gode ideer og visioner – endda nogle gengangere fra 1945! Heller ikke i dag har politikerne taget stilling til hvilken by, Vordingborg skal være. Ideer og visioner peger fortsat i alle retninger.

Planen opererer med Vordingborg som turistby, handelscentrum, uddannelsesby, bosætningsby, kulturby, idrætsby, kongresby samt grøn og blå by – for at nævne de vigtigste. Bl.a. er containerhavn og krydstogtskibe udeladt. Til forskel fra 1945-planen vil man ikke være industriby – så meget realisme har politikerne trods alt!

Der er naturligvis ikke ressourcer til at omforme alle visionerne til realiteter hverken nu eller de næste 100 år. De mange gode ideer er intet værd uden fastlæggelse af mål og prioritering og en langsigtet planlægning.

Helhedsplanen mangler en analyse og en konklusion, der fortæller, hvad by Vordingborg skal være.

Med Borgcenter og byens øvrige kvaliteter er jeg ikke i tvivl: Byen skal først og fremmest være turistby. Alt hvad der understøtter dette i helhedsplanen, skal prioriteres. Dvs. i første omgang cafeer og handel på begge sider af Slotstorvet, P-pladser, plads til autocampere, bynært vandrerhjem og renovering af indfaldsveje.

I næste omgang bør der satses bredere, f.eks. overnatningsmuligheder, sandstrand, søbade, grøn by og maritim turisme. Hvad der ikke fører mod målet eller ligefrem modarbejder det, bortfalder eller nedprioriteres til bedre tider. F.eks. bycenter, biblioteksflytning, nyt rådhus, kanalby og idræts- og fritidsfaciliteter.

Men hvad vil politikerne?

Allan Huglstad

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *