Det bliver dyrt for skatteyderne v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadVordingborgs shoppingcenter bliver dyrt for skatteyderne. Allerede nu er der formentlig brugt en million på konsulenter og arbejdsløn, og snart skal der forhandles med investor om det kommunale tilskud i form af rådhus og bibliotek.

Men det værste er ikke set endnu.

Kommunen har beregnet, at trafikken ved bycentret vil stige med 11.000 biler pr. døgn, hvilket svarer til ekstra 1100 bilture pr. time i åbningstiden. Byen mangler i forvejen P-pladser til Borgcentret, hvorfor der forudses P-kælder under Rådhusgrunden – endnu en udgift.

Beregninger viser, at der på tilkørselsvejene vil komme mindst 50 % mere trafik; på Valdemarsgade, Næstvedvej og Chr. Richardsvej mindst en fordobling og endnu værre i spidstimerne. Kommunens konklusion: store trafikforsinkelser og kødannelser. Der er jo en grund til, at andre – mere fornuftige kommuner – placerer deres storcenter udenfor byen.

Men det har kommunen råd for: Banedanmark bygger en ny bro ved det gamle posthus, og trafikken fra Næstvedvej mases tværs gennem området mellem Jernbanegade og Algade til Valdemarsgade. Pris for ekspropriationer, nedrivninger, veje og lyskryds: 18.295.000. Hertil kommer erstatninger for gener og usælgelige huse. Udbudsprojektet forventes afsluttet i 2013!

Den højere visdom er svær at få øje på. Der vil stadig være flaskehals i Valdemarsgade. Både her og på Næstvedvej, Nyrådsvej, Chr. Richardsvej, Vognmandsmarken og Københavnsvej skal folk leve med støj og forurening. Men det har kommunen også en plan for – en støjhandlingsplan, hvilket formentlig er det samme som en Berlinmur udenfor vinduerne og dyr støjdæmpende asfalt.

Denne vandalisering kommer til at koste kommunen mindst 30 mill. kr., men da det er de udenbys skatteyderes biler, der forurener, skal de selvfølgelig alle være med til at betale. Samtidig med at butiksdøden hærger i Stege og Præstø, skal indbyggerne være med til at finansiere Vordingborgs bycenter.

Og Algade? Den bliver med kommunens sprog ”fredeliggjort”, så den kan laves om til gågade. Her kan de arbejdsløse og konkursramte forretningsfolk på kontanthjælp underholde turisterne med folkedans og ridderspil…

Allan Huglstad, Vordingborg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *