En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadUgen startede med den gode nyhed, at Lindholm bevares endnu 3 år.

Straks tog socialdemokratiets borgmesterkandidat – ”fremad i fællesskab” – al æren. Alligevel skal han roses – og da især, hvis han redder endnu flere arbejdspladser ved at sige nej til Vordingborgs bycenter.

Vordingborg Handelsforening fik ny bestyrelse, og nu venter vi spændt på nye initiativer. Foreløbig må vi håbe, at der lyttes til deres bøn om fortsat trafik på Algade. I mellemtiden burde den nye bestyrelse alliere sig med det nye Vordingborg Lokalråd. Så vil slagordet ”Algade for alle” få mere gennemslagskraft.

Borgmesterens uheldige køkkenbesøg blev udsonet med en kryptisk aftale, men ellers blev der ikke ændret ved kommunens erhvervsimage. Dette blev understreget af et skilt på Københavnsvej med venstresving forbudt ind til Kvickly. Argumentet var et nærliggende kryds, men dette gælder åbenbart ikke for Netto på Marienbergvej, der er endnu tættere på et kryds.

På borgermødet om turisme lyttede kommunen til de mange initiativer, der bl.a. omhandler samarbejde med ildsjæle og turismeaktører – som jeg i al beskedenhed henregner mig til. Desværre var den elendige markedsføring ikke i fokus.

Ugen sluttede både godt og skidt. Venstre blev omsider samlet bag et nej til bycentret. Men man var glad for undersøgelsen – hvilken undersøgelse? Sandheden er, at der ikke er kommet et eneste bud, selv om deadline var 2. april. Den dårlige nyhed var, at et flertal vil forhandle med Goldschmidt om bycentret. Ifølge ”sædvanligvis pålidelig kilde” skulle dette indebære, at der også skal være plads til den kommunale administration fra Stege og Præstø.

I sidste uge pegede konservative på Knud Larsen som borgmester. I denne uge støttede de socialisternes bycenter. Denne zigzagkurs fremskynder kun partiets selvmord. Det ville have været klædeligt (og glædeligt), hvis man havde fulgt Venstre. Men måske i næste uge?

Allan Huglstad, Vordingborg

One Response to En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

  • John Kreiner says:

    Eneste positive i, at kommunen forhandler videre med Goldschmidt om bycentret, der notorisk vil stjæle kunder fra Stege og Præstø, er, at samme Goldschmidt også har interesser i, at Netto (i den kedelige grå bygning) ved Svend Gønges Torv i Præstø også kan overleve.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *