Endnu en hovsabeslutning i Vordingborg Kommune v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadNæppe har støvet lagt sig efter kampen om Vordingborgs bycenter, før et nyt prestigeprojekt ser dagens lys!

Flertalsgruppen – denne gang også med Dansk Folkeparti – har besluttet at opføre et rådhuspalads til 123.000.000 kr. og med en afbetaling over 22 år til vore børn og børnebørn. Samtidig skal kommunen vedligeholde tomme bygninger i Langebæk og på Marienbergvej i mange år, indtil en køber melder sig.

Selvfølgelig skal kommunens bureaukrater have en ordentlig arbejdsplads, og det ville da også være OK, hvis vi var en rig kommune. Men det er vi ikke. Mens der investeres i Vordingborg, kan kommunens kulturarv smuldre. Dette gælder især turistmål som Mølleporten, Museumsgården og Masnedøfortet.

En up to date renovering af rådhuset vil kun koste 37 millioner, dvs. at kommunen smider 86 millioner skattekroner ud i den blå luft! Børnefamilier ville sikkert kunne finde bedre anvendelsesmuligheder for disse millioner. Eksempelvis til at reparere på de fejl og mangler, der er opstået ved den hastigt gennemførte skolereform, herunder anlægsinvesteringer, som kommunen ikke har råd til. Eller udligning af den økonomiske skævhed, der er opstået mellem skolerne ved at inkludere børn fra specialklasserne. Uden denne udligning vil børn på Svend Gønge Skolen få dårligere undervisning end børn på f.eks. Kulsbjerg Skolen, fordi antallet af inkluderede specialklassebørn er meget større på Svend Gønge Skolen, nemlig 7,2 % i forhold til Kulsbjerg Skolens 0,7 %.

Men byrådets ”vise” fædre og mødre vil hellere investere i dansk design og døde mursten end i vore børns fremtid! Tilflyttere og erhvervsliv sætter mere pris på gode skoler end kommunale kontorlandskaber!

Alt peger på, at befolkningstallet går tilbage, at vi får færre skatteydere og flere ældre og dermed en strammere økonomi. Et rådhus med 22 års afbetaling vil kun giver dårligere forhold for vore børn og ældre. Er det det, vi vil?

Gudskelov kan et nyt byråd ændre denne beslutning. Men inden da vil den første million være udbetalt til endnu en overflødig konsulentstøtte.

Allan Huglstad, Vordingborg

5 Responses to Endnu en hovsabeslutning i Vordingborg Kommune v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

  • Allan Huglstad says:

    Hvis der var skimmelsvamp i det gamle rådhus eller andre allergiproblemer (som Iselingenskolen), kunne jeg forstå argumentationen om at bygge nyt. Men det er der ikke! Jeg har selv haft arbejdsplads på rådhuset og nydt fraværet af allergisymptomer.

    Flere af vore skoler er dårligere vedligeholdt og mangler energirenovering. Alene skolen i Lundby kan bruge hovedparten af de 55 millioner, der er afsat til skolerne! Det kan da ikke være rigtigt, at dem, der sidder tæt på fadet (politikere og embedsmænd) skal have alle deres ønsker opfyldt, mens borgerne i kommunens udkant må nøjes med almisser?

  • jeberg says:

    Jeg har modtaget denne kommentar fra Heino Hahn, Dansk Folkeparti:

    Hej Leif

    Vi i Dansk Folkeparti kan bekræfte at vi siger ja til nyt rådhus, men ønsker ikke på nogen måde det skal bygges hvor flertals gruppen ønsker.

    Vi har ikke lagt os fast på om det skal være på Solbakken eller i Langebæk. Vi mener der kunne være fordele ved at OPP samarbejde eller bygge til det i Langebæk. Dette er for at spare penge og det er muligt.

    Der kunne laves en borger service et sted i Vordingborg, men selve rådhuset kan jo plaserens hvor som helst.

    Det er dog vigtigt at fastholde anlæg og drift ikke er det samme. Det er nødvendigt at invester for at spare penge, mange kan have ret i at vi kan spare x antal kr ved at renovere. Men det er som at tisse i bukserne først varmt og der efter koldt. Et par dage efter en renovering kommer der bare nye påbud. Vi kan også kikke på Islingeskolen det havde nok været billiger at bygge en ny. Sådan kan man blive ved.

    Før kommune samlæsningen byggede Møn nye pleje centre hvad der var en dyr men god løsning. Det samme sker i Præstø selv om der var snakket omsat renovere. Løsningen blev så løsningen med at bygge sammen med andre ting, for at få det bedste og ikke mindst bilist til gavn for borgerne i kommunen.

    Med venlig hilsen
    Heino hahn

  • Ib Johansen says:

    igen igen Jeberg, beslutning om rådhus omfatter også DANSK FOLKEPARTI så nogen fornuftige mennesker er der da i kommunalbestyrelsen

  • Dorte Bækhave says:

    Kære Allan Huglstad

    Tak fordi du med dine læserbreve gør opmærksom på de besynderlige dispositioner og valg der bliver taget af byrådet i forhold til investeringer af de midler der er til rådighed til forbedring og udvikling af vores område.

    Jeg arbejder som lærer på Svend Gønge skolen og er især glad for, at du fremhæver den ulighed, der efter skolereformen er opstået mellem skolerne i forhold til inklusion af børn, der før har gået i specialklasser. Jeg oplever dagligt frustrede og utrygge børn, som tilbydes en skoledag, der ikke er rimelig, og føler mig som underviser ofte utilstrækkelig, fordi der ikke er ressourcer nok til at give ordentlig kvalitet i undervisningen for alle elever.

    Samtidig vil et blik på bl.a vores skolegård med huller i asfalten, løse og skæve fliser, og hvor mangel på udendørs lys gør at man nærmest må føle sig frem, når man skal hen til parkeringspladsen efter aftenmøder, få en til at overveje, om der måske ikke er et større behov for at bruge penge på vedligeholdelse af eksisterende bygninger end på et nyt rådhus. Vores skole er nok ikke den eneste kommunale bygning, der kunne trænge til en kærlig hånd.

    Man må undres over, at der ikke bliver brugt penge på vedligeholdelse af bygninger i stedet for dyre renovationer, når bygningerne for alvor er i forfald.

    I stedet for at opføre nyt rådhus for 123.000.000 på Panterplast grunden, var det måske en idé at etablere en erhvervspark i de mange tomme bygninger, hvor små og mellemstore virksomheder kunne leje sig ind i lokaler passende til deres behov fx el- og vvs installatører, pakketransportfirmaer og kontorfaciliteter for handels eksport og import virksomheder. Det ville være til gavn for beskæftigelsen og skattegrundlaget i Vordingborg kommune.

    Med venlig hilsen

    Dorte Bækhave

  • jeberg says:

    Nu vil flertallet i Vordingborg Kommune bruge 123 mio kr på et nyt rådhuspalæ. Illusionen om et Shoppingcenter brast, men flertallet bestående af socialdemokraterne, de konservative og SF er sandelig stædige. Bureaukraterne vil have et palæ og centralisere alt i Vordingborg by. Borgerne vil bevare de lokale forbindelser til kommunen og have ryddet op efter den forhastede skolereform, og erhvervslivet sætter mere pris på gode skoler end kommunale kontorlandskaber!

    Synes du, at vores kommune er så rig, at der skal ofres 123 mio kr for at tilfredsstille et lille flertal af politikeres personlige ambitioner på bekostning af borgernes og erhvervslivets behov udvikling?

    Gør din stilling klar ved valget til november…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *