Får vi et byjubilæum? v/ Allan Huglstad, Formand for Borgerlisten i Vordingborg Kommune

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadVordingborg har 600 års købstadsjubilæum i 2015.

Selvom der kun er få dage til nytår, er intet sivet ud om planerne, hverken fra kommunen eller handelsforeningen. Måske er man bagud eller er løbet tør for ideer? I så fald har jeg nogle forslag.
Et byjubilæum skal udnyttes til at få flere turister til byen og gang i handelen i Algade. Af naturlige årsager skal større udendørs aktiviteter lægges i sommersæsonen.

Jubilæer er primært historie og intet byjubilæum uden en bog om byens oprindelse og udvikling. Den kan nogle få bidragydere lave på 3 måneder. Dernæst en plancheudstilling, der skal kombineres med udstillingerne om 75-årsdagen og 70-årsdagen for besættelsen og befrielsen. Et optog gennem Algade i historiske dragter fra vikingetid til 68-ungdomsoprøret med hestevogne og gamle biler vil trække folk til byen. Det samme gælder et vikingemarked og et middelaldermarked med boder, værksteder, tvekampe og turneringer. Prikken over i’et ville være en film, en foto- og tegne-/malekonkurrence og et historisk teaterstykke. Vikingesnekker og andre historiske skibe i havnen og sejlture i nabolaget ville være et scoop. Og så skal der lukkes op for museumsmagasinerne, så vi kan få en særudstilling om Vordingborg By!

Byvandringer er et must med en middelaldertur, en Algadetur og en tur rundt til byens flotte villaarkitektur. De 3 omgivende godser bør åbnes op for rundvisninger og parkbesøg. Byens flotte omgivelser (Vintersbølle – Knudshoved – Kirkeskoven – Trellemarken etc.) bør promoveres med ruter, skilte og guidede ture, der også inddrager Masnedøfortet. Vi skal have kongekroner ved indfaldsvejene, streamers på bilerne og merchandise med Vordingborg-logo. Handelsforeningen kan sikkert finde på mere i form af gøgl, loppesalg, konkurrencer, børnelokomotiv og andre salgsfremmende tiltag, ligesom Borgcentres ansatte skal aktiveres, og byens mange foreninger og skoler involveres.

Og lad os så få illumineret borgterrænet med lys på Gåsetårnet og murene!

Allan Huglstad
Formand for Borgerlisten i Vordingborg Kommune

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *