Høringsindlæg

Flot arrangeret borgermøde om kommuneplan 2013 – et hyggeligt møde med politikerne. Men var det et høringsmøde?

Print Friendly, PDF & Email

Leif-ProfilFlot arrangeret borgermøde

Ingen tvivl om, at kommunen har udført et stort arbejde med at arrangere borgermødet den 8. april. Det var et professionelt opsat stormøde med fine temastande og illustrationer og en god styring af mødeforløbet.

Det var et møde, hvor udvalgte politikere orienterede om planens indhold og hvor borgerne kunne give udtryk for deres synspunkter fordelt på planens temaer.

Men var det et høringsmøde? Arrangørerne vil naturligvis svare ja. Vogterne mener ikke, det var et høringsmøde, men nærmere et informationsmøde, hvor politikerne fik lejlighed til at “sælge” deres politiske synspunkter, og hvor engagerede borgerne kunne komme i dialog med politikerne.

Der findes næppe en autoriseret definition af et “høringsmøde”, men jeg oplevede kun et par situationer, hvor debatten tog direkte afsæt i konkrete punkter i kommuneplanen. Det var en gennemgående observation, at de fremmødte borgere ikke havde haft tid til at sætte sig ind den digitale kommuneplan. Min observation var, at det var engagerede borgere, som gik i clinch med politikerne om forhold, de havde med i bagagen som netop borgere, der er engageret i deres lokalsamfund – kommuneplan eller ej.

I den forstand kan man sige, at dette møde kunne være afholdt på et hvilket som helst tidspunkt, og bedst ville det have været, hvis det var blevet afholdt før kommuneplanen var udarbejdet til det stade, den har nu – for så ville borgerne have haft mulighed for at registrere, om deres synspunkter var kommet med i planen eller ej?

Præstø-modellen

Her vil jeg gerne pege på den model, kommunen har taget i brug her i Præstø i forbindelse med udarbejdelsen af en lokalplan for Præstø midtby. Lokalplanprojektet har Vogterne tidligere rost kommunen for. I dette projekt bliver borgerne involveret før politikerne bringes i spil, og her forløber samarbejdet med plansekretariatet fortræffeligt.

Denne Præstø-model for inddragelse af borgerne vil vi gerne anbefale, at kommunen adoptere som en norm for projekter, der på gennemgribende vis vil forandre borgernes hverdag. Der er ingen tvivl om, at Præstø-modellen er vanskeligere og mere tidskrævende for kommunen at arbejde med, og ikke mindst vil det, at inddrage borgerne i vigtige spørgsmål før politikerne bringes i spil, kræve et vist opgør med politisk sædvane. Men hvis kommunen virkelig ønsker, at deres beslutninger skal forankres solidt hos borgerne, vil det være “besværet” værd.

Den digitale kommuneplan mangler versionsstyring

På mødet brugte borgmesteren i sin indledning megen tid på at rose kommunen for at have udarbejdet en digital kommuneplan, og det er da meget sødt, at borgmesteren er stolt af at være med på den digitale arena, men ærlig talt, det er altså bare et banalt web-projekt!

Borgmesteren burde i stedet have oplyst os borgere, om hvordan vi borgere skal kunne følge med i kommunes planrevisioner.

Den digitale udgave er et fremragende værktøj, som borgmesteren osse fremhævede, til opslag og søgninger, og det er et værktøj som er optimeret til planlæggernes planarbejde.

Men som planen er opbygget nu, vil det ikke være muligt for borgerne at følge revisionen af planens enkelte elementer, idet den digitale plan ikke indeholder revisionsoplysninger. I alt planlægningsarbejde er det god standard, at planelementer skal markeres med minimum et versionsnr og en revisionsdato, og god planskik anbefaler tillige, at det skal være muligt at følge ændringshistorikken, således at et planelement kan sammenlignes før og efter, en revision er gennemført.

Som den digitale plan fremtræder nu, er borgerne de facto afskåret fra at overvåge, når der sker ændringer i planen – dertil er planen for omfangsrig og kompleks. Og jeg vil vove at påstå, at politikerne er lige så dårligt stillet som os borgere!

Tillige lider den digitale plan af mangel på et helt overordnet indeks eller en indholdsfortegnelse, som i øvrigt også er et lovkrav.

Anbefalinger

Vogterne anbefaler, at kommunen:

  • indfører Præstø-modellen generelt i kommunen, når større og gennemgribende projekter skal iværksættes,
  • forsyner planen med revisionsmarkeringer på hver enkel webside indeholdende et versionsnr og en revisionsdato,
  • gør historikken tilgængelig, således at det bliver muligt for borgerne at følge de enkelte websiders ændringer, og
  • danner et overordnet indeks eller en indholdsfortegnelse, som gør det muligt for borgene at danne sig et billede af planen i sin helhed.

 

Leif Jeberg

4 Responses to Flot arrangeret borgermøde om kommuneplan 2013 – et hyggeligt møde med politikerne. Men var det et høringsmøde?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *