Hvor svært kan det være? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadDaniel Irvold , byrådskandidat (C), har svært ved at se forbedringer i den nye skolestruktur (Sjællandske 2/8).

Forhåbentlig er Irvold klar over, at hans parti står bag den forhastede skolereform. Men indlægget kan naturligvis også opfattes som et velkomment brud med konservativ skolepolitik.

Irvold vil fremskynde den planlagte evaluering i 2014. Det ønsker flertalsgruppen næppe. Hvem har brug for dårligt nyt lige før valget? Havde han kontaktet sit bagland, havde han sikkert erfaret det smarte i at overlade alt rodet til den nye kommunalbestyrelse.

Men jeg forstår godt ønsket om en hurtig evaluering. Men i de sidste 4 år har evaluering været lig med konsulentrapport lig med ½ million kr.! Byrådet foretrækker konsulenter frem for sund fornuft. I stedet anbefales et besøg på de udsatte skoler. Det vil afsløre elever på gangen – elever, der tidligere har gået i specialklasse, og som nu er sat uden for døren for ikke at forstyrre undervisningen. Her kan de tilbringe resten af skoletiden! Dette er skolestrukturens største problem. Hvis byrådet ikke gider besøge skolerne, kunne de jo lytte til lærere og forældre – ikke skoleledere, der for en beskeden lønforhøjelse har deponeret deres ytringsfrihed.

Inklusion af specialklassebørn i klasserne på Svend Gønge Skolen og Møn Skole kan ødelægge undervisningen for både de svage og de stærke elever. Inklusion bliver i praksis eksklusion. Et skoleår er nu gået med kaos, og et nyt skoleår truer. Jeg forstår godt Irvolds frygt for fremtiden, men jeg fatter ikke, at han som far til 3 skolebørn ikke har et eneste løsningsforslag.

Løsningen er ellers ligetil: Der skal være særlige tilbud til de tidligere specialklasseelever, så der også bliver råd og ro til at undervise øvrige elever. Da det især er to skoler, der har mange inkluderede elever, skal der udtænkes en ny model, der giver en mere retfærdig fordeling af pengene.

Hvor svært kan det være?

Allan Huglstad, Vordingborg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *