Høringsindlæg

Kommunalbestyrelsen favoriserer enkeltborgeres interesser i Stavreby til stor gene for en lokalbefolkning v/ Ole Jensen-Åris, Stavreby

Print Friendly, PDF & Email

Ole-Jensen-AarisHotel og kursted,  Stavreby, Lokalplan nr. L-04-07-01

Med henvisning til sidste nyhedsinformation fra politikerne (samtlige gruppeformænd og borgmester) i Vordingborg kommune dateret 17. maj 2013.

Det er interessant, at gruppeformænd og borgmester i Vordingborg kommune ser sig nødsaget til at lægge en fælles udtalelse om det omsiggribende udviklingsprojekt kaldet Stavreby præstegård ud på kommunens hjemmeside. Interessant af flere grunde.

Den første grund er, at det er helt usædvanligt, at lokalpolitikere kitter sig sammen i det øjemed at tilgodese enkeltborgeres interesser til stor gene for en lokalbefolkning, der helt konkret kommer til at lide under politikernes meget snævre personhensyn. At den politiske stillingtagen så pakkes ind i floromvundne fraser om et ønske om ”levende byer og liv på landet”, gør det ikke bedre, snarere tværtimod, fordi der i det konkrete eksempel er tale om at ødelægge det ægte levende og livet for borgerne i Stavreby.

Den anden grund er, at der – som udtalelsen indikerer – ikke blot er tale om etablering af et Bed & Breakfast og selskabslokaler, men derimod et hotel med et veritabelt repertoire af tivoliserende tilbud, som på alle måder er voldsomt forstyrrende for andre borgere i landsbyen. Man kunne med et tvist af en klassisk vending spidsformulere situationen: Den enes brød (projektmageren), de andres død (andre borgere i landsbyen, der får deres liv spoleret, hvis projektet gennemføres som følge af kommunalbestyrelsens helt usædvanlige forskelsbehandling, hvilket den samdrægtige udtalelse så levende er et udtryk for).

På bundlinjen står, at kommunalbestyrelsens enøjede hensyntagen til en enkeltborgers privatøkonomiske interesser i dette meget konkrete tilfælde har den stik modsatte effekt af, hvad  gruppeformændene og borgmesteren postulerer i udtalelsen, da projektet modvirker ”liv, bosætning og arbejde i Stavreby”.

Den tredje grund er, hvilket borgere i Stavreby gentagne gange har påpeget over for politikerne og forvaltningen, at projektmageren allerede inden en evt. lovliggørelse af de mange aktiviteter har forpestet livet for andre borgere i Stavreby i form af lys- og lydgener døgnet rundt, belastning af trafikforholdene og miljøet, ulovlig anlæg af badestrand osv. Og i tillæg hertil en kommunalbestyrelse og en forvaltning, der slet ikke lever op til deres tilsynspligt, dvs. helt overhører borgernes nødråb.

Derfor lyder det en smule falsk, når disse fremtrædende lokalpolitikere udtaler: ”Det er en hjørnesten i det demokrati, som vi tror på”.

Det er bekymrende, at gruppeformændene og borgmesteren fastholder en beslutning om at støtte et helt oprindeligt mindre projekt, som undervejs er mangefold udvidet og hvor det har vist sig, at man har været nødsaget til at særfortolke lovgivningen og omskrive det kommunale plangrundlag for at tilfredsstille en enkelt borgers privatøkonomiske interesser. Og det er bekymrende, at denne kreds af politikere er nødsaget til at miskreditere de borgere, der har mandsmod til at påpege det store kommunalpolitiske svigt, som de er vidne til. Ægte demokrati er at tage borgerne alvorligt. Når de lokale politikere svigter, bliver det nødvendigt at trække på de centrale retsinstanser, som jo i denne sag konsekvent har givet borgerne ret.

Ole Jensen-Åris
Stavreby Strandvej 19
4720 Præstø

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *