Kommunens hadeobjekt nr. 1 v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadSå er vi kommet til den årlige kommunale udhængning af ”en borger fra Østmøn”, der i retfærdighedens tjeneste hver dag hjælper borgere, der trynes af kommunen.

Flertalsgruppen har endnu en gang ansat en medarbejder for angiveligt at behandle Uffe Thorndahls ønsker om aktindsigt.

Det ansvarsfulde hverv bestrides af en jurist til 510.000 kr. Det er påskønnelsesværdigt, at kommunen vil reducere arbejdsløsheden, men hvor finder man en vinkelskriver, der vil nøjes med så lidt? Til sammenligning tjener den HK-uddannede sekretariatschef ca. 750.000!

Jeg har selv arbejdet med kommunens arkivrod med Rigsarkivarens velsignelse og har fået lov at se alt – også social- og personalesager – og uden juristhjælp. Det job kan bestrides af en deltidsansat pensioneret medarbejder, der er i stand til at hente papir i kælderen, scanne/kopiere og sende det videre til ansøgeren. Eller endnu bedre: At lade ansøgeren selv stå for arbejdet, hvilket Uffe Thorndahl har gjort i utallige tilfælde. Det er lodret løgn, at det kræver en jurist på fuldtid. Snarere er det et forsøg på at ansætte en ekstra medarbejder til andre gøremål og bagefter skyde skylden på ”en borger fra Østmøn”. Når kommunen ikke kan overholde lovens tidsfrister eller producerer svar af lav kvalitet, skyldes det formentlig, at denne prokurator har andet at lave.

I stedet ansætter man en overkvalificeret paragrafrytter. Siden 2015 har det borgerlige flertal spildt 1.375.000 skattekroner – selv om der var billigere løsninger.

Jeg har selv søgt stillingen og har tilbudt at arbejde gratis, dvs. som frivillig, bare jeg kunne deltage i julefrokosten. Men nej tak – den slags borgerhjælp er man ikke interesseret i – det kunne give pinlige afsløringer af mangler i forvaltningen. Og duer ikke, hvis man ønsker at skjule noget. Jeg har også foreslået at give Thorndahl en forskningstilladelse efter arkivloven – som jeg bl.a. har fået – men nej, det tør man ikke!

Allan Huglstad, Vordingborg

One Response to Kommunens hadeobjekt nr. 1 v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *