Kurt Johansen (S) kan ikke lide, at Vogterne kalder kommunens behandling af borgerne i Præstø for sjofel og arrogant – få svaret på hvorfor vi bruger disse vendinger?

Print Friendly, PDF & Email

Leif-ProfilKære Kurt,

Du synes ikke om, at jeg anvender begreber som arrogance og sjofel om politikernes behandling af os borgere i kommunen – i det aktuelle tilfælde os i Præstø.

Du er måske overrasket over, at jeg faktisk heller ikke kan lide disse ord?

Jeg er bonde født og kvajet opdraget, fortalte min mor mig tit og ofte, og vi bønder ser ingen anledning til at skjule, at en spade er en spade, hvis vi ikke bliver behandlet med respekt eller snarere bliver udsat for manipulation.

Men lad os først lige se, hvad Den Danske Ordbog siger om begrebet “at sjofle”. Ordbogen skriver: “behandle uretfærdigt eller skødesløst; forsømme groft; tiltale uanstændigt“!

Og sådan føler mange i Præstø sig behandlet af kommunen!

Lad mig erindre dig om kommunes håndtering af sagen vedrørende etablering af den famøse Bålhytte i sivskoven ved Frederiksminde i Præstø i det herrens år 2011.

I denne sag kortsluttede politikerne og embedsmændene den demokratiske proces på det groveste.

Her er forløbet i korthed:

  • Kommunen ønsker at etablere en stor bålhytte midt i den naturskønne sivskov ved Frederiksminde med et rigt fugleliv. Her skulle der holdes grillfester og kanosejlere i massevis skulle kunne lægge til i sivene ved hytten.
  • Miljøministeriet, Naturstyrelsen, tillader den d. 18. februar 2011, at bålhytten kan opsættes inden for strandbeskyttelseslinjen.
  • Klagefristen vedrørende Naturstyrelsen afgørelse er 4 uger, men vi i Præstø bliver ikke orienteret om dette? De eneste der orienteres om denne sag, er disse organisationer: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg Kommune selv, Dansk Botanisk Forening, Sydsjællands Museum, Friluftsrådet Storstrøm?
  • Sivskoven er fredet område, så etablering af bålhytten kræver dispensation fra Fredningsnævnet. Denne får kommunen den 28. marts 2011 med en klagefrist på 4 uger, men vi i Præstø bliver ikke orienteret om dette? Orientering sendes alene til: Naturstyrelsen Storstrøm, Nykøbing F, Naturstyrelsen, København Ø, Danmarks Naturfredningsforening, København Ø, Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg. Vordingborg kommune, Dansk Ornitologisk Forening, Gedser, Friluftsrådet, Edith Marie Rosenmeier og Niels Brixvold!
  • Projektet kræver en dispensation fra byplanvedtægten og nabohøring. Høringen igangsættes midt i sommerferien den 14. juli 2011!
  • Indsigelsesfristen sættes til senest den 8. august 2011 – altså inden sommerferien er afsluttet!

Dette er beskrivelsen af et procesforløb, som i den grad kan siges at sjofle borgerne i Præstø og et arrogant forsøg på at manipulere et projekt igennem, som flertallet af Præstøs borgere ikke ønskede.

Kommunen og dens embedsmænd sendte projektet i høring midt i sommerferien med en høringsfrist, der sluttede inden sommerferieperioden var forbi.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kommunen indhentede en række dispensationer og afgørelser, som vi i Præstø aldrig blev orienteret om.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kommunen undlod at orienteret os i Præstø om, at de forskellige afgørelser og dispensationer havde klage- og indsigelsesfrister, som vi i Præstø aldrig blev orienteret om.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Når vi borgere overhovedet fik adgang til disse oplysninger, skyldes det alene, at den gode Præstøborger, John Kreiner, krævede aktindsigt i kommunens sagsbehandling.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kan du finde en bedre karakteristik af denne proces end en arrogant og sjofel behandling af borgerne i Præstø, så hører jeg gerne fra dig?

Leif Jeberg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *