Lindholm og de jyske politikere v/ Joachim Brix-Hansen, Alliancen mod udrejsecenter Lindholm

Print Friendly, PDF & Email

Det er efterhånden tydeligt for de fleste, at de toneangivende jyske politikere Inger Støjberg, Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl m.fl. grundlæggende vil have de udviste kriminelle udlændinge og visse personer på tålt ophold væk fra deres eget jyske politiske bagland/ vælgerbase, uanset de vanvittige omkostninger.

Dansk Folkeparti vil have en “øde ø”, som jo ikke er spor øde, men derimod ligger lige midt i en af landets største turistkommuner, Møn/ Vordingborg – formentlig et forsøg på at holde Nye Borgerlige ude ifm. det kommende valg. Og DF og regeringen – med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen – bruger helt forrykt mindst 759 millioner gode skattekroner på ø-tåbelighederne de første par år – og anslået ca. 225 millioner skattekroner årligt efterfølgende.

Det er ufattelig mange penge, som kan bruges meget bedre på sundhed, ældrepleje, skoler med videre. Og eftersom Lindholm-færgen vil sejle de udviste kriminelle udlændinge til et relativt tæt befolket turistområde hver eneste dag fra tidlig morgen til sen aften, så løser man ikke problemet. Tværtimod. 6 politibetjente i Kalvehave kan umuligt holde styr på 125 dømte kriminelle, når de kommer i land i meget store grupper.  

I modsætning til Kærshovedgård, som ligger 6-7 km fra nærmeste by, Bording, så er det meget nemt at komme fra Kalvehave med offentlig transport. Der er faktisk 94 busafgange dagligt mod Stege, Præstø og Vordingborg – ud over skolebusserne. Mange af disse store busser mellem især Stege og Vordingborg kører med mange børn og unge på vej til og fra skole, handelsskole og gymnasiet med videre. Det ville være et oplagt terrormål for en desperat, udvist kriminel, og der kan desuden nemt opstå mange ubehagelige situationer i busserne. Det kan vi IKKE risikere. 

Det giver INGEN mening at placere nogen som helst på en meget lille ø på kun 4 hektar, når de sejles i land hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Det er usmagelig symbolpolitik og spild af mindst 759 millioner gode skattekroner. Der må findes en anden, bedre, billigere og mere sikker løsning, som IKKE involverer Lindholm-Kalvehave. 

Joachim Brix-Hansen, Alliancen mod udrejsecenter Lindholm

 

One Response to Lindholm og de jyske politikere v/ Joachim Brix-Hansen, Alliancen mod udrejsecenter Lindholm

  • Jens Øjvind Nielsen says:

    DF’s uhæmmede initiativer i kombination med magtfuldkomne Christian Jensen, Inger Støjberg og indirekte Lars Løkke er den dårligst tænkelige kop te i forhold til at sikre demokratiske spilleregler. De har tilegnet sig en sport i at gå til kanten og ikke beklage når de bliver taget i at krydse kanten.
    Regeringens valg ville være at få en finanslov på plads med S. I stedet bliver de ydmyget og slået i hartkorn med selviske politikere.
    Vi er vidne til et sjældent set vedvarende demokratisk underskud i Danmark.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *