Søg et parti?

Allan Huglstad

Fra ”Den onde Pless” til Vordingborg Kommune v/ Allan Huglstad, Vordingborg

På Vestmøn ligger Damsholte. Bynavnet består af dam og holt (skov) og røber, at egnen er rig på vand og skov. Det var her ”Den onde Pless”, chefen for Hestgarden, i 1685-97 udkommanderede hovbønderne for at grave grøfter, så han midt i moradset kunne anlægge sin sommerresidens, det senere Marienborg. Mange bønder døde eller blev kvæstede som følge af arbejdet og afstraffelserne. Men den onde oberst var en god vandingeniør!

Senere afvandinger fra Maglemose til Røddinge har vist, at man skal kende mere end sit fadervor, hvis man vil arbejde med vand uden at lave ulykker.

I 2009 åbnede Vordingborg Kommune den rørlagte Præstegårdsgrøft øst for Damsholte. Pris: 1.1 mill. kr. Formål: En bedre vandafledning. Resultat: En tør og fremragende pansergrav og oversvømmede marker. Årsag: Bunden af grøften lå højere end den gamle rørledning!

Hvad gik galt?

Kommunen, der førte tilsyn med arbejdet, indrømmer, at der blev lavet en projekteringsfejl, men melder hus forbi. Aben er derfor hos det rådgivende ingeniørfirma NIRAS. NIRAS har en forsikring, men kommunen har ikke krævet erstatning!

Vordingborg Kommune lavede så et nyt forslag, der igen skulle rørlægge Præstegårdsgrøften i den rigtige dybde ved siden af pansergraven! Men denne molboløsning ville lodsejerne ikke være med til.

I stedet foreslår kommunen nu at grave pansergraven – altså Præstegårdgrøften – dybere og omlægge alle overkørsler. Pris 1.5 mill. Hertil kommer erstatningskrav fra lodsejerne for ubrugelige marker. Penge, som NIRAS tørrer af på skatteyderne.

Og kommunen anvender stadig NIRAS. Hvorfor? Lidt for tætte forbindelser mellem enkelte embedsmænd og kollegerne i NIRAS?

Præstegårdsgrøften er ikke noget enestående eksempel på pengespild. I virkeligheden er vi en rig kommune, der bare ikke kan styre aktiviteterne. Så vi klatter pengene væk, hvilket bl.a. går ud over ældreplejen og skolerne. Hverken kommunalbestyrelse eller embedsværk har overblik. Og uden overblik ingen ledelse!

Det vil Borgerlisten ændre!

Allan Huglstad, Vordingborg

En anstændig kommune! v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Det er træls arbejde at lære venstremænd noget nyt, men ikke desto mindre glædeligt, at en hædersmand som Bo Manderup (Venstre) tør gå mod strømmen (Sjællandske 1/8).

Sagen drejer sig om et nybyggeri i den gamle landsby Roneklint, som i 2013 fik en bevarende lokalplan. Teknik- og Miljøudvalget har givet en dispensation, som Bo Manderup har stemt imod, da den er udtryk for manglende respekt for lokalplanen og for beboerne, der i høj grad har været involveret i udarbejdelsen. Tilmed gælder dispensationen en flexbolig, der er en omgåelse af sommerhusloven og på alle områder strider mod lokalplanen.

Nu er det efterhånden blevet en uvane at give dispensation til lokalplaner, så de ikke er det papir værd, de er skrevet på. Mange i lokalområdet husker stadig Jungshoved Præstegård, hvor der midt i landsbyen blev givet dispensation til et hotel med støj-, lys- og parkeringsproblemer.

Det er også en kedelig uvane med nedrivningstilladelser til bevaringsværdige bygninger. F.eks. blev et hus i Algade, Vordingborg, nedrevet for at skabe plads til ”ikke rådhuset”.

Resultatet er, at vores kulturarv forsvinder, og i stedet får vi bygninger, der er helt utilpassede de lokale forhold. Man får det indtryk, at visse lokalpolitikere er totalt blottet for æstetisk sans og respekt for lokalbefolkningen.

Brud på lokalplaner er blot et eksempel på den disrespekt, visse politikere – og kommunale chefer – har for den lov og ret, der skal beskytte borgerne. I denne byrådsperiode har vi bl.a. set overtrædelser af arkivloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven, miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven og beredskabsloven. Samtidig er der eksempler på ”lovliggørelse” af ulovligt byggeri, og på socialområdet ser vi et stigende antal sager, der returneres af Ankestyrelsen, fordi afgørelserne er ulovlige.
Det lugter af vennetjenester, magtmisbrug og skjulte besparelser.

Borgerlisten går på valg for at få en anstændig kommune – også når det gælder overholdelse af lokalplaner.

Allan Huglstad, Vordingborg

Passiv kommune eller passiv godsejer? v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Vordingborg Kommune har besluttet at betale for godsejer Peter Scavenius’s tilsvining af Vrinskebækken. Prisen er 150.000 kr., hvilket er meget lavt sat – sikkert for ikke at provokere skatteyderne.

Princippet er ellers, at forureneren betaler. Men her mener embedsværket og Thomas Christfort, formand T- og M-udvalget, at Møn og Vordingborg kommuner har udvist passivitet ved ikke at gribe ind overfor lovovertrædelserne. Derfor gælder princippet ikke, da miljøsvineren jo ikke kan forstå, at han har gjort noget forkert.

Selvfølgelig har Scavenius ikke kunnet undgå gennem 40 år at lugte lort og se skidt hobe sig op i bækken. Aktindsigt røber da også, at han vidste, at renseanlægget ikke virkede. Tilmed har han haft flere campister på campingpladsen end tilladt, hvilket giver mere forurening. Men penge lugter ikke, og Scavenius har tjent en formue for ikke at investere i rensning. Scavenius har været lige så passiv som kommunen, men belønnes nu for sine lovovertrædelser, fordi han tilhører Christforts og borgmesterens loge- og vennekreds. Samme borgmester, der i Møn kommune svigtede tilsynet med Scavenius.

Desuden har Scavenius fået positiv særbehandling, idet han må opføre et større renseanlæg på fredet område i stedet for en kommunal rensning af spildevandet. Denne valgmulighed får borgerne ikke – spørg bare i Magleby!
Nu er det ikke kommunens lommeprokuratorer, der skal afgøre denne sag. Derfor skal der foretages en kompetent juridisk analyse af, hvem der skal betale. Hvis der skal afviges fra princippet om, at forurener betaler, må kommunalbestyrelsen på banen. Dette er en politisk beslutning.

Vi skatteborgere vil ikke betale regningen, mens en godsejer scorer kassen. Udgiften må opdeles i rensning og forbedring af vandløbet – det første betaler Scavenius, det sidste kommunen. Vi vil heller ikke acceptere den forskelsbehandling, der tillader godsejere selv at bestemme hvor og hvordan, de vil rense deres spildevand, når andre borgere bliver tvangskloakeret.

Allan Huglstad, Vordingborg

Stop kommunalt hærværk og CO2 udslip! v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osBorgerlistens Vordingborg Afdeling har vedtaget følgende resolution til den kommende kommunalbestyrelse:

1. Fjern ”skildpadderne” i den østlige Algade ved indkørslen fra Nyråd. Det er kommunalt hærværk mod mennesker og biler! Hvis nødvendigt – men kun hvis nødvendigt – kan de erstattes med almindelige bil- og menneskevenlige chikaner.

”Skildpadderne” skal fjernes i januar 2014 som den første handling af den nyvalgte kommunalbestyrelse for at vise, at man lytter til borgerne!

2. Stop omlægningen af Næstvedvej til Valdemarsgade tværs gennem haver og villaer. Med stigende budgetunderskud og behov for renovering af skoler og veje har vi ikke råd til nye vejanlæg, ekspropriationer og nyt rådhus. Trafikken på Valdemarsgade er i forvejen alt for høj, og den lille rundkørsel ved dagligvarebutikkerne er overbelastet og farlig for bløde trafikanter.

3. Stands det kommunale CO2 udslip! På Ore må bilisterne hvert år køre omveje på tusindvis af ekstra km, fordi kommunen har nægtet at bidrage med lidt grus til Rosenfeldts vejnet. I Østbyen må man køre omveje, dels for at undgå ”skildpadderne”, dels fordi Møllevej er lukket. Det er større udslip, end megamøllerne i Kostervig kan spare os for!

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Allan Huglstad, Vordingborg

vordingborg-kommune-borgerliste

Dunkelt sagt er dunkelt tænkt v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osPeter Jonassen (PJ), formand Børn og unge-udvalget, forsøger at forsvare den fejlslagne inklusion af specialklasseelever (Sjællandske 24/9).

PJ kaldet det useriøst, at jeg har trukket hans svar ud af en større sammenhæng, en opgave fra University College Sjælland.

Nu er det faktisk forfatteren, der på s. 13 trækker PJ’s udtalelser frem – formentlig fordi hun synes, at de virker afslørende. Resten er anbragt som bilag og fylder kun 4 sider – ikke 51.760 anslag, som hævdet af PJ. Interviewet er et stædigt forsvar for den hårdhændede inklusion, og bortset fra spark til DF og lidt selvpromovering, kan alt fortolkes. Dunkelt sagt er dunkelt tænkt.

Jeg forstår godt, at PJ er i defensiven. Inderst inde ved han, hvor meget han har været med til at ødelægge for børn og forældre. Derfor skal der først evalueres næste år, dvs. ingen ændringer før i skoleåret 2014/15. Det giver flere fordele: 1) Ingen dårlige nyheder under valgkampen, 2) Den nye kommunalbestyrelse skal finde pengene til genopretningen, f.eks. genansættelse af tidligere fyrede lærere og pædagoger og 3) PJ er ikke udvalgsformand.

Borgerlisten kræver kun en delevaluering af inklusionen, og det skal være i år for at begrænse skaden!

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Vi mangler kandidater – især i Præstø! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadIdeen med en tværpolitisk borgerliste med arbejdstitlen ”Lyt til borgerne” er opstået i kølvandet på debatten om bycentret i Vordingborg.

Som andre borgerlister – som f.eks. den i Faxe – er der nogle vigtige ting, byrådskandidaterne skal være enige om. I dette tilfælde er det bedre dialog og kommunikation mellem byråd og borgere, mere åbenhed og nærdemokrati, herunder styrkelse af lokalrådene og nej til kæmpevindmøller på land. Andre sager kunne komme på listen, f.eks. udbedring af de fejl, der er afstedkommet ved den hastige gennemførelse af den nye skolestruktur. På de områder, hvor der ikke er enighed, kan kandidaterne – også når de sidder i kommunalbestyrelsen – følge deres egen samvittighed.

Der har været stor interesse for en borgerliste – ikke mindst fra de større partier, der er bange for, at listen stjæler stemmer fra dem og dermed truer deres borgmesterkandidat. Truslen er i høj grad sandsynlig. 2-3 mandater til en borgerliste – ja måske blot ét mandat – kan blive tungen på vægtskålen. I en sådan situation vil borgmesterpartierne være til købs, og aftale kan indgås med den højstbydende. Af eksempler på sådanne aftaler kunne være nej til vindmøller og flere penge til skolerne. Sager, der i dag ikke er flertal for, bliver på valgnatten til flertalssager!

Men inden vi kommer så vidt, skal der findes og opstilles egnede kandidater. Som minimum én fra hver af byerne Vordingborg, Stege og Præstø og helst 2-3 ekstra. Mange er spurgt og har været positivt indstillede, men har måttet sige nej, bl.a. under hensyntagen til familie og arbejde. Andre er stadig i tænkeboks, og deres svar vil tilgå i juli. Lige nu er der 2 sikre kandidater – og det er som sagt ikke nok. Især mangler vi én i Præstø området!

Hvis du er interesseret eller har forslag, så kontakt mig på huglstad@youseeme.dk eller mobil 28 30 64 47 (bedst eftermiddag og aften).

Allan Huglstad, Vordingborg