Søg et parti?

arbejdspladser

Kasernekøb??? v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osKasernen tømmes for arbejdspladser i næste byrådsperiode, og ved næste valg vil et nyt forsvarsforlig nedlægge de sidste stumper.

Vel at mærke hvis kommunen lader stå til og ikke starter kampen i 2014, som jeg tidligere har beskrevet. Men der findes en anden mulighed, nemlig at købe den. Kommunalt kasernekøb er normalt en god forretning – spørg blot Næstved. En delvis overtagelse kan måske allerede starte i 2014?

Men først skal der tænkes nyt overalt i kommuneplanen, og hovsabeslutninger skal omgøres. Især skal rådhus, vejgennembrud og oplevelsescentret på Solbakken sættes på stand by, indtil kommunen ved, hvad kasernen kan bruges til. Her er i hvert fald plads til rådhus i kontorbygningerne, ligesom der er lokaler til vandrehjem, musikskole, bibliotek, kommunekøkken, cafeteriaer, kantiner, idræt, sport og teater. På kasernen og udenfor på eksercerpladsen er der udvidelsesmuligheder til f.eks. svømmehal. Tilmed findes der allerede en multihal! Og så kan der laves indkørsel til byen via kasernen fra Brovejen i stedet for et vejgennembrud fra Næstvedvej.

Her vil der blive fremragende muligheder for at involvere borgere, lokalråd, institutioner og erhvervsliv i beslutningsprocessen!

Men misforstå mig ikke: Jeg foretrækker, at der kæmpes for kasernen og de mange arbejdspladser. Men opgiver man kampen på forhånd – så køb den!

Allan Huglstad, Vordingborg

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Kasernekampen starter nu! v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osVordingborg Kaserne fyldte 100 år i år som den eneste af de mange kaserner fra 1913.

Men siden 1976 har den været lukningstruet og er hver gang blevet reddet på målstregen af tilfældigheder – nærmest mirakler. Ikke af kommunen, der først i sidste øjeblik har haft for vane at mobilisere alle gode kræfter.

I år ville forsvarschefen flytte Livgarden til Vordingborg og sælge Høvelte Kaserne, der sammen med skydebanen skulle renoveres for over 200 mill. Han fik ikke sin vilje, takket være socialdemokraterne og Lene Espersen, der støttede den konservative Allerød-borgmester.

Små 200 arbejdspladser er på vej til Jylland, og flere følger efter næste gang. I den næste byrådsperiode støbes kuglerne til forsvarsforliget, og alt tyder på, det bliver knald eller fald for kasernen.

En lukning vil glæde de partier, der går ind for centralisme. På kasernen vil der nemlig være plads til nyt rådhus, bibliotek, musikskole og alle kommunens skoler, og der vil stadig være plads ledig!

Borgerlisten har en plan for kasernens bevaring og ekstra arbejdspladser til i alt 800, ekskl. værnepligtige. Denne plan skal iværksættes 2. januar 2014 – og ikke kl. 5 minutter i 12! Denne plan fremlægger vi i næste uge.

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Allan Huglstad, Vordingborg

 

vordingborg-kommune-borgerliste

Bedre erhvervspolitik i Vordingborg kommune v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupI Venstre glæder vi os over den øgede fokus, der er på erhvervspolitikken fra alle sider.

Regeringen har erkendt, at væksten i arbejdspladser skal komme fra den private sektor for at sikre øget velstand og velfærd. Stor ros for det – og ikke et ord om slingrekurs. Vi skal have flyttet personer fra passiv forsørgelse til jobs på arbejdsmarkedet. Det gavner den enkelte og skaber bedre økonomi.

Venstre ønsker én indgang til kommunen, udbud i fagentrepriser og mere samarbejde mellem kommunen og det private erhvervsliv.

Der skal etableres én indgang til det kommunale forvaltningssystem, der har til opgave at følge en henvendelse fra start til slut. Vi vil gerne ”holde i hånden” hele vejen.

Venstre har foreslået, at kommunale udbud skal udbydes i fagentrepriser. Det er lidt mere besværligt for bygherren, men behøver absolut ikke at være dyrere. Udbud i fagentrepriser vil gavne lokale håndværksvirksomheder, der kan byde ind på de enkelte fagentrepriser så som el arbejde, VVS og tømrer. Hver gang, der er en, der arbejder med turisme, så er der tre, der arbejder med transport, otte, der arbejder med landbrug og fødevareproduktion og ni, der er beskæftiget med byggeri og boligservice. Der er derfor god grund til at udnytte denne styrkeposition og gøre bygge- og anlægssektoren til et fokusområde i kommunens erhvervspolitik.

Venstre ønsker, at kommunen engagerer sig i mere privat-offentligt samarbejde. Erfaringen fra vort samarbejde med Falck Jobservice på arbejdsmarkedsområdet har dokumenteret, at der kan skabes bedre service for mindre penge.

Venstres erhvervskonference satte fokus på, hvor vigtigt det er, at vi har arbejdspladser og virksomheder i vor kommune for at sikre udvikling, knowhow, arbejdspladser og praktikpladser til borgerne. En ren bosætningsstrategi gør det ikke alene.

Bo Manderup, Præstø

En god kommunal uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

I sidste uge var det en positiv oplevelse at være borger i Vordingborg Kommune.

Højdepunkterne var et rent overflødighedshorn af aktiviteter i forbindelse med kulturnatten og et borgermøde om erhvervsudvikling, hvor der ikke blev råbt, men lyttet. At der stadig er enkelte politikere, der kun kan argumentere ud fra ”det kan vi ikke” i forskellige afskygninger, må vi nok leve med lidt endnu.

Blandt de gode nyheder var EU-tilskud til en citymanager til gavn for udviklingen i de 3 købstæder samt beslutningen om fast TV-dækning af byrådsmøderne, som forhåbentlig kan styrke interessen for kommunalpolitik. Hvis det også kan få borgmesteren til at finde en god frisør, ville det være en kærkommen bonuseffekt. Også nyheden om fibernet-pilotprojektet i Magleby skaber håb for beboere og erhvervsliv på Østmøn.

Midt i det hele bugner det kommende møde i Økonomiudvalget med gode forslag, der viser, at man kommer langt med dialog, og at alle kan være vindere. Algadeprojektet med gå- og sivegader er et skoleeksempel på kompromis, som (næsten) alle kan være tilfredse med. Det samme gælder forslagene om politik for frivillige og den reviderede nærdemokratimodel.

Forslaget om udbygning af Vesthavnen giver også anledning til optimisme. Her er både god rentabilitet og mulighed for flere firmaer og arbejdspladser. At ideen er nøjagtig 75 år gammel og for længst burde have været ført ud i livet, er en anden ting. Ting Tager Tid – også i Vordingborg. Det er også glædeligt – også for byggefagene – at man nu har lagt bycentret bag sig og går i gang med planlægningen af den kommunale administrationsbygning på Rådhusgrunden og nedrivning af den gamle. Samtidig bevares den kommunale administration i Præstø og Stege, som i bycenterplanen var på nippet til at blive nedlagt. Også købstadsprojektet, der skal udvikle de 3 byers potentiale for bosætning og turisme er på dagsordenen.

Som prikken over i’et har en administrationsanalyse fastslået, at der er et rimeligt lavt ressourceforbrug i kommunen.

Alt i alt en god uge!

Allan Huglstad, Vordingborg

Et spændende teknisk valgforbund for de radikale vælgere? v/ Valgkampagne leder Klaus Abel, LA

klaus_abel (I)Enhedslisten besluttede at gå i TEKNISK valgforbund med S, SF og de radikale.

Det er sidste nyt indenfor den måde at radikale vil en profilering af, og ønsket om at være med dette valgforbund – hvad siger de radikale “blå” vælgere til dette tekniske valgforbund med liste Ø?

Hvis man læser liste Ø`s valgprogram og så læser hvad de radikale visioner er – ja så er det svært at få en sammensætning som betyder at der kan indgås tekniske valgforbund – jeg vil bare gøre alle liberale i Vordingborg kommune opmærksom på dette samarbejde.

Vi i Liberal Allliance ønsker at indgå aftaler hvor vores politik hammonerer og imødekommer en politik som sammen gør os stærke til glæder for borgerne, og ikke for egen personlig vindings skyld.

Det er forskellen på at være Liberal og tillidsvækkende og stemme blåt!

Klaus Abel, LA

En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadUgen startede med den gode nyhed, at Lindholm bevares endnu 3 år.

Straks tog socialdemokratiets borgmesterkandidat – ”fremad i fællesskab” – al æren. Alligevel skal han roses – og da især, hvis han redder endnu flere arbejdspladser ved at sige nej til Vordingborgs bycenter.

Vordingborg Handelsforening fik ny bestyrelse, og nu venter vi spændt på nye initiativer. Foreløbig må vi håbe, at der lyttes til deres bøn om fortsat trafik på Algade. I mellemtiden burde den nye bestyrelse alliere sig med det nye Vordingborg Lokalråd. Så vil slagordet ”Algade for alle” få mere gennemslagskraft.

Borgmesterens uheldige køkkenbesøg blev udsonet med en kryptisk aftale, men ellers blev der ikke ændret ved kommunens erhvervsimage. Dette blev understreget af et skilt på Københavnsvej med venstresving forbudt ind til Kvickly. Argumentet var et nærliggende kryds, men dette gælder åbenbart ikke for Netto på Marienbergvej, der er endnu tættere på et kryds.

På borgermødet om turisme lyttede kommunen til de mange initiativer, der bl.a. omhandler samarbejde med ildsjæle og turismeaktører – som jeg i al beskedenhed henregner mig til. Desværre var den elendige markedsføring ikke i fokus.

Ugen sluttede både godt og skidt. Venstre blev omsider samlet bag et nej til bycentret. Men man var glad for undersøgelsen – hvilken undersøgelse? Sandheden er, at der ikke er kommet et eneste bud, selv om deadline var 2. april. Den dårlige nyhed var, at et flertal vil forhandle med Goldschmidt om bycentret. Ifølge ”sædvanligvis pålidelig kilde” skulle dette indebære, at der også skal være plads til den kommunale administration fra Stege og Præstø.

I sidste uge pegede konservative på Knud Larsen som borgmester. I denne uge støttede de socialisternes bycenter. Denne zigzagkurs fremskynder kun partiets selvmord. Det ville have været klædeligt (og glædeligt), hvis man havde fulgt Venstre. Men måske i næste uge?

Allan Huglstad, Vordingborg

UHÆDERLIG BORGMESTER OG FORVALTNING!!! v/ Ingolf Jacobsen, Bestyrelsesformand og Hjalmar Hansen, Direktør, Vordingborg Køkkenet a/s

vordingborg-kokkenetDa Vordingborg Kommune startede udviklingen af Sydhavnsområdet, udkæmpede Vordingborg Køkkenet (VK) en kamp mod kommunen og investorerne i Sydhavnen om at bibeholde rettighederne til at udbygge VK på Langøvej. Det endte ud med en lokalplan som tilgodeså VK’s interesser på dets arealer, men også med andre lokalplaner omkring Vordingborg Køkkenets arealer, som blev udlagt til boligformål.

VK blev mere og mere trængt af boligområder, og var afventende med hensyn til nye udvidelser af produktionen, af frygt for problemer med borgere i de nye boligområder, og endelig men ikke mindst på grund af finanskrisens indtog.

I forbindelse med kommunens ønske om en ny Kommuneplan (2009 – 2021), blev der efter drøftelser med kommunen v/ borgmesteren og daværende kommunaldirektør, aftalt nye retningslinier for området på Langøvej (se side 285 kommuneplan 2009 – 2021).

Kommuneplanen 2009 – 21, gav mulighed for boligbebyggelse i 4 etager, med bebyggelses grad på 70 % på hele VK’s areal, som er på ca. 10 Ha. Det var ikke den optimale løsning for VK; men det gav en mulighed for på et senere tidspunkt, i forbindelse med udflytning, at kapitalisere på ejendommen, som der gennem tiderne var investeret 3 cifrede millionbeløb i.

Ved et møde i anden forbindelse på kommunekontoret i oktober 2012, med udviklingsdirektør Torben Gleesborg og hans stab, Forespurgte undertegnede om en udarbejdelse af lokalplan for VK’s arealer på Langøvej. Torben Gleesborg var enig i, at det burde sættes i værk; men mente at området skulle udlægges til parcelhusbebyggelse, da der ikke var flere byggegrunde inden for Vordingborgs bygrænse; men jeg kunne jo komme med et lokalplanforslag. Det var fint med mig, så jeg begyndte at arbejde med sagen.

Den 11 marts 2013 havde borgmesteren bedt om et møde på VK, blandt andet for at få en opdatering af VK’s fremtidsudsigter. Tilstede var dir. Hjalmar Hansen, best. formand Ingolf Jacobsen, borgmester Henrik Holmer, udviklingsdirektør Torben Gleesborg og erhvervskonsulent Asger Clausen. Hjalmar Hansen og undertegnede gav, blandt andet, borgmesteren opdatering af VK’s situation nu, og vort syn på fremtiden.

Mens vi beundrede rådyrene på engen bag hovedkontoret, diskuterede vi områdets fremtidige anvendelse. Torben Gleesborg mente blandt andet, at udformningen af bebyggelsen, som parcelhusbyggeri, skulle styres så vi ikke fik et ”klondyke”. Vi kunne kun være enige, og aftalte at Torben Gleesborg skulle indkalde os til et møde.

I tillid til tidligere samtaler med borgmester og forvaltning tog jeg derfor kontakt til Landmålergården I/S for at få startet op på byggemodningen, og fik aftalt et møde tirsdag den 26.03.2013 med landinspektør Niels Malmskov.

Til min store overraskelse ringede han mig op mandag morgen, og fortalte at kommunen fredag den 22 marts i det nye Kommuneplanforslag, havde udlagt alle Vordingborg Køkkenets jorder og bygninger som rekreative områder, hvorfor han ikke mente det gav nogen mening at opstarte en byggemodning af området (se side 600 i kommuneplan 2013).

Jeg havde sgu nær fået et hjertestop. Hvordan kan borgmester og forvaltning i Vordingborg kommune være så uhæderlige og så erhvervsfjendske? Det skriger jo til himmelen. De har jo kendt til og udarbejdet den nye kommuneplan gennem mange måneder.

Vordingborg Køkkenet har til alle tider været medspillere og ikke modspillere, vi er gået meget langt i bestræbelserne for at imødekomme kommunens ønske om at få ændret området fra industri til beboelse, og havde tillid til de aftaler der var indgået derom. Føj hvor er det usmageligt.

Jeg er som erhvervsmand vant til og forbandet afhængig af, at kunne stole på indgåede aftaler, derfor er det ekstra ubehageligt at blive mindet om, at man end ikke kan have tillid til sin egen kommune, som foregiver at være erhvervsvenlig; men som i virkeligheden fedtspiller på bekostning af arbejdspladser.

For Vordingborg Køkkenets vedkommende kan det kun gå for langsomt med at finde en anden kommune at slå sig ned i.

 

Med venlig hilsen

Ingolf Jacobsen, Bestyrelsesformand
Hjalmar Hansen, Direktør
Vordingborg Køkkenet a/s m.fl.

Ikke smagsdom – politisk holdning v/ John Kreiner, Præstø

Her på sitet er der stillet et par helt konkrete spørgsmål til politikerne i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Et af disse spørgsmål er: Siger du ja eller nej til “Shoppingcenter i Vordingborg”?

Nogle politikere har givet deres mening klart tilkende, men flere har svaret, at de ikke vil svare, før de har set projektet. Dette kan ses ud af de svar, der er kommet her til sitet. Det blev af flere af politikerne desuden slået ekstra fast på dialogmødet i Præstø i aftes, den 5. marts.

Hvis spørgsmålet havde været, om politikerne siger ja eller nej til projektet, forstår jeg godt den holdning, men det er ikke det, der bliver spurgt om.

Politikerne bliver IKKE bedt om at være smagsdommere for, hvordan dette projekt skal se ud eller indrettes.

Der bliver spurgt om de siger ja eller nej til et shoppingcenter i Vordingborg, altså om de rent politisk mener, at det er en god idé at lægge et shoppingcenter i Vordingborg.

Der bliver spurgt efter politikernes politiske holdning til idéen om at lægge et shoppingcenter i Vordingborg, når de samme politikere ved, at det vil få alvorlige konsekvenser for det eksisterende butiksliv i Vordingborg by og fald på op til 30% i omsætningen i såvel Præstø som Stege.

Hvad er deres politiske holdning til, at man vil skabe arbejdspladser og vækst et sted i kommunen ved at svække andre steder i kommunen?

Jeg tror, at de fleste er ligeglade med politikernes mening om udseendet af et eventuelt shoppingcenter, men ikke deres politiske holdning. Det er jo blandt andet den, der skal kigges på, når der skal stemmes den 19. november.

Der er ingen, der ønsker politikerne som smagsdommere, men som politikere – så prøv at leve op til det..!

John Kreiner, Præstø

Helhedsplan uden helhed v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard skriver i et indlæg i Sjællandske (22/2), at han ikke selv tror på centerplanerne i Vordingborgs bymidte. Alligevel fremhæver han, at den ICP-rapport, som er udarbejdet for kommunen, viser, at et center vil tilføre en meromsætning på 170 mio. kr., til hele kommunen.

Og at dette – efter han egen vurdering – vil betyde mellem 100 og 200 nye arbejdspladser i kommunen.

Men han undlader at nævne, at rapporten henviser til omsætningen i 2024, og han undlader at nævne, at den samme rapport også viser, at det påtænkte butikscenter, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte. Og at Præstø og Stege vil blive påvirket negativt.

Rapporten viser nemlig, at prisen for denne stigning i omsætningen skal betales med et fald i omsætningen på 142 mio. kr. i Vordingborgs nuværende bymidte, på 29 mio. kr. i Stege, 23 mio. kr. i Præstø og en nedgang på 7 mio. kr. i den resterende del af kommunen.

Officielt er planen ikke en helhedsplan for hele kommunen, men ”kun” for Vordingborg by.

Jeg tvivler på, at de handlende i Algade i Vordingborg kan se meget ”helhed” i dette…

For dem er det et tiltag, der bare vil flytte rundt på omsætningen i byen og ødelægge eksisterende forretninger.

I Vordingborg kommune bør helhedsplaner styrke HELE kommunen, og ikke være planer, der blot styrker én del af kommunen ved at svække resten.

Selvfølgelig skal politikerne ikke forbyde investorer at skabe arbejdspladser i kommunen. Det er jo ikke et totalitært styre, men politikerne skal tænke sig om og tilgodese HELE den kommune, de er valgt – af den øvrige ejerkreds –til at bestyre.

Og der er ikke meget helhed i at skabe arbejdspladser ved at sende andre ud i arbejdsløshed.

Bent Maigaard spørger, hvad kommunen så skal gøre. Svar: Lav en helhedsplan, der omfatter helheden…!

 

Venlig hilsen

John Kreiner
Rådhusstræde 3A
4720 Præstø

Se skoven – ikke kun træerne..! v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard fastholder i Sjællandske (4/2), at det ikke er kommunalbestyrelsens pligt at forhindre, at private investeringer skaber arbejdspladser. I lyset af, at han har udtalt dette i forbindelse med fremlæggelsen af ”Helhedsplanen for Vordingborg By”.

Han mener i øvrigt, at hans indstilling er den samme, ”uanset om det drejer sig om investeringer i Vordingborg, Præstø eller Borre, som kan skabe flere arbejdspladser i kommunen”.

Han mener, at det handler om at ”skabe arbejdspladser” og ikke om at ”flytte arbejdspladser”.

Hvis Bent Maigaard kan give mig noget, der bare ligner sikkerhed for dette, så er jeg med det hold.

Men når selv det analyseinstitut – ICP, der har lavet analysen før kommunens beslutning, i sin rapport skriver, at det påtænkte shopping center, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte; og nævner at omsætningstabet i Præstø vil blive op imod 30% og op i mod 20% i Stege, så skal man enten være meget naiv eller politiker for at tro, at dette ikke betyder tab af arbejdspladser.

Det er muligt, at ”Helhedsplanen for Vordingborg By” giver mellem 100 og 200 nye arbejdspladser (hvor de tal så i øvrigt stammer fra?). Men herfra skal altså trækkes det uundgåelige tab af arbejdspladser i Præstø, Stege og Vordingborgs Algade.

Man kan ikke lave en helhedsplan af denne type for et lille hjørne af en kommune, uden at det får konsekvenser i resten af kommunen.

Og helheden må være HELE Vordingborg kommune..

Men det ser sikkert godt ud, hvis man kun kigger på det lille hjørne, og stirrer sig blind på dette, mens man lader resten af kommunen fortone sig i glemslen.

Dét er forskellen på Vordingborg by og Vordingborg kommune, Bent Maigaard.

Det er lidt som, når folk ikke kan få øje på skoven for bar’ træer…

John Kreiner

Nyeste kommentarer