Søg et parti?

bycenter

Vi mangler kandidater – især i Præstø! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadIdeen med en tværpolitisk borgerliste med arbejdstitlen ”Lyt til borgerne” er opstået i kølvandet på debatten om bycentret i Vordingborg.

Som andre borgerlister – som f.eks. den i Faxe – er der nogle vigtige ting, byrådskandidaterne skal være enige om. I dette tilfælde er det bedre dialog og kommunikation mellem byråd og borgere, mere åbenhed og nærdemokrati, herunder styrkelse af lokalrådene og nej til kæmpevindmøller på land. Andre sager kunne komme på listen, f.eks. udbedring af de fejl, der er afstedkommet ved den hastige gennemførelse af den nye skolestruktur. På de områder, hvor der ikke er enighed, kan kandidaterne – også når de sidder i kommunalbestyrelsen – følge deres egen samvittighed.

Der har været stor interesse for en borgerliste – ikke mindst fra de større partier, der er bange for, at listen stjæler stemmer fra dem og dermed truer deres borgmesterkandidat. Truslen er i høj grad sandsynlig. 2-3 mandater til en borgerliste – ja måske blot ét mandat – kan blive tungen på vægtskålen. I en sådan situation vil borgmesterpartierne være til købs, og aftale kan indgås med den højstbydende. Af eksempler på sådanne aftaler kunne være nej til vindmøller og flere penge til skolerne. Sager, der i dag ikke er flertal for, bliver på valgnatten til flertalssager!

Men inden vi kommer så vidt, skal der findes og opstilles egnede kandidater. Som minimum én fra hver af byerne Vordingborg, Stege og Præstø og helst 2-3 ekstra. Mange er spurgt og har været positivt indstillede, men har måttet sige nej, bl.a. under hensyntagen til familie og arbejde. Andre er stadig i tænkeboks, og deres svar vil tilgå i juli. Lige nu er der 2 sikre kandidater – og det er som sagt ikke nok. Især mangler vi én i Præstø området!

Hvis du er interesseret eller har forslag, så kontakt mig på huglstad@youseeme.dk eller mobil 28 30 64 47 (bedst eftermiddag og aften).

Allan Huglstad, Vordingborg

Hvad stemte de om? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI Tyrkiet startede man demonstrationer mod et shoppingcenter i Istanbul. I Brasilien protesterer man mod et fodboldstadion.

Begge steder er store dele af befolkningen nu mobiliseret i protesten mod landets styre.

I Vordingborg udkæmpes samme kamp i miniformat, men under mere fredelige former – gudskelov. Men temaet er det samme: En protest mod prestigeprojekter i form af bycenter og rådhuspalads, der i sidste ende retter sig mod byrådsflertallets overformynderi og prioritering på tværs af borgernes ønsker. Men i Vordingborg går vi ikke på barrikaderne, men afventer kommunalvalget.

Heino Hahn fra Dansk Folkeparti fortæller os (Sjællandske 21/6), at intet er besluttet om Vordingborg Rådhus. Det kunne f.eks. ligge på Solbakken eller for den sags skyld i Langebæk. Ifølge Heino Hahn er det heller ikke besluttet, hvor mange penge, der skal bruges, og den egentlige beslutning bliver muligvis først truffet efter kommunalvalget.

Som borger må man uvilkårligt spørge: Hvad stemte flertallet i byrådet for? Var det ikke et nyt rådhus til 123 millioner på Rådhusgrunden? Og var det ikke det, Dansk Folkeparti stemte for? Her har partiet vist behov for en spindoktor til at forklare sig.

Men ellers må jeg rose partiet for at være fordomsfri vedrørende rådhusets placering. Det er ikke en naturlov, at det skal ligge i Vordingborg – der er faktisk kommuner, hvor rådhuset ikke er placeret i hovedbyen. Hvis det er billigere at udvide det gamle rådhus i Langebæk, er det absolut et alternativ. Selv med dansk design bliver det næppe et turistmål, der kan konkurrere med Borgcentret.

Måske skulle politikerne konsultere fremtidsforskerne? Når rådhuset er betalt efter 22 år, har vi fået en ny kommunalreform, og rådhuset vil ligge i Næstved! Indtil da vil moderniseringsreform, digitalisering og hjemmearbejdspladser have reduceret behovet for kontorarealer gevaldigt, og vi vil stå med en halvtom bygning. Forhåbentlig bliver rådhuspalæet fremtidssikret, så det til den tid kan omdannes til plejehjem eller skole. Det vil der nemlig blive behov for efter 22 års udsultning af børne- og ældreområdet.

Allan Huglstad, Vordingborg

Vi er alle tabere! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadEndelig sluttede kampen om Vordingborgs bycenter.

Folkefronten (socialdemokrater, SF og konservative) kastede håndklædet i ringen. Man ville ikke bruge flere skattekroner, lød den officielle forklaring. Det ville nu have været mere hæderligt, hvis man havde stoppet planerne med argumentet om ikke at ødelægge handelslivet i de 3 købstæder.

Taberne er naturligvis folkefronten. Ikke så meget Socialdemokratiet og SF, hvis interesse for handelens folk kan være på et lille sted, og som da heller ikke har mange vælgere blandt disse. Den største taber er de konservative, hvor især Niels Fog ved sidste valg scorede mange stemmer fra de handlende. Disse stemmer er for længst væk, og man kan kun beklage, at Fog og Søren Nybo ikke genopstiller, så de kunne modtage vælgernes dom.

Men vi er alle tabere. Vi modstandere har brugt kræfter, der kunne have været anvendt til mere givtige formål. Skatteyderne har måttet se deres penge rulle til konsulenter og sagsbehandling, og de handlende har stået i stampe, mens butiksdøden bredte sig. Alle må vi kræve, at der nu ryddes grundigt op efter denne fadæse. Nu må energien koncentreres om at udvikle de 3 handelsbyer – og da især det skrantende Algade.

Politikerne har forhåbentligt også lært noget. Min erfaring peger på 3 områder, som burde være læringsgrundlag for kommende sager: analyse, sagsbehandling og nærdemokrati.

Med analyse menes byrådets egen uafhængige og uvildige analyse, der dels kan bygges på konsulentbistand, dels på administrationens sagsbehandling. Med sidstnævnte forstås en neutral sagsbehandling, der ikke præges af flertallets forudfattede meninger, men hviler på eksakte fordele og ulemper, som byrådet kan vægte og veje, inden beslutning træffes. Med nærdemokrati menes kommunikation og dialog med borgerne, tid til høringer og borgermøder. Og vel at mærke at man lytter til borgerne, især organisationer, foreninger og lokalråd, og ikke afviser dem med politikerdikterede embedsmandssvar.

Hvis politikerne har draget denne læring, er der grund til optimisme, og jeg kan tilslutte mig slagordet ”fremad i fællesskab”. Hvis ikke, fortsætter vi med ”hoved under armen”.

Allan Huglstad, Vordingborg

De Radikale melder klart ud – Nej til et butikscenter…

Vogterne glæder sig over, at Radikale Venstre i Sjællandske siger klart nej til et butikscenter og Vordingborg by!

Det tog lidt tid, men bedre sent end aldrig.

Nu må vi jo se, om de andre partier er ligeså konsekvente som de Radikale. Politikerne har jo lovet at tage stilling til Shoppingcentret såsnart investorerne har talt, og det har de nu, nemlig at ingen har afgivet et tilbud, der opfylder tildelingskriterierne.

Men de andre partier vil åbenbart ikke holde deres løfter, for nu vil man afholde nye og stor udgifter til advokater for at se, om det er muligt at bøje reglerne, så man kan forhandle med en af tilbudsgiverne?

Det politiske univers er ufatteligt – her hersker tilsyneladende helt andre værdier end hos borgerne?

Leif Jeberg

Fredensborg Bycenter: Føtex er ikke den eneste: Butikker lukker på stribe!

“Fredensborg Bycenter åbnede for blot halvandet år siden med to supermarkeder, et fitnesscenter og seks butikker. Tilbage er nu kun fitnesscentret, Netto og Nybolig”

Sådan skriver “det grønne område” i oktober 2012!

Læs hele artiklen her…

Fredensborg-butikker-lukker-paa-stribeVore politikere i kommunen er i færd med, som de kalder det, at undersøge etableringen af et Shoppingcenter i Vordingborg. Deres opfattelse af, hvad en undersøgelse er for en størrelses, kommer til udtryk i gennemførelse af en udbudsforretning, hvor vinderkriteriet er formuleret således: “Det økonomisk mest fordelagtige tilbud” vil få tildelt opgaven?

Det har politikerne indtil videre brugt mindst 1/2 mio kr på – nogen har hvisket mig i øret, at det nok nærmere er en hel mio kr – men de kunne have nøjes med at leje en bus, og kørt en tur til Fredensborg.

Vi borgere har kun at håbe på, at det trods alt viser sig, at der vil være et flertal af ansvarlige politikere tilbage efter valget den 19. november.

Leif Jeberg

Efterlysning! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadVordingborg Lokalråd har været ret usynlig i den senere tid, og kommunalbestyrelsen har frataget lokalrådet sin økonomiske støtte.

Vi er nu nogle få, der vil reorganisere Vordingborg Lokalråd, således at borgerne i kommunens største by også har en chance for at blive hørt – håber vi. Derfor indkalder vi til ekstraordinær generalforsamling den 23. april i ungdomshuset Birdhouse.

I den anledning efterlyser vi personer, der gerne vil med i bestyrelsen, eller personer, der blot vil være kontaktpersoner til organisationer og foreninger. I begge tilfælde skal I have bopæl eller eje ejendom i Vordingborg By. Vi vil også i kontakt med borgere, der er interesseret i Vordingborgs udvikling eller i specifikke emner, som f.eks. Slotstorvet, Algade, kulturhus, rådhus eller bycenter.

Disse borgere behøver ikke at bo i Vordingborg. Tanken er, at vi efter generalforsamlingen afholder borgermøder og nedsætter arbejdsgrupper/underudvalg vedrørende emner, der interesserer borgerne i byen, og at konklusioner og indstillinger fra disse grupper formidles videre til kommunens administration og kommunalpolitikere samt til pressen. Især i et valgår tror vi, at dette har betydning. Vi er også parat til at arrangere vælgermøder, når valget nærmer sig.

Selv om du ikke har tid til at sidde i bestyrelsen eller være med i en eventuel arbejdsgruppe, vil du som “kontaktperson” eller “interesseret borger” have mulighed for indflydelse. Alle, der melder sig med navn og email, vi modtage vore mødeindkaldelser, dagsordener og referater pr. email samt blive orienteret om vores dialog med embedsmænd og politikere.
Derfor meld dig til;

Allan Huglstad
email: huglstad@youseeme.dk
eller evt.
tlf: 2830 6447 (efter kl. 12)

 

Pressemeddelse med resultatet af Vogternes høring af politikerne!

Det radikale byrådsmedlem Birgitte Steen Jørgensen (B) undsiger sit partis lokalformand!

BirgitteSteenJoergensen-radikal“Butikscenter bør ikke bygges”, siger de radikales lokal partiformand Thomas G Bagge til Sjællandske den 14. marts.

Og han fortsætter:

“Vi ønsker liv i Vordingborgs gader. Og et rigt og varieret handelsliv. Derfor bør der ikke bygges et stort butikscenter på Rådhusgrunden. Man risikerer meget vel at spænde ben for den positive udvikling, der kunne være i og omkring Algade, når Borgcentret åbner. Det virker ikke realistisk at tro, at et bycenter på Rådhusgrunden kan trække så mange flere handlende til byen, at det både bliver rentabelt i sig selv og undgår at få dramatiske konsekvenser for de handlende i Algade, samt i kommunens to øvrige centerbyer, Stege og Præstø. En fortætning…”

Sjaellandske-radikale-nej-shoppingcenterThomas G Bagge siger ikke bare nej, men peger konstruktivt på andre gode muligheder for at skabe et forstærket handelsliv i Vordingborg by.

Vogterne har i en mail forholdt Birgitte Steen Jørgensen lokalformandens udmelding, og om hun vil erklære sig enig i et nej til Shoppingcentret?

Birgitte Steen Jørgensen skriver tilbage:

“…Som jeg tidligere har skrevet afventer jeg med at melde ud…”

Vogterne må altså skuffende konstatere, at Birgitte Steen Jørgensen undsiger sit partis stilling til Shoppingcentret.

Leif Jeberg, Præstø

 

“Helhedsplan” for Vordingborg v/ Bo Brebøl, Langebæk

Kære kommunalbestyrelsesmedlem!

Vordingborg-kommune-logoHermed sender jeg mine kommentarer til forslaget til Helhedsplan for Vordingborg By. De 30 indkomne kommentarer fra organisationer og enkeltpersoner kan ikke læses på kommunens hjemmeside, selvom jeg har foreslået det for 10 dage siden. Kommentarerne skal derimod af Vordingborg kommunes plansekretariat sammenfattes til en såkaldt hvidbog forud for behandlingen på kommunalbestyrelsesmødet om 4 dage.

Jeg finder det væsentligt, at såvel kommunalbestyrelsens medlemmer som alle andre borgere kan orientere sig direkte om alle forslag, der er lagt op til beslutning. Det strider imod gode demokratiske principper at lade administrationen filtrere borgernes synspunkter, inden de præsenteres for politikerne, og da filteret i denne sag har vist sig at være inkompetent såvel med hensyn til aktuelle som historiske data, er det ganske enkelt en katastrofal fremgangsmåde.

Det eneste rigtige vil være en åben beslutningsproces, nøjagtig som i Folketinget, hvor såvel forslag som debat og høringssvar kan læses på den officielle hjemmeside. Det er jo ikke meningen, at Vordingborg.dk skal være en skatteyderbetalt propagandaside for borgmesteren og det til enhver tid siddende flertal.

I konsekvens af ovenstående har jeg også sendt mit høringssvar til en hjemmeside med det noget provokerende navn Vordingborgpolitikernes-vogter.dk, selvom jeg hellere havde ført debatten på Vordingborg kommunes officielle hjemmeside.

Det vil ikke være muligt at behandle forslaget til Helhedsplan forsvarligt inden den 14. marts. En helhedsplan for Vordingborg By skal også understøtte udviklingen i hele Vordingborg kommune. Det fremlagte forslag støtter hverken udviklingen af Vordingborg By eller Vordingborg kommune som helhed, tværtimod. Derfor vil den eneste rigtige beslutning på kommunalbestyrelsesmødet den 14. ds. være at udsætte planen til endelig behandling efter kommunalvalget. Den mellemliggende periode kan så forhåbentlig bruges til en ordentlig debat, som hviler på regulære præmisser.

Med venlig hilsen

Bo Brebøl, cand.agro., HD(O)
Ellebrudgaard
Rødsbjergvej 1
DK-4772 Langebæk
Telefon 55 39 50 11 – Mobil 22 16 07 22

Forslagets baggrund og vision
Forslaget til helhedsplan for Vordingborg by rækker i sin vision 10 år frem til år 2022. Det tilstræber at skabe en by med en tydelig struktur og gode trafikforbindelser med historien og kulturarven som væsentlige elementer, der binder byen sammen. Det er rigtig flot tænkt; men det er en meget kort vision på en utrolig lang historisk baggrund. Desværre er de historiske forudsætninger også på væsentlige punkter misforståede, og nogle af de væsentligste forslag vil – hvis de gennemføres – ikke føre til det ønskede resultat, men derimod fremme en ødelæggelse af Vordingborg by og af dens sammenhæng med resten af den nye store Vordingborg storkommune.

Den manglende forståelse for Vordingborgs historiske udvikling findes fx på planforslagets side 9, hvor kommunens udviklingsstab, som har udarbejdet forslaget, skriver, at ”de karakteristiske herregårdslandskaber med 3 godser omkring byen, vidner om byens storhedstid som kongeby”. Det er ikke rigtigt. Tværtimod. Herregårdene er ca. 500 år yngre end kongebyen. De blev skabt ved Vordingborg Rytterdistrikts udstykning i sidste halvdel af 1770-erne. Det er bestemt nogle smukke landskaber, som vi ud fra andre forudsætninger skal værne om; men når vi skal værne om Vordingborgs historiske rødder som kongeby, skal vi interessere os for bymidten og for hovedfærdselsårerne til og fra byens borg.

Til efteråret 2013 indvies Danmarks Borgcenter på det, vi hidtil har kaldt Ruinterrænet, som i den anledning helt fortjent ændrer navn til Slotsbanken. Det er med udgangspunkt på Slotsbanken og i byens strukturer omkring denne, vi skal have en vision for Vordingborgs udvikling. Algade har gennem århundreder udviklet sig som byens hovedstrøg, der på den ene side førte videre østpå gennem Nyråd mod Møn og på den anden side førte videre til Køng, Hammer og Næstved. Fra Slotsbanken fører Københavnsvej direkte mod nord til det, der senere skulle blive Danmarks kongeby. De strukturer må man ikke ødelægge. Det er der heller ingen grund til.

I den anden ende af Algade har vi jernbanestationen og rutebilstationen. Indtil midten af 1930-erne lå stationen i Masnedsund ved færgelejet. Stationen blev flyttet op til byen, da færgeforbindelsen blev afløst af Masnedsundbroen og Storstrømsbroen. Afviklingen af Sydhavnen som erhvervshavn har haft et noget tilfældigt forløb, hvor nogle af byens centrale aktiviteter er blevet spredt. Det vil forslaget til helhedsplan rette op på ved at flytte biblioteket fra de ombyggede pakhuse på Sydhavnen til et nyt rådhuscenter. I tilknytning hertil foreslår man et stort butikscenter samt en boligmæssig fortætning af midtbyen.

Nyt rådhus og butikscenter
vordingborgForslaget strider imod de foreliggende analyser og fremskrivninger. Detailhandelsanalysen giver ikke belæg for at etablere et butikscenter i Vordingborg. Tværtimod vil et butikscenter efter al sandsynlighed ødelægge såvel byens som kommunens handelsstruktur. Den eneste grund til, at forslaget er taget med i planen er angiveligt, at en projektmager har ønsket at bygge et nyt rådhus til kommunen imod kontant betaling på godt 100 millioner kroner og i tilknytning hertil et butikscenter til nogle ekstra hundrede millioner, som skal finansieres på anden måde. De mest naive opfatter dette initiativ som en garanti for, at butikscentret nok kan betale sig, siden nogen vil beskæftige sig med det. De mere skeptiske overvejer nok, om det nu også kan være rigtigt, at borgerne i Vordingborg kommune skal levere hele udbetalingen til et i øvrigt tvivlsomt projekt.

Behovet for et nyt rådhus er heller ikke dokumenteret. Jeg vil ikke udelukke, at det kan være til stede; men det kræver da lidt mere end en strøtanke, hvis man vil foreslå skatteborgerne, at de skal bruge over 100 millioner kroner på at centralisere kommunens administrative funktioner i Vordingborg. Det drejer sig ikke alene om teknisk-økonomiske overvejelser, men også om, hvor meget vi ønsker at centralisere. Jeg synes fx, at det er en rigtig god idé, at det tidligere kommunekontor i Langebæk nu er arbejdsplads for Teknisk Forvaltning. Så findes Langebæk da stadig, selvom Langebæk er fuldstændig forsvundet fra det kommunale planlægningsmateriale.

Fortætning af boligområderne i bymidten
Befolkningsprognosen kan også kun efterlade en hovedrystende undren over, hvad forslaget om en fortætning af boligkvartererne skal bruges til. Ifølge kommunens egen prognose vil Vordingborg kommune i perioden frem til 2022 miste 7% af sine indbyggere, og Vordingborg by vil stagnere i indbyggertal.

Nedrivningspulje
På side 16 anbefales det at arbejde med en nedrivningspulje som led i fortætningen af bymidten. Jeg savner en redegørelse for, hvor pengene til denne pulje skal komme fra. Mig bekendt er der ikke flere penge at hente i byfornyelsesmidlerne, og puljemidler, som vi kender dem fra landdistrikterne, er netop beregnet til at løse problemer i de tyndt befolkede landdistrikter. De kan ikke indgå i en ambitiøs og i øvrigt overflødig fortætning af Vordingborgs bymidte.

Boliger i oversvømmelsestruede områder – fup eller fakta?
Planens forslag om et højvandsdige langs Ore Strand forekommer velbegrundet ud fra faktiske iagttagelser af periodiske oversvømmelser igennem en årrække.
Betragtningerne omkring de vandlidende ældre boligkvarterer omkring Voldgade/Axelgade er mere problematiske. En gennemgang af klimadata fra Danmarks meteorologiske Institut (DMI) giver ikke grundlag for at fremdrage øgede regnmængder og stigende havniveau som forklaring på den tiltagende forsumpning.
Faktisk er der faldet mindre regn i de senere år, og Vordingborg ligger i et af de områder af Danmark, hvor der falder mindst regn.

En gennemgang af data fra Danmarks geologiske Undersøgelser (GEUS) med boreprofiler og vandstandsmålinger giver heller ikke belæg for den antagelse, at ophør med vandindvinding i området skulle have medført forsumpning af overfladen. Et 20-40m tæt lerlag adskiller grundvandsmagasinerne fra overfladevandet.

Den helt enkle forklaring på forsumpningen er, at velfungerende dræn og åbne vandløb er blevet afløst af tætte kloakledninger. Der er derfor simpelthen behov for en afdræning af de vandlidende områder, når vandet som nævnt ovenfor ikke kan sive direkte ned i undergrunden. Det er en udvikling, vi vil se mere til, efterhånden som kloakeringsdillen breder sig i det åbne land, og de tidligere velfungerende afløb overlades til forfald.

Tungt Erhverv
Tungt erhverv foreslås placeret på Masnedø. Det bør alene gælde havnerelateret erhverv. Andet tungt erhverv bør placeres i erhvervsområdet ved hovedvej 2 i Ørslev eller ved motorvejsafkørselen Vordingborg Nord. Det vil ikke være hensigtsmæssigt at belaste Masnedsundbroen og vejnettet frem til motorvejen med tunge transporter.

Kultur- og idrætscenter samt konferencehotel
stegePlanerne om et kultur- og idrætscenter i de gamle fabrikshaller på Solbakken virker meget tiltalende; men det ville være endnu bedre, hvis der kunne blive plads til kultur- og idrætsfaciliteterne i direkte tilknytning til Kasernen og Iselingeskolen. Arealet på Solbakken kunne så anvendes til det andetsteds i planen foreslåede konferencehotel. Det vil være en flot og trafikalt fremragende placering af et stort hotel. I den store sammenhæng har de gamle haller forsvindende værdi. Det har langt større betydning at opnå sammenhæng mellem kaserne, skole, idræt og kultur uden at skulle krydse en af byens hovedfærdselsårer (Københavnsvej). Kamfabrikken – Panther Plast – vil vi stadig kunne mindes med den pt. lyserøde panther og den tilhørende administrationsbygning, som er bevaret ved ombygning fra kontor- til boligformål.

Maritime fritidstilbud og turisme
Planen rummer mange gode ideer om udvikling af såvel Nordhavnen som Sydhavnen. Det vil bestemt pynte at få fjernet den kommunale iskiosk, som står mellem voldgraven og havnen; men planens forslag herom (side 30, andet afsnit) bidrager til indtrykket af, at man fortaber sig i detaljen, frem for at fordybe sig i de væsentlige helheder i byens fremtidige struktur.
Muligheden for at indrette et natur- og havformidlingscenterer interessant. Jeg vil dog af sikkerhedsmæssige grunde advare imod en sammenblanding af havnefunktioner og sportsfaciliteter. Dykkerbaner (side 30) og søbade (side 31) hører ikke hjemme i områder med sejlads! Måske skulle man i forbindelse med etableringen af en ny Masnedsundbro lukke for gennemsejling og henlægge al sejlads med større skibe til Vesthavnen. Det vil være ganske umuligt at få noget, der ligner et krydstogtskib, ind i Sydhavnen.

Ore Strand
Planens overvejelser om at omdanne sommerhusområdet til helårsbeboelse er lige så dårligt begrundet som fortætningen af bymidten. Der er simpelthen ikke grundlag for at udlægge flere helårsboliger, når man ser på befolkningsprognosen. Det stemmer også dårligt med ønsket om en skarpere profil og en mere klar opdeling af byens funktioner. Ore Strand bør – som det også fremgår af forslaget side 30 – udvikles til et aktivt og attraktivt friluftsområde for hele byen. Og for at det hele ikke skal ende i det rene vrøvl om pleje af de kystnære strandarealer (side 30, nederst), bedes forslagets forfattere forklare, om der findes strandarealer, som ikke er kystnære, og hvad der i givet fald skal ske med dem.

Rådhusparken
Rådhusparken omfatter de sidste rester af det gartneri, som har lagt jord til byudviklingen omkring det ”nye” rådhus og det ”gamle” Kvickly supermarked. Gartneriets friarealer bør opretholdes og gerne forbedres som det åndehul, de altid har været lige ved siden af bykernen. Dette centrale grønne område bør ikke inddrages til hverken centerbyggeri eller centerparkering.

Grøn plan
Vordingborg har god brug for en samlet grøn plan. Byen har også gode muligheder for at realisere det vedligehold og den sammenknytning af de grønne områder, planen lægger op til. Vordingborg har betydeligt større muligheder end mange andre byer for at integrere grønne områder i byen.

Berettigelsen af at lave Vordingborgs lavere beliggende områder til kanalbyer som en slags Nordens Venedig, har – som anført i min redegørelse under afsnittet ”Boliger i oversvømmelsestruede områder” – ikke sagligt belæg i øgede vandmængder, men er alene resultatet af en manglende vedligeholdelse af afdræningen. Et eventuelt anlæg af kanaler skal derfor mere begrundes i æstetiske hensyn end i behovet for opsamling af regnvand.

Danmarks Borgcenter, Slotstorvet, Algade og Stationen
Ifølge planen (side 34) skal Danmarks Borgcenter og Slotstorvet skabe liv i byen. Der anføres et besøgstal på 30.000 årligt i Gåsetårnet og et potentiale for Borgcentret på 150.000 besøgende om året. Det svarer til besøgstallet for tirsdagsmarkederne i Stege ifølge den turistpolitiske analyse (!), og det er det dobbelte af denne analyses estimat over antallet af besøgende på Borgcentret. Besøgstallet skulle gerne blive endnu større end forventet, og Vordingborg skal være parat til at tage imod disse besøgende. Derfor skal vi satse på Københavnsvej som hovedindfaldsvej med gode parkeringsmuligheder. Vi skal tillige satse på Algade som byens ældgamle hovedstrøg mellem Slotstorvet og Stationspladsen. Det vil ødelægge byens klare struktur at lave en ny stor indfaldsvej ved en diagonal gennemhugning, som ændrer Næstvedvejs direkte forløb til Algade og i stedet lægger det om i Valdemarsgade. Der er ikke behov for en omfartsvej til et baggårdscenter, som skal konkurrere med Algade.

Planens udsagn om voldgravens genskabelse som den fremstod under Valdemar Atterdag, trænger til omformulering i overensstemmelse med de fund, der er gjort under udgravningerne. Borgen og voldgravene har vist sig at være betydeligt ældre.

Overnatningsmuligheder
praestoeHotel Kong Valdemar har som planen anfører et godt vækstpotentiale som byens helt centrale hotel. Som anført tidligere, kunne det suppleres med et større konferencehotel på Solbakken.

Det er rigtigt, at vandrerhjemmet i Kastrup bør flyttes ind til byen, men planens forslag om spredte vandrerhjemsfaciliteter blandt andet på det gamle elværk på Færgegårdsvej samt på eventuelt kommende søsportsfaciliteter i Sydhavnen og ved et idrætscenter ved Iselingen holder formentlig ikke. Forudsætningen for at kunne etablere et tidssvarende vandrerhjem i Vordingborg er, at ressourcerne samles ét sted. En placering ved det største af idrætscentrene ville nok være at foretrække. Planens bemærkninger om, at mindre overnatningshytter andre steder i landet med stor succes er placeret i tæt forbindelse med aktivitetscentre, savner dokumentation. Primitiv overnatning kan være en god løsning på landligt beliggende aktivitetscentre, men i byen er det væsentligt at samle kræfterne om de gode løsninger.

Der lægges op til en undersøgelse af behovet for en udvidelse af Ore Strand Camping. Hvis der etableres en campingplads på Farø, og der også etableres et stort vandrerhjem i Vordingborg, vil behovet for udvidelser på Ore Strand nok være begrænset. For camping generelt bør man desuden overveje, i hvilket omfang kommunen skal etablere pladser for autocampere – jævnfør forslaget ved Nordhavnen – og i hvilket omfang autocampere skal benytte campingpladsernes faciliteter.

Trafikken i og omkring byen
Københavnsvej er den naturlige indfaldsvej til bymidten, og Brovejen kan med drejebaner eller en rundkørsel ved kasernen samt bedre afkørselsforhold til Masnedsund fordele trafikken rundt om Vordingborg. At hugge Næstvedvej diagonalt igennem byen til Valdemarsgade vil ødelægge byens struktur og sammenhæng. Trafikken fra Næstvedvej kan mere hensigtsmæssigt – og billigere – fordeles ad Brovejen til byens øvrige indfaldsveje, herunder eventuelt en forlængelse af Sankelmarksvej, som anført i planen, og en ny tværgående forbindelse fra Brovejen til Marienbergvej.

Efterskrift
Jeg kom til Vordingborg som 2-årig i 1950. Vi boede i et nybygget hus på Birkeallé, som er den yderste villavej langs Brovejen, der dengang hed hovedvej 2. Jeg gik i skolen på Kirketorvet. Hver dag – også lørdag – gik jeg gennem Algade, hvor der ikke var en eneste tom butik. Ved stationen gik jeg forbi springvandet med den smukke kvindefigur, som jeg nu ved er Eos, morgenrødens gudinde. I stil og materiale passede hun fint til stationsbygningen, og hun blev da også skabt sammen med denne. Nu er hun pakket bort, ligesom Stalinstatuerne i øst og erstattet af nogle skaterknolde, der nok kunne være blevet plads til et andet sted.

Når vi ændrer byen, skal vi passe på historien. Vordingborg er ikke Harlem og skal heller ikke være det. Vi kan sagtens skabe en hensigtsmæssig udvikling uden at ødelægge det gamle. Det virker paradoksalt, at et socialdemokratisk bystyre skulle sende morgenrødens gudinde på pension i et kommunalt lager.

Vordingborgs udvikling har jeg kunnet følge med åbne øjne og åbent sind. Udviklingen har mest været præget af tilfældigheder. Byens vise fædre har sjældent gået foran i udviklingen. Det skal de nok heller ikke. De skal bare vedtage nogle fornuftige rammer, så fremsynede og driftige borgere kan få mulighed for at skabe en udvikling med sammenhæng og fremtid i.

Forslaget til helhedsplan mangler sammenhæng. Visse steder overskygger detaljen det væsentlige (Ishuset på Nordhavnen). Andre steder fremsættes forslag til gennemgribende ændringer uden forankring i virkelighedens verden (Nyt rådhus og butikscenter med vejgennembrud tværs gennem en gammel bydel). Det vil ødelægge Vordingborg både økonomisk og æstetisk.

Det nytter ikke at satse på en vedtagelse af det fremlagte forslag inden kommunalvalget. Forslaget trænger til en grundig bearbejdning og debat inden vedtagelsen. Det kunne blive det væsentligste tema i valgkampen. Der bor flere vælgere uden for Vordingborg end i Vordingborg. Derfor kan det føre til en debat om det kommunale aktivitetsniveau og om centralisering contra fornuftig fordeling af aktiviteterne.

I 1966 flyttede jeg med mine forældre og søskende til Langebæk. Dengang var borgmesteren fodermester på Liliendal, og den kommunale administration bestod af kæmneren og en kontordame, som havde til huse i kælderen under plejehjemmet Skovbo. Resultatet var en borgernær og billig administration. Sidenhen fik vi i Langebæk et nyt kommunekontor med flere ansatte. Det huser nu Vordingborg storkommunes tekniske forvaltning. Når jeg ser mig omkring, kan jeg ikke få øje på, at folk er blevet meget mere lykkelige af disse ændringer. Jeg tror ikke, at niveauet af lykke vil stige, hvis det lykkes et flertal i kommunalbestyrelsen at samle hele storkommunens administration i et nyt superrådhus i Vordingborg by.

Jeg håber, vi i fællesskab kan finde frem til en god plan for udviklingen af Vordingborg by i sammenhæng med hele Vordingborg kommune.

Langebæk, den 14. februar 2013
Med venlig hilsen
Bo Brebøl.

Radikale Venstre – kan vi få et klart svar?

BirgitteSteenJoergensen-radikalBirgitte Steen Jørgensen, medl. af kommunalbestyrelsen, Radikale Venstre udtaler den 22. februar i Sjællandske, at Radikale Venstre ikke vil bygge ny musikskole og nyt bibliotek i Vordingborg by. Men kære Birgitte Steen Jørgensen, det er jo et helt Shoppingcenter, der nu sættes i udbud – så vidt vi borgere indtil nu har kunnet få oplysning om?

Hvor er det dog typisk, at de radikale aldrig kan give et klart svar på noget som helst. Men så må vi vælgere jo gætte os frem til jeres stilling?

En analyse af din udtalelse må vel derfor se således ud:

  1. Et Shoppingcenter er sat i udbud
  2. Tilbudsgrundlaget omfatter et rådhus, en ny musikskole og nyt bibliotek, samt et stort butikscenter
  3. De radikale kan ikke gå ind for en ny musikskole og nyt bibliotek, som du skriver
  4. De radikale har stemt for, at Shoppingcentret skal i udbud

Konklusion

De radikale går ind for et Shoppingcenter med et nyt rådhus!

Hvorfor skal vi vælgere altid gennem en længere akademisk analyse for at finde ud af, hvad de radikale mener?

Vælgere i Vordingborg Kommune, de radikale går ind for et Shoppingcenter i Vordingborg by, og går derfor osse ind for en skævvridning af kommunen på bekostning af Stege og Præstø.

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

Høringssvar fra Præstø Lokalråd: Helhedsplan for Vordingborg by v/ Henny Jørgensen, formand

PRÆSTO -LOKALRADPræstø Lokalråd indsender hermed sit bidrag til den såkaldte ”debat” om Helhedsplanen for Vordingborg by. På kommunens hjemmeside og i selve planen anvendes nogle steder ordet ”høring”, mens det af Kommunalbestyrelsens godkendelse fremgår, at der er tale om en ”debatperiode”, og altså netop IKKE en høring.

Præstø Lokalråd vil gerne opponere mod denne fremgangsmåde, idet vi opfatter det som en grov tilsidesættelse af kommunens nærdemokratimodel, at en så vigtig og for alle andre områder end Vordingborg by nærmest ødelæggende plan, ikke sendes i officiel høring hos kommunens lokalråd.

Præstø Lokalråd kan og skal naturligvis ikke forholde sig til planer for et lokalområde som Vordingborg by, med mindre planerne får en konsekvens for Præstø Lokalråds område. At dette er tilfældet fremgår direkte af Helhedsplanens tekst side 19:

Mål : Vordingborg by udvikler sig til et regionalt handelscenter, med øget konkurrenceevne i forhold til nabo – byer ”

Det erhvervsmæssige mål med planen er således direkte at forringe konkurrenceevnen for nabobyerne! Dette finder Præstø Lokalråd fuldstændig uacceptabelt, og det kan undre, hvordan hele Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse – for politikerne er vel valgt for hele kommunen? – så fuldstændig ensidigt kan planlægge at forringe handelslivets konkurrenceevne i resten af kommunen, herunder Præstø. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Det fremgår videre af planen, at:

”Kommunalbestyrelsen vil skabe optimale kommunale rammebetingelser for etablering og tiltrækning af nye virksomheder i Vordingborg by”

Der tones altså rent flag: Resten af kommunen skal således have minimale kommunale rammebetingelser for nye virksomheder. Igen må det undre, at en kommunalbestyrelse så fuldstændig ensidigt kan fokusere på et byområde og direkte forringe vilkårene for resten af kommunen. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Endvidere fremgår det:

”Der er generelt brug for et større hotel- og konferencecenter i Sydsjælland. Der foreslås tre muligheder for placering af et hotel- og konferencecenter i Vordingborg by”

Igen må det undre, at hele Sydsjælland nu reduceres til Vordingborg by. Det fremgår ingen steder, efter hvilke kriterier resten af kommunen udelukkes, det fremgår faktisk ikke, om man overhovedet har undersøgt om andre områder kunne være relevante og eksempelvis være mere specielle og tiltrækkende end endnu et center som alle de andre.

Helhedsplanen indledes med at slå fast, at:

”Målet er en helhedsplan, som politikere, borgere og virksomheder kan samles om og bakker op om.”

Sådan som planen er lagt frem, må man konstatere, at selve hovedmålsætningen IKKE er nået. Det fremgår selvfølgelig ikke, om der her også menes borgere og virksomheder UDEN FOR Vordingborg by, for i Præstø lokalområde er dette i hvert fald ikke tilfældet. Selv inden for Vordingborg by´s område falder planen tilsyneladende klart på sin målsætning.

Uden i øvrigt at gå i detaljer om planens andre elementer, så har Præstø Lokalråd denne generelle kommentar:

Den fremlagte plan er jo bredt forsynet med en lang række positivt ladede udsagn, som gerne skal give læseren et billede af, hvor ovenud god planen er. Det er der ikke noget nyt i, og vi ser jo ofte publikationer fra Vordingborg kommune udformet på denne måde. Når man læser de ”gode” intentioner får man et broget billede af de mange problemer for Vordingborg by, som Helhedsplanen åbenbart skal løse:

  • En Spredt bymidte
  • Ringe konkurrenceevne i forhold til nabobyer
  • For lille butiksudbud
  • Gammel administrationsbygning
  • For fjernt bibliotek
  • Lav frekvens af medarbejdere og besøgende i bymidten
  • En kedelig bagside af Algade
  • Et ikke-pænt bymiljø
  • Kedeligt byrum
  • Ikke-attraktivt handelsmiljø
  • Lavt og varierende serviceniveau
  • De gamles by

På den baggrund kan man godt forstå, at Kommunalbestyrelsen vil gøre noget, men måske skulle man koncentrere sig om at finde de vigtigste udfordringer og løse dem uden at det skal gå ud over resten af kommunen.

Præstø Lokalråd skal således klart protestere mod planerne om handelscenterbebyggelsen, mod at Vordingborg by får særlige rammebetingelser for etablering af virksomheder, som ikke gælder andre områder og endelig mod at andre placeringer af et eventuelt hotel- og konferencecenter udelukkes.

På baggrund af planens overordnede mål om opbakning og støtte til planen fra borgere og virksomheder, må vi konstatere, at Helhedsplanen har fejlet, og vi forventer derfor at en revideret plan tager højde for skadevirkninger for andre lokalområder.

Præstø Lokalråd forventer derfor også at få den revidere Helhedsplan i officiel høring for så vidt angår påvirkning og effekter for Præstø Lokalområde.

 

Henrik Reiche og Henny Jørgensen

Præstø Lokalråd

Hr Holmer, står du fortsat ved din udtalelse om, at kommunen ikke har penge i klemme i Shoppingscentret?

Leif-ProfilDet er en interessant oplysning, Huglstad viderebringer til bloggen i dag. I følge forlydender, er det sandsynligt, at kommunen for at få sit rådhus i et kommende Shoppingscenter, skal stille økonomisk garanti til investor?

Kommunens borgmester Holmer udtalte i Sjællandske den 25. januar, at kommunen ikke har nogen penge i klemme i projekt Shoppingscenter?

Hr Holmer, kan du afkræfte eller bekræfte Huglstads oplysning vedr en kommunegaranti for Shoppingscentret?

Leif Jeberg

Investor fundet! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadFra ”sædvanligvis pålidelige kilder” oplyses det, at den interesserede investor bag Vordingborgs shoppingcenter er firmaet M. Goldschmidt Ejendomme A/S. Firmaet ejer flere erhvervsejendomme i København og på Sjælland og står også bag opførelsen af Hillerød Storcenter. Flere af ejendommene er tomme; dette gælder bl.a. butiksarkaden på Marienbergvej 108 i Vordingborg. Firmaet ejer også Netto på Svend Gønges Torv i Præstø.

Det forlyder også, at Goldschmidt ønsker en økonomisk garanti fra Vordingborg Kommune. Om det er rigtigt, vides ikke, men det lyder meget sandsynligt. Et firma, der skal investere i bibliotek, rådhus, børnehave og andre kommunale formål, må naturligvis have en garanti for lejeindtægten i en overskuelig årrække. Dermed minimerer investor også et eventuelt driftsunderskud, hvis der skulle blive problemer med at udleje lokaler i shoppingcentret.

Hvis kommunen sætter penge i bycentret – på den ene eller anden måde – rejser det flere spørgsmål, bl.a.:

1) Er argumentationen ændret til: Vi skal have et bycenter for at få råd til rådhus, bibliotek mv. Altså: Uden bycenter – intet rådhus?

2) Hvor ligger grænserne for kommunens investering af skattekroner og ”indfedtning” i et privatkapitalistisk projekt?

3)  Kan de medlemmer af kommunalbestyrelsen, der stemmer for, gøres juridisk ansvarlige, når/hvis en ny kommunalbestyrelse efter valget dropper bycentret?

Dette understreger endnu en gang, at kommunen må foretage sine egne analyser og søge uvildig hjælp, inden man bliver bondefanget. Et kompromis ville være, at beslutningen blev udsat og overladt til den nyvalgte kommunalbestyrelse i 2014.

Institut for Center-Planlægning – kan man have tillid til en rådgiver, der er dybt engageret i udvikling af Shoppingscentre?

Leif-ProfilSom bekendt har kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen baseret beslutningen om etablering af et Shoppingcenter i Vordingborg by på en analyse rapport udarbejdet af Institut for Center-Planlægning (ICP). Men kan man have tillid til, at denne analyse er udarbejdet på et uvildigt grundlag?

Denne tvivl har sin fulde berettigelse, når det af ICPs hjemmeside fremgår, at et af ICPs væsentligste forretningsområder relaterer sig til udvikling af Shoppingcentre?

Det hedder således på ICPs hjemmeside:

‘ICP er medlem af NCSC (www.ncsc.se), en organisation for Shoppingcentre i de nordiske lande. ICP bestyrer endvidere NCSCs danske sekretariat.’

NCSC står for ‘Nordic Council of Shopping Centers‘, og dette koncils medlemsskare definerer NCSC således:

‘For companies involved in the business of either retail, consulting, construction, development, maintenance and/or management of shopping centers’.

Det ses ligeledes, at ICP er rådgiver for investorer, der investerer i udvikling af Shoppingscentre.

Det er altså en sådan rådgivningsvirksomhed, kommunalbestyrelsen baserer kommunens fremtid på. En rådgivningsvirksomhed som både rådgiver kommuner på den ene side og på den anden side betjener investorer, som har interesse i at bygge Shoppingscentre for kommunerne?

Tør man have tillid til, at den aktuelle analyse er uvildig – jeg har ikke?

Som jeg ser det, er kommunalbestyrelsen enten en bund naiv og amatøragtig indkøber af rådgivningsydelser, eller osse har bestyrelsen den skjulte agenda, at få et Shoppingcenter i Vordingborg By. Det er sikkert en god blanding af begge dele, og det er meget nærliggende at karakterisere dette som et forsøg på at manipulerer kommunens borgere?

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

Se eksempel på et projekt i Hillerrød, hvor ICP er rådgiver for en investor:

Eksempel på ICP samarbejde med en investor

Kamp om markedsandele på egne præmisser v/ John Kreiner, Præstø

I Sjællandske (15/2) gentager den administrerende direktør for Institut for Centerplanlægning (ICP A/S), Per Nyborg, at Vordingborg bør have et butikscenter.

Ganske som hans virksomhed anbefalede i den rapport, der er en del af grundlaget for den nye helhedsplan for Vordingborg by med rådhus og butikscenter midt i byen.

Andet ville vel også være besynderligt.

Per Nyborg mener, at eneste mulighed for at bevare et butiksliv i Vordingborg er at bygge sit eget center og tage kampen op mod bl.a. Næstved (Storcenter).

Løsningen er – uden at det er sagt ligeud – at Vordingborg skal trække kunderne ud af Præstø og Stege for selv at kunne overleve…

Nu er det ikke første gang, man oplever afstanden fra et skrivebord til ”det virkelige liv” som uendelig.

Og Det gamle Testamentes historie om kampen mellem David og Goliat kan stadig begejstre i Jantelovens hjemland.

Men allerede i dag står butikslivet i Vordingborg kommune, det vil primært sige i Vordingborg by, Præstø og Stege, med unikke konkurrencefordele i forhold til eksempelvis Næstved Storcenter, nemlig nærhed, venlighed og personlig betjening.

En kamp om markedsandele, hvor et mindre butikscenter i Vordingborg skal kæmpe på storcentrenes præmisser kan kun vindes i drømmenes (og
centerplanlæggernes) verden – ja, og så altså i Det gamle Testamente.

Store kædebutikker bag centrenes stål- og glasfacader med standardiserede varer, er ikke nødvendigvis det, borgerne går og sukker efter.

Men hvorfor lytte til borgerne? De kunne jo være imod!

En strøgtur gennem Algade i Vordingborg, Præstø eller Stege, hvor hyggelige specialbutikker betjenes af venlige, kendte ansigter, er derimod en rar oplevelse.

Og hvor mangfoldigheden og forskelligheden er en charme i sig selv.

Det er det ”våben”, de tre ligeværdige købstæder, Vordingborg, Præstø og Stege skal trække i kampen mod de kolde, upersonlige og ens storcentre, som man – muligvis på ICPs anbefaling – finder overalt i landet.

Venlig hilsen

John Kreiner

BEKÆMP VORDINGBORG-CENTRALISMEN! v/ Rigmor Nielsen, Bygnings- og Landskabskultur Møn

Det overstiger vores fatteevne, at byrådet kan tage initiativ til et storcenterprojekt, som kommunens samlede detailhandel er imod, og som ingen borger har ønsket. Et projekt, der har som udtrykt mål at stjæle detailhandelsandele fra Stege og Præstø. Den eneste forklaring, vi kan komme på, er at byrådsflertallet og de kommunale ledere må være forledt af en tyrkertro på, at ’BIG IS BEAUTIFUL’. At det, der er godt for Vordingborg, også pr. automatik er godt for hele kommunen. Det gennemsyrer kommuneplanstrategien og kommunens anlægsinvesteringer, der koncentreres i Vordingborg by.

Idéen om, at man må satse på den stærkeste by, hvis man skal skabe udvikling i kommunen, kan være forståelig i andre kommuner. F. eks. i Guldborgsund og i Næstved. Men i Vordingborg kommune har vi ikke een altdominerende hovedby. Kun 1/3 af befolkningen bor i Vordingborg-området – incl. forstæder. Kommunens bystruktur består af tre mindre købstæder, og selv om den ene er dobbelt så stor som de to andre, er der intet, der tyder på, at udvikling i Vordingborg er mere sandsynlig eller mere gavnlig for helheden end udvikling i de andre byer. I en kommune som vores bør vi arbejde for en udvikling af alle tre købstæder (+ Lundby), med et vågent øje for byroller – de særlige potentialer, den enkelte by har, og som kan udvikles til gavn for hele kommunen.

Vordingborg er kommunens naturlige center m.h.t. uddannelse, men IKKE (i modsætning til, hvad byrådsflertallet antager) m.h.t. industri, bosætning eller detailhandel. Kommunens langt største industrivirksomhed ligger i Stege. Præstø har (i forhold til vigtige målgrupper) større potentialer som bosætningsby end Vordingborg.

Og indenfor detailhandlen er Vordingborg i tilbagegang, medens Præstø og især Stege er i vækst. Det er oplagt at satse på udvikling af de klassiske købstads-handelsmiljøer i alle tre byer. At udvikle smukke og oplevelsesrige bymiljøer, som et alternativ til de sjælløse storcentre i nabokommunerne. Byrådsflertallet drømmer om, at Vordingborg kan blive et regionalt center – som Næstved og Nykøbing. Glem det, det er totalt urealistisk! Tværtimod er der stor risiko for, at et nyt storcenter kan ødelægge det for Stege og Præstø, uden at det gavner Vordingborg! At vores handelsliv går yderligere tilbage i forhold til nabokommunerne, og at kommunens udvikling får endnu et ryk tilbage. Gå til modstand mod Vordingborg-centralismen!

Det er valgår i år!

Vi opfordrer alle til at stemme på politikere, der vil arbejde for en ligelig udvikling af hele kommunen, og for en udvikling baseret på vore byers sande værdier og potentialer.

Med venlig hilsen

Bygnings- og Landskabskultur Møn

Rigmor Nielsen,

Kære Annemette Engell Hansen (K), har DU SELV taget stilling til et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Leif-ProfilDit svar til Allan Huglstad på vores Facebook side vedr De Konservatives stillingstagen til et Shoppingscenter i Vordingborg by, giver mig anledning til at spørge ind til DIN personlige holdning i sagen?

Hvor står DU SELV?

Det vil du åbenbart ikke fortælle os? I stedet giver du os en lektion i almen politisk viden. Fortæl os, om du vil arbejde FOR et Shoppingscenter eller om du vil arbejde for, at der IKKE bliver etableret et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Naturligvis skal der indgås kompromiser, men desværre ser vi jo alt for ofte, at der er partier, der sælger deres sjæl for at bevare deres taburetter. Og med den begrundelse, at det er for at få indflydelse.

Goddag mand økseskaft, indflydelse på hvad? Når man som udgangspunkt har solgt ud af sine værdier i kompromisets hellige navn? Det er en god strategi at være ‘indenfor´, hvor beslutningerne forberedes og træffes, men den, som går på kompromis med sine grundlæggende værdier, får hverken respekt eller indflydelse i det lange løb – derimod vil det stå klart for alle, at der tale om ren prostitution.

Så hold op med den generelle snak, og vis hvem DU er og fortæl os, hvor DU SELV står i denne sag: Vil DU arbejde FOR eller IMOD et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Og lige til afslutning: Gud fri os fra et flertalsstyre – på landsplan såvel som lokalt. Så længe et enkelt parti ikke har flertal, er der sikkerhed for, at der tænkes henover midten – husk på, at Danmark ikke er en virksomhed, der kræver en stærk ledelse, men et samfund, hvor en af de væsentligste værdier er empati – politikernes empati for borgerne og ikke for egne magtpositioner.

Og skulle du have glemt, hvad empati betyder, så gå til din Kierkegaard:

“…at man, når det i sandhed skal lykkes én at føre en anden hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde denne der, hvor denne er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver person, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden må han først forstå mere end den anden – men dog først og fremmest det, den anden forstår. Når han ikke gør det, så hjælper hans merforståen ham slet ikke. Vil han gøre sin merforstående gældende, så er det, fordi han er forfængelig eller stolt, så han i grunden i stedet for at gavne den anden egentlig vil beundres af ham.”

Leif Jeberg

Magen til kynisme, hr Bent Maigaard (V), skal vi vist lede længe efter…

Bent Maigaard-venstreI Sjællandske i dag den 12. februar toner Bent Maigaard endelig rent flag. Han har lagt sig i kølvandet på socialdemokraterne og lader investorerne om at bestemme, om der skal bygges et shoppingscenter i Vordingborg by eller ej. Han udtaler i et læserbrev: ‘…at Vordingborg er kommunens største by, og at det er her, en privat investor har vist interesse for at etablere et indkøbscenter…‘. Og han fortsætter: ‘… Når jeg siger, at ICP-undersøgelsen konkluderer, at et center kan resultere i en MEROMSÆTNING på ca. 170 mio. til kommunen. Jeg er naturligvis klar over, at et nyt center vil betyde, at der vil være omsætningsnedgang andre steder – både inden for og uden for kommunen…‘. Og endelig tilføjer han: ‘… Når jeg siger, at det vil skabe NETTO 100 – 200 nye arbejdspladser (det er min egen vurdering), er det, når tab af arbejdspladser andre steder i kommunen er modregnet…‘.

Her kan vi sort på hvidt læse, at hr Bent Maigaard er fløjtende ligeglad med, om resten af kommunen lider og mister arbejdspladser, når bare en investor kan tjene penge på at bygge et Shoppingcenter i Vordingborg by. Men vi taler ikke bare om arbejdspladser, hr Bent Maigaard, vi taler om, at detailhandlen i Stege og Præstø, ja endda i Algade i Vordingborg i stort tal vil gå konkurs eller lukke deres livsgerning. Vi taler om, at grundlaget for at skaffe tilflyttere til de to købssteder forsvinder, og i sidste ende, hr Bent Maigaard, taler vi om at gøre de to byer til alderdomshjem. Dette er desværre ikke et usandsynligt scenario, hr Bent Maigaard, og skulle det komme dertil, så er det endvidere sandsynligt, at Vordingborg by ender som en underafdeling af Nationalmuseet.

Er dette virkelig venstres politik? Taler hr Bent Maigaard virkelig på vegne af Venstre i Vordingborg?

Jeg kender mange brave venstremænd, og jeg kan ganske enkelt ikke tro på, at dette er Venstres officielle politik, hr Bent Maigaard her udtrykker?

Venstre, kom ud af busken, og lad os høre, om Venstre er for eller imod et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Leif Jeberg

Bycenter i Vordingborg: Vordingborg Handelsforenings høringssvar

I Vordingborg Handelsforening har vi drøftet et kommende bycenter. Tidligere har vi ikke meldt vores holdninger ud i politiske sager, f.eks. gågadeproblematikken.  Når et bycenter kommer på ”bordet” mener vi dog, at det er af stor betydning for byen, at man inden beslutningen bliver taget, har været rundt i alle ”hjørner” i sit analysearbejde.

Vi har brugt en del arbejde på at skaffe os viden, til den holdning vi nu har vedr. et fremtidigt bycenter. Nedenfor har vi beskrevet de områder, vi mener er kritiske i forhold til det bycenter i Vordingborg og som skal overvejes inden beslutningen tages.

Overordnet er vi helt enige i, at man skal sige ja tak, når en investor tilbyder en større million investering i byen. Dette ændrer ikke på de faktorer vi beskriver nedenfor, som bør overvejes nærmere.

Konklusionen for bestyrelsen i Vordingborg Handelsforening er:

Er premissen til stede for at der kan bygges et bycenter i Vordingborg – nej det er den ikke, og følgende vil belyse dette, sammen med de konsekvenser det vil få for Vordingborg by:

  1. Forudsætningen for at der kan etableres et bycenter i størrelsen 15.000 til 25.000 kvm. Er at der kommer en ankerbutik, eller med andre ord et føtex varehus. Iflg. ICP skal føtex have 81 mill. i omsætning fra eksisterende dagligvarebutikker i byen. De vil få 20-30 mill. fra Kvickly, og skal så have 50-60 mill. fra de øvrige butikker.
  2. Problemstilling nr.1: et føtexvarehus vil ikke kunne få mere end 5-15 mill. fra discountbutikkerne. Når man handler discount, så gør man der hvor man bor, eller der  hvor man kører forbi. Hvis der kommer et bycenter incl. føtex, så vil man i stedet fravælge Kvickly (omsætningsnedgang 20-30 mill.), men kunderne vil ikke ændre deres dagligdagsindkøbsvaner i discountsektoren. ICP bygger deres undersøgelse på hvad der typisk sker i et marked når der rykker en stor konkurrent ind. Det de ikke har taget højde for er, at Vordingborg er helt atypisk, med hensyn til at der kun er et varehus samt discountsektoren og ingen købmænd.
  3. Et føtex varehus har en nulpunktsomsætning på ca. 160 mill. , og Dansk Supermarked ønsker ikke at etablere nye varehuse, hvor de ikke tror på en omsætning på 180 mill. Varehusbranchen er under pres, med faldende markedsandele og faldende avancer. For nylig har Dansk Supermarked valgt at lukke 4 føtex varehuse, heriblandt føtex i Næstved.
  4. Problemstilling nr. 2: Er føtex interesseret i at komme til Vordingborg? Denne mulighed har ikke været diskuteret i de sidste 4 år i føtex. Omsætningspremissen inden for bygrænsen holder ikke!!!! føtex skal tjene penge, og er højst sandsynlig ikke interesseret i at tage en kæmpe risiko i Vordingborg. ICP lægger op til at føtex vil få 169 mill. i omsætning. Og det er hvis ICP´s premisser holder. Samtidig er det værd at bemærke, at  Dansk Supermarked fortsat har  vigende indtjening, og formentligt ikke ønsker at tage chancer.
  5. Frederikssund by har 15.600 borgere og ligger midt i Frederikssund kommune. Der er 44.000 borgere i hele kommunen. Frederikssunds markedsområde er på 100.000 husstande dvs. ca. 220.000 borgere.
  6. Vordingborg by har 9.600 borgere og 45.800 borgere i hele kommunen. Men, Vordingborg ligger yderligt i kommunen. Vordingborgs markedsområder er ca. 56.000 borgere incl. Nord Falster.
  7. I Frederiksund by kører hverdag 20.000 biler igennem byen (mange af dem direkte forbicenteret), samt 15.000-20.000 biler tæt forbi byen på hovedvejen. Desuden ligger S-togstationen ifm. med centeret. Disse elementer giver en naturlig stor kundestrøm.
  8. I Vordingborg by er der meget begrænset kørsel igennem byen. Over Storstrømsbroen kører hverdag 4.800 (2010 tal) biler. Over Farøbroerne kører 21.000 biler (2010 tal). Men de kører ikke tæt forbi byen, hvad vil få dem til at køre helt ind til byen?
  9. Problemstilling nr. 3: Kommunens øvrige borgere kører ikke naturligt igennem/forbi Vordingborg. I Frederikssund er kunderne lige ved og i byen, men mange vælger alligevel at kører videre forbi det flotte center Sildebroen. Det gør de fordi nogle ikke ønsker at handle i centre, andre fordi de fortrækker ”storebror” fx Slotsarkaderne i Hillerød med Bilka i spidsen.
  10. Centerchef i Sildebroen Stig Bergdahl oplyser, at centeret kun trækker kunder ca. 10 km. uden for byen. Han oplyser endvidere at centeret er for stort og først om 10 år vil have den rigtige størrelse, under forudsætning af at byen vokser planmæssigt. Sildebroen er i dag på 26.000 kvm. Salgsareal.
  11. Et Butikscenter i Vordingborg skal sælge for 488 mill. Findes de penge reelt til dette center, eller vil overvejende fortsat blive brugt der hvor de plejer. Der er i regnestykket ikke taget højde for at turistomsætningen på Møn ikke kan flyttes!!!!

  12. Nord Falster: Hvorfor tage til en føtex på 2600 kvm.salgsareal i Vordingborg, når der ligger en på 3200 kvm. salgsareal i Nykøbing Falster. Gågaden i Nykøbing Falster har både mange  special butikker samt kædebutikker fx Hennes & Mauritz.
  13. Sildebrocenteret har en omsætning på 570 incl. moms 456 mill. ex. Moms. Når dagligvarerbutikkerne er sorteret fra er omsætingen ca. 330 mill. ex. moms på resterende butikker. De resterende butikker har et salgsareal på 20.000 kvm. Centerchefen oplyser at huslejen pr. kvm. ligger i gennemsnit på 2500 + fællesudgifter 600 + mafø 400 pr. kvm. Pt. ligger huslejeprocenten på ca. 20.
  14. Problemstilling nr. 4: Hvor skal omsætningen komme fra iflg. ICP: Stege 32 mill, Præstø 29 mill. gågaden i Vordingborg 142 mill. dagligvarebutikker i Vordingborg 81 mill. udenfor kommunen 177 mill. Hvordan vil man få folk, som bor nord for Vordingborg Kommune til fravælge Næstved bymidte og Næstved Storcenter, for i stedet til at vælge et på alle måder mindre attraktivt alternativ. Det vil simpelt hen ikke ske. Så skal resten af væksten komme fra Nord Falster – det vil simpelthen være umuligt.
  15. Det bycenter på 25.000 kvm. Bruttoareal (20.000 kvm. nettoareal), som der er lagt op til, anbefaler ICP at det bliver reduceret til 14000-18000 kvm. bruttoareal, dog uden biograf indregnet. Et sådant bycenter vil være endnu mindre attraktivt som kundemagnet.
  16. Problemstilling nr. 5: Huslejen i et nyt bycenter på 25.000 kvm bruttoareal: hvis vi forudsætter at omsætningen holder (men, det er der intet der tyder på) på 488 mill. føtex tager 169 mill. (holder heller ikke), så er der 319 mill. tilbage. Hvis vi fjerner ca. 30 mill til restauranter og biograf og trækker momsen ud så er omsætningen på 230 mill. ex moms.De 230 mill. skal dække huslejen på 12.500 kvm med en husleje på et sted mellem 3000-3500 pr. kvm. incl. fællesudgifter og markedsføring. Det giver en huslejeprocent på mellem 16-19%.En husleje i dag på et hovedstrøg i en provinsby skal helst ligge på  mellem 5-8%. En huslejeprocent som i nogle tilfælde er det 3 dobbelte, kræver at der bliver skåret hårdt ned på lønudgifterne, hvis det overhovedet skal kunne løbe rundt. Det vil betyde at butikker vil åbne men også lukke igen, med fare for at vi får et halvtomt bycenter.
  17. Et andet eksempel er Fredensborg by. I Fredensborg kommune bor 41.300 indbygger. Føtex Food lukker nu sin forretning i Fredensborg bycenter og derefter er der kun en Netto og 2 andre butikker i centret, der har plads til adskillige butikker. Samtidig er hovedgaden nu næsten helt død for udvalgsbutikker. Fredensborg ligger mellem Hillerød og Helsingør. Der er meget trafik på vejen mellem de to nabo byer. Dog har Fredensborg svært ved at tiltrække bilisterne til bymidten. Kan det være samme problematik i Vordingborg?
  18. Fredensborgs borgmester har givet svar på følgende spørgsmål:Har det været et politisk fejlskud at give tilladelse til at opføre Fredensborg Bycenter?“Da vi gav tilladelsen, var det efter udtrykkeligt ønske fra de handlende i Fredensborg. Opfattelsen var, at et solidt tilskud af dagligvarebutikker kunne øge kundetilstrømningen til byen.””I dag kan vi bare konstatere, at markedet for de butikker ikke har været der. Der har tværtimod været en overkapacitet. Markedet kommer måske om et par år, men lige nu er det der ikke.”
  19. Et bycenter i Vordingborg på Rådhusgrunden vil naturligt samle de resterende butikker midt på Algade, så der trods alt er en forbindelse til bycenteret. Det vil samtidig betyde at butikkerne fra Slotstorvet og ned mod midten af Algade stille og roligt vil lukke, da trafikken vil koncentreres midt på Algade og Badstuegade. Hele idéen med det hyggelige torve- og gågademiljø vil forsvinde, fordi der er ingen der har et ærinde der. Det super gode projekt med Borgcenteret integreret i hele bymiljøet bliver desværre heller ikke til noget. Turisterne vil møde en by uden liv.
  20. Alternativ:Arbejd på en delvis overdækning af Algade, et mini center i Voldgade som er bygget direkte sammen med Algade med indgangsåbninger både på Algade og direkte til Valdal-stien. Fyld den gamle Super Best med special butikker – en bazar. Valdal-stien kunne få en ny belægning og evt. overdækkes. Det ville betyde at Slotstorvet, gågaden, Borgcenteret og det nye dagligvarecentrum bliver en samlet enhed.
  21. Afslutning: Vores holdning er, som beskrevet, imod et nyt bycenter. Vordingborg Handelsforenings bestyrelse vil gerne indbyde til dialog på området. Vi stiller gerne op til møder med politikere og/eller embedsmænd for en drøftelse og uddybning af vores holdninger.

Med venlig hilsen

Vordingborg Handelsforenings bestyrelse

v/formand

Søren Goth Pedersen
PS:

Lokalsprøjten i Fredensborg skrev den 25. oktober 2012

Lokalavisen 25. oktober 2012:

Hvor trist det er for Fredensborg By at erfare, at Føtex Food nu kaster håndklædet i ringen, kan man kun forstå, hvis man aflægger byen et besøg.

Da vil man se et bycenter domineret af gabende tomme butikslejemål og et par gader derfra Gågaden, førhen byens pulserende hovedfærdselsåre med supermarked, bibliotek og en masse specialvarebutikker, nu ligeledes skæmmet af mange blændede butiksruder.

Hvad er der sket?

Finanskrisen har bestemt gjort det svært at drive forretning, men det kan ikke være hele forklaringen. I mange byer af samme størrelse som Fredensborg har krisen nok gjort ondt, men ikke medført lukninger i så stort omfang.

Er de konservative blevet socialdemokraternes følgesvend?

Leif-ProfilHvor sørgeligt at de konservative i Vordingborg Kommune nu stiller med en formand, Annie Holm Pedersen, der som socialdemokraterne heller ikke kender forskel på Vordingborg Kommune og Vordingborg By.

Tænke sig at de konservative lader sig spænde for socialdemokraternes vogn og medvirker til at manipulere et rådhus på plads og på den måde medvirker til en skævvridning af kommunen til fordel for Vordingborg by?

Det skal blive spændende at følge kommunevalget til november. Det gør vi nemlig lige til den sidste time på denne blog og på: http://www.facebook.com/Vordingborg.politikernes.vogter

Leif Jeberg

Bent Maigaard (V) udtaler igen, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Præstø og Stege?

Bent Maigaard-venstreIgen kan man læse i Sjællandske den 4. januar, at Bent Maigaard (V) går ind for, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Vordingborg kommune? Det er da utroligt at en politiker i den grad giver sit ansvar fra sig?

Er vi virkelig kommet dertil i dansk kommunalpolitik, at politikerne ikke længere har holdninger, men alene baserer sig mekanisk på investore og rådgivningsvirsomheders (ICP) analyser, som selv har interesser i deres analyseresultater?

Leif Jeberg

Kommunalbestyrelsens pligt, Maigaard (V) v/ John Kreiner, Præstø

I den igangværende debat om et muligt bycenter i Vordingborg, ser borgere og forretningsdrivende i Vordingborg by, Strege og Præstø med stor bekymring på risikoen for, at der etableres et shopping center i forbindelse med dette bycenter.

Borgere og butiksindehavere ønsker ikke dette shopping center, fordi forhåndsanalyser allerede har vist, at det vil gå ud over det eksisterende butiksliv i Vordingborg by, Stege og Præstø. Nogle steder rigtigt hårdt endda.

Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Bent Maigaard gør sig i Sjællandske (30/1) til fortaler for, at det må være investorens afgørelse, om der kan drives en rentabel virksomhed i sådan et center eller ej.

Han skriver bl.a.:

”Hvis der er private investorer, der ønsker at skabe arbejdspladser i Vordingborg by, er det vel ikke kommunalbestyrelsens opgave at stoppe det, men derimod at skabe de planmæssige forudsætninger”.

Forkert, Bent Maigaard..!

Hvis prisen for nye arbejdspladser i Vordingborg by er tab af lige så mange arbejdspladser – eller flere – andre steder i Vordingborg kommune eksempelvis I Algade i Vordingborg, i Stege og i Præstø, så ER det kommunalbestyrelsens opgave at stoppe dette.

Ja, det er ikke bare kommunalbestyrelsens opgave, det er kommunalbestyrelsens pligt..!

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for hele Vordingborg kommune, og ansvaret for at ikke bare et lille hjørne trives og udvikles, hvis det sker på bekostning af resten af kommunen.

Der er tilsyneladende stadig mange, der bør lære, at der er forskel på Vordingborg by og Vordingborg kommune.

 

Venlig hilsen

John Kreiner

Grib chancen! Eller fortsæt som taberby v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadFor at skabe fremtiden, må man forstå nutiden, og for at forstå nutiden, må man kende fortiden.

Borgmester Holmer kender sin historie, når han kalder Vordingborg ”de forspildte chancers by”. Man må håbe, at kredsen bag ”Helhedsplanen for Vordingborg by” også kender historien, men jeg har mine tvivl.

Vordingborg startede som et servicecenter for kongeborgen. Da kongerne rejste, og murene faldt i voldgraven, startede nedturen. Sat på spidsen var der ikke mere brug for en by. Men nu lå den der, og i det 20. århundrede fik byen den ene chance efter den anden, men forstod det ikke.

Med Storstrømsbroen fulgte en gave: et nyt opland på Nordfalster. Det blev ikke udnyttet. Samtidig fik man regionens største havneanlæg, der kunne udkonkurrere Næstved og Nykøbing. Det blev heller ikke udnyttet. Under besættelsen byggede man prestigeprojekter som svømmehal og sportshal og stod i 1945 med et nedslidt skolevæsen og en kæmpe boligmangel, der skræmte nye firmaer væk. Igen glemte man sin besøgstid. Vordingborg var blandt de sidste, der fik et erhvervsråd – og blandt de første, der fyrede sin energiske erhvervschef. Men han nåede da at efterlade to ideer: en kongestatue og en garde. Efter 1945 forsøgte man at lokke nye virksomheder til byen, men det eneste, man kunne tilbyde var dyre grunde og piloteringsudgifter på Trellemarkens fjorddynd. Mange virksomheder fravalgte Vordingborg, og resten flyttede igen.

I nyere tid fik man tilbudt et centralsygehus og et amtsrådhus, men byen forstod sig ikke på rænker og nord-syd-konflikt. Heller ikke da investorer ville bygge et storcenter – det havnede i Næstved.

Især handelslivet har mærket tilbagegang. Ikke mærkeligt, fordi byen i snart 100 år har haft for mange håndværkere og købmænd i forhold til oplandets størrelse. Derfor har den gennemsnitlige omsætning også været den laveste i sammenligning med nabobyer og byer af samme størrelse. Desuden har dårligt købmandskab gjort oplandet mindre – i Stege er der såmænd butikker, der påstår, at deres opland nu går til Algade!

Men nu er redningen i sigte. Den nye helhedsplan skal have ros, fordi den for første gang udnytter byens stærke sider og udstikker målet for byens udvikling: Vi skal være en by for institutioner, bosætning, kultur og turisme – for at sige det kort. Samtidig har man samlet tidligere ideer og planer, hvilket er påskønnelsesværdigt, men også afslørende. Flere ideer er nok hentet i arkivkælderen, hvor de har mange år på bagen. Tag f.eks. sand på Ore Strand – et forslag der blev fremsat både i 30’erne, 40’erne og 50’erne – og som nu måske får en chance.

Helhedsplanens mest kontroversielle ide er bycentret – et ministorcenter. Her er et tydeligt eksempel på, at nogen ikke har lært af historien. Når det flere gange er gået galt, er det bl.a. fordi byens vise fædre ikke har analyseret byens stærke og svage sider og ikke har haft et klart mål at gå efter. Byens udkantsplacering, et lille opland og et kæmpestorcenter i Næstved er de fakta, der gør, at Vordingborg ikke kan blive et regionalt handelscentrum. Tiden er forpasset. Dette mål skal tages ud af helhedsplanen. Hvis ikke, fortsætter vi blot den historiske tradition med at gå planløst i alle retninger – uden at have ressourcerne.

De forretningsfolk, der er tilbage i Algade, må være de dygtigste – overleverne. Skal de nu belønnes med kvælningsdøden fra et bycenter, der er for lille til at konkurrere med Næstved og Nykøbing, men stort nok til at kastrere handelen i Stege og Præstø? Er det byrådets nye politik: at straffe de dygtige og driftige?

Brug de ideer i helhedsplanen, der støtter målet: turist-, institutions-, kultur- og bosætningsby. Lyt til de handlende – både når det gælder gågader, overdækning og Slotstorv. Hjælp de handlende – dræb dem ikke. Til gengæld må de handlende lette røven og løfte i flok. Og hvis de ikke ved hvordan, kan de spørge i Stege og Præstø. Men det haster!

Århundredets gave til Vordingborg, Borgcentret, kommer i år. Grib chancen! Der kommer næppe flere…

Mere bycenter v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadDe sidste 24 timer har jeg måttet lytte til mange argumenter for et bycenter – bl.a. fra byrådsmedlemmer og måske kommende medlemmer af det vise råd. Langt hovedparten er bosiddende i Vordingborg og omegn og kan næppe være talerør for Møn og Præstø.

Fra de historieløse lyder det: ”Vi sagde nej til et shoppingcenter for 25 år siden, og den fejl vil vi ikke gentage”. Herre Jemini! Situationen dengang var helt anderledes. Dengang var der mulighed for at få Næstved i vort opland sammen med Falster, Møn og hele Sydsjælland. I dag skal man være mere naiv end optimist, hvis man tror, at man kan tilbageerobre det tabte fra Næstved med et lilleputcenter.

”Vi skal have et bycenter, fordi handelslivet i Vordingborg bløder, forretningerne kæmper for at overleve”. Enig – i det sidste. Men byrådets analyse fastslår, at det vil gå ud over butikkerne i Algade – for ikke at tale om omsætningsnedgangen i Præstø og Stege. Hertil kommer butikkerne i Stensved og Mern. Men det kan da ikke være byrådets opgave at give aktiv dødshjælp til de overlevende butikker?

”Jamen vi vil også hjælpe handelslivet i Stege og Præstø”. Hvordan? Skal det nu være en kommunal opgave at give bistandshjælp – for mine skattekroner – for at hjælpe forretninger, der har bevist, at de kan klare sig selv?

”Vi vil ansætte en konsulent, der skal koordinere og hjælpe handelslivet i kommunen”. Lyder godt – selv om jeg som borgerlig er principielt imod, at politikerne blander sig i handelslivet. Men lige nu er det ikke Stege og Præstø, der har behov for konsulentbistand – de kan nemlig selv. Det er Vordingborg, der har behov for livreddende førstehjælp. Det vil han eller hun hurtigt opdage, hvis man ansætter en person med analytiske evner og kendskab til kommunen.
Men behøver butikkerne en kommunal sagsbehandler? Ved vi ikke selv, hvor skoen trykker? Som 3. gangs tilflytter kan jeg i hvert fald godt udpege Algades stærke og svage sider, og hvor der bør sættes ind. Og jeg er næppe den eneste.

”Hvis ikke vi får et bycenter, vil den sidste forretning i Algade lukke og slukke om 15 år”. Det er pessimisme af værste klasse. Jeg foretrækker at være optimist. Jeg tror, at de overlevende på Algade har læst skriften på væggen og inden længe vil tage kampen op mod konkurrencen fra Stege og Præstø. Konkurrencen fra Næstved er sværere, men ikke umulig med masser af turister til Borgcentret. Her vil byrådets lilleputcenter alligevel komme til kort. Skal man tage argumentet for pålydende, er der stadig 2 muligheder: Vent med bycentret, til butikkerne har lukket – eller kom med det nu, så vi kan afkorte dødsprocessen…

”Et bycenter har ikke noget med Borgcentret at gøre”. Nåda – nu kommer det 21. århundredes gave til byen med masser af turister – som Geocentret på Møns Klint. Jeg har for nylig besøgt flere lignende ”borgcentre”, især i Frankrig, og her har handelen fået en opblomstring på grund af de mange turister. Hvordan skal man få disse turister til at handle i byen – som i Stege – når Algade er dødt? Hvordan tror man, at disse mennesker vil finde frem til bycentret? Og hvor skal busser og biler parkere? Skal den døde Algade laves om til P-pladser? Ville det ikke være mere naturligt at opmuntre butikker og cafeer til at placere sig i de nærmeste omgivelser til ruinerne? Det er Algade på begge sider af det gamle rådhus, der skal være bycenter. Det er lige det, der er sket i flere franske borgbyer – hvor det store shoppingcenter er forvist til byens udkant – hvis der er noget.

”Uden et bycenter skal vi bygge et dyrt rådhus – administrationscenter – og nu har vi også mulighed for at flytte biblioteket til centrum”. Nu er argumentationen da vendt på hovedet! Vi skal have et bycenter for at få et rådhus! Hvem siger, at rådhuset skal ligge i Vordingborg? Vordingborg ligger i udkanten af kommunen. I fremtiden er det stort set kun de ansatte, der kommer på rådhuset – og optager parkeringspladser. Det er jo kommunernes politik, at vi skal kommunikere digitalt, så hvorfor i alverden skal borgerne besøge rådhuset? Tværtimod ville der være mere fornuft i at placere rådhuset i kommunens centrum, dvs. området mellem Stensved og Kalvehave. Det kunne måske også få politikerne til at tænke i helhedsløsninger – og ikke lege sognekonger, som der i dag er en tendens til, når det gælder Vordingborg.

Og biblioteket? Indrømmet – det var en hovsabeslutning at flytte det til Masnedsund, men retfærdiggør det en ny – og dyr – hovsabeslutning: at flytte det tilbage? Og turisterne? De leder næppe efter biblioteket, når de bliver kaffetørstige.

Den kommunale valgkamp er så småt gået i gang. De kommende kandidater til kommunalbestyrelsen – både de få gamle og de mange nye – vil blive vejet på deres holdning til bycentret og deres manglende tilslutning til Borgcentret. Jeg misunder dem ikke – og da slet ikke dem, der med bopæl i Præstø og Stege skal forsvare bycentret.

Mon ikke der bliver mere liv i valgkampen, end der har været i mange år? Nu gælder det ikke bare at pege på borgmesterkandidater. Alle skal afdække deres holdning til bycenter, Algade, Slotstorv, rådhus – og vindmøller.
Gid man kunne begrave den sidste sognekonge og blive enige om ét: jævnbyrdighed mellem kommunens tre købstæder!

Allan Huglstad, Vordingborg.

Ryst posen, borgmester! v/ John Kreiner, Præstø

Så blev første skridt mod et 40.000 kvadratmeter stort shopping center i Vordingborg taget.

Vordingborg kommune har netop inviteret til prækvalifikation, der omfatter projektudvikling og projektering samt forkøbsret til selve opførelsen af centeret. Ved prækvalifikationen vil kommunen udvælge max. fem deltagere, som må give et konkret bud.

Det er samtidig første skridt til ”nedsmeltning” af det i øvrigt sunde butiksliv i Præstø og Stege. Kunderne skal flyttes til Vordingborg.

Og til ødelæggelse af dele af det butiksliv, der allerede er i Vordingborg – som lider.

Bormester Henrik Holmer er åbenbart opmærksom på, at planen kan blive ødelæggende for andre dele af kommunen. I en pressemeddelelse hedder det bl.a.:

”Borgmesteren understreger samtidig, at man sideløbende med planerne om bycenteret i Vordingborg vil arbejde med projekter, der kan være med til at udvikle kommunens to andre købstæder Præstø og Stege”.

Ikke så meget som en antydning af, hvordan.

Sædvanen tro skal Vordingborg by styrkes, og så må vi ”samle op på resten bagefter!”

Problemet med det skrantende butiksliv i Vordingborg by er ikke kun Næstved Storcenter, men i lige så høj – måske højere – grad det ”langstrakte” bycentrum i Vordingborg gennem Algade.

Ryst posen, borgmester..!

Prøv at tænke nyt.

I stedet for at bygge et helt nyt center, så prøv at finde løsninger, der kan fortætte – og dermed styrke – Algades eksisterende butiksliv. Det bliver sikkert svært, men gør det!

Så vil kommunens tre centre Vordingborg, Stege og Præstø kunne udvikle sig parallelt – og sammen.

Der er ikke megen nytænkning i bare at trække kunderne fra Stege og Præstø til ét centralt shopping center. Tværtimod.

Medmindre der slet ikke er tale om et butiksprojekt, men et projekt, der skal få gang i byggeriet i Vordingborg.

For så er Stege og Præstø jo endnu en gang totalt uinteressante i kommunens planlægning…

Politikere vil indføre kommunal butiksdød v/ John Kreiner, Præstø

Er dette et nyt forsøg på at udradere Præstø og – i nogen grad – Stege, eller hvad?

Dele af det forslag til Helhedsplan for Vordingborg by, som Kommunalbestyrelsen vedtog den 20. december, oser langt væk af, at store dele af kommunalbestyrelsen ikke kender forskel på Vordingborg by og Vordingborg kommune. 

Om det skyldes, at 13 ud af kommunalbestyrelsens 29 medlemmer har bopæl i Vordingborg, skal være usagt, men tanken er nærliggende.

Og når dele af denne helhedsplan åbenlyst prioriterer Vordingborg på bekostning af Præstø og Stege, så styrkes denne tanke.

Af en rapport, kommunen har bestilt hos Institut for Center-Planlægning, ICP A/S, fremgår det, at handelslivet i Vordingborg har det skidt – meget skidt. I 2012 var der 22 færre butikker i Vordingborg end i 2008, og omsætningen var faldet med 7%.

I Præstø og Stege var antallet af butikker stort set uændret, og omsætningen steg med 2% i Præstø og med hele 7% i Stege i samme periode.

Så noget må der gøres.

I helhedsplanen indgår der derfor etablering af et shoppingcenter dér, hvor Rådhuset og Kvickly ligger i dag.

Det voldsomme fald i omsætningen i Vordingborg og den begrænsede stigning i Præstø – i modsætning til Stege – skyldes ifølge rapporten: Relativt kort afstand til Næstved Storcenter og Næstved bymidte, samt adgang til store udvalgsvarebutikker i Næstved.

For centerplanlæggerne er det indlysende modtræk:

Lav selv et center!

Og kommunalpolitikerne finder åbenbart den idé genial, så de kan beholde kunderne i Vordingborg.

Af rapporten fremgår det tydeligt, at det påtænkte shoppingcenter, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte.

Knap så tydeligt fremgår det hvilke konsekvenser, det vil få for butikkerne i Præstø og Stege.

I Præstø kan man naturligvis være ligeglad med om kunderne kører til Næstved eller til Vordingborg, men ikke hvis ”nye” kunder trækkes til Vordingborg.

I Stege, derimod, hvor konkurrencen fra Næstved ikke er stor, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis der etableres et nyt center i Vordingborg.

Jeg har stor forståelse for, at de lokale politikere ønsker at hjælpe det trængte butiksliv i Vordingborg, men hvis de gør det ved at smadre butikslivet i Vordingborgs bymidte, Stege og Præstø, og indfører kommunal butiksdød her, så har de svigtet deres opgave.

Men så er 2013 jo heldigvis valgår.

Ved at svække butikslivet i Præstø og Stege, styrker man ikke nødvendigvis Vordingborg, hvor butiksdøden klarer sig fint uden kommunal støtte.

Godt Nytår..!

Endnu et firma som byplanlægger v/ John Kreiner, Præstø

Nu får vi endnu en gang bevist, at byplanlægning i Vordingborg kommune, ikke er en opgave, der løses af vores politikere, men af pengemænd, der ikke nødvendigvis har tilknytning til kommunen.

I Sjællandske fredag (25/1) fortæller borgmester Henrik Holmer, at der efter en prækvalifikationsrunde er indkommet tre bud på et centerbyggeri med nyt rådhus og shopping center i Vordingborg.

Jeg kan ikke afvise, at kommunen trænger til et nyt rådhus, og så må politikerne naturligvis løse det problem!

Men at man giver en privat investor carte blanche til samtidig med rådhusbyggeriet at lave et shopping center, der kan ødelægge butikslivet ikke bare i Vordingborg by, men også i kommunens to øvrige købstæder, Stege og Præstø, finder jeg uhørt og forkasteligt.

Og som udtryk for manglende politisk ansvarlighed.

Det kan ikke være en privat investor, der skal afgøre, om der skal bygges et shopping center i Vordingborg..!

Men vi har jo oplevet det før i Vordingborg kommune; at byplanlægningen foretages af virksomheder, hvis eneste incitament er profit.

Da kommunens Miljø- og Klimaudvalg i sin tid skulle godkende en lokalplan, så der kunne bygges en ny Netto-butik i Præstø, så man bort fra samtlige indsigelser fra borgerne, og bøjede sig i stedet for en indsigelse indgivet af Dansk Supermarked.

Det blev altså en privat virksomhed i Højbjerg ved Århus, der fik afgørende indflydelse på byplanlægningen i Præstø.

At samme udvalg så siden har set stort på samme lokalplan, der bl.a. kræver en malet facade, er en ganske anden sag.

Men vi skal åbenbart lære at leve med, at det er Dansk Supermarked, der styrer butiksudviklingen i Præstø, og andre private investorer i Vordingborg by.

Hvad skal vi så med politikerne?

Men vi kan selvfølgelig skifte dem ud den 19. november..!

En borgmester deponerer sit mandat hos kapitalen!

SONY DSCHr Holmer – nægter at besmykke dig med den ærefulde titel, borgmester – du taler jo som en hel forretningsmand, således som du er citeret i Sjællandske den 25. januar. Men du står jo i spidsen for Vordingborg Kommune? Vordingborg Kommune er da ikke en forretning?

Vordingborg Kommune er jo et samfund? Har du virkelig glemt det? Et samfund kan da ikke drives som en forretning, hvor det alene er forrentningen af den investerede kapital, der tæller?

Er New Public Management skolen virkelig steget dig sådan til hovedet? Har du i din forretning helt overset, at Universiteter og højere læreanstalter er begyndt at stille spørgsmål ved denne ledelsesskoles resultater? Tænke sig, at socialdemokraterne vil lægge navn til, at et medlem, der bestrider kommunens højeste lederpost, deponerer sit lederskab hos investorerne af et byggeprojekt?

Jeg troede ganske enkelt ikke mine øjne, da jeg i Sjællandske så dig citeret for, at du overlader til investorerne af et kommende Shoppingscenter, at afgøre skæbnen for Stege, Præstø og Vordingborg by? For jo, som du siger, vi (læs kommunen) har da ingen penge i klemme. Hvis investorerne kan tjene penge på projektet, ja, så er det fint.

Jamen, hvad er det dog for en politiker (parti), der skalter og valter med kommunens borgere, og lader investorer om at afgøre, om Stege og Præstø skal afvikles, hvis blot en investor kan forrente et byggeprojekt positivt? Hvad er du dog for en politiker, ja, menneske? Hvad er det dog for en moral og ansvarsløshed, du her udviser. Hvordan er det dog, du fører dig frem i vores kommunes højeste embede? Har du glemt de mennesker, som skal leve med konsekvenserne af dine og dine investorers dispositioner længe efter, at du er færdig i politik?

Skal et shoppingscenters realisering virkelig baseres på investorers forrentning af deres investeringer? Skal et Shoppingscenter virkelig være dit eftermæle? Forstår du mon, hvorfor Christiansborg er begyndt at overveje, om det bør være muligt at afsætte en borgmester uden for valgperioden? Forstår du mon, at du træder på hele den Sydsjællandsk befolkning, som sætter deres lid til, at det er ansvarlige og moralske ledere, de tillidsfuldt lægger deres liv i hænderne på? Forstår du mon, hvad det vil sige at blive ignoreret og trådt på, og at skulle læse, at du er så holdningsløs, at du lader investorer bestemme afviklingen af Stege og Præstø, blot for at du kan få et rådhus?

Kære vælger i Vordingborg Kommune, vis at vores politiske hukommelse i hvert fald rækker frem til kommunevalget i november måned i år.

Leif Jeberg