Søg et parti?

ICP

Sunde demokratiske stopklodser er blevet sat ud af kraft i projekt Shoppingcenter! v/ Marie Hjort, Stege

ShoppingcenterI Sydsjællands Tidende den 17. april er borgmesteren citeret for at sige:

”Som jeg har sagt fra starten, at hvis nogen vil ofre 400-500 millioner, så skal vi i hvert fald afprøve det, uden at jeg har sagt om jeg er for eller imod”.

Med mindre at borgmesteren er stærkt fejlciteret, så er det et dybt bekymrende citat. Mener holdkaptajnen, at folk eller firmaer, som har tilpas mange penge kan bestemme politikken for vores fælles fremtid i kommunen? Burde borgmesterens (og politikernes!) holdning ikke komme før investorens?

Sunde demokratiske stopklodser er blevet sat ud af kraft i dette projekt – borgerne og detailhandlen er ikke hørt, og politikerne har ikke reageret selv om der ligger en del fine rapporter som forklarer at centret vil tage omsætningen fra Vordingborg By´s egne butikker.

Først hed det sig, at et center skulle tage handlen fra Stege og Præstø, nu gøres der meget ud af at sige at vi står sammen mod nabokommunerne.

Det er bare ikke dét emperien viser der vil ske og man har vist også misset at centerudviklerens erklærede mål er at udradere nærliggende butikker for så til sidst at få lavpris butikker i sine omgivelser – HVIS der er kunder til overs:

Læs her om ICPs kongstanker…

Man bør i det hele taget læse rapporter som f.eks. Erhvervsministeriets store datailhandelsanalyse af hvad som sker når man laver bynære centre og drage objektive og uvildige konklusioner selv. Har politikerne ikke tid til det, synes jeg blot vi skal afholde os fra risikofyldte ”afprøvninger”.

Læs datailhandelsanalysens resultat her…

Man bør også se på hvem man har med at gøre her. Man kan f.eks. læse og lære af den dialog som foregår mellem Hillerød Kommunes byplanlæggere på den ene side og Goldschmidt, som har slået sig sammen med ICP, på den anden side – hvor Hillerød Kommune trues til at de skal acceptere et center som vil betyde døden for lokale butikker:

Læs om konflikten mellem Hillerød Kommune og Goldschmidt her…

Hele dialogen er i øvrigt, på demokratisk vis, tilgængelig på Hillerød Kommunes hjemmeside. Heraf kan man læse at kommunen er gået grundigt ind i, at de slet ikke er blevet fodret med de rigtige informationer fra ICP´s og Goldschmidts side.

Meget tyder på at vi heller ikke er – og heller ikke bliver det, hvis holdningen er at investoren står over kommunen.

Når nogen vil ”ofre” så meget for os, ”så skal vi i hvert fald afprøve det”!! Det er da det mindste vi kan gøre…..og dette er ”sidste chance” vi får for at få et ”attraktivt handelscenter”.

Det kan være borgmesteren ikke véd det, men det lyder da bestemt som om han er for!

Spørgsmålet er for hvad?

Marie Hjort, Stege

Institut for Center-Planlægning – kan man have tillid til en rådgiver, der er dybt engageret i udvikling af Shoppingscentre?

Leif-ProfilSom bekendt har kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen baseret beslutningen om etablering af et Shoppingcenter i Vordingborg by på en analyse rapport udarbejdet af Institut for Center-Planlægning (ICP). Men kan man have tillid til, at denne analyse er udarbejdet på et uvildigt grundlag?

Denne tvivl har sin fulde berettigelse, når det af ICPs hjemmeside fremgår, at et af ICPs væsentligste forretningsområder relaterer sig til udvikling af Shoppingcentre?

Det hedder således på ICPs hjemmeside:

‘ICP er medlem af NCSC (www.ncsc.se), en organisation for Shoppingcentre i de nordiske lande. ICP bestyrer endvidere NCSCs danske sekretariat.’

NCSC står for ‘Nordic Council of Shopping Centers‘, og dette koncils medlemsskare definerer NCSC således:

‘For companies involved in the business of either retail, consulting, construction, development, maintenance and/or management of shopping centers’.

Det ses ligeledes, at ICP er rådgiver for investorer, der investerer i udvikling af Shoppingscentre.

Det er altså en sådan rådgivningsvirksomhed, kommunalbestyrelsen baserer kommunens fremtid på. En rådgivningsvirksomhed som både rådgiver kommuner på den ene side og på den anden side betjener investorer, som har interesse i at bygge Shoppingscentre for kommunerne?

Tør man have tillid til, at den aktuelle analyse er uvildig – jeg har ikke?

Som jeg ser det, er kommunalbestyrelsen enten en bund naiv og amatøragtig indkøber af rådgivningsydelser, eller osse har bestyrelsen den skjulte agenda, at få et Shoppingcenter i Vordingborg By. Det er sikkert en god blanding af begge dele, og det er meget nærliggende at karakterisere dette som et forsøg på at manipulerer kommunens borgere?

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

Se eksempel på et projekt i Hillerrød, hvor ICP er rådgiver for en investor:

Eksempel på ICP samarbejde med en investor

Kamp om markedsandele på egne præmisser v/ John Kreiner, Præstø

I Sjællandske (15/2) gentager den administrerende direktør for Institut for Centerplanlægning (ICP A/S), Per Nyborg, at Vordingborg bør have et butikscenter.

Ganske som hans virksomhed anbefalede i den rapport, der er en del af grundlaget for den nye helhedsplan for Vordingborg by med rådhus og butikscenter midt i byen.

Andet ville vel også være besynderligt.

Per Nyborg mener, at eneste mulighed for at bevare et butiksliv i Vordingborg er at bygge sit eget center og tage kampen op mod bl.a. Næstved (Storcenter).

Løsningen er – uden at det er sagt ligeud – at Vordingborg skal trække kunderne ud af Præstø og Stege for selv at kunne overleve…

Nu er det ikke første gang, man oplever afstanden fra et skrivebord til ”det virkelige liv” som uendelig.

Og Det gamle Testamentes historie om kampen mellem David og Goliat kan stadig begejstre i Jantelovens hjemland.

Men allerede i dag står butikslivet i Vordingborg kommune, det vil primært sige i Vordingborg by, Præstø og Stege, med unikke konkurrencefordele i forhold til eksempelvis Næstved Storcenter, nemlig nærhed, venlighed og personlig betjening.

En kamp om markedsandele, hvor et mindre butikscenter i Vordingborg skal kæmpe på storcentrenes præmisser kan kun vindes i drømmenes (og
centerplanlæggernes) verden – ja, og så altså i Det gamle Testamente.

Store kædebutikker bag centrenes stål- og glasfacader med standardiserede varer, er ikke nødvendigvis det, borgerne går og sukker efter.

Men hvorfor lytte til borgerne? De kunne jo være imod!

En strøgtur gennem Algade i Vordingborg, Præstø eller Stege, hvor hyggelige specialbutikker betjenes af venlige, kendte ansigter, er derimod en rar oplevelse.

Og hvor mangfoldigheden og forskelligheden er en charme i sig selv.

Det er det ”våben”, de tre ligeværdige købstæder, Vordingborg, Præstø og Stege skal trække i kampen mod de kolde, upersonlige og ens storcentre, som man – muligvis på ICPs anbefaling – finder overalt i landet.

Venlig hilsen

John Kreiner

Bycenter i Vordingborg: Vordingborg Handelsforenings høringssvar

I Vordingborg Handelsforening har vi drøftet et kommende bycenter. Tidligere har vi ikke meldt vores holdninger ud i politiske sager, f.eks. gågadeproblematikken.  Når et bycenter kommer på ”bordet” mener vi dog, at det er af stor betydning for byen, at man inden beslutningen bliver taget, har været rundt i alle ”hjørner” i sit analysearbejde.

Vi har brugt en del arbejde på at skaffe os viden, til den holdning vi nu har vedr. et fremtidigt bycenter. Nedenfor har vi beskrevet de områder, vi mener er kritiske i forhold til det bycenter i Vordingborg og som skal overvejes inden beslutningen tages.

Overordnet er vi helt enige i, at man skal sige ja tak, når en investor tilbyder en større million investering i byen. Dette ændrer ikke på de faktorer vi beskriver nedenfor, som bør overvejes nærmere.

Konklusionen for bestyrelsen i Vordingborg Handelsforening er:

Er premissen til stede for at der kan bygges et bycenter i Vordingborg – nej det er den ikke, og følgende vil belyse dette, sammen med de konsekvenser det vil få for Vordingborg by:

  1. Forudsætningen for at der kan etableres et bycenter i størrelsen 15.000 til 25.000 kvm. Er at der kommer en ankerbutik, eller med andre ord et føtex varehus. Iflg. ICP skal føtex have 81 mill. i omsætning fra eksisterende dagligvarebutikker i byen. De vil få 20-30 mill. fra Kvickly, og skal så have 50-60 mill. fra de øvrige butikker.
  2. Problemstilling nr.1: et føtexvarehus vil ikke kunne få mere end 5-15 mill. fra discountbutikkerne. Når man handler discount, så gør man der hvor man bor, eller der  hvor man kører forbi. Hvis der kommer et bycenter incl. føtex, så vil man i stedet fravælge Kvickly (omsætningsnedgang 20-30 mill.), men kunderne vil ikke ændre deres dagligdagsindkøbsvaner i discountsektoren. ICP bygger deres undersøgelse på hvad der typisk sker i et marked når der rykker en stor konkurrent ind. Det de ikke har taget højde for er, at Vordingborg er helt atypisk, med hensyn til at der kun er et varehus samt discountsektoren og ingen købmænd.
  3. Et føtex varehus har en nulpunktsomsætning på ca. 160 mill. , og Dansk Supermarked ønsker ikke at etablere nye varehuse, hvor de ikke tror på en omsætning på 180 mill. Varehusbranchen er under pres, med faldende markedsandele og faldende avancer. For nylig har Dansk Supermarked valgt at lukke 4 føtex varehuse, heriblandt føtex i Næstved.
  4. Problemstilling nr. 2: Er føtex interesseret i at komme til Vordingborg? Denne mulighed har ikke været diskuteret i de sidste 4 år i føtex. Omsætningspremissen inden for bygrænsen holder ikke!!!! føtex skal tjene penge, og er højst sandsynlig ikke interesseret i at tage en kæmpe risiko i Vordingborg. ICP lægger op til at føtex vil få 169 mill. i omsætning. Og det er hvis ICP´s premisser holder. Samtidig er det værd at bemærke, at  Dansk Supermarked fortsat har  vigende indtjening, og formentligt ikke ønsker at tage chancer.
  5. Frederikssund by har 15.600 borgere og ligger midt i Frederikssund kommune. Der er 44.000 borgere i hele kommunen. Frederikssunds markedsområde er på 100.000 husstande dvs. ca. 220.000 borgere.
  6. Vordingborg by har 9.600 borgere og 45.800 borgere i hele kommunen. Men, Vordingborg ligger yderligt i kommunen. Vordingborgs markedsområder er ca. 56.000 borgere incl. Nord Falster.
  7. I Frederiksund by kører hverdag 20.000 biler igennem byen (mange af dem direkte forbicenteret), samt 15.000-20.000 biler tæt forbi byen på hovedvejen. Desuden ligger S-togstationen ifm. med centeret. Disse elementer giver en naturlig stor kundestrøm.
  8. I Vordingborg by er der meget begrænset kørsel igennem byen. Over Storstrømsbroen kører hverdag 4.800 (2010 tal) biler. Over Farøbroerne kører 21.000 biler (2010 tal). Men de kører ikke tæt forbi byen, hvad vil få dem til at køre helt ind til byen?
  9. Problemstilling nr. 3: Kommunens øvrige borgere kører ikke naturligt igennem/forbi Vordingborg. I Frederikssund er kunderne lige ved og i byen, men mange vælger alligevel at kører videre forbi det flotte center Sildebroen. Det gør de fordi nogle ikke ønsker at handle i centre, andre fordi de fortrækker ”storebror” fx Slotsarkaderne i Hillerød med Bilka i spidsen.
  10. Centerchef i Sildebroen Stig Bergdahl oplyser, at centeret kun trækker kunder ca. 10 km. uden for byen. Han oplyser endvidere at centeret er for stort og først om 10 år vil have den rigtige størrelse, under forudsætning af at byen vokser planmæssigt. Sildebroen er i dag på 26.000 kvm. Salgsareal.
  11. Et Butikscenter i Vordingborg skal sælge for 488 mill. Findes de penge reelt til dette center, eller vil overvejende fortsat blive brugt der hvor de plejer. Der er i regnestykket ikke taget højde for at turistomsætningen på Møn ikke kan flyttes!!!!

  12. Nord Falster: Hvorfor tage til en føtex på 2600 kvm.salgsareal i Vordingborg, når der ligger en på 3200 kvm. salgsareal i Nykøbing Falster. Gågaden i Nykøbing Falster har både mange  special butikker samt kædebutikker fx Hennes & Mauritz.
  13. Sildebrocenteret har en omsætning på 570 incl. moms 456 mill. ex. Moms. Når dagligvarerbutikkerne er sorteret fra er omsætingen ca. 330 mill. ex. moms på resterende butikker. De resterende butikker har et salgsareal på 20.000 kvm. Centerchefen oplyser at huslejen pr. kvm. ligger i gennemsnit på 2500 + fællesudgifter 600 + mafø 400 pr. kvm. Pt. ligger huslejeprocenten på ca. 20.
  14. Problemstilling nr. 4: Hvor skal omsætningen komme fra iflg. ICP: Stege 32 mill, Præstø 29 mill. gågaden i Vordingborg 142 mill. dagligvarebutikker i Vordingborg 81 mill. udenfor kommunen 177 mill. Hvordan vil man få folk, som bor nord for Vordingborg Kommune til fravælge Næstved bymidte og Næstved Storcenter, for i stedet til at vælge et på alle måder mindre attraktivt alternativ. Det vil simpelt hen ikke ske. Så skal resten af væksten komme fra Nord Falster – det vil simpelthen være umuligt.
  15. Det bycenter på 25.000 kvm. Bruttoareal (20.000 kvm. nettoareal), som der er lagt op til, anbefaler ICP at det bliver reduceret til 14000-18000 kvm. bruttoareal, dog uden biograf indregnet. Et sådant bycenter vil være endnu mindre attraktivt som kundemagnet.
  16. Problemstilling nr. 5: Huslejen i et nyt bycenter på 25.000 kvm bruttoareal: hvis vi forudsætter at omsætningen holder (men, det er der intet der tyder på) på 488 mill. føtex tager 169 mill. (holder heller ikke), så er der 319 mill. tilbage. Hvis vi fjerner ca. 30 mill til restauranter og biograf og trækker momsen ud så er omsætningen på 230 mill. ex moms.De 230 mill. skal dække huslejen på 12.500 kvm med en husleje på et sted mellem 3000-3500 pr. kvm. incl. fællesudgifter og markedsføring. Det giver en huslejeprocent på mellem 16-19%.En husleje i dag på et hovedstrøg i en provinsby skal helst ligge på  mellem 5-8%. En huslejeprocent som i nogle tilfælde er det 3 dobbelte, kræver at der bliver skåret hårdt ned på lønudgifterne, hvis det overhovedet skal kunne løbe rundt. Det vil betyde at butikker vil åbne men også lukke igen, med fare for at vi får et halvtomt bycenter.
  17. Et andet eksempel er Fredensborg by. I Fredensborg kommune bor 41.300 indbygger. Føtex Food lukker nu sin forretning i Fredensborg bycenter og derefter er der kun en Netto og 2 andre butikker i centret, der har plads til adskillige butikker. Samtidig er hovedgaden nu næsten helt død for udvalgsbutikker. Fredensborg ligger mellem Hillerød og Helsingør. Der er meget trafik på vejen mellem de to nabo byer. Dog har Fredensborg svært ved at tiltrække bilisterne til bymidten. Kan det være samme problematik i Vordingborg?
  18. Fredensborgs borgmester har givet svar på følgende spørgsmål:Har det været et politisk fejlskud at give tilladelse til at opføre Fredensborg Bycenter?“Da vi gav tilladelsen, var det efter udtrykkeligt ønske fra de handlende i Fredensborg. Opfattelsen var, at et solidt tilskud af dagligvarebutikker kunne øge kundetilstrømningen til byen.””I dag kan vi bare konstatere, at markedet for de butikker ikke har været der. Der har tværtimod været en overkapacitet. Markedet kommer måske om et par år, men lige nu er det der ikke.”
  19. Et bycenter i Vordingborg på Rådhusgrunden vil naturligt samle de resterende butikker midt på Algade, så der trods alt er en forbindelse til bycenteret. Det vil samtidig betyde at butikkerne fra Slotstorvet og ned mod midten af Algade stille og roligt vil lukke, da trafikken vil koncentreres midt på Algade og Badstuegade. Hele idéen med det hyggelige torve- og gågademiljø vil forsvinde, fordi der er ingen der har et ærinde der. Det super gode projekt med Borgcenteret integreret i hele bymiljøet bliver desværre heller ikke til noget. Turisterne vil møde en by uden liv.
  20. Alternativ:Arbejd på en delvis overdækning af Algade, et mini center i Voldgade som er bygget direkte sammen med Algade med indgangsåbninger både på Algade og direkte til Valdal-stien. Fyld den gamle Super Best med special butikker – en bazar. Valdal-stien kunne få en ny belægning og evt. overdækkes. Det ville betyde at Slotstorvet, gågaden, Borgcenteret og det nye dagligvarecentrum bliver en samlet enhed.
  21. Afslutning: Vores holdning er, som beskrevet, imod et nyt bycenter. Vordingborg Handelsforenings bestyrelse vil gerne indbyde til dialog på området. Vi stiller gerne op til møder med politikere og/eller embedsmænd for en drøftelse og uddybning af vores holdninger.

Med venlig hilsen

Vordingborg Handelsforenings bestyrelse

v/formand

Søren Goth Pedersen
PS:

Lokalsprøjten i Fredensborg skrev den 25. oktober 2012

Lokalavisen 25. oktober 2012:

Hvor trist det er for Fredensborg By at erfare, at Føtex Food nu kaster håndklædet i ringen, kan man kun forstå, hvis man aflægger byen et besøg.

Da vil man se et bycenter domineret af gabende tomme butikslejemål og et par gader derfra Gågaden, førhen byens pulserende hovedfærdselsåre med supermarked, bibliotek og en masse specialvarebutikker, nu ligeledes skæmmet af mange blændede butiksruder.

Hvad er der sket?

Finanskrisen har bestemt gjort det svært at drive forretning, men det kan ikke være hele forklaringen. I mange byer af samme størrelse som Fredensborg har krisen nok gjort ondt, men ikke medført lukninger i så stort omfang.

Se skoven – ikke kun træerne..! v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard fastholder i Sjællandske (4/2), at det ikke er kommunalbestyrelsens pligt at forhindre, at private investeringer skaber arbejdspladser. I lyset af, at han har udtalt dette i forbindelse med fremlæggelsen af ”Helhedsplanen for Vordingborg By”.

Han mener i øvrigt, at hans indstilling er den samme, ”uanset om det drejer sig om investeringer i Vordingborg, Præstø eller Borre, som kan skabe flere arbejdspladser i kommunen”.

Han mener, at det handler om at ”skabe arbejdspladser” og ikke om at ”flytte arbejdspladser”.

Hvis Bent Maigaard kan give mig noget, der bare ligner sikkerhed for dette, så er jeg med det hold.

Men når selv det analyseinstitut – ICP, der har lavet analysen før kommunens beslutning, i sin rapport skriver, at det påtænkte shopping center, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte; og nævner at omsætningstabet i Præstø vil blive op imod 30% og op i mod 20% i Stege, så skal man enten være meget naiv eller politiker for at tro, at dette ikke betyder tab af arbejdspladser.

Det er muligt, at ”Helhedsplanen for Vordingborg By” giver mellem 100 og 200 nye arbejdspladser (hvor de tal så i øvrigt stammer fra?). Men herfra skal altså trækkes det uundgåelige tab af arbejdspladser i Præstø, Stege og Vordingborgs Algade.

Man kan ikke lave en helhedsplan af denne type for et lille hjørne af en kommune, uden at det får konsekvenser i resten af kommunen.

Og helheden må være HELE Vordingborg kommune..

Men det ser sikkert godt ud, hvis man kun kigger på det lille hjørne, og stirrer sig blind på dette, mens man lader resten af kommunen fortone sig i glemslen.

Dét er forskellen på Vordingborg by og Vordingborg kommune, Bent Maigaard.

Det er lidt som, når folk ikke kan få øje på skoven for bar’ træer…

John Kreiner

Bent Maigaard (V) udtaler igen, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Præstø og Stege?

Bent Maigaard-venstreIgen kan man læse i Sjællandske den 4. januar, at Bent Maigaard (V) går ind for, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Vordingborg kommune? Det er da utroligt at en politiker i den grad giver sit ansvar fra sig?

Er vi virkelig kommet dertil i dansk kommunalpolitik, at politikerne ikke længere har holdninger, men alene baserer sig mekanisk på investore og rådgivningsvirsomheders (ICP) analyser, som selv har interesser i deres analyseresultater?

Leif Jeberg

Høringssvar til Vordingborg Kommune fra Præstøs- og Steges Handelsstandsforeninger

Læs her Præstøs- og Steges handelsstandsforeningers høringssvar til Vordingborg Kommune vedr “Vordingborg Kommune, Detalihandelsanalyse, maj 2012.

 Åbent-brev-til-Vordingborg-fra-handelstandsforeningerne-Præstø-Stege