Søg et parti?

Kalvehave

Åbent brev til kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune v/ Joachim Brix-Hansen, civiløkonom (og virksomhedsejer/ arbejdsgiver)

Kalvehave-området trænger til et løft

Jeg bor i Kalvehave, hvor jeg har boet det meste af mit liv, og hvor vi grundlagde vores virksomhed, Brix Design A/S, i 1992. Jeg er grundlæggende glad for at bo i Kalvehave, fordi Kalvehave-området (med byerne Kalvehave, Gl. Kalvehave, Viemose/ Balle, Langebæk) med over 2.000 borgere fortsat har meget at byde på: Mange relativ billige og gode boliger, skov, strand og vand, en stor lystbådehavn/ marina, en LokalBrugsen, gode vej- og busforbindelser mod Vordingborg, Stege og Præstø, kun 10 minutter i bil til motorvejen mod nord og syd, kun 35 minutter i bil til Næstved og Nykøbing F. og kun en time i bil til København.

MEN den meningsløse og meget usolidariske lukning af Kalvehaves velfungerende folkeskole med 123 børn fra 0-6. klasse i 2012 har desværre og helt forudsigeligt haft en meget negativ indvirkning for lokalområdet. Efter skolelukningen lukkede Lollands Bank som bekendt deres filial i Kalvehave, OK tankkiosken over for banken er lukket, tandlægeklinikken er lukket, Skipperstuen og Restaurant Færgegården er lukket, toiletbygningen ved de grønne picnic-arealer for enden af Strandvej er helt meningsløst revet ned, huspriserne i området er som for 30 år siden – vel at mærke uden at de kommunale ejendomsskatter og andre skatter/ afgifter er reduceret med så meget som én krone. Der er desværre kun få lyspunkter. I tillæg har kommunen brugt mange millioner skatteyder-kroner på alle mulige projekter i Vordingborg by, udbygning af Stensved skole og på ekstra udgifter til bustransport af alle børnene fra Kalvehave-området.

Uanset hvem der kommer til magten i den nye kommunalbestyrelse, så håber jeg meget, at I kommunalpolitikerne vil tilgodese Kalvehave-området fremover efter de sidste 5-6 års kraftige nedprioritering. Vi kunne godt bruge "kommunal decentralisering" – primært i form af en ny folkeskole for de mindste med mulighed for senere udbygning – og dertil knyttede lærerarbejdspladser mv. , et nyt ældrecenter/ plejehjem a la Damme på Vestmøn og Klintholm på Østmøn, en ny, lille sportshal/ fritidshus, en ny strandpark ved havnen, og ikke mindst en ny, meget tiltrængt legeplads på Kalvehave havn – lokalområdets centrum og det geografiske centrum i hele Vordingborg kommune.

Her i Kalvehave-området vil der også bo mange gode borgere om både 50 og 100 år, og det er meget ærgerligt, hvis Kalvehave-området udvikler sig til at være et sted, hvor der næsten udelukkende bor ældre borgere. Det vil i hvert fald ikke øge sammenhængskraften i samfundet/ kommunen.

Venlig hilsen

Joachim Brix-Hansen, civiløkonom (og virksomhedsejer/ arbejdsgiver)

Kalvehave-området har brug for et løft v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

Efter et meget snævert flertal i den forrige kommunalbestyrelse i Vordingborg kommune (rød blok med daværende borgmester Henrik Holmer i spidsen, bistået af de konservative) helt meningsløst lukkede Kalvehaves velfungerende folkeskole med 123 elever fra 0-6. klasse i 2012 med millionstore ekstraudgifter til bl.a. udbygning af Stensved skole, ekstra bustransport af skoleelever – og affolkning af især børnefamilier til følge, så kan Kalvehave-områdets ca. gode 2.000 borgere nu se måbende til.

Der har nærmest ikke været nogen grænser for store, offentlige, skatteyderbetalte investeringer i Vordingborg by og omegn (Panteren, ny svømmehal, nyt borgercenter/ rådhus, nyt slotstorv, ny banegårdsplads, omlægning af veje/ broer, nye p-pladser osv.). Det er ikke hverken solidarisk, retfærdigt eller rimeligt.

Eftersom Kalvehave-området også har mange gode borgere og økonomisk vigtige skatteydere, ville det så ikke være rimeligt, hvis anslået 5% af kommunens budget til nye tiltag, pladser, offentlige bygninger mv. gik til Kalvehave-området? Ca. 5% af kommunens borgere bor jo i Kalvehave-området.

Vi kunne godt tænke os bl.a. en ny folkeskole for de mindste (0-4. klasse), et nyt ældrecenter/ plejehjem, et nyt ”fritidshus”/ sportshal, en ny strandpark ved havnen, og ikke mindst en ny, meget tiltrængt legeplads på Kalvehave havn – lokalområdets centrum og det geografiske centrum i hele Vordingborg kommune.

Uanset om de røde eller blå kommer til magten i den nye kommunalbestyrelse, så håber jeg meget, at alle kommunalpolitikerne på solidarisk og retfærdig vis vil tilgodese Kalvehave-området fremover. Her vil også bo mange gode borgere om både 50 og 100 år.

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

 

Skab rammerne for positiv udvikling i Kalvehave-området v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenDet er glædeligt, at Vordingborg by og omegn inkl. byerne Nyråd og Stensved udvikler sig positivt p.t., men det er meget trist, at en stor del af denne udvikling sker på bekostning af Kalvehave og omegn som følge af den meningsløse skolelukning i 2012.

Jeg opfordrer alle politikerne i kommunen på tværs af partierne til at skabe rammerne for en mere lige og solidarisk udvikling i kommunen.

F.eks. kunne de mange borgere i Kalvehave og omegn (byerne Kalvehave, Gl. Kalvehave, Viemose/ Balle) godt bruge en ny skole for de mindste (0-6. klasse), en ny sportshal og et nyt ældrecenter a la det i Damme og Klintholm Havn på Møn. Tiltag som dette vil uden tvivl føre til øget bosætning og udvikling i området – i stedet for det modsatte.

Kalvehave-området har allerede meget godt at byde på, ligger geografisk i centrum af kommunen, midt mellem kommunens hyggelige købsstæder Vordingborg, Præstø og Stege, og der er kun 10 km til motorvejen mod nord og syd, og kun ca. 35 min. i bil til de større byer Næstved og Nykøbing.

Venlig hilsen

Joachim Brix-Hansen, civiløkonom
Strandvej 6
4771 Kalvehave

18 % flere penge per elev v/ Margareta Dahlström, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osBirgitte Steen Jørgensen (R) og Børneudvalgsformand Peter Jonassen (SF) fremhæver nu, at kommunen rent faktisk bruger flere penge per elev end før reformen.

Ganske nøjagtig 56.800 kr per elev i 2013 mod 48.000 i 2009. En stigning på 18 % per elev.

Hvordan hænger det sammen?

Oplevelsen ude i skolerne er ikke, at der er tilført flere ressourcer, men at reformen var en spareøvelse. Skolelukninger og forceret inklusion med store omkostninger for elever, forældre, lærere og hele lokalsamfund  –  og så giver vi oveni købet flere penge for det!

Tænk hvis vi havde bevaret tilbuddene til børn med særlige behov, tænk hvis vi havde bevaret Kalvehaveskolen  –  kort sagt bevaret det der virkede – og så tilført 18 % per elev! Det havde givet et løft!

Vi har brug for en straksevaluering af inklusionen, og afhjælpning af de værste utilsigtede konsekvenser. Det er ikke godt nok, at vente til skoleåret 2014/2015, som den igangsatte evaluering til 1,6 millioner kr. lægger op til.

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat Borgerlisten

vordingborg-kommune-borgerliste

Ja til skole. Nej til nyt rådhusv/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenDet er en hån mod især borgerne i Kalvehave og omegn, at et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune fortsat arbejder med planer om opførelse af et nyt kommunalt superrådhus/ prestigebyggeri i Vordingborg for skatteydernes penge – blot et år efter den meningsløse skolelukning i Kalvehave.

Renovér rådhuset i Vordingborg, og behold de nuværende kommunale funktioner i hhv. Stege, Præstø og Langebæk, så Vordingborg ikke suger vigtige arbejdspladser ud af disse byer.

Og kære politikere, giv Kalvehave og omegn en ny, flot skole og en lille tilhørende sportshal, nu hvor I har omdannet vores gamle skole til andet formål. Som minimum en ny skole der kan rumme ca. 150 elever til og med 5. klasse, så de ikke skal bruge op imod en time hver vej for at komme til en overfyldt skole i Stensved. Der er gode arealer omkring Kalvehave og Gl. Kalvehave til at bygge en sådan ny skole.

Børnene er vores fremtid, og forældrene har krav på en skole i et område som Kalvehave og omegn.

Gør det rigtige – drop planerne om et nyt superrådhus én gang for alle, og byg en ny skole i Kalvehave i stedet!

Ps. Jeg er selv barnløs.

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

oooOoo

Vogterne kritiserer i en kommentar til dette indlæg borgmester Henrik Holmers uhyrlige udtalelse i Sjællandske således:

“På et tidspunkt tidligere i år tog Vordingborgs borgmester Henrik Holmer til genmægle i Sjællandske på en kritik fra erhvervslivet. Erhvervslivet havde kritiseret kommunens lukning af skoler. Hr Holmer svarede, at skoleområdet var politikernes ansvarsområde, og det skulle erhvervslivet bare ikke blande sig i.”

En sådan kritik skal naturligvis dokumenteres, hvilket er sket herunder:

Borgmester Henrik Holmer om erhvervspolitik – Sjællandske april 2013

Flyt rådhuset til Lindholm v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenHvis et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune absolut vil have et nyt, dyrt super-rådhus for skatteydernes penge i stedet for at efterisolere/ renovere det nuværende rådhus, så kan de passende flytte rådhuset til Lindholm – kommunens geografiske centrum.

Så kan både politikerne og administrationen fjerne sig endnu mere fra borgerne og virksomhederne, og i tilgift vil de have en enestående flot udsigt til Europas trækfugle og det påtænkte kraftværk ved det naturskønne Kostervig (5 stk. 142 meter høje kæmpevindmøller – betalt af borgerne og virksomhederne via markant højere elpriser/ særafgifter til mølleopstillerne).

Ydermere vil færgeoverfarten til og fra Lindholm fra Kalvehave være ren ”oplevelsesøkonomi” for både kommunens politikere, medarbejdere og besøgende borgere/ virksomheder. Og måske vil Kalvehave og omegn efterfølgende opleve en tiltrængt opblomstring efter den meningsløse skolelukning sidste år. Der er ledige huse nok.

 

Joachim Brix-Hansen, civiløkonom
Strandvej 6
4771 Kalvehave