Søg et parti?

lederen i Sjællandske

Nye tider for politikerne – Leder i Sjællandske den 6. marts 2013

 

Leder i Sjællandske den 6. marts 2013 diskuterer de nye politiske spilleregler!

Klik for stort billede

Leder-sjaellandske-6-3-2013

Nye spilleregler
Nogle politikere kan ikke lide min blog. Vi beskyldes for at true og afpresse politikerne, ja, bloggen er sågar blevet beskyldt for at være halvkorrupt og sammenlignet med torturstater. Men mon ikke det er de politikere, der har fremtiden bag sig?

Politikerne må vænne sig til, at de sociale medier har ændret spillereglerne på den politiske bane, jf lederen i Sjællandske. Og de gamle politikere kan ikke lide det. De protestere mod, at vi vælgere vil kende til deres holdninger til vigtige projekter – projekter der på afgørende vis ændrer vores hverdag, projekter hvis gennemførelse ikke kan tilbagespoles, Projekter der rækker år ind i fremtiden.

Politikerne siger, at de først selv skal undersøge projekterne i detaljer, før de kan tage stilling til, om de er for eller imod? Og når de selv har taget stilling til et projekt, vil de bringe projekterne i den lovpligtige høringsfase, hvor borgerne kan komme med deres eventuelle indsigelser eller ændringsforslag. Se det kalder de “den demokratiske proces”. Men når vi vælgere ønsker kendskab til politikernes holdninger til projektet, kalder de os udemokratiske – indblanding i den politiske proces – eller som Niels Fog (K) udtalte forleden, at vi borgere er halvkorrupte og anvender metoder, der hører til hos diktaturstater.

Forandringsprocesser
Nu har jeg  arbejdet som ledelseskonsulent med forandringsprocesser i rigtig mange år, og min erfaring er, at mennesker, der arbejder med forandringsprocesser, skal involvere brugerne længe før, de selv opnår en erkendelse af  hvilken løsning på et problem, de selv foretrækker. Gør de ikke det, vil brugerne, som skal leve med ændringerne overhovedet ingen indflydelse få på den forelagte løsning. Ofte får brugerne kun lov til at ændre “som” til “der”, eller omvendt.

Høringsfasen
Politikerne udtaler, at vi borgere er udemokratiske, når vi blander os i politikernes erkendelsesproces. Situation er den samme som ovenfor beskrevet. Politikerne er i færd med at forholde sig til et Shoppingcenter, dvs de gør deres egen stilling klar. Når de har fundet den løsning, de foretrækker, sender de deres forslag i høring hos borgerne. Og samtidig bryster de sig ved at sige: “Nu skal I borgere jo ikke regne med, at vi benytter os af jeres forslag til ændringer, mv, for vi kan jo ikke efterkomme alles ønsker, men vi lytter til jer”.

Og hvad er så borgernes erfaringer? Jo, vi oplever, at politikerne stort set gennemfører de løsninger, som de sender i høring. Og forklaringen er, at politikerne ikke involverer borgerne, medens de selv er i gang med at skabe deres egen erkendelse af problemstillingerne. Og hvem lytter de så til i deres erkendelsesfase? Jo, det er embedsmændene, konsulenterne, investorerne, etc. Men vi borgere, vi komme først til fadet, når alt er aftalt mellem beslutningstagerne indbyrdes (læs politikerne), og hvis vi er meget heldige, kan vi prale af, at der på side 534 i løsningsforslaget stod “som”, og nu har vi sandelig fået ændret det til et “der”!

Demokratiopfattelsen?
Så kære Fog og andre med samme demokratiopfattelse som dig. Det er jer, der i virkeligheden leverer et pseudo demokrati, så I i jeres lukkede lønkammer kan skabe jeres løsninger uden indblanding fra os borgere. Men vi borgere arbejder faktisk for et mere sandt demokrati ved at komme på banen, før I har låst jer fast i jeres egen selvforståelse. Og det er her, kære politikere – jer som har fremtiden foran jer – at I kommer til at indse, at spillereglerne på den politiske bane har ændret sig.

De sociale mediers magt
De sociale medier skaber en magt til vælgerne, som I ikke har været vant til – om I kan lide det eller ej. Store multinationale virksomheder som Toyota har opdaget det, Netto om polske varer har opdaget det, den amerikanske præsident har opdaget det, diktatorerne i Mellemøsten har opdaget det, og jeg kunne blive ved.

Kære politikere, involver os før i låser jer selv fast på konkrete løsninger – det kan godt være, at det er besværligt, men det giver med sikkerhed bedre og mere varige resultater. Og lad være med at komme med den der med, at vi vælgere ikke er kompetente eller ikke gider engagere os.

En ny politikertype
Men der er selvfølgelig et meget stort problem. Det kræver nemlig en meget stærk personlighed og et stort personligt overskud, at engagere sig direkte med borgeren i forandringsprocessen.

Har vi mon nogle eksemplarer af denne politikertype her i Vordingborg Kommune, som tør tage rejsen i fællesskab med borgerne og sammen med os nå til en erkendelse af fælles løsninger solidt forankret bredt i kommunen?

Leif Jeberg

Nyeste kommentarer