Søg et parti?

Præstø

Lavtryk over Møn v/ Bent Jørgensen, Møn

På Møn er vi heldigvis forskånet for de ødelæggende vejrfænomener, vi hører om fra resten af verden. Men så har vi da et borgerligt flertal i vores kommune, med et lavtryk som både kan lave ravage og sætte ting istå, men listen over deres "bedrifter" de sidste fire år, bliver for lang til dette indlæg, men andre er da velkomne til, at komme med eksempler, det bliver ikke svært.

Flertallets sidste skud på stammen, ret uforfærdet så tæt på kommunalvalget, kunne man læse om i Sydsjællands Tidende  d.25 august, med overskriften: "Biblioteker overtager Borgerservice", det gælder både Stege og Præstø Bibliotek,  men man da frygte, at det omvendte bliver tilfældet. Som om det ikke er nok, flytter den lokale politistation også ind på Biblioteket i Stege, så det kulturhelle, som bibliotekerne har været hidtil, er åbenbart et overstået kapitel. Dertil lukker den betjente åbningstid om lørdagen, noget der især vil gå ud over den yngre generation, der med de lange skoledage, har gjort brug af lørdagen.

I den anledning, skrev en mor da nyheden kom frem: "At have lært min dreng om konceptet bibliotekar, er en stor del af hans dannelse. At gå hen til en person og bede om hjælp. At formulere hvad man godt kan lide at læse. Jeg havde selv et virkeligt nært bånd til min lokale bibliotekar, som barn og ung. Hun fulgte jo min dannelse hele livet. Kendte mig."

Og politiet? De er sat ind i bibliotekets lokalsamling.

Bent Jørgensen, Møn

Kaptajnen forlader skibetv/ Allan Huglstad, Vordingborg

Borgmester Knud Larsen afgår som borgmester 1. april og overlader posten til Venstres borgmesterkandidat Michael Seiding Larsen. Til lykke og velkommen!

Det er en klog beslutning. På landsplan står Venstre svagt, og i Vordingborg Kommune vil Venstre – trods mange gode fremskridt, især på erhvervsområdet – få svært ved at fastholde den valgsejr, partiet fik ved kommunalvalget i 2013. Bristede forventninger og valgløfter samt møgsager, der burde have været løst i denne byrådsperiode, vil næppe give en ny valgsejr. Derfor er Knud Larsens afgang ikke utidig, men rettidig omhu.

Nu er ansvarets byrde lagt på den unge Larsen. Bliver det manden bag et godt Venstrevalg eller syndebukken for et dårligt valg?
Den nye Larsen, der kun fik 497 stemmer ved sidste valg – primært i Vordingborg – har nu en fantastisk mulighed for at demonstrere sin samarbejdsvilje og lederevner, så vi ved, om det er ham, vi skal pege på ved det kommende kommunalvalg.

Jeg vil ikke undlade at give ham nogle gode råd med på vejen:

  • Samarbejd hen over midten – også ved budgetlægning.
  • Vær borgmester for alle – også for Møn og Præstø.
  • Gå i dialog med kritikere – også når det gælder ”en borger på Østmøn”.
  • Vis åbenhed og demokratisk forståelse – også når det gælder aktindsigt.
  • Vær social – undgå nyliberalisme og godsejer-højre.
  • Lyt til borgerne – ikke blot til embedsværket.
  • Vær ikke en lallende jubelidiot – det er lige så farligt som at være sortseer.
  • Udvis realistisk optimisme og brug ærlig og sanddru kommunikation. Sig tingene som de er – uden omsvøb.
  • Få ryddet op i møgsagerne – f.eks. kloaksager og Vrinskebækken.

Og frem for alt: Vær dig selv – ikke en klon af Knud Larsen!

Allan Huglstad, Vordingborg

En god skole er forudsætningen for, at vore børn får en god start på livet. v/ Bo Manderup Jensen (V), Præstø

Bo-ManderupDer er ikke dokumentation for, at en centralisering af kommunens skoler, skaber et bedre læringsmiljø eller gladere børn – og dermed forældre. Der er heller ikke dokumentation for, at store skoler betyder bedre karakterer. Derimod betyder nedlæggelse af de nære, mindre lokale skoler, at børnenes trivsel bliver dårligere.

Besparelserne, der indhentes ved at nedlægge de mindre skoler, står ikke mål med de ulemper, der er fulgt med, både når det gælder indlæring og integration.

Lukningen af de lokale skoler betyder, at lokalsamfundet får vanskeligt ved at fastholde – endsige udvide – antallet af borgere, der bosætter sig de pågældende steder.

Derfor er jeg rigtig glad for, at initiativrige borgere i Præstø har sat sig for at etablere en privat skole i Klosternakke Skolens nuværende lokaler. Jeg er overbevist om, at dette initiativ vil gavne både elever, lærere og forældre.

I stedet for at gøre det, som alle de andre kommuner gør, så burde vi finde løsninger, der tillod os at prioritere vore lokale skoler og dermed gøre det attraktivt for nye, ressourcestærke borgere at flytte hertil.

Bo Manderup Jensen (V), Præstø

Rigtigt at give iværksætterstøtte KunsthalGLAS i Præstø. v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupBeslutningen om at etablere KunsthalGLAS i Støberihallerne i Præstø ligger i fin forlængelse af Vordingborg Kommunes ønske om at sætte fokus på de særpræg, som fremhæver vore unikke købstæder.

KunsthalGLAS vil, med udgangspunkt i den fantastiske og unikke glaskunst af kunstnere som f.eks. Per Kirkeby og Robert Jacobsen, give offentligheden et enestående indblik i moderne, international glaskunst og formidle glaskunstens udvikling de seneste 30-40 år. Der skal lyde en stor tak til glasmester Per Steen Hebsgaard for hans enestående og spændende gave til Vordingborg Kommune af værker som han, sammen med en lang række danske og internationale kunstnere, har givet liv, takket være sin håndværksmæssige kunnen.

Det er Per Hebsgaards fortjeneste, at værkstedet i Præstø er blevet et dansk, nordisk og internationalt kraftcenter for kreativitet og innovation.

Placeringen af KunsthalGLAS i Støberihallerne vil ikke blot give disse nyt liv, men vil samtidig sikre en, efterhånden sjælden, arkitektur, der gennem restaurering og renovering vil stå som et flot udtryk for datidens industriarkitektur og bære vidnesbyrd om købstadens liv og arbejde.

En kunsthal for moderne glaskunst vil styrke en levende og stærk bymidte i Præstø og tilbyde oplevelser, som ikke findes andre steder, hverken i Danmark eller i udlandet. Kunsthal GLAS vil sætte fokus på koblingen mellem købstadens kunst og kultur og byens enestående bygningskulturarv.

Samtidig vil der kunne skabes et udstillings- og kulturrum i Præstø, hvor sidebygningerne kan rumme andre kunstaktiviteter, museumsbutik, foredragslokaler og café.

Realiseringen af KunsthalGLAS kræver støtte fra private fonde. Driften af KunsthalGLAS kan forhåbentlig blive selvfinansierende, men her og nu, er det både rigtigt og vigtigt, at Vordingborg kommune giver tilsagn om ”iværksætterstøtte” i opstartsfasen.

Bo Manderup, Præstø
Medlem af kommunalbestyrelsen (V)

Ja til skole. Nej til nyt rådhusv/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenDet er en hån mod især borgerne i Kalvehave og omegn, at et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune fortsat arbejder med planer om opførelse af et nyt kommunalt superrådhus/ prestigebyggeri i Vordingborg for skatteydernes penge – blot et år efter den meningsløse skolelukning i Kalvehave.

Renovér rådhuset i Vordingborg, og behold de nuværende kommunale funktioner i hhv. Stege, Præstø og Langebæk, så Vordingborg ikke suger vigtige arbejdspladser ud af disse byer.

Og kære politikere, giv Kalvehave og omegn en ny, flot skole og en lille tilhørende sportshal, nu hvor I har omdannet vores gamle skole til andet formål. Som minimum en ny skole der kan rumme ca. 150 elever til og med 5. klasse, så de ikke skal bruge op imod en time hver vej for at komme til en overfyldt skole i Stensved. Der er gode arealer omkring Kalvehave og Gl. Kalvehave til at bygge en sådan ny skole.

Børnene er vores fremtid, og forældrene har krav på en skole i et område som Kalvehave og omegn.

Gør det rigtige – drop planerne om et nyt superrådhus én gang for alle, og byg en ny skole i Kalvehave i stedet!

Ps. Jeg er selv barnløs.

Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

oooOoo

Vogterne kritiserer i en kommentar til dette indlæg borgmester Henrik Holmers uhyrlige udtalelse i Sjællandske således:

“På et tidspunkt tidligere i år tog Vordingborgs borgmester Henrik Holmer til genmægle i Sjællandske på en kritik fra erhvervslivet. Erhvervslivet havde kritiseret kommunens lukning af skoler. Hr Holmer svarede, at skoleområdet var politikernes ansvarsområde, og det skulle erhvervslivet bare ikke blande sig i.”

En sådan kritik skal naturligvis dokumenteres, hvilket er sket herunder:

Borgmester Henrik Holmer om erhvervspolitik – Sjællandske april 2013

Shoppingcenter spøger stadig v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadKommunen har nu udsendt en hvidbog vedrørende høring om Kommuneplan 2013 med administrationens bemærkninger og anbefalinger til ændringer. Som ventet er der kun tale om småjusteringer, som politikerne nu skal tage stilling til.

Det kommer heller ikke uventet, at embedsfolket – der ikke påvirkes af folkestemningen, men anbefaler hvad flertalsgruppen ønsker – fastholder et bycenter i Vordingborg til skade for handelen i alle 3 købstæder. Af svaret fremgår: ”Derfor bør planerne for et butikscenter fortsat være til stede i helhedsplanen såvel som i kommuneplanen, hvis muligheden byder sig på et senere tidspunkt”. Hvis dette vedtages, er vi altså lige vidt, og kampen kan fortsætte. Men forhåbentlig siger Venstre, DF og Radikale nej. Hvis Konservative tilmed vil gribe den sidste chance til at støtte deres kernevælgere i handelsforeningerne og vise, at de stadig er et borgerligt parti, kan vi måske én gang for alle aflive dette spøgelse af et shoppingcenter.

Tilsvarende med omlægningen af Næstvedvej til Valdemarsgade tværs gennem haver og villaer. Da politikerne godkendte forslaget, var der kun én begrundelse: den øgede trafik til og fra shoppingcentret. Nu er argumentationen ændret til, at ”projektet vil løfte fremkommeligheden i byen”. Ren manipulation og spild af skattekroner, for ikke at tale om de borgere, der nu kommer i klemme med ekspropriation, usælgelige huse, støj og forurening.

Hvis politikerne virkelig mente noget alvorligt med al deres snak om nærdemokrati, burde de samtidigt med kommunalvalget lave en folkeafstemning om Vordingborg Bycenter. Det ville næppe koste ekstra, og måske kunne det hæve valgdeltagelsen. Men tør de lytte til folket?

Allan Huglstad, Vordingborg

Nej til discount byggeri ved fjorden i Præstø. v/ Formand for Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn

Karen-Margrethe-OlsenDet var med stor forundring, at jeg i gårsdagens Sjællandske læste om et Fakta byggeri på grunden mellem stationsbygningen og Folkevogn i Præstø.

Det er en rigtig dårlig ide at etablere et discount supermarked og en stor parkeringsplads på byens bedste byggegrund.  Her er der en enestående mulighed for at sikre et smukt byggeri, der passer ind i vores smukke købstad og så foreslår kommunen at der bygges et discount supermarked. Det er ikke udvikling; det er afvikling. Det er hærværk!

Som repræsentant for Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn har jeg været medlem af en følgegruppe, der i mere end 1 ½ har arbejdet med et forslag til en ny lokalplan for Præstø midtby. Mange kræfter og timer er lagt i dette arbejde, som nu er ved at nærme sig afslutningen. I det forslag, der ligger på bordet i skrivende stund, vil et supermarked og en stor parkeringsplads ikke kunne realiseres ved siden af stationsbygningen.

Jeg kan derfor med beklagelse konstatere, at de flotte ord om nærdemokrati og borgerinddragelse ikke tages seriøst fra kommunens side. Det er ikke rimeligt, at behandle følgegruppens medlemmer på denne måde. Vi er i gruppen ikke på noget tidspunkt blevet præsenteret for planerne. Det er et forslag, der ikke kan realiseres, hverken indenfor den gældende lokalplan eller det forslag, der arbejdes med i øjeblikket.

Hvis kommunen vil noget med sin såkaldte nærdemokratimodel, så er dette helt bestemt ikke vejen frem.

Karen Margrethe Olsen

Formand for Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn

Nej til discount ved Præstø Fjord. v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupSjællandske skriver den 20. august 2013 om et forslag, der vil tillade etablering af en discountvarebutik (Fakta) på en grund beliggende ud mod vandet ved Præstø gl. station.

Det er en rigtig dårlig ide.

Det vil være meget forkert, at anvende denne fine grund til parkeringsplads og supermarked.

Grunden har desværre henligget ubebygget i en længere årrække, siden den daværende ejer måtte skrinlægge sine planer om et, i øvrigt interessant, boligbyggeri. Imidlertid har netop denne grund en fantastisk beliggenhed og må være attraktiv til boligbyggeri, når finanskrisen forhåbentlig snart er overstået.

I samme område er der allerede flere supermarkeder, herunder et nybygget Netto, der ikke er færdiggjort. Netop dette byggeri blev etableret med udgangspunkt i samme ide, nemlig af supermarkedet kunne betale for etableringen af en række luksuslejligheder på byggeriets første sal. Efter 2 år er der, beklageligvis, ikke solgt én eneste af disse lejligheder og bygningen er stadig ikke malet som aftalt i lokalplanen.

Der er flere ledige lokaler i samme område, f.eks. fraflyttede Netto et større butikslokale på Svend Gønges Torv, der fortsat står ledigt.

Der er et stort, uudnyttet pakhus, med den fineste beliggehed, for hvilket det endnu ikke har været muligt at finde en fornuftig anvendelse. Pakhuset er fredet og til salg. Det kunne være fantastisk, om Faktas ejer COOP, sammen med f.eks. Realdania, ville etablere et supermarked i dette flotte hus.

Sidst, men ikke mindst, er der et større arbejde i gang omkring udformningen af en ny lokalplan for Præstø Midtby. I det foreliggende forslag, der er resultatet af rigtig mange møder med mange deltagere, er indstillingen, at der bør bygges boliger, der sikrer udkig til fjorden. Det er vigtigt, at vi som politikere respekterer denne proces. Vi har bedt de mange engagerede borgere om at være med til at udforme den nye lokalplan. Så er det ikke rimeligt, at der på så centralt et område, planlægges helt uden om denne proces.

Jernbanevej bør, når det er muligt, gøres til en flot gade mod vandet, med flot købstadsbyggeri og en række træer på gadens nordlige side.

Bo Manderup (V), Præstø

Præstø Privatskole er snart en realitet!

PrivatskolePræstø Privatskole planlægges med opstart august 2014 på adressen Klosternakken 4 i Præstø.

Ejendommen, der tidligere har huset Klosternakkeskolen, er købt af Ejendomsselskabet Stentoft A/S der bakker op om projektet som fremtidig udlejer.

Skoleprojektet er pr. 17 juli, 2013, anmeldt til Ministeriet for Børn og Undervisning. Endelig konstituering som selvejende institution finder sted efterår 2013.

Initiativgruppen bag projektet har afsæt i forældregruppe til nuværende og tidligere skolesøgende børn i Præstø og omegn, samt flere erhvervsfolk fra Præstø, der ønsker at fortsætte og videreudvikle det populære skolemiljø på Klosternakken mhp. at styrke Præstø´ position som attraktiv by for nuværende og kommende børnefamilier.

Præstø Privatskole har fået en hjemmeside, hvor du kan følge med i etablering af skolen.

Du kan gå til hjemmesiden her…

Vi glæder os over dette initiativ, der er med til at sikre en fortsat god udvikling for vores dejlige by og ønsker Præstø Privatskole al mulig held og lykke.

Leif Jeberg

Vi mangler kandidater – især i Præstø! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadIdeen med en tværpolitisk borgerliste med arbejdstitlen ”Lyt til borgerne” er opstået i kølvandet på debatten om bycentret i Vordingborg.

Som andre borgerlister – som f.eks. den i Faxe – er der nogle vigtige ting, byrådskandidaterne skal være enige om. I dette tilfælde er det bedre dialog og kommunikation mellem byråd og borgere, mere åbenhed og nærdemokrati, herunder styrkelse af lokalrådene og nej til kæmpevindmøller på land. Andre sager kunne komme på listen, f.eks. udbedring af de fejl, der er afstedkommet ved den hastige gennemførelse af den nye skolestruktur. På de områder, hvor der ikke er enighed, kan kandidaterne – også når de sidder i kommunalbestyrelsen – følge deres egen samvittighed.

Der har været stor interesse for en borgerliste – ikke mindst fra de større partier, der er bange for, at listen stjæler stemmer fra dem og dermed truer deres borgmesterkandidat. Truslen er i høj grad sandsynlig. 2-3 mandater til en borgerliste – ja måske blot ét mandat – kan blive tungen på vægtskålen. I en sådan situation vil borgmesterpartierne være til købs, og aftale kan indgås med den højstbydende. Af eksempler på sådanne aftaler kunne være nej til vindmøller og flere penge til skolerne. Sager, der i dag ikke er flertal for, bliver på valgnatten til flertalssager!

Men inden vi kommer så vidt, skal der findes og opstilles egnede kandidater. Som minimum én fra hver af byerne Vordingborg, Stege og Præstø og helst 2-3 ekstra. Mange er spurgt og har været positivt indstillede, men har måttet sige nej, bl.a. under hensyntagen til familie og arbejde. Andre er stadig i tænkeboks, og deres svar vil tilgå i juli. Lige nu er der 2 sikre kandidater – og det er som sagt ikke nok. Især mangler vi én i Præstø området!

Hvis du er interesseret eller har forslag, så kontakt mig på huglstad@youseeme.dk eller mobil 28 30 64 47 (bedst eftermiddag og aften).

Allan Huglstad, Vordingborg

Et svar på indlægget: “Havnen er blevet grim” v/ Knud Jacobsen, Præstø

Alt afhænger af øjnene, der ser det.

I avisen d. 6.6. kritiserer Jens Bjerre Tybjerg de løse skilte ved Præstø Havns nye madmarked, de løse bænke ved flagstangen og den opstillede fiskebil. Det er grimt og skal væk, skriver han.

Jeg, derimod, glæder mig over det liv, der er kommet på Præstø Havn. Før i tiden lå der store kornbunker foran Anton Petersens pakhuse. Havnepladsen var fyldt med lastbiler og trucks. I havnebassinet lå coastere, fiskerbåde og lystbåde side om side. Det var ikke nødvendigvis kønt, men det var det, der skabte liv på havnen den gang.

Nu har vi ishus, cafe, fiskebil, madmarked , pakhus 8 og borde og bænke på havnen, hvor man kan sidde og nyde den fine udsigt og sin mad. Tak til de ildsjæle, som med deres initiativ skaber nyt liv og aktivitet på Præstø Havn. Der er brug for sådanne aktiviteter på land og i by i gl. Præstø kommune.

J.B.T. opfordrer kommunen, søsportcenteret, facade- og skilteudvalget og bevaringsforeningen til at tage affære. En fiskebil, et par løse skilte og et par bænke bør ikke ødelægge den gode stemning. Jeg opfordrer alle til at opmuntre og understøtte de gode initiativer til glæde for de mange. God sommer også på havnen.

Knud Jacobsen, Præstø

En god kommunal uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

I sidste uge var det en positiv oplevelse at være borger i Vordingborg Kommune.

Højdepunkterne var et rent overflødighedshorn af aktiviteter i forbindelse med kulturnatten og et borgermøde om erhvervsudvikling, hvor der ikke blev råbt, men lyttet. At der stadig er enkelte politikere, der kun kan argumentere ud fra ”det kan vi ikke” i forskellige afskygninger, må vi nok leve med lidt endnu.

Blandt de gode nyheder var EU-tilskud til en citymanager til gavn for udviklingen i de 3 købstæder samt beslutningen om fast TV-dækning af byrådsmøderne, som forhåbentlig kan styrke interessen for kommunalpolitik. Hvis det også kan få borgmesteren til at finde en god frisør, ville det være en kærkommen bonuseffekt. Også nyheden om fibernet-pilotprojektet i Magleby skaber håb for beboere og erhvervsliv på Østmøn.

Midt i det hele bugner det kommende møde i Økonomiudvalget med gode forslag, der viser, at man kommer langt med dialog, og at alle kan være vindere. Algadeprojektet med gå- og sivegader er et skoleeksempel på kompromis, som (næsten) alle kan være tilfredse med. Det samme gælder forslagene om politik for frivillige og den reviderede nærdemokratimodel.

Forslaget om udbygning af Vesthavnen giver også anledning til optimisme. Her er både god rentabilitet og mulighed for flere firmaer og arbejdspladser. At ideen er nøjagtig 75 år gammel og for længst burde have været ført ud i livet, er en anden ting. Ting Tager Tid – også i Vordingborg. Det er også glædeligt – også for byggefagene – at man nu har lagt bycentret bag sig og går i gang med planlægningen af den kommunale administrationsbygning på Rådhusgrunden og nedrivning af den gamle. Samtidig bevares den kommunale administration i Præstø og Stege, som i bycenterplanen var på nippet til at blive nedlagt. Også købstadsprojektet, der skal udvikle de 3 byers potentiale for bosætning og turisme er på dagsordenen.

Som prikken over i’et har en administrationsanalyse fastslået, at der er et rimeligt lavt ressourceforbrug i kommunen.

Alt i alt en god uge!

Allan Huglstad, Vordingborg

”Liv på landet” – I de små landsbyer v/ Ole Jensen-Åris, Stavreby

Ole-Jensen-AarisPolitikerne i Vordingborg kommune ønsker ”liv på landet” !!!

Hvem gør ikke det?

Anden pinse dag kunne man i et indslag i Tv2 East. opleve, at en række udvalgsformænd samt borgmesteren, havde udsendt en pressemeddelelse, hvor de på regulær spejderære gav hinanden håndslag på, at de uanset hvad, så ville de stort set gennemtvinge en tilladelse til at drive B&B (bead and breakfast) på Jungshoved præstegård i landsbyen Stavreby, uanset hvad beboerne og Natur-og Miljøklagenævnet mener om den sag.

Fakta er at Natur-og Miljøklagenævnet 2 gange har underkendt kommunes tilladelse til de aktiviteter, som præstegårdens ejer har søgt om tilladelse til.

Fakta er, at det ikke drejer sig om at drive B&B, men et regulært hotel, med selskabslokale og tilhørende udendørs aktiviteter. En række aktiviteter, som i døgnets 24 timer er særdeles generende støj- og lysmæssigt for de nærmeste naboer og genboer.

For at modbevise politikernes usande påstand, kan jeg oplyse, at en af de ting som gjorde at Natur- og Miljøklagenævnet vendte tommelfingeren ned, var at der lovmæssigt ikke kunne gives tilladelse til at etablerer et hotel i de eksisterende lokaliteter og i øvrigt slet ikke i en lille landsby som Stavreby.

For at kunne gennemføre det tredje lokalplanforslag, var det derfor nødvendigt samtidig at fremsende et ændringsforslag til kommuneplanen vedrørende placering af hoteller uden for byerne.

Dette modbeviser politikernes udsagn om at etablerer og drive et B&B, som der for øvrigt ikke kræves hverken landzonetilladelse eller bonuslokalplan til.

Det er beskæmmende, at de selv samme udvalgsformænd og borgmesteren ikke kan læse og forstå det, som kommunen selv skriver. Vi forlanger af udlændinge at de skal bestå en danskprøve både i skrift og tale, inden de kan få opholdstilladelse. Hvis kommunalpolitikerne ikke kan læse, så er de uværdige til at varetage borgernes interesser, og som sådan være fortid som kommunalpolitiker efter kommunevalget til efteråret 2013.

Ole Jensen-Åris, Stavreby

Tre partier ville have et Shoppingcenter – men hvad har den såkaldte undersøgelse kostet borgerne i Vordingborg Kommune?

Leif-ProfilVogterne glæder sig over, at projekt Shoppingcentret endeligt er afgået ved døden!

Skatteborgerne i Vordingborg Kommune har med et millionbeløb finansieret Det Konservative Folkepartis, SFs og Socialdemokraternes forsøg på at trække et Shoppingscenter ned over hovedet på borgerne!

Selv kalder de det en undersøgelse – endnu et eksempel på, hvorledes disse politikere har dækket over, hvad deres egentlige hensigter har været, nemlig at tvinge et Shoppingcenter igennem uden hensynstagen til den store modstand, dette projekt har vakt bredt hos borgerne – især i Stege og Præstø. Og så lige op til et kommunevalg.

Et helt igennem umoralsk forsøg på at tvinge en ny kommunalbestyrelse til at gennemføre en beslutning, som der med stor sandsynlighed næppe vil være flertal for efter kommunevalget til november. Se det er, hvad disse tre partier forstår ved nærdemokrati i vores kommune!

En undersøgelse, kalder de det – nej, siger Vogterne, det har ikke været en undersøgelse, men en start på gennemførelse af projektet. At kalde en udbudsforretning for en undersøgelse er ren manipulation. Hvis man havde ønsket en undersøgelse, kunne man for længst have konstateret, at investorerne ville have en medfinansiering i et sådant udviklingsprojekt, men det gjorde man ikke.

Det har været åbenlyst for enhver, der bare har sat sig en smule ind i disse naive politikeres ambitiøse projekt, at det finansielle marked for ambitiøse byggeprojekter er nedfrosset – og ambitiøst må et Shoppingcenter siges at være, når centrets størrelse ville være blevet på 70 % af Næstved Storcenter, incl Bilka!

Nu har Det Konservative Folkeparti, SF og Socialdemokraterne misbrugt skatteborgernes betroede midler i millionklassen til en undersøgelse, der kunne være gennemført stort set omkostningsfrit.

Hvor mange penge har I politikere brugt på denne såkaldte undersøgelse – lad os få beløbet frem i lyset, så vælgerne kan træffe deres valg til november på et oplyst grundlag?

Leif Jeberg

En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadUgen startede med den gode nyhed, at Lindholm bevares endnu 3 år.

Straks tog socialdemokratiets borgmesterkandidat – ”fremad i fællesskab” – al æren. Alligevel skal han roses – og da især, hvis han redder endnu flere arbejdspladser ved at sige nej til Vordingborgs bycenter.

Vordingborg Handelsforening fik ny bestyrelse, og nu venter vi spændt på nye initiativer. Foreløbig må vi håbe, at der lyttes til deres bøn om fortsat trafik på Algade. I mellemtiden burde den nye bestyrelse alliere sig med det nye Vordingborg Lokalråd. Så vil slagordet ”Algade for alle” få mere gennemslagskraft.

Borgmesterens uheldige køkkenbesøg blev udsonet med en kryptisk aftale, men ellers blev der ikke ændret ved kommunens erhvervsimage. Dette blev understreget af et skilt på Københavnsvej med venstresving forbudt ind til Kvickly. Argumentet var et nærliggende kryds, men dette gælder åbenbart ikke for Netto på Marienbergvej, der er endnu tættere på et kryds.

På borgermødet om turisme lyttede kommunen til de mange initiativer, der bl.a. omhandler samarbejde med ildsjæle og turismeaktører – som jeg i al beskedenhed henregner mig til. Desværre var den elendige markedsføring ikke i fokus.

Ugen sluttede både godt og skidt. Venstre blev omsider samlet bag et nej til bycentret. Men man var glad for undersøgelsen – hvilken undersøgelse? Sandheden er, at der ikke er kommet et eneste bud, selv om deadline var 2. april. Den dårlige nyhed var, at et flertal vil forhandle med Goldschmidt om bycentret. Ifølge ”sædvanligvis pålidelig kilde” skulle dette indebære, at der også skal være plads til den kommunale administration fra Stege og Præstø.

I sidste uge pegede konservative på Knud Larsen som borgmester. I denne uge støttede de socialisternes bycenter. Denne zigzagkurs fremskynder kun partiets selvmord. Det ville have været klædeligt (og glædeligt), hvis man havde fulgt Venstre. Men måske i næste uge?

Allan Huglstad, Vordingborg

Kommunen negligerer egne rådgivere v/ Karen Margrethe Olsen, Præstø

Karen-Margrethe-OlsenTakket være Skilte- og Facaderådet store arbejde i Præstø i mere end 20 år, har vi en smuk og harmonisk købstad.

Rådet har i alle disse år vejledt og rådgivet kommunalbestyrelsen i sager omkring skiltning og facader. Uden Skilte- og Facaderåd, og en tidligere kommunalbestyrelse, der bakkede op bag rådets beslutninger, havde Præstø lignet hovedgaden i byer, vi helst ikke vil sammenligne os med. Det ønsker vi ikke for Præstø.

Skilte- og Facaderådet har repræsentanter fra Præstø Handels- og Erhvervsforening, Lokalhistorisk forening, Museum Sydøstsjælland og Bevaringsforeningen.

Vi kan imidlertid konstatere, at medlemmerne af kommunens Miljø- og Planlægningsudvalg end ikke finder det nødvendigt at konsultere Rådet inden der gives dispensation til den gældende Skilte- og Facadevejledning i Præstø. Det er netop sket i en sag omkring Netto.

Der har, som sagt, altid været et godt og konstruktivt samarbejde mellem kommunen og Rådet i Præstø. Derfor er det ikke mindre end uhørt, at der nu træffes beslutninger omkring dispensationer hen over hovedet på Rådets medlemmer. Det kan konstateres, at kommunen med løs hånd giver dispensation til skiltningen på facaden uden samtidig at kræve, at Netto bygningen skal males, at containere og affald ikke må stå uden afskærmning på parkeringspladsen, at butiksarealet ikke må udvides til langt ud over parkeringspladsen og endelig, at indgangen mod vandet stadig er i funktion, selv om at den også er ulovlig ifølge lokalplanen.

Karen Margrethe Olsen

Bevaringsforeningen for Præstø og Omegn

Sunde demokratiske stopklodser er blevet sat ud af kraft i projekt Shoppingcenter! v/ Marie Hjort, Stege

ShoppingcenterI Sydsjællands Tidende den 17. april er borgmesteren citeret for at sige:

”Som jeg har sagt fra starten, at hvis nogen vil ofre 400-500 millioner, så skal vi i hvert fald afprøve det, uden at jeg har sagt om jeg er for eller imod”.

Med mindre at borgmesteren er stærkt fejlciteret, så er det et dybt bekymrende citat. Mener holdkaptajnen, at folk eller firmaer, som har tilpas mange penge kan bestemme politikken for vores fælles fremtid i kommunen? Burde borgmesterens (og politikernes!) holdning ikke komme før investorens?

Sunde demokratiske stopklodser er blevet sat ud af kraft i dette projekt – borgerne og detailhandlen er ikke hørt, og politikerne har ikke reageret selv om der ligger en del fine rapporter som forklarer at centret vil tage omsætningen fra Vordingborg By´s egne butikker.

Først hed det sig, at et center skulle tage handlen fra Stege og Præstø, nu gøres der meget ud af at sige at vi står sammen mod nabokommunerne.

Det er bare ikke dét emperien viser der vil ske og man har vist også misset at centerudviklerens erklærede mål er at udradere nærliggende butikker for så til sidst at få lavpris butikker i sine omgivelser – HVIS der er kunder til overs:

Læs her om ICPs kongstanker…

Man bør i det hele taget læse rapporter som f.eks. Erhvervsministeriets store datailhandelsanalyse af hvad som sker når man laver bynære centre og drage objektive og uvildige konklusioner selv. Har politikerne ikke tid til det, synes jeg blot vi skal afholde os fra risikofyldte ”afprøvninger”.

Læs datailhandelsanalysens resultat her…

Man bør også se på hvem man har med at gøre her. Man kan f.eks. læse og lære af den dialog som foregår mellem Hillerød Kommunes byplanlæggere på den ene side og Goldschmidt, som har slået sig sammen med ICP, på den anden side – hvor Hillerød Kommune trues til at de skal acceptere et center som vil betyde døden for lokale butikker:

Læs om konflikten mellem Hillerød Kommune og Goldschmidt her…

Hele dialogen er i øvrigt, på demokratisk vis, tilgængelig på Hillerød Kommunes hjemmeside. Heraf kan man læse at kommunen er gået grundigt ind i, at de slet ikke er blevet fodret med de rigtige informationer fra ICP´s og Goldschmidts side.

Meget tyder på at vi heller ikke er – og heller ikke bliver det, hvis holdningen er at investoren står over kommunen.

Når nogen vil ”ofre” så meget for os, ”så skal vi i hvert fald afprøve det”!! Det er da det mindste vi kan gøre…..og dette er ”sidste chance” vi får for at få et ”attraktivt handelscenter”.

Det kan være borgmesteren ikke véd det, men det lyder da bestemt som om han er for!

Spørgsmålet er for hvad?

Marie Hjort, Stege

Det bliver dyrt for skatteyderne v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadVordingborgs shoppingcenter bliver dyrt for skatteyderne. Allerede nu er der formentlig brugt en million på konsulenter og arbejdsløn, og snart skal der forhandles med investor om det kommunale tilskud i form af rådhus og bibliotek.

Men det værste er ikke set endnu.

Kommunen har beregnet, at trafikken ved bycentret vil stige med 11.000 biler pr. døgn, hvilket svarer til ekstra 1100 bilture pr. time i åbningstiden. Byen mangler i forvejen P-pladser til Borgcentret, hvorfor der forudses P-kælder under Rådhusgrunden – endnu en udgift.

Beregninger viser, at der på tilkørselsvejene vil komme mindst 50 % mere trafik; på Valdemarsgade, Næstvedvej og Chr. Richardsvej mindst en fordobling og endnu værre i spidstimerne. Kommunens konklusion: store trafikforsinkelser og kødannelser. Der er jo en grund til, at andre – mere fornuftige kommuner – placerer deres storcenter udenfor byen.

Men det har kommunen råd for: Banedanmark bygger en ny bro ved det gamle posthus, og trafikken fra Næstvedvej mases tværs gennem området mellem Jernbanegade og Algade til Valdemarsgade. Pris for ekspropriationer, nedrivninger, veje og lyskryds: 18.295.000. Hertil kommer erstatninger for gener og usælgelige huse. Udbudsprojektet forventes afsluttet i 2013!

Den højere visdom er svær at få øje på. Der vil stadig være flaskehals i Valdemarsgade. Både her og på Næstvedvej, Nyrådsvej, Chr. Richardsvej, Vognmandsmarken og Københavnsvej skal folk leve med støj og forurening. Men det har kommunen også en plan for – en støjhandlingsplan, hvilket formentlig er det samme som en Berlinmur udenfor vinduerne og dyr støjdæmpende asfalt.

Denne vandalisering kommer til at koste kommunen mindst 30 mill. kr., men da det er de udenbys skatteyderes biler, der forurener, skal de selvfølgelig alle være med til at betale. Samtidig med at butiksdøden hærger i Stege og Præstø, skal indbyggerne være med til at finansiere Vordingborgs bycenter.

Og Algade? Den bliver med kommunens sprog ”fredeliggjort”, så den kan laves om til gågade. Her kan de arbejdsløse og konkursramte forretningsfolk på kontanthjælp underholde turisterne med folkedans og ridderspil…

Allan Huglstad, Vordingborg

Grimt demokrati når Politikerne ikke lytter til borgerne v/ Bent Andersen, Præstø Lokalråd

Bent-andersen-praestoe-lokalraadI Vordingborg kommune har der i lang tid været læserbreve fra mange personer, mest mod noget byrådspolitikerne gør eller ikke gør, og det er jo meget forståeligt, set med borgernes øjne.

Den forskellighed kommer jo også til udtryk i, at der er forskellige partier med mange forskellige holdninger til næsten alt. Denne forskellighed eller egoisme er jo til stor skade for demokratiet, noget som også kommer til udtryk i andre dele af befolkningen.

Hvorfor er der så mange skilsmisser? Jo, ingen skal komme at bestemme over mig, og denne holdning er også fremherskende hos politikerne. Det er jo sjældent at sund fornuft er et fremherskende kendetegn for politikerne. Det er jo også sjældent at politikerne hører efter om befolkningen har det godt, eller om der er noget, som kunne gøres anderledes. Nej, det er som regel politikerne, som skaber problemerne – se på svarene politikerne kommer med og deres baggrund for at svare på tingene.

F.eks. om ønsker eller problemer i Præstø. Mange af politikerne har aldrig været i byen og så svarer de alligevel på noget desangående. I stedet for at erkende at de ikke kender nok til området eller at komme til byen. Lokalrådet vil gerne hjælpe politikerne rundt i byen og måske også komme med forslag til løsninger på ønskerne eller problemerne.

Alle ønsker er jo ikke altid problemer, men kan nemt blive til det, når politikerne eller administrationen ikke fremstiller ønskerne ens.

Venlig hilsen fra en dansk demokrat

Kommunalt roderi om borgermøde v/ John Kreiner, Præstø

Vordingborg-kommune-logoNu tyder det på, at borgermødet, der skulle være afholdt i Præstø den 8. april, er blevet flyttet.

Endnu har kommunen ikke informeret officielt om flytningen.

I et svar på et debatindlæg i Sjællandske i dag (30. marts) til denne blogs Leif Jeberg, skriver Vordingborg kommunes udviklingschef. Torben Gleesborg, at mødet er blevet flyttet til Langebækhallen.

Det var på grund af en tilfældighed, at borgerne overhovedet blev opmærksomme på, at mødet skulle holdes i Præstø, og nu er det på grund af en tilfældighed, at borgerne opdager, at mødet er flyttet til Langebækhallen. Borgere, der ikke følger læserdebatten eller ikke læser Sjællandske, ved det ikke endnu.

Torben Gleesborg skriver i sit svar, at flytningen vil blive annonceret i Sydsjællands Tidende den 3. april. Den dag kommer mødets dagsorden også, skriver han.

Det duer ikke, Torben Gleesborg..!

Det giver de forskellige interessegrupper, der har engageret deres grupper i mødet, max. fem dage til at sikre, at grupperne er blevet informeret om flytningen. Fem dag af den i forvejen knappe forberedelsestid, som kommunen mener, er tilstrækkelig for borgerne.

Aflys det møde helt og find så nogle nye datoer, så borgerne kan få ordentlig tid til at forberede sig til mødet.

Det vil give såvel borgere som kommunen det største udbytte.

Det her er noget rod, som kommunen ikke kan være bekendt..!

John Kreiner, Præstø

Kurt Johansen (S) kan ikke lide, at Vogterne kalder kommunens behandling af borgerne i Præstø for sjofel og arrogant – få svaret på hvorfor vi bruger disse vendinger?

Leif-ProfilKære Kurt,

Du synes ikke om, at jeg anvender begreber som arrogance og sjofel om politikernes behandling af os borgere i kommunen – i det aktuelle tilfælde os i Præstø.

Du er måske overrasket over, at jeg faktisk heller ikke kan lide disse ord?

Jeg er bonde født og kvajet opdraget, fortalte min mor mig tit og ofte, og vi bønder ser ingen anledning til at skjule, at en spade er en spade, hvis vi ikke bliver behandlet med respekt eller snarere bliver udsat for manipulation.

Men lad os først lige se, hvad Den Danske Ordbog siger om begrebet “at sjofle”. Ordbogen skriver: “behandle uretfærdigt eller skødesløst; forsømme groft; tiltale uanstændigt“!

Og sådan føler mange i Præstø sig behandlet af kommunen!

Lad mig erindre dig om kommunes håndtering af sagen vedrørende etablering af den famøse Bålhytte i sivskoven ved Frederiksminde i Præstø i det herrens år 2011.

I denne sag kortsluttede politikerne og embedsmændene den demokratiske proces på det groveste.

Her er forløbet i korthed:

  • Kommunen ønsker at etablere en stor bålhytte midt i den naturskønne sivskov ved Frederiksminde med et rigt fugleliv. Her skulle der holdes grillfester og kanosejlere i massevis skulle kunne lægge til i sivene ved hytten.
  • Miljøministeriet, Naturstyrelsen, tillader den d. 18. februar 2011, at bålhytten kan opsættes inden for strandbeskyttelseslinjen.
  • Klagefristen vedrørende Naturstyrelsen afgørelse er 4 uger, men vi i Præstø bliver ikke orienteret om dette? De eneste der orienteres om denne sag, er disse organisationer: Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg Kommune selv, Dansk Botanisk Forening, Sydsjællands Museum, Friluftsrådet Storstrøm?
  • Sivskoven er fredet område, så etablering af bålhytten kræver dispensation fra Fredningsnævnet. Denne får kommunen den 28. marts 2011 med en klagefrist på 4 uger, men vi i Præstø bliver ikke orienteret om dette? Orientering sendes alene til: Naturstyrelsen Storstrøm, Nykøbing F, Naturstyrelsen, København Ø, Danmarks Naturfredningsforening, København Ø, Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg. Vordingborg kommune, Dansk Ornitologisk Forening, Gedser, Friluftsrådet, Edith Marie Rosenmeier og Niels Brixvold!
  • Projektet kræver en dispensation fra byplanvedtægten og nabohøring. Høringen igangsættes midt i sommerferien den 14. juli 2011!
  • Indsigelsesfristen sættes til senest den 8. august 2011 – altså inden sommerferien er afsluttet!

Dette er beskrivelsen af et procesforløb, som i den grad kan siges at sjofle borgerne i Præstø og et arrogant forsøg på at manipulere et projekt igennem, som flertallet af Præstøs borgere ikke ønskede.

Kommunen og dens embedsmænd sendte projektet i høring midt i sommerferien med en høringsfrist, der sluttede inden sommerferieperioden var forbi.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kommunen indhentede en række dispensationer og afgørelser, som vi i Præstø aldrig blev orienteret om.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kommunen undlod at orienteret os i Præstø om, at de forskellige afgørelser og dispensationer havde klage- og indsigelsesfrister, som vi i Præstø aldrig blev orienteret om.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Når vi borgere overhovedet fik adgang til disse oplysninger, skyldes det alene, at den gode Præstøborger, John Kreiner, krævede aktindsigt i kommunens sagsbehandling.

Hvad kalder du det for, Kurt?

Kan du finde en bedre karakteristik af denne proces end en arrogant og sjofel behandling af borgerne i Præstø, så hører jeg gerne fra dig?

Leif Jeberg

Kurt Johansen (S) svarer Vogterne vedr Kommunens indkaldelse til borgermødet den 8. april 2013!

SONY DSCKære Leif

Her er hvad jeg har brygget sammen som svar på din mail:

Helt overordnet har vi politikere et problem når borgere ikke føler de bliver hørt, orienteret, eller ikke føler sig inddraget i beslutningeprocesser – som bl.a. den konkrete sag om offentliggørelsen af borgermødet den 8. april i Præstø-Hallen, om Kommuneplan 2013-2025 (- og tag så det fra den humoristiske side, at der i en annonce står at der er: “fri entré”)

Når der er postulater om arrogance over for borgerne, undergravende demokratiproces og sjofel behandling af borgerne – må jeg stå af, og tage afstand fra slige.

Virkeligheden er nok nærmere, at vi ikke er gode nok til at inddrage og informere! Jeg har tidligere taget det op, og vil foreslå Udvalget for økonomi, planlægning og udvikling, tager en drøftelse af problematikken. Jeg kunne her forestille mig at vores dygtige kommunikationfolk blev inddraget i hvordan man informere og og er mere præcise i hvad der bliver formidlet ud – og i tide…

Jeg er ikke enig i at påskeferien forhindre interesserede i at finde frem til relevante materiale – al den stund, at det kan findes på kommunens hjemmeside under Forslag til Kommuneplanen. Når det er sagt, har jeg hørt fra borgere, at der har haft problemer med at finde rundt på hjemmesiden. Det må der gøres noget ved.

  • Tidsplanen er følgende:
  • Kommuneplanen blev sendt i høring den 14. april
  • Borgermøde i Præstø-Hallen den 8. april
  • Høringsperiode frem til den 5. juni

Med venlig hilsen

Kurt Johansen (A)
Lindevej 17
Præstø

Vordingborg Kommune tager ikke sin egen demokratimodel alvorlig – den er ren sminke på kommunens image…

Kommunen har vedtaget Kommuneplan 2013 og bringer den nu i høring hos borgerne!

Ved et rent tilfælde finder lokalrådet ud af, at Vordingborg Kommune afholder et borgermøde i Præstø Hallen den 8. april 2013? Man skal virkelig lede meget intenst på nettet for at opdage denne indkaldelse. Den er ikke engang med i den seneste nyhedsmail fra kommunen? Vi kan kun finde en lille bitte notits om dette møde på vordingborg.nu? Regner kommunen virkelig med, at kommunes borgere går ind på denne hjemmeside hver dag?

Endnu en gang kan vi her i Præstø konstatere, at kommunen tilsyneladende forsøger at undergrave den lokale demokratiproces ved ikke at informere behørigt om vigtige og endda lovpligtige høringsprocesser.

Endnu en gang kan vi konstatere, at kommunen vælger at igangsætte vigtige initiativer midt i en ferieperiode (Påsken), som i dette tilfælde betyder, at borgerne ikke får den nødvendige tid til at fremfinde relevant materiale samt tid til at sætte sig ordentlig ind i sagen, som både er meget omfattende og for mange borgere kompliceret stof?

Vi husker stadig den sjofle behandling af borgerne Præstø, som kommunen gennemførte 2011 i deres forsøg på at presse en bålhytte ind i den fredede sivskov ved Frederiksminde, og hvor høringsprocessen blev igangsat i sommerferien og sluttede inden sommerferiens afslutning. Havde det ikke været for Bo Manderups (V) indsats i kommunalbestyrelsen, havde Præstø fået spoleret et fredet og meget smukt stykke natur med et rigt fugleliv.

Kommunen praler ved enhver given lejlighed af sin demokratimodel med lokalråd, dialogmøder, mv. Men dette er tilsyneladende ren sminke på kommunens image, når vi kan konstatere, at kommunens ikke en gang orienterer lokalrådene om denne vigtige begivenhed, endsige inddrager disse i planlægningen, således at lokalrådene kan få den nødvendige tid til at engagere borgerne i den demokratiske proces?

Vogterne har spurgt de to Præstø politikere i kommunalbestyrelsen, Kurt Johansen (S) og Bo Manderup (V), om de finder denne orientering af kommunens borgere for fremmende for den demokratiske proces?

Når vi ikke har spurgt andre politikere, skyldes det erfaringerne fra Vogternes seneste politikerhøring, hvor vi jo stort set blev ignoreret.

Vi ser frem til at modtage Kurts og Bos kommentarer til denne sag – for desværre er det blevet til en sag.

Leif Jeberg

”So ein Ding…” og Vordingborg v/ John Kreiner, Præstø

PRÆSTO -LOKALRAD

So ein Ding müssen wir auch haben – hvis de andre har, så må vi også ha’ én – synes at være mantraet hos nogle politikere i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Når Næstved og Nykøbing Falster har store butikscentre, så må Vordingborg også ha’ et…

Og skulle de tungnemme borgere ikke kunne forstå det, så får vi bare et institut, der lever af at rådgive om butikscentre, til at udarbejde en rapport, der dokumenterer et behov.

På kommunalbestyrelsesmødet den 14. marts, hvor bl.a. kommunens fremtidig turistpolitik blev behandlet, kom den så igen:

”So ein Ding…”

Kommunen vil satse på, at turismen styrkes og brandes igennem tre ”fyrtårne” i kommunen:

  • Møns Klint og det tilhørende Geocenter
  • Danmarks Borgcenter
  • Oplevelsesmuligheder i naturen og langs kysten.

Områder, der er helt enestående for Vordingborg kommune.

Men det mener venstremanden Asger Diness Andersen ikke er tilstrækkeligt (Sjællandske 19/3). Han mener, at der også skal være plads, hvis en investor eller iværksætter kommer og vil bygge et vandland eller et tivoli et sted i kommunen.

Når Næstved har ”Bonbonland” og Lolland ”Lalandia”, så må Vordingborg kunne svare igen med sit eget tivoli eller vandland…

Og det må være muligt at finde et tivoli-institut, der kan lave en rapport, som dokumenterer behovet.

En vandrutsjebane fra Dronningestolen på Møns Klint og ud i Østersøen, var måske en idé? Det må da kunne tiltrække turister. Eller hvad med en tivoli-bane fra toppen af Gåsetårnet og ud over Borgcentret?

Pyt med naturen – det billige skidt (Citat: Asterix og byplanlæggeren).

Trods en massiv modstand fra borgerne i Præstø, da man i 2009 havde idéer om et storstilet parcelhusbyggeri på Antonihøjen ved indkørslen til Præstø fra Rødeled, så er denne idé atter taget frem af mølposen. Også selv om politikerne den gang besluttede, at i hvert fald den nordlige side af Antonihøjen (mod Nysø og fjorden) skulle friholdes for byggeri.

Men når enhver anden købstad i Danmark har en kønsløs og uinteressant indkørsel, der er plastret til med standardiserede parcelhuse, så skal Præstø naturligvis også have én, synes holdningen at være.

Nu er det heldigvis ”Antonibakken” (hvor den så måtte ligge?), politikerne har besluttet for, mens den smukke indkørsel til Præstø smykkes af ”Antonihøjen”. Så lidt har politikerne sat sig ind i forholdene før en afstemning, at de ikke en gang kender den lokalitet, de stemmer om.

Vi har selv valgt dem, men hvordan har vi dog kunnet være så dumme, at vi har valgt så visionsløse politikere?

Det må vi spørge os selv om, og tænke os bedre om den 19. november.

Vi har valgt politikere, der ikke er i stand til at se, hvordan Vordingborg kommune kan være noget særligt alene ved at udvikle de unikke forhold kommunen i forvejen har.

I stedet lader de nabokommuner og kostbare konsulentfirmaer styre udviklingen, så Vordingborg kommer til at ligne alle andre danske kommuner – og forsvinder i mængden.

Bare fordi „So ein Ding müssen wir auch haben…“

 

Venlig hilsen

John Kreiner, Præstø

Købstadsmodellen kontra centrum-modellen! v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupCentraliseringen ser ud til ingen ende at ville tage. Bare se på debatten om Lindholm og senest om Vordingborg kassernes fremtid. Hvis ikke vi får stoppet centraliseringen, vil der ikke længere være liv uden for de store byer. Det er ikke acceptabelt.

Lige så vigtigt er det, at vi undgår den selv samme centraliseringstendens i vor egen kommune.

Debatten om den nye kommuneplan tegner linjerne skarpt os. Der findes, groft sagt, to ”modeller” for udviklingen af kommunen. For nemheds skyld vil jeg kalde dem for ”centrum-modellen” og ”købstads-modellen”. Stillet lidt firkantet op, ser det således ud: Dem, der er tilhængere af centrum-modellen mener, at udviklingen af kommunen skal ske på grundlag af, og begynder i, Vordingborg by. Dem, der er tilhængere af ”købstads-modellen” mener, at kommunens tre købstæder, byerne og landsbyerne, alle bør kunne udvikles på ligeværdige vilkår.

Personligt er jeg stærk tilhænger af ”købstads-modellen”. Det betyder, at Vordingborg kommunes tre købstæder bør være grundlaget for udviklingen af en attraktiv bosætningskommune.

Jeg mener, at købstædernes individuelle særpræg og historie bør fremhæves og understøttes. Der skal skabes rum for udvikling alle steder i vor kommune; for nye boliger, for nye arbejdspladser, for handel, for kultur og for turisme.

Det betyder også, at det kommunale serviceniveau i Præstø og Stege, herunder tilstedeværelsen af kommunale institutioner og administration, skal fastholdes og udvikles.

Handels- og forretningslivet skal styrkes i hele kommunen. Et butikscenter i Vordingborg by, der begrænser handelsmulighederne i Præstø og Stege, er ikke en god løsning. Jeg tror heller ikke, at et butikscenter vil løse de aktuelle problemer i Vordingborg by.

”Købstads-modellen” betyder ikke, at alle skal have det samme. Vi skal ikke være ens. Det er en selvfølge, at vi understøtter en positiv udvikling af Vordingborg by. Det er fint, at der er uddannelsesinstitutioner i Vordingborg by. Der behøver ikke være et gymnasium i alle købstæder! Den nye helhedsplan for Vordingborg by indeholder mange gode ideer til byens udvikling, som jeg helhjertet støtter.

Men, det skal være sådan, at en styrkelse af Vordingborg by ikke betyder, at vi svækker de andre købstæder og deres muligheder.

Kommuneplanen lægger de overordnede rammer for Vordingborg kommunes udvikling frem til 2025. Du kan læse den på dette link www.kommuneplan.vordingborg.dk . Planen er nu sendt i høring. Alle borgere har mulighed for at komme med indsigelser frem til den 5. juni 2013.

Bo Manderup, Præstø

Pressemeddelse med resultatet af Vogternes høring af politikerne!

Vordingborg kan få – men Møn kan ikke!

mon.nuSjællandske kan i dag den 9. marts 2013 oplyse, at Vordingborg Kommune har afslået Møn Nu’s ansøgning om et bidrag på kr 150.000 til aflønning af en koordinator i det første ansættelsesår.

Ultimo januar i år hed det i en pressemeddelelse fra kommunen ifbm udbydelsen af Shoppingcentret: “… vil arbejde med projekter, der kan være med til at udvikle kommunens to andre købstæder Præstø og Stege.”

Vi var jo en hel del, der trak lidt resigneret på skuldrene, for det troede vi ikke rigtigt på. Det var bare lidt smørelse til os i Stege og Præstø. Med afslaget til Møn NU får vi bekræftet, hvordan kommunen drypvis udsulter ildsjælenes initiativer. Ildsjæle, der på trods at de centralistiske politikere, kæmper for deres lokale del af kommunen, og gør det med succes, og det skal vi altså straffes for.

Lad os sætte afslaget lidt i perspektiv:

  • Politikerne har i budgetforliget 2013 – 2016 vedtaget at arbejde for at etablere et Shoppingcenter i Vordingborg.
  • Politikerne siger at intet er besluttet endnu
  • Niels Fog (K) siger, at vi er midt i en høringsfase
  • Borgerne har ikke fået oplyst, at høringsfasen er påbegyndt
  • Politikerne har fået ICP til at udarbejde en centeranalyse
  • Politikerne har gennemført en prækvalificeringsrunde, hvor man har valgt tre potentielle tilbudsgivere til at bygge shoppingscentret
  • Politikerne har igangsat en udbudsforretning med henblik på valg af en investor til at stå for gennemførelsen af projekt Shoppingcenter – udbudsforretningen er ikke afsluttet endnu
  • Af dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 14. marts då fremgår det af pkt 17, at politikerne skal behandle denne indstilling: “Overordnet byggeprogram for eventuel flytning af Bibliotek og Musikskole til et kommende bycenter“. Heri anføres bla følgende: “Som følge af budgetforlig og efterfølgende fremlagte helhedsplan er i samarbejde med Bascon udarbejdet et overordnet byggeprogram, som skal danne baggrund for mulige forhandlinger med en kommende investor.”

Et kvalificeret gæt på kommunens udgifter til planlægningen af shoppingcentret indtil nu vil sandsynlig blive i størrelsesordnen af mindst 1/2 mio kr til lønudgifter og konsulentydelser. Udgifter til et projekt, som er uønsket af de fleste borgere og handlende i kommunen, et projekt, som politikkerne igen og igen hævder, ikke er besluttet, men som politikerne lystigt bliver ved med at spendere store midler til?

Og perspektivet? Joohh, politikerne afslår at støtte de gode ildsjæle på Møn med sølle kr 150.000, som i stedet for at bruge store midler på fine undersøgelser, rent faktisk gør noget for Møn.

Og politikerne siger, de vil gøre noget for Stege og Præstø – nej, de vil gøre noget for Vordingborg by ved at give byen en gave i form af et Shoppingcenter, og det mest tragikomiske er, at borgerne og de handlende i de tre købssteder ikke vil have gaven?

Hvem sagde molboagtigt?

Leif jeberg

Ikke smagsdom – politisk holdning v/ John Kreiner, Præstø

Her på sitet er der stillet et par helt konkrete spørgsmål til politikerne i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Et af disse spørgsmål er: Siger du ja eller nej til “Shoppingcenter i Vordingborg”?

Nogle politikere har givet deres mening klart tilkende, men flere har svaret, at de ikke vil svare, før de har set projektet. Dette kan ses ud af de svar, der er kommet her til sitet. Det blev af flere af politikerne desuden slået ekstra fast på dialogmødet i Præstø i aftes, den 5. marts.

Hvis spørgsmålet havde været, om politikerne siger ja eller nej til projektet, forstår jeg godt den holdning, men det er ikke det, der bliver spurgt om.

Politikerne bliver IKKE bedt om at være smagsdommere for, hvordan dette projekt skal se ud eller indrettes.

Der bliver spurgt om de siger ja eller nej til et shoppingcenter i Vordingborg, altså om de rent politisk mener, at det er en god idé at lægge et shoppingcenter i Vordingborg.

Der bliver spurgt efter politikernes politiske holdning til idéen om at lægge et shoppingcenter i Vordingborg, når de samme politikere ved, at det vil få alvorlige konsekvenser for det eksisterende butiksliv i Vordingborg by og fald på op til 30% i omsætningen i såvel Præstø som Stege.

Hvad er deres politiske holdning til, at man vil skabe arbejdspladser og vækst et sted i kommunen ved at svække andre steder i kommunen?

Jeg tror, at de fleste er ligeglade med politikernes mening om udseendet af et eventuelt shoppingcenter, men ikke deres politiske holdning. Det er jo blandt andet den, der skal kigges på, når der skal stemmes den 19. november.

Der er ingen, der ønsker politikerne som smagsdommere, men som politikere – så prøv at leve op til det..!

John Kreiner, Præstø

Kurt Johansen (A) føler sig truet af Vordingborgpolitikernes Vogter?

SONY DSCSom oplyst i går har vi sendt en personlig mail til hvert kommunalbestyrelsesmedlem for at høre om deres indstilling til de to meget vigtige projekter: “Vindmøller ved Kostervig” og “Shoppingcenter i Vordingborg”.

Vi mener, det er vigtigt, at vælgerne den 19. november bør kunne sætte deres kryds på et oplyst grundlag.

Og hvad vil være mere naturligt end at spørge politikerne selv om deres holdninger til projekterne – mente vi! Vi er da osse af den opfattelse, at enhver politiker med glæde vil oplyse sine vælgere om, hvor de står i så vigtige sager – som betyder så meget for kommunens borgere?

Men jeg skal da lige love for, at vi har taget fejl?

Her til morgen har vi fået et svar fra Kurt Johansen (A), der beskylder os for at true ham?

Han skriver bla i svaret til mig:

“Hvad der med sikkerhed ikke vil indgå i mine beslutninger, er slet skjulte trusler under dække af en undersøgelse til en hjemmeside eller facebook”

Jeg burde være overrasket over en sådan reaktion, men desværre er jeg det egentlig ikke, for det bekræfter min erfaring i, at der findes arrogante politikere, der er komplet ligeglade med deres vælgere.

Men det bekræfter mig osse i, at denne blog har sin eksistensberettigelse – at politikerne skal vogtes i deres forvaltning af det ansvar, vi vælgere har givet dem, at de altid blive husket på, at det er os vælgere, der er deres arbejdsgivere.

Et sådant arrogant svar giver virkelig energi til at gøre en forskel ved valget den 19. november ved at forsyne vælgerne med et reelt valggrundlag.

Leif Jeberg

Spørgsmål til politikerne i Vordingborg kommunalbestyrelse

Vordingborg-kommune-logoI dag den 2. marts 2013 har Allan Huglstad og jeg sendt nedenstående til hver enkelt politiker i kommunalbestyrelsen:

Til politikerne i Vordingborg kommunalbestyrelse!

cc redaktionerne på Sjællandske og TV2 Øst

 

Kære politiker,

Undertegnede er af flere blevet opfordret til at spørge til din holdning til to meget vigtige og omfattende projekter, som kommunen for tiden ønsker at gennemføre, eller er i færd med at undersøge mulighederne for at gennemføre.

Der er naturligvis tale om projekterne “Vindmøller ved Kostervig” og “Shoppingcenter i Vordingborg”. Projekterne, som er irreversible, har store konsekvenser for borgerne i kommunen – projekter, som ikke kan spoles tilbage i tid, når de er gennemført.

Vi mener derfor, at det er fair, at kommunens vælgere bliver oplyst om hver enkelt politikers standpunkt vedrørende disse to projekter.

Vi vil gerne yde denne informationsservice til vore læsere og vil derfor bede dig returnere denne mail med en besvarelse af disse spørgsmål:

  1. Siger du ja eller nej til “Vindmøller ved Kostervig”?
  2. Siger du ja eller nej til “Shoppingcenter i Vordingborg”?

Spørgsmålene bedes besvaret med JA eller NEJ, evt. VIL VENTE MED STILLINGTAGEN. Hvis du ikke svarer på disse spørgsmål, vil vi tolke dette som ” VIL VENTE MED STILLINGTAGEN “.

Torsdag den 14. marts 2013 vil vi offentliggøre resultatet af denne lille survey på:

Resultatet vil blive præsenteret således:

Politikere som siger JA til “Vindmøller ved Kostervig”
Navn Parti

 

Politikere som siger NEJ til “Vindmøller ved Kostervig”
Navn Parti

 

Politikere som siger VIL VENTE MED STILLINGTAGEN til “Vindmøller ved Kostervig”
Navn Parti

 

 

Politikere som siger JA til “Shoppingcenter i Vordingborg”
Navn Parti

 

Politikere som siger NEJ til “Shoppingcenter i Vordingborg”
Navn Parti

 

Politikere som siger VIL VENTE MED STILLINGTAGEN til “Shoppingcenter i Vordingborg”
Navn Parti

 

Vi anser ikke denne survey som et one shot. Vi vil gennem hele perioden frem til valget gentage disse spørgsmål til de politikere, som ikke har villet besvare spørgsmålene, samt til nye kandidater. Resultatet vil løbende blive offentliggjort, således at kommunens vælgere ved valget den 19. november kan sætte deres kryds på et informeret grundlag.

Vi ser frem til at modtage dit svar.

Med venlig hilsen

Allan Huglstad, Vordingborg og Leif Jeberg, Præstø

 

 

Helhedsplan uden helhed v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard skriver i et indlæg i Sjællandske (22/2), at han ikke selv tror på centerplanerne i Vordingborgs bymidte. Alligevel fremhæver han, at den ICP-rapport, som er udarbejdet for kommunen, viser, at et center vil tilføre en meromsætning på 170 mio. kr., til hele kommunen.

Og at dette – efter han egen vurdering – vil betyde mellem 100 og 200 nye arbejdspladser i kommunen.

Men han undlader at nævne, at rapporten henviser til omsætningen i 2024, og han undlader at nævne, at den samme rapport også viser, at det påtænkte butikscenter, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte. Og at Præstø og Stege vil blive påvirket negativt.

Rapporten viser nemlig, at prisen for denne stigning i omsætningen skal betales med et fald i omsætningen på 142 mio. kr. i Vordingborgs nuværende bymidte, på 29 mio. kr. i Stege, 23 mio. kr. i Præstø og en nedgang på 7 mio. kr. i den resterende del af kommunen.

Officielt er planen ikke en helhedsplan for hele kommunen, men ”kun” for Vordingborg by.

Jeg tvivler på, at de handlende i Algade i Vordingborg kan se meget ”helhed” i dette…

For dem er det et tiltag, der bare vil flytte rundt på omsætningen i byen og ødelægge eksisterende forretninger.

I Vordingborg kommune bør helhedsplaner styrke HELE kommunen, og ikke være planer, der blot styrker én del af kommunen ved at svække resten.

Selvfølgelig skal politikerne ikke forbyde investorer at skabe arbejdspladser i kommunen. Det er jo ikke et totalitært styre, men politikerne skal tænke sig om og tilgodese HELE den kommune, de er valgt – af den øvrige ejerkreds –til at bestyre.

Og der er ikke meget helhed i at skabe arbejdspladser ved at sende andre ud i arbejdsløshed.

Bent Maigaard spørger, hvad kommunen så skal gøre. Svar: Lav en helhedsplan, der omfatter helheden…!

 

Venlig hilsen

John Kreiner
Rådhusstræde 3A
4720 Præstø

Radikale Venstre – kan vi få et klart svar?

BirgitteSteenJoergensen-radikalBirgitte Steen Jørgensen, medl. af kommunalbestyrelsen, Radikale Venstre udtaler den 22. februar i Sjællandske, at Radikale Venstre ikke vil bygge ny musikskole og nyt bibliotek i Vordingborg by. Men kære Birgitte Steen Jørgensen, det er jo et helt Shoppingcenter, der nu sættes i udbud – så vidt vi borgere indtil nu har kunnet få oplysning om?

Hvor er det dog typisk, at de radikale aldrig kan give et klart svar på noget som helst. Men så må vi vælgere jo gætte os frem til jeres stilling?

En analyse af din udtalelse må vel derfor se således ud:

  1. Et Shoppingcenter er sat i udbud
  2. Tilbudsgrundlaget omfatter et rådhus, en ny musikskole og nyt bibliotek, samt et stort butikscenter
  3. De radikale kan ikke gå ind for en ny musikskole og nyt bibliotek, som du skriver
  4. De radikale har stemt for, at Shoppingcentret skal i udbud

Konklusion

De radikale går ind for et Shoppingcenter med et nyt rådhus!

Hvorfor skal vi vælgere altid gennem en længere akademisk analyse for at finde ud af, hvad de radikale mener?

Vælgere i Vordingborg Kommune, de radikale går ind for et Shoppingcenter i Vordingborg by, og går derfor osse ind for en skævvridning af kommunen på bekostning af Stege og Præstø.

Husk det ved valget den 19. november!

Leif Jeberg

SÆT HELHEDSPLANEN PÅ HYLDEN TIL STORCENTERPLANERNE ER TAGET AF BORDET, OG LAV SÅ EN RIGTIG HELHEDSPLAN – MED RETNING OG KONSEKVENS! Kommentar til Helhedsplanen for Vordingborg By fra Foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn

Til Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
Postboks 200
4760 Vordingborg

post@vordingborg.dk

Møn, februar 2013

Kommentar til Helhedsplanen for Vordingborg By fra Foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn

 

SÆT HELHEDSPLANEN PÅ HYLDEN TIL STORCENTERPLANERNE ER TAGET AF BORDET, OG LAV SÅ EN RIGTIG HELHEDSPLAN – MED RETNING OG KONSEKVENS!

Det var med åbent og positivt sind, vi i foreningen Bygnings- og Landskabskultur Møn satte os til at læse Helhedsplanen for Vordingborg By. Godt nok var vi foruroliget over den del af planen, der omhandler de ulyksalige storcenterplaner. Men på den anden er det da positivt, tænkte vi, at byrådet endelig forsøger at skabe en sammenhængende plan for kommunens hovedby. Det har der været brug for i mange år. Og bortset fra storcenterplanerne kunne der jo være mange gode ting i Helhedsplanen. Den kan sagtens være andet og mere end bare en legitimering af storcenterplanerne.

 

Tænkte vi. Nu da vi har læst planen, må vi desværre konstatere, at det er svært at se anden mening med Helhedsplanen, end at den netop skal være den legitimering af storcenterplanerne, som byrådet åbenbart mener, der er behov for. Og ikke ret meget andet. Planen kommer rundt om mange ting og rummer masser af gode idéer og fromme målsætninger; men der er ingen klar retning eller holdning i planen. Og det står langtfra klart, hvilke af de mange muligheder, der luftes, man faktisk har tænkt sig at følge op med konkret handling.

 

Bortset fra storcenterplanerne – som dog ikke er udtryk for klare holdninger fra politikernes side til, hvordan de ønsker, at fremtidens Vordingborg skal være. Men desværre, ser det ud til, for det modsatte: At politikerne holdningsløst vil overlade det til ’investorer’ at bestemme, hvordan vores by skal udvikle sig fremover.

 

Udgangspunkt i en centralistisk bymønster-opfattelse

 

Da Helhedsplanen med bycenter-idéen blev fremlagt, havde vi meget svær ved at forstå, at byrådet kunne tage initiativ til et storcenterprojekt, som kommunens samlede detailhandel er imod, og som ingen borger har ønsket. Et projekt, der har som udtrykt mål at stjæle detailhandelsandele fra Stege og Præstø. Vi har fortsat svært ved at forstå det.

 

Den eneste forklaring, vi kan komme på, er at byrådsflertallet og de kommunale ledere har ladet sig forføre af troen på, at ’BIG IS BEAUTIFUL’. At det, der er godt for Vordingborg, også pr. automatik er godt for hele kommunen. Det samme billede gennemsyrer kommuneplanstrategien og kommunens anlægsinvesteringer, der massivt koncentreres i Vordingborg by i disse år.

 

Idéen om, at man må satse på den stærkeste by, hvis man skal skabe udvikling i kommunen, kan være forståelig i andre kommuner. F. eks. i Guldborgsund og i Næstved. Men i Vordingborg kommune har vi ikke een altdominerende hovedby. Kun 1/3 af befolkningen bor i Vordingborg-området, inkl. forstæder. Kommunens bystruktur består af tre mindre købstæder, og selv om den ene er dobbelt så stor som de to andre, er der intet, der tyder på, at udvikling i Vordingborg er mere sandsynlig eller mere gavnlig for helheden end udvikling i de andre byer.

 

I en kommune som vores bør vi arbejde for en udvikling af alle tre købstæder (+ Lundby), med et vågent øje for byroller – de særlige potentialer, den enkelte by har, og som kan udvikles til gavn for hele kommunen.

 

Vordingborg er kommunens naturlige center m.h.t. uddannelse, men IKKE (i modsætning til, hvad byrådsflertallet ser du til at tro) m.h.t. industri, bosætning eller detailhandel. Kommunens langt største industrivirksomhed ligger i Stege. Præstø har (i forhold til vigtige målgrupper) større potentialer som bosætningsby end Vordingborg. Og indenfor detailhandlen er Vordingborg i tilbagegang, medens Præstø og især Stege er i vækst.

 

Byrådsflertallet drømmer om, at Vordingborg kan blive et regionalt handelscenter – som Næstved og Nykøbing. Glem det, det er totalt urealistisk! Tværtimod er der stor risiko for, at et nyt storcenter kan ødelægge det for Stege og Præstø, uden at det gavner Vordingborg! At vores handelsliv går yderligere tilbage i forhold til nabokommunerne, og at kommunens udvikling får endnu et ryk tilbage.

 

Alternativet synes klart: Det er oplagt at satse på udvikling af de klassiske købstads-handelsmiljøer i alle tre byer. At udvikle smukke og oplevelsesrige bymiljøer, som et alternativ til de sjælløse storcentre i nabokommunerne. Det vil give en mere ligelig udvikling af kommunen, hvor vi ikke hindrer udviklingsmuligheder i Stege og Præstø, af misforstået hensyn til kommunehovedstaden. For Vordingborg Bys vedkommende handler det om at tage udgangspunkt i byens sjæl og de unikke kvaliteter, som byen rummer. Det er der faktisk en række bud på i disse år – i forlængelse af Borgcenter-planerne. Du skal lære at tro på dig selv, Vordingborg!

 

Borgernes eller investorernes by?

 

Det har undret os og mange andre, at alle de politiske partier mener, at såkaldte ’investorer’ – og ikke borgerne og deres repræsentanter – skal bestemme hvilken by, Vordingborg skal blive til. Selv ’bycenter-skeptiske’ politikere mener, at vi skal vente og se, om der kommer investorer. Hvorfor skal vi vente, hvis vi allerede nu kan blive enige om, at vi ikke vil have det storcenter?

 

Flere politikere har udtrykt, at byrådet ikke bør lægge hindringer i vejen for investorer, hvis de vil sætte penge i Vordingborg by. Hvorfor dog ikke, må man spørge? Hvis investorerne nu vil noget helt andet med byen, end borgerne synes er ønskværdigt, så har man vel netop sine valgte politikere til at gå op imod stærke interessegrupper og sikre, at hensynet til borgernes livskvalitet, til byen og dens miljø kommer til at veje lige så tungt som pengenes magt?

 

Vordingborgs planlægning: En serie af Hovsa-beslutninger

 

Holdningsløsheden overfor investorerne er så meget mere paradoksal, som det langt hen ad vejen er samme eftergivenhed overfor pengemændene, der er årsagen til det morads, Vordingborg By er havnet i. ’Syv Søstre’ projektet, der har været en katastrofe for byen, byggede på samme følgagtighed. For at få pengemændene til at investere, gav man dem ikke blot lov til at bygge, hvad de ville, men fulgte op med detailhandelsareal og udflytning af vigtige kommunale funktioner som bibliotek og jobcenter. Uden at stille selvindlysende spørgsmål såsom: Kan en lille by med kun 10.000 indbyggere virkelig bære to bycentre med 2 km afstand? Og hvad sker der, hvis investorerne alligevel ikke gennemfører deres planer?

 

I dag ser vi resultatet: Et forblæst betonhusområde på en øde kaj uden attraktionsværdi, et kulturhus ’in the middle of nowhere’ og – vigtigst – undergravning af bycentret omkring Algade, med butikslukninger og forarmelse af bymiljøet til følge.

 

Stå ved byens kvaliteter – styrk det historiske bycenter omkring Algade!

 

I det hele taget ligger Vordingborg desværre, som den selv (både den gamle og den nye kommune) har redt. Byens planlægning er én lang historie om hovsa-beslutninger og manglende tro på egne bykvaliteter og visioner. Når Vordingborgs bymidte ikke er nær så charmerende som bymidterne i Stege og Præstø, skyldes det historisk slappere planbestemmelser for midtbyen end i de to andre byer. Og når dele af Algade ligner noget fra Vestlolland, skyldes det manglende konsekvens i styringen af facader og skiltning.

 

Vi troede, at kommunen endelig var kommet til fornuft m.h.t. Vordingborgs planlægning: Byudviklingskonkurrencen, renoveringen af Slotstorvet og Banegårdspladsen, og Områdefornyelsen peger alle på styrkelse af Algadeområdet. Men så kommer bycenter-idéen pludselig ind fra højre, oprindelig for at sikre borgmesterens drøm om et storrådhus på Panter Plast-grunden, og selv om dén plan (tilsyneladende?) er opgivet, er politikerne faste i troen på, at nu kommer pengemændene og redder byen!

 

Andre uklare forudsætninger

 

Helhedsplanen bygger på forudsætninger, der langtfra alle fremstår med den nødvendige klarhed. En af dem er, at der skulle være brug for et nybygget rådhus. Vi har søgt information om de tilstandsvurderinger af det nuværende rådhus, der må ligge bag en sådan konklusion, samt de alternativer til nybyggeri, som må være udarbejdet, men har ikke kunnet finde noget. Sådanne forudsætninger bør da frem i lyset, så borgerne kan vurdere, om der overhovedet er brug for dét, som tilsyneladende er en væsentlig del af begrundelsen for storcentret – nemlig at byrådet gerne vil have et ’gratis’ nyt rådhus.

 

Øvrige elementer i helhedsplanen

 

Tilbage til tanken om, at der jo – principielt – også kan være mange gode ting i Helhedsplanen, selv om vi ikke kan lide storcenterplanen. Der udtrykkes mange gode målsætninger og nogle rigtige hovedprincipper for byudviklingen. De bliver bare dementeret af, at forfatterne synes at mene, at de kan realiseres med storcenterplanen som vigtigste redskab. Planen kommer også omkring en del konkrete problemstillinger – revl og krat, kan man sige, stort og småt. Fra storcenter til ishus på havnen.

 

Der er også en del spændende forslag til konkrete handlinger, men igen – relevante og irrelevante forslag mellem hinanden, realistiske handlingsmuligheder og rene luftkasteller i én pærevælling. Til sidstnævnte hører planerne om et stort hotel med konferencecenter og om et havcenter på Sydhavnen. Det er OK at forsøge at være idérig, men når realistiske og urealistiske handlingsmuligheder på denne måde blandes sammen og fremsættes med samme styrke – der er ingen form for prioritering af de mange handlingsmuligheder i Helhedsplanen – skaber man snarere forvirring blandt borgerne end klare fremtidsbilleder, og man risikerer at afspore debatten.

 

Blandt de gode og realistiske ting skal nævnes idéerne til udvikling af uddannelsesmiljøet og af nye fritidsfaciliteter i byen. Samt tankerne om nye byerhverv, måske i stationsområdet. Igen savner man dog konsekvens og handlingsorientering: Hvad skal der til for at realisere disse idéer, og er byrådet villig til at satse ressourcer på det?

 

Et andet emne, vi så frem til med spænding, var planens trafik-afsnit. Et af de største planlægningsbehov i Vordingborg By har i mange år været en klar og gennemarbejdet trafikplan. Byrådet har i de senere år produceret det ene byudviklingsinitiativ efter det andet – uden at have haft en så fundamental forudsætning som en trafikplan på plads. Også på dette punkt ligger man, som man selv har redt: Balladen om trafikafvikling over slotstorvet for et års tid siden var ren selvskabt plage.

 

Et godt tilløb til en trafikplan i Helhedsplanen følges dog desværre ikke op. Vi savner ikke mindst en klar plan for det overordnede vejnet. Skabelse af et robust net af ring- og forsyningsgader, med Brovejen i en ny rolle som ydre ring og forsyningsvej, er vigtigere end det aktuelle spørgsmål om en forlægning af Næstvedvej ved stationen. Den trafikale situation i morgendagens Vordingborg er fortsat uafklaret.

 

Udskyd storcenter-beslutningen, sæt Helhedsplanen på hylden og skab forudsætningerne for en rigtig helhedsplan!

 

Vi vil opfordre til, at byrådet undlader at beslutte noget om bycentret på denne side af valget. At politikerne ærligt fremlægger deres holdninger til spørgsmålet i valgkampen, og lader vælgerne sammensætte et nyt byråd, der så – i dialog med borgerne – kan fastlæge, hvad det er for en by, vi ønsker.

 

Når storcentret er taget af bordet, kan man vende tilbage til Helhedsplanen og lave en rigtig helhedsplan – med holdning, klarhed og konsekvens. I mellemtiden kunne man fint bruge tiden til at tilvejebringe de grundigere forudsætninger, som den nuværende helhedsplan mangler. F. eks.:

  • Er hotelplanerne realistiske, og hvordan kan man fremkalde investorer til dette projekt? Man har jo, så vidt vi ved, prøvet i årevis – hvorfor er det ikke lykkedes? Og hvad er udsigten til, at det, der ikke kunne lade sig gøre under højkonjunkturen, kan ske i en lavkonjunktur?
  • Hvordan færdiggøres områdefornyelsen, og hvordan kan P-området nord for Algade gøres mere attraktivt – og kan forbindelserne til de flygtende dagligvarebutikker forbedres?
  • Lad os få tilstandsvurderingen af rådhuset og alternativerne til nybyggeri på bordet!
  • Hvordan kan man konkret styrke bymiljø og byliv i Algade? Er de bebyggelsesregulerende bestemmelser og styringen af facader og skiltning stærke nok?
  • Hvordan sikres en konsekvent trafikplan, med en troværdig plan for det overordnede vejnet, for forbindelserne mellem bydelene (inkl. Vordingborgruten – hvad er der blevet af den?), trafikforsyning af og parkering i bymidten. Som andre har påpeget, er en fundamental ting som hvor, de mange forventede gæster til Borgcentret skal parkere, fortsat ubesvaret.

 

 

Med venlig hilsen

Bygnings- og Landskabskultur Møn v/ Rigmor Nielsen
Sprovegade 20
4780 Stege

Tlf.: 51 90 69 81

E-mail: rigmor@sprove.dk

Vordingborgpolitikerne svigter deres informationspligt!

Vi borgere i kommunen skal åbenbart vænne os til at søge information i tilfældige medier om vigtige beslutninger i kommunen?

 

udraaber-kommunalpolitikerEksempelvis er det næste umuligt at finde oplysninger om den forestående udbudsforretning om kommunes projekt ‘Shoppingcenter’.

Man kan i diverse papir- og netaviser sporadisk se opslag om udbudsforretningen om et Shoppingscenter, som kommunen agter at gennemføre.

Var det ikke for aktive journalister og engagerede læserbrevsskribenter, ville borgerne i kommunen være holdt i total uvidenhed.

Kommunes hjemmeside indeholder intet om den kommende udbudsforretning, og man skal søge længe for bare at finde frem til den tidligere gennemførte prækvalificeringsrunde.

Det vil ikke undre mig, hvis der er mange af kommunens borgere, som ikke har viden om, hvad det egentlig er for et projekt, kommunen nu sender i udbud – og helt uden at høre borgerne først.

Endnu en gang lægger kommunen op til at manipulere et projekt igennem ved metoden:

 

Et ikke helt usandsynligt fremtidsscenario:

Borger:

‘Hvordan kan I sende et så omfangsrigt og gennemgribende projekt i udbud, når I ikke har hørt os borgere først? Det er jo et projekt, der kan blive helt afgørende for vores fremtid?’

Kommunen:

‘Tag det nu bare roligt, Shoppingcentret er jo ikke besluttet endnu? Vi skal jo først lige se, om vi kan finde nogle investorer, der er med på den, ik’? Når vi ved lidt mere, så kan vi jo sende projektet i høring på et meget mere konkret grundlag, ik’?’

3 måneder senere:

Kommunen:

‘Nu har vi modtaget en række meget attraktive tilbud på et Shoppingscenter, og der er bare lige ét, som sidder lige i øjet, det vil simpel hen rede Vordingborg bys fremtid. Så nu har vi skrevet kontrakt, og går straks i gange med gennemførelsen. Det var meget hårde kontraktforhandlinger, men I kan være stolte af, at det lykkedes os at overtale en investor til at synes om vores projekt’.

Borger:

‘Jamen, I sagde jo, at shoppingscentret ikke var besluttet, og at det skulle i høring? Hvordan kan I så bare uden videre skrive under på en kontrakt, og gå i gang?’

Kommunen:

‘Hør nu lige her, er I klar over, hvor mange mandtimer, og penge til konsulenter, vi har brugt for at komme så langt, som vi er nu? For slet ikke at tale om, hvor mange ressourcer, tilbudsgiverne har ofret på udarbejdelsen af deres tilbud. Er I klar over, hvor dyrt det er for investorerne at ud arbejde et kvalificeret tilbud? I anstændighedens navn, vi kan da ikke narre investorerne til at afgive tilbud, og så bagefter bare sige tak, vi gider alligevel ikke lege med jer? Ærlig talt. Og så tænk lige på, at vi har gennemført et EU-udbud helt efter reglerne – vi bliver jo rent til grin, hvis vi bare stopper her? Kan I ikke forstå det?’

Et sidste pip for den underkuede borger:

‘Guuuud, har I gennemført et helt EU-udbud? Det vidste vi jo ikke, men hvordan har I dog kunnet det – vi har da intet steds kunne finde oplysninger om dette EU-udbud?’

På dette tidspunkt kigger borgmesteren diskret på sit ur, og sender et slet skjult nik til kommunaldirektøren, som straks rejser sig og siger: ‘Klokken er mange, mødet er forbi!’

Kender I til sådanne politiske processer?

Dette er desværre en metode, som ikke er ukendt for politikere, og hvis nogen af jer var med til et dialogmøde i Præstø for knap et par år siden, hvor politikerne optrådte med en orientering om processen ifb med Multicenter Præstø og hvor der udspandt sig en debat om tidligere løfter givet til den lokale foldboldsklub, vil I sikkert kunne ane visse lighedspunkter i ovennævnte fortælling.

Som ovenfor nævnt, har det været svært at finde information om Shoppingcentret. Det eneste jeg har kunnet finde er fra prækvalifikationsrunden.

Jeg har plukket fra kommunens hjemmeside, og I kan læse om Shoppingcentret her:

Leif Jeberg

40.000 kvm. bycenter sendt i prækvalifikation

PRÆSTØ LOKALRÅD INVITERER TIL DIALOGMØDE

PRÆSTO -LOKALRAD

5. marts kl. 19 til 21.30 i Caféen på Abildhøjskolen

På mødet sidste år, drøftede vi bosætning, betydning af gode skoler, gode fritidsmuligheder, gode trafikforbindelser og sikkerhed, gode handelsmuligheder! ! !

Hvad er der sket?

I år har vi følgende dagsorden:

  1. Hvem bestemmer, når det kommer til stykket?
    1. Er det embedsmænd eller politikere?
    2. Er kommunerne for store, og føler lokalpolitikerne sig magtesløse?
    3. Er det en ide at holde flere dialogmøder?
  2. Beslutningen fra kommunesammenlægningen om de 3 ligeværdige købstæder? Hvordan skal det ses i relation til et Handelscenter som vil udhule handelen i Stege og Præstø?
  3. Spørgsmål til politikerne

Til november skal vi vælge ny kommunalbestyrelse, den 5. marts 2013 kan du møde 6 af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Alle borgere i Præstø er velkomne.

Henny Jørgensen
Formand for Præstø Lokalråd

Høringssvar fra Præstø Lokalråd: Helhedsplan for Vordingborg by v/ Henny Jørgensen, formand

PRÆSTO -LOKALRADPræstø Lokalråd indsender hermed sit bidrag til den såkaldte ”debat” om Helhedsplanen for Vordingborg by. På kommunens hjemmeside og i selve planen anvendes nogle steder ordet ”høring”, mens det af Kommunalbestyrelsens godkendelse fremgår, at der er tale om en ”debatperiode”, og altså netop IKKE en høring.

Præstø Lokalråd vil gerne opponere mod denne fremgangsmåde, idet vi opfatter det som en grov tilsidesættelse af kommunens nærdemokratimodel, at en så vigtig og for alle andre områder end Vordingborg by nærmest ødelæggende plan, ikke sendes i officiel høring hos kommunens lokalråd.

Præstø Lokalråd kan og skal naturligvis ikke forholde sig til planer for et lokalområde som Vordingborg by, med mindre planerne får en konsekvens for Præstø Lokalråds område. At dette er tilfældet fremgår direkte af Helhedsplanens tekst side 19:

Mål : Vordingborg by udvikler sig til et regionalt handelscenter, med øget konkurrenceevne i forhold til nabo – byer ”

Det erhvervsmæssige mål med planen er således direkte at forringe konkurrenceevnen for nabobyerne! Dette finder Præstø Lokalråd fuldstændig uacceptabelt, og det kan undre, hvordan hele Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse – for politikerne er vel valgt for hele kommunen? – så fuldstændig ensidigt kan planlægge at forringe handelslivets konkurrenceevne i resten af kommunen, herunder Præstø. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Det fremgår videre af planen, at:

”Kommunalbestyrelsen vil skabe optimale kommunale rammebetingelser for etablering og tiltrækning af nye virksomheder i Vordingborg by”

Der tones altså rent flag: Resten af kommunen skal således have minimale kommunale rammebetingelser for nye virksomheder. Igen må det undre, at en kommunalbestyrelse så fuldstændig ensidigt kan fokusere på et byområde og direkte forringe vilkårene for resten af kommunen. Dette er ganske enkelt ikke acceptabelt!

Endvidere fremgår det:

”Der er generelt brug for et større hotel- og konferencecenter i Sydsjælland. Der foreslås tre muligheder for placering af et hotel- og konferencecenter i Vordingborg by”

Igen må det undre, at hele Sydsjælland nu reduceres til Vordingborg by. Det fremgår ingen steder, efter hvilke kriterier resten af kommunen udelukkes, det fremgår faktisk ikke, om man overhovedet har undersøgt om andre områder kunne være relevante og eksempelvis være mere specielle og tiltrækkende end endnu et center som alle de andre.

Helhedsplanen indledes med at slå fast, at:

”Målet er en helhedsplan, som politikere, borgere og virksomheder kan samles om og bakker op om.”

Sådan som planen er lagt frem, må man konstatere, at selve hovedmålsætningen IKKE er nået. Det fremgår selvfølgelig ikke, om der her også menes borgere og virksomheder UDEN FOR Vordingborg by, for i Præstø lokalområde er dette i hvert fald ikke tilfældet. Selv inden for Vordingborg by´s område falder planen tilsyneladende klart på sin målsætning.

Uden i øvrigt at gå i detaljer om planens andre elementer, så har Præstø Lokalråd denne generelle kommentar:

Den fremlagte plan er jo bredt forsynet med en lang række positivt ladede udsagn, som gerne skal give læseren et billede af, hvor ovenud god planen er. Det er der ikke noget nyt i, og vi ser jo ofte publikationer fra Vordingborg kommune udformet på denne måde. Når man læser de ”gode” intentioner får man et broget billede af de mange problemer for Vordingborg by, som Helhedsplanen åbenbart skal løse:

  • En Spredt bymidte
  • Ringe konkurrenceevne i forhold til nabobyer
  • For lille butiksudbud
  • Gammel administrationsbygning
  • For fjernt bibliotek
  • Lav frekvens af medarbejdere og besøgende i bymidten
  • En kedelig bagside af Algade
  • Et ikke-pænt bymiljø
  • Kedeligt byrum
  • Ikke-attraktivt handelsmiljø
  • Lavt og varierende serviceniveau
  • De gamles by

På den baggrund kan man godt forstå, at Kommunalbestyrelsen vil gøre noget, men måske skulle man koncentrere sig om at finde de vigtigste udfordringer og løse dem uden at det skal gå ud over resten af kommunen.

Præstø Lokalråd skal således klart protestere mod planerne om handelscenterbebyggelsen, mod at Vordingborg by får særlige rammebetingelser for etablering af virksomheder, som ikke gælder andre områder og endelig mod at andre placeringer af et eventuelt hotel- og konferencecenter udelukkes.

På baggrund af planens overordnede mål om opbakning og støtte til planen fra borgere og virksomheder, må vi konstatere, at Helhedsplanen har fejlet, og vi forventer derfor at en revideret plan tager højde for skadevirkninger for andre lokalområder.

Præstø Lokalråd forventer derfor også at få den revidere Helhedsplan i officiel høring for så vidt angår påvirkning og effekter for Præstø Lokalområde.

 

Henrik Reiche og Henny Jørgensen

Præstø Lokalråd

Kamp om markedsandele på egne præmisser v/ John Kreiner, Præstø

I Sjællandske (15/2) gentager den administrerende direktør for Institut for Centerplanlægning (ICP A/S), Per Nyborg, at Vordingborg bør have et butikscenter.

Ganske som hans virksomhed anbefalede i den rapport, der er en del af grundlaget for den nye helhedsplan for Vordingborg by med rådhus og butikscenter midt i byen.

Andet ville vel også være besynderligt.

Per Nyborg mener, at eneste mulighed for at bevare et butiksliv i Vordingborg er at bygge sit eget center og tage kampen op mod bl.a. Næstved (Storcenter).

Løsningen er – uden at det er sagt ligeud – at Vordingborg skal trække kunderne ud af Præstø og Stege for selv at kunne overleve…

Nu er det ikke første gang, man oplever afstanden fra et skrivebord til ”det virkelige liv” som uendelig.

Og Det gamle Testamentes historie om kampen mellem David og Goliat kan stadig begejstre i Jantelovens hjemland.

Men allerede i dag står butikslivet i Vordingborg kommune, det vil primært sige i Vordingborg by, Præstø og Stege, med unikke konkurrencefordele i forhold til eksempelvis Næstved Storcenter, nemlig nærhed, venlighed og personlig betjening.

En kamp om markedsandele, hvor et mindre butikscenter i Vordingborg skal kæmpe på storcentrenes præmisser kan kun vindes i drømmenes (og
centerplanlæggernes) verden – ja, og så altså i Det gamle Testamente.

Store kædebutikker bag centrenes stål- og glasfacader med standardiserede varer, er ikke nødvendigvis det, borgerne går og sukker efter.

Men hvorfor lytte til borgerne? De kunne jo være imod!

En strøgtur gennem Algade i Vordingborg, Præstø eller Stege, hvor hyggelige specialbutikker betjenes af venlige, kendte ansigter, er derimod en rar oplevelse.

Og hvor mangfoldigheden og forskelligheden er en charme i sig selv.

Det er det ”våben”, de tre ligeværdige købstæder, Vordingborg, Præstø og Stege skal trække i kampen mod de kolde, upersonlige og ens storcentre, som man – muligvis på ICPs anbefaling – finder overalt i landet.

Venlig hilsen

John Kreiner

BEKÆMP VORDINGBORG-CENTRALISMEN! v/ Rigmor Nielsen, Bygnings- og Landskabskultur Møn

Det overstiger vores fatteevne, at byrådet kan tage initiativ til et storcenterprojekt, som kommunens samlede detailhandel er imod, og som ingen borger har ønsket. Et projekt, der har som udtrykt mål at stjæle detailhandelsandele fra Stege og Præstø. Den eneste forklaring, vi kan komme på, er at byrådsflertallet og de kommunale ledere må være forledt af en tyrkertro på, at ’BIG IS BEAUTIFUL’. At det, der er godt for Vordingborg, også pr. automatik er godt for hele kommunen. Det gennemsyrer kommuneplanstrategien og kommunens anlægsinvesteringer, der koncentreres i Vordingborg by.

Idéen om, at man må satse på den stærkeste by, hvis man skal skabe udvikling i kommunen, kan være forståelig i andre kommuner. F. eks. i Guldborgsund og i Næstved. Men i Vordingborg kommune har vi ikke een altdominerende hovedby. Kun 1/3 af befolkningen bor i Vordingborg-området – incl. forstæder. Kommunens bystruktur består af tre mindre købstæder, og selv om den ene er dobbelt så stor som de to andre, er der intet, der tyder på, at udvikling i Vordingborg er mere sandsynlig eller mere gavnlig for helheden end udvikling i de andre byer. I en kommune som vores bør vi arbejde for en udvikling af alle tre købstæder (+ Lundby), med et vågent øje for byroller – de særlige potentialer, den enkelte by har, og som kan udvikles til gavn for hele kommunen.

Vordingborg er kommunens naturlige center m.h.t. uddannelse, men IKKE (i modsætning til, hvad byrådsflertallet antager) m.h.t. industri, bosætning eller detailhandel. Kommunens langt største industrivirksomhed ligger i Stege. Præstø har (i forhold til vigtige målgrupper) større potentialer som bosætningsby end Vordingborg.

Og indenfor detailhandlen er Vordingborg i tilbagegang, medens Præstø og især Stege er i vækst. Det er oplagt at satse på udvikling af de klassiske købstads-handelsmiljøer i alle tre byer. At udvikle smukke og oplevelsesrige bymiljøer, som et alternativ til de sjælløse storcentre i nabokommunerne. Byrådsflertallet drømmer om, at Vordingborg kan blive et regionalt center – som Næstved og Nykøbing. Glem det, det er totalt urealistisk! Tværtimod er der stor risiko for, at et nyt storcenter kan ødelægge det for Stege og Præstø, uden at det gavner Vordingborg! At vores handelsliv går yderligere tilbage i forhold til nabokommunerne, og at kommunens udvikling får endnu et ryk tilbage. Gå til modstand mod Vordingborg-centralismen!

Det er valgår i år!

Vi opfordrer alle til at stemme på politikere, der vil arbejde for en ligelig udvikling af hele kommunen, og for en udvikling baseret på vore byers sande værdier og potentialer.

Med venlig hilsen

Bygnings- og Landskabskultur Møn

Rigmor Nielsen,

Magen til kynisme, hr Bent Maigaard (V), skal vi vist lede længe efter…

Bent Maigaard-venstreI Sjællandske i dag den 12. februar toner Bent Maigaard endelig rent flag. Han har lagt sig i kølvandet på socialdemokraterne og lader investorerne om at bestemme, om der skal bygges et shoppingscenter i Vordingborg by eller ej. Han udtaler i et læserbrev: ‘…at Vordingborg er kommunens største by, og at det er her, en privat investor har vist interesse for at etablere et indkøbscenter…‘. Og han fortsætter: ‘… Når jeg siger, at ICP-undersøgelsen konkluderer, at et center kan resultere i en MEROMSÆTNING på ca. 170 mio. til kommunen. Jeg er naturligvis klar over, at et nyt center vil betyde, at der vil være omsætningsnedgang andre steder – både inden for og uden for kommunen…‘. Og endelig tilføjer han: ‘… Når jeg siger, at det vil skabe NETTO 100 – 200 nye arbejdspladser (det er min egen vurdering), er det, når tab af arbejdspladser andre steder i kommunen er modregnet…‘.

Her kan vi sort på hvidt læse, at hr Bent Maigaard er fløjtende ligeglad med, om resten af kommunen lider og mister arbejdspladser, når bare en investor kan tjene penge på at bygge et Shoppingcenter i Vordingborg by. Men vi taler ikke bare om arbejdspladser, hr Bent Maigaard, vi taler om, at detailhandlen i Stege og Præstø, ja endda i Algade i Vordingborg i stort tal vil gå konkurs eller lukke deres livsgerning. Vi taler om, at grundlaget for at skaffe tilflyttere til de to købssteder forsvinder, og i sidste ende, hr Bent Maigaard, taler vi om at gøre de to byer til alderdomshjem. Dette er desværre ikke et usandsynligt scenario, hr Bent Maigaard, og skulle det komme dertil, så er det endvidere sandsynligt, at Vordingborg by ender som en underafdeling af Nationalmuseet.

Er dette virkelig venstres politik? Taler hr Bent Maigaard virkelig på vegne af Venstre i Vordingborg?

Jeg kender mange brave venstremænd, og jeg kan ganske enkelt ikke tro på, at dette er Venstres officielle politik, hr Bent Maigaard her udtrykker?

Venstre, kom ud af busken, og lad os høre, om Venstre er for eller imod et Shoppingcenter i Vordingborg by?

Leif Jeberg

Bycenter i Vordingborg: Vordingborg Handelsforenings høringssvar

I Vordingborg Handelsforening har vi drøftet et kommende bycenter. Tidligere har vi ikke meldt vores holdninger ud i politiske sager, f.eks. gågadeproblematikken.  Når et bycenter kommer på ”bordet” mener vi dog, at det er af stor betydning for byen, at man inden beslutningen bliver taget, har været rundt i alle ”hjørner” i sit analysearbejde.

Vi har brugt en del arbejde på at skaffe os viden, til den holdning vi nu har vedr. et fremtidigt bycenter. Nedenfor har vi beskrevet de områder, vi mener er kritiske i forhold til det bycenter i Vordingborg og som skal overvejes inden beslutningen tages.

Overordnet er vi helt enige i, at man skal sige ja tak, når en investor tilbyder en større million investering i byen. Dette ændrer ikke på de faktorer vi beskriver nedenfor, som bør overvejes nærmere.

Konklusionen for bestyrelsen i Vordingborg Handelsforening er:

Er premissen til stede for at der kan bygges et bycenter i Vordingborg – nej det er den ikke, og følgende vil belyse dette, sammen med de konsekvenser det vil få for Vordingborg by:

  1. Forudsætningen for at der kan etableres et bycenter i størrelsen 15.000 til 25.000 kvm. Er at der kommer en ankerbutik, eller med andre ord et føtex varehus. Iflg. ICP skal føtex have 81 mill. i omsætning fra eksisterende dagligvarebutikker i byen. De vil få 20-30 mill. fra Kvickly, og skal så have 50-60 mill. fra de øvrige butikker.
  2. Problemstilling nr.1: et føtexvarehus vil ikke kunne få mere end 5-15 mill. fra discountbutikkerne. Når man handler discount, så gør man der hvor man bor, eller der  hvor man kører forbi. Hvis der kommer et bycenter incl. føtex, så vil man i stedet fravælge Kvickly (omsætningsnedgang 20-30 mill.), men kunderne vil ikke ændre deres dagligdagsindkøbsvaner i discountsektoren. ICP bygger deres undersøgelse på hvad der typisk sker i et marked når der rykker en stor konkurrent ind. Det de ikke har taget højde for er, at Vordingborg er helt atypisk, med hensyn til at der kun er et varehus samt discountsektoren og ingen købmænd.
  3. Et føtex varehus har en nulpunktsomsætning på ca. 160 mill. , og Dansk Supermarked ønsker ikke at etablere nye varehuse, hvor de ikke tror på en omsætning på 180 mill. Varehusbranchen er under pres, med faldende markedsandele og faldende avancer. For nylig har Dansk Supermarked valgt at lukke 4 føtex varehuse, heriblandt føtex i Næstved.
  4. Problemstilling nr. 2: Er føtex interesseret i at komme til Vordingborg? Denne mulighed har ikke været diskuteret i de sidste 4 år i føtex. Omsætningspremissen inden for bygrænsen holder ikke!!!! føtex skal tjene penge, og er højst sandsynlig ikke interesseret i at tage en kæmpe risiko i Vordingborg. ICP lægger op til at føtex vil få 169 mill. i omsætning. Og det er hvis ICP´s premisser holder. Samtidig er det værd at bemærke, at  Dansk Supermarked fortsat har  vigende indtjening, og formentligt ikke ønsker at tage chancer.
  5. Frederikssund by har 15.600 borgere og ligger midt i Frederikssund kommune. Der er 44.000 borgere i hele kommunen. Frederikssunds markedsområde er på 100.000 husstande dvs. ca. 220.000 borgere.
  6. Vordingborg by har 9.600 borgere og 45.800 borgere i hele kommunen. Men, Vordingborg ligger yderligt i kommunen. Vordingborgs markedsområder er ca. 56.000 borgere incl. Nord Falster.
  7. I Frederiksund by kører hverdag 20.000 biler igennem byen (mange af dem direkte forbicenteret), samt 15.000-20.000 biler tæt forbi byen på hovedvejen. Desuden ligger S-togstationen ifm. med centeret. Disse elementer giver en naturlig stor kundestrøm.
  8. I Vordingborg by er der meget begrænset kørsel igennem byen. Over Storstrømsbroen kører hverdag 4.800 (2010 tal) biler. Over Farøbroerne kører 21.000 biler (2010 tal). Men de kører ikke tæt forbi byen, hvad vil få dem til at køre helt ind til byen?
  9. Problemstilling nr. 3: Kommunens øvrige borgere kører ikke naturligt igennem/forbi Vordingborg. I Frederikssund er kunderne lige ved og i byen, men mange vælger alligevel at kører videre forbi det flotte center Sildebroen. Det gør de fordi nogle ikke ønsker at handle i centre, andre fordi de fortrækker ”storebror” fx Slotsarkaderne i Hillerød med Bilka i spidsen.
  10. Centerchef i Sildebroen Stig Bergdahl oplyser, at centeret kun trækker kunder ca. 10 km. uden for byen. Han oplyser endvidere at centeret er for stort og først om 10 år vil have den rigtige størrelse, under forudsætning af at byen vokser planmæssigt. Sildebroen er i dag på 26.000 kvm. Salgsareal.
  11. Et Butikscenter i Vordingborg skal sælge for 488 mill. Findes de penge reelt til dette center, eller vil overvejende fortsat blive brugt der hvor de plejer. Der er i regnestykket ikke taget højde for at turistomsætningen på Møn ikke kan flyttes!!!!

  12. Nord Falster: Hvorfor tage til en føtex på 2600 kvm.salgsareal i Vordingborg, når der ligger en på 3200 kvm. salgsareal i Nykøbing Falster. Gågaden i Nykøbing Falster har både mange  special butikker samt kædebutikker fx Hennes & Mauritz.
  13. Sildebrocenteret har en omsætning på 570 incl. moms 456 mill. ex. Moms. Når dagligvarerbutikkerne er sorteret fra er omsætingen ca. 330 mill. ex. moms på resterende butikker. De resterende butikker har et salgsareal på 20.000 kvm. Centerchefen oplyser at huslejen pr. kvm. ligger i gennemsnit på 2500 + fællesudgifter 600 + mafø 400 pr. kvm. Pt. ligger huslejeprocenten på ca. 20.
  14. Problemstilling nr. 4: Hvor skal omsætningen komme fra iflg. ICP: Stege 32 mill, Præstø 29 mill. gågaden i Vordingborg 142 mill. dagligvarebutikker i Vordingborg 81 mill. udenfor kommunen 177 mill. Hvordan vil man få folk, som bor nord for Vordingborg Kommune til fravælge Næstved bymidte og Næstved Storcenter, for i stedet til at vælge et på alle måder mindre attraktivt alternativ. Det vil simpelt hen ikke ske. Så skal resten af væksten komme fra Nord Falster – det vil simpelthen være umuligt.
  15. Det bycenter på 25.000 kvm. Bruttoareal (20.000 kvm. nettoareal), som der er lagt op til, anbefaler ICP at det bliver reduceret til 14000-18000 kvm. bruttoareal, dog uden biograf indregnet. Et sådant bycenter vil være endnu mindre attraktivt som kundemagnet.
  16. Problemstilling nr. 5: Huslejen i et nyt bycenter på 25.000 kvm bruttoareal: hvis vi forudsætter at omsætningen holder (men, det er der intet der tyder på) på 488 mill. føtex tager 169 mill. (holder heller ikke), så er der 319 mill. tilbage. Hvis vi fjerner ca. 30 mill til restauranter og biograf og trækker momsen ud så er omsætningen på 230 mill. ex moms.De 230 mill. skal dække huslejen på 12.500 kvm med en husleje på et sted mellem 3000-3500 pr. kvm. incl. fællesudgifter og markedsføring. Det giver en huslejeprocent på mellem 16-19%.En husleje i dag på et hovedstrøg i en provinsby skal helst ligge på  mellem 5-8%. En huslejeprocent som i nogle tilfælde er det 3 dobbelte, kræver at der bliver skåret hårdt ned på lønudgifterne, hvis det overhovedet skal kunne løbe rundt. Det vil betyde at butikker vil åbne men også lukke igen, med fare for at vi får et halvtomt bycenter.
  17. Et andet eksempel er Fredensborg by. I Fredensborg kommune bor 41.300 indbygger. Føtex Food lukker nu sin forretning i Fredensborg bycenter og derefter er der kun en Netto og 2 andre butikker i centret, der har plads til adskillige butikker. Samtidig er hovedgaden nu næsten helt død for udvalgsbutikker. Fredensborg ligger mellem Hillerød og Helsingør. Der er meget trafik på vejen mellem de to nabo byer. Dog har Fredensborg svært ved at tiltrække bilisterne til bymidten. Kan det være samme problematik i Vordingborg?
  18. Fredensborgs borgmester har givet svar på følgende spørgsmål:Har det været et politisk fejlskud at give tilladelse til at opføre Fredensborg Bycenter?“Da vi gav tilladelsen, var det efter udtrykkeligt ønske fra de handlende i Fredensborg. Opfattelsen var, at et solidt tilskud af dagligvarebutikker kunne øge kundetilstrømningen til byen.””I dag kan vi bare konstatere, at markedet for de butikker ikke har været der. Der har tværtimod været en overkapacitet. Markedet kommer måske om et par år, men lige nu er det der ikke.”
  19. Et bycenter i Vordingborg på Rådhusgrunden vil naturligt samle de resterende butikker midt på Algade, så der trods alt er en forbindelse til bycenteret. Det vil samtidig betyde at butikkerne fra Slotstorvet og ned mod midten af Algade stille og roligt vil lukke, da trafikken vil koncentreres midt på Algade og Badstuegade. Hele idéen med det hyggelige torve- og gågademiljø vil forsvinde, fordi der er ingen der har et ærinde der. Det super gode projekt med Borgcenteret integreret i hele bymiljøet bliver desværre heller ikke til noget. Turisterne vil møde en by uden liv.
  20. Alternativ:Arbejd på en delvis overdækning af Algade, et mini center i Voldgade som er bygget direkte sammen med Algade med indgangsåbninger både på Algade og direkte til Valdal-stien. Fyld den gamle Super Best med special butikker – en bazar. Valdal-stien kunne få en ny belægning og evt. overdækkes. Det ville betyde at Slotstorvet, gågaden, Borgcenteret og det nye dagligvarecentrum bliver en samlet enhed.
  21. Afslutning: Vores holdning er, som beskrevet, imod et nyt bycenter. Vordingborg Handelsforenings bestyrelse vil gerne indbyde til dialog på området. Vi stiller gerne op til møder med politikere og/eller embedsmænd for en drøftelse og uddybning af vores holdninger.

Med venlig hilsen

Vordingborg Handelsforenings bestyrelse

v/formand

Søren Goth Pedersen
PS:

Lokalsprøjten i Fredensborg skrev den 25. oktober 2012

Lokalavisen 25. oktober 2012:

Hvor trist det er for Fredensborg By at erfare, at Føtex Food nu kaster håndklædet i ringen, kan man kun forstå, hvis man aflægger byen et besøg.

Da vil man se et bycenter domineret af gabende tomme butikslejemål og et par gader derfra Gågaden, førhen byens pulserende hovedfærdselsåre med supermarked, bibliotek og en masse specialvarebutikker, nu ligeledes skæmmet af mange blændede butiksruder.

Hvad er der sket?

Finanskrisen har bestemt gjort det svært at drive forretning, men det kan ikke være hele forklaringen. I mange byer af samme størrelse som Fredensborg har krisen nok gjort ondt, men ikke medført lukninger i så stort omfang.

Hvor skal turisterne parkere? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI helhedsplanen for Vordingborg står der om Københavnsvej: ”Trafikanterne føres direkte til hjertet af byen – Slotstorvet og det nye Borgcenter med Gåsetårnet”. Men der står intet om, hvad der sker, når de ankommer til ”hjertet”.

Men her kan fantasien supplere. Jeg forestiller mig en sommerlørdag med masser af folk i byen, bl.a. i bycentret og biblioteket. For mig ser jeg 1000 biler, campere og busser mase sig ind til Slotstorvet fra Københavnsvej, Nyrådsvej og Færgegårdsvej for herefter langsomt at køre i karrusel rundt om ruinterrænet spejdende efter parkeringspladser.

Hvor skal de parkere? I Algade? På Slotstorvet? I Nordhavnen? Vel næppe ved det fjerne bycenter og Voldgade, der – ifølge kommunalbestyrelsens vision – allerede er fyldt op af de mange handlende fra Næstved, Nykøbing, Møn og Præstø. 

Man bliver ikke klogere af helhedsplanen, hvor der kun er anført én ny P-plads – på kasernen langt fra byens ”hjerte”. Desuden anslås det, at turisterne kommer med toget og på bycykler og sågar med krydstogtskib! Det er politikernes fantasier!

Helhedsplanen regner med 150.000 besøgende årligt. Antager man, at hovedparten, dvs. 100.000, vil besøge Borgcentret i de 12 sommeruger, giver det 8300 pr. uge, hvoraf de fleste vil komme i weekenden. Så min fantasi fejler vel ikke noget?

Men måske skal der graves en P-kælder under ruinerne eller Slotstorvet? Eller over-dækning af voldgraven? Politikerne finder nok en ny hovsabeslutning.

Der er mange gode ideer i helhedsplanen, men de går i alle retninger. Planen mangler strategisk tænkning – hvilket i høj grad er politikernes opgave. Borgcentret er århundredets gave til byen, men dette fremgår ikke tydeligt af helhedsplanen. Her savner jeg en kraftig prioritering, der bakker op bag Borgcentret. Også når det gælder parkering.

Afstanden til lokalpolitikerne vokser – nærdemokratiet lider

Er det muligt at drive stordrift på mennesker? ’Stordrift’ er et økonomisk begreb fra industrisamfundet, hvor det var rationelt at standardisere produkter og fremstillingsprocesser med henblik på at organisere produktionen i store centrale enheder. Tænk bare på Henry Ford, som sagde, at kunderne kunne få en Ford i lige den farve, de ville, bare de valgte sort.

Man kan undre sig over, at dette forældede paradigme fortsat er mantraet for vores politikere. Kommunalreformen med storkommunerne er en konsekvens af dette tankesæt, men kan man virkelig drive stordrift på mennesker, altså os borgere? Det forudsætter faktisk, at politikerne anser os for standardiserede objekter, som kan behandles efter standardiserede procedure, at vil alle er ens, at lokalområderne er ens?

I krisetider reagerer politikerne som om, samfundet er en virksomhed, og derfor er rygmarvsbeslutningen at spare og det sker ved at centralisere opgaver, der tidligere var lokale i store enheder fjernt fra brugerne. Men politikerne glemmer, at vi er et samfund af borgere, og ikke ressourcer i en virksomhed.

Vordingborg Kommune er en konstruktion, der er dybt forankret i industrisamfundets tænkemåde, og det har tydeligt skabt en stor afstand mellem politikerne og borgerne, og det er det, vi oplever, når politikerne sættet et shoppingcenter på agendaen og fuldstændig ignorerer borgernes protester.

Ja, de har endog ikke en gang gidet høre os, nåååår jo, var der ikke et møde i Vordingborg by, og, nåååår jo, fik Præstø og Stege ikke lige også et luftigt løfte om, at man da også ville tænke på dem ved lejlighed? Politikernes horisont er kort – ude af øje – ude af sind.

Dette er den uheldige konsekvens af kommunalreformen.

Men vores lokalpolitikere har et demokratisk ansvar og det udleves ikke ved at isolere sig og ignorere borgerne i kommunen.

Læs denne interessante artikel i Politiken: ’Afstanden til lokalpolitikerne vokser – nærdemokratiet lider’. Følg linket:

http://politiken.dk/debat/ECE1725934/afstanden-til-lokalpolitikerne-vokser—naerdemokratiet-lider/

Se skoven – ikke kun træerne..! v/ John Kreiner, Præstø

Bent Maigaard fastholder i Sjællandske (4/2), at det ikke er kommunalbestyrelsens pligt at forhindre, at private investeringer skaber arbejdspladser. I lyset af, at han har udtalt dette i forbindelse med fremlæggelsen af ”Helhedsplanen for Vordingborg By”.

Han mener i øvrigt, at hans indstilling er den samme, ”uanset om det drejer sig om investeringer i Vordingborg, Præstø eller Borre, som kan skabe flere arbejdspladser i kommunen”.

Han mener, at det handler om at ”skabe arbejdspladser” og ikke om at ”flytte arbejdspladser”.

Hvis Bent Maigaard kan give mig noget, der bare ligner sikkerhed for dette, så er jeg med det hold.

Men når selv det analyseinstitut – ICP, der har lavet analysen før kommunens beslutning, i sin rapport skriver, at det påtænkte shopping center, vil få ”alvorlige konsekvenser” for de eksisterende butikker i Vordingborgs bymidte; og nævner at omsætningstabet i Præstø vil blive op imod 30% og op i mod 20% i Stege, så skal man enten være meget naiv eller politiker for at tro, at dette ikke betyder tab af arbejdspladser.

Det er muligt, at ”Helhedsplanen for Vordingborg By” giver mellem 100 og 200 nye arbejdspladser (hvor de tal så i øvrigt stammer fra?). Men herfra skal altså trækkes det uundgåelige tab af arbejdspladser i Præstø, Stege og Vordingborgs Algade.

Man kan ikke lave en helhedsplan af denne type for et lille hjørne af en kommune, uden at det får konsekvenser i resten af kommunen.

Og helheden må være HELE Vordingborg kommune..

Men det ser sikkert godt ud, hvis man kun kigger på det lille hjørne, og stirrer sig blind på dette, mens man lader resten af kommunen fortone sig i glemslen.

Dét er forskellen på Vordingborg by og Vordingborg kommune, Bent Maigaard.

Det er lidt som, når folk ikke kan få øje på skoven for bar’ træer…

John Kreiner

100 % opbakning… af Ib Hartmann, Vordingborg, 30.1.2013

Tak til Huglstad, Kreiner og Majgård for nogle gode og klare indlæg om byernes handelsliv.

Og tak til den konservative formands undskyldning for ”trykfejlen”. Aldrig før har vi oplevet en undskyldning fra den side af byrådet. Imidlertid gjorde Niels Fog i sit seneste og eneste indlæg meget ud af, at der i byrådet var ”næsten 100% opbakning” til de planlagte ændringer i gadebilledet. Så står vi her med en helhjertet undskyldning? Eller skal vi stadig opleve, at ingen i teknikudvalget lytter til borgernes meninger?

I hele debatten har mange givet udtryk for bekymring over den skævvridning der ligger i, at man hele vejen igennem taler om Vordingborg by. Ganske vist lover man efterfølgende også at finde på noget for Præstø og Stege, som jo også er Vordingborg kommune. Med det tempo, som vi hidtil har set, går der bare for lang tid, inden man kommer med noget brugeligt.

Men tiden iler, og en skønne dag er alle tre byers handelsliv slået ihjel, og vi skal til Næstved eller København for at få en liter sødmælk eller et stykke ost.

Løsningen, som vi skal have, skal i et hug tilgodese alle tre byers handelsliv og trivsel.

Måske skal man fra byrådets side betragte hele trekanten som en enhed, der allerede rummer alt, hvad et godt liv behøver. Byrådet må derfor nøjes med at yde den overordnede støtte hele vejen rundt, og så overlade til de enkelte handelsforeninger sammen at udtænke detaljerne, så vi indenfor trekanten kan få en masse gode oplevelser og alle de nødvendige specialforretninger, som der ellers ikke er kunder nok til i de enkelte byer. Så behøver vi slet   ikke at køre til Næstved.

En af de ting, som kommunen eventuelt kunne gøre, var at udbygge busforbindelserne mellem byerne, så alle nemt kunne komme frem til de gode oplevelser/ tilbud.

Med hensyn til Majgårds skuffelse over ”borgermødet”, havde jeg planer om at deltage, indtil jeg så, at man i avisen kaldte det for ”åbent hus”, altså en 3 timer lang reception, formentlig uden noget oplæg, men med en masse rygklapperi og tom snak. Da jeg i forvejen er allergisk overfor receptioner, valgte jeg at blive hjemme.

Ib Hartmann

Bent Maigaard (V) udtaler igen, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Præstø og Stege?

Bent Maigaard-venstreIgen kan man læse i Sjællandske den 4. januar, at Bent Maigaard (V) går ind for, at det er investorerne, der skal bestemme udviklingen i Vordingborg kommune? Det er da utroligt at en politiker i den grad giver sit ansvar fra sig?

Er vi virkelig kommet dertil i dansk kommunalpolitik, at politikerne ikke længere har holdninger, men alene baserer sig mekanisk på investore og rådgivningsvirsomheders (ICP) analyser, som selv har interesser i deres analyseresultater?

Leif Jeberg

Indlæg fra Ib Johansen (A)

Hej Leif

Tak for dit budskab i din blog, jeg tænker at du skriver for egen regning og i subjektiv form. I mandags, da der var åbent hus på rådhuset, angående helhedsplanen for Vordingborg deltog mange borgere, det som kan udledes at denne aften er at ikke alle er ubetinget for planerne, men det er min oplevelse at mange var glade for initiativet og lejligheden til at kommentere helhedsplanen, mange talte positivt for helhedsplanen, mange kom med budskabet om at Vordingborg trænger til denne helhedsplan for at ikke alt skal forfalde.

Måske undrer det dig men jeg er ikke enig i din udlægning omkring hvad der siges fra Stege og Præstø, det er klart at handelstandsforeningerne er på banen, det er jo deres interesse at de tiltag som kan forbedre forholdene for butiksindehaverne bliver ligeligt fordelt.

Både Præstø og Stege har stærke forretningsgader med gode forretninger, der er mange turister som bidrager med en stor del af disse forretningers årsindtægt, det vil en helhedsplan for Vordingborg ikke ændre på tvært i mod tænker jeg at der vil komme flere turister til Sydsjælland- og Mønområdet, hvilket kun kan gavne alle i Vordingborg kommune.

Det er også værd at huske på, at når der tales om et nyt center i Vordingborg så er der meget lang vej endnu, det er uvist om der findes private investorer til sådant et center.

Når der tales om et nyt center i Vordingborg er der mange af de borgere som jeg taler med, der gør mig opmærksom på, at de borgere som vil handle i et indkøbscenter allerede i dag jævnligt tager til Næstved storcenter, til Fisketorvet og Fields, (begge beliggende i København), det kunne tænkes at nogle af de borgere som kører imod disse mål en dag ville vende bilen og tage til Vordingborg i stedet for.

Jeg er for helhedsplanen for Vordingborg og har ikke taget stilling til om denne helhedsplan indbefatter et indkøbscenter.

Med venlig hilsen

Ib Johansen

Kb medlem (A)

Købstæderne længe leve! v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupGode indkøbsmuligheder med attraktive forretninger, hyggelige huse og gader, små cafeer og restauranter er alt sammen med til at skabe rammerne for det gode liv i vore købstæder.

Det er derfor afgørende, at vi, der er medlemmer af kommunalbestyrelsen, er meget skarpe på, at Præstø, Stege og Vordingborg udvikler sig ligeværdigt.

Derfor har vi igangsat arbejdet med en ny helhedsplan for Vordingborg by, der trænger til en håndsrækning. Et enkelt element i denne helhedsplan har tiltrukket sig næsten al opmærksomheden; nemlig et eventuelt butikscenter på den grund, hvorpå den nuværende kommunale administrationsbygning ligger.

Jeg tror, at et butikscenter i Vordingborg by vil skævvride udviklingen. Det vil ikke gavne de eksisterende butikker i nogen af købstænderne og slet ikke i Vordingborg. Derfor skal vi tænke i andre baner. Det kunne f.eks. være at flytte Vordingborg bibliotek tilbage til Algade området, hvor det kunne etableres sammen med den kommunale borgerservice. Flere mennesker vil komme på besøg, både når bibliotek og borgerservice skal bruges, men også cafe- og restaurantlivet vil have glæde af de mange, udmærkede kulturelle aktiviteter, der finder sted på biblioteket.

Forretningerne skal også være bedre til at sikre fodslag internt således, at det bliver nemt for borgeren at orientere sig om f.eks. åbningstider og andre, fælles, aktiviteter.

Bo Manderup, Præstø

Høringssvar til Vordingborg Kommune fra Præstøs- og Steges Handelsstandsforeninger

Læs her Præstøs- og Steges handelsstandsforeningers høringssvar til Vordingborg Kommune vedr “Vordingborg Kommune, Detalihandelsanalyse, maj 2012.

 Åbent-brev-til-Vordingborg-fra-handelstandsforeningerne-Præstø-Stege

Lokalplan for Præstø midtby – Kommunen skal også have ros, når det er fortjent!

Leif-ProfilKommunen har i fællesskab med Realdania iværksat et lokalplanarbejde for Præstø midtby. Projektet er et eksperiment, som støttes økonomisk af Realdania, og hvor målet er at at inddrage borgerne i videst muligt omfang i lokalplanarbejdet for Præstø midtbys fremtidige udvikling. Repræsentanter for alle væsentlige interessenter i den berørte del af Præstø er blevet tilbudt deltagelse i en følgegruppe, der skal levere grundlaget for lokalplanens indhold.

Jeg selv repræsenterer Præstø Søsportcenter (havnen) og Præstø Sejlklub, og jeg skal ærligt erkende, at jeg gik ind i dette projekt med en stor portion skepsis. For var mon dette endnu et forsøg på at involvere borgerne på skrømt for at score nogle billige points i offentligheden, eller var det et reelt tilbud om en indflydelse på vores bys fremtid? Erfaringerne havde jo sat deres spor. Ville det betyde, at vi skulle lægge meget arbejde i projektet, for blot senere at kunne konstatere, at politikerne havde deres egen skjulte dagsorden og alligevel traf deres egne beslutninger uden hensyntagen til vores arbejde?

Planprocessen løb af staben marts 2012, og en færdig og politisk godkendt lokalplan forventes at foreligge inden udgangen af 2013.

Jeg må sige, at mine bekymringer indtil nu er blevet gjort til skamme. Projektet er kørt helt efter bogen. Kommunen har indsat kompetente ressourcer i projektet – ledelsesmæssigt og fagligt. Vi borgere har fået den indflydelse, vi har kunnet blive enige om, naturligvis inden for de juridiske og økonomiske rammer, der nu en gang må sættes for et lokalplanarbejde.

Projektet er endnu ikke afsluttet, så det kan være lidt farligt at rose for tidligt, især når politikerne i sidste ende skal godkende den endelige lokalplan? Arbejdet er imidlertid så veldokumenterer med delrapporter og videoer af møder og workshops, hvor også politikere optræder, at det vil blive mere end svært at tilsidesætte vores arbejde.

Så indtil nu tyder alt på, at dette eksperiment vil lykkes, og at det vil komme til at danne model for, hvorledes andre kommuner fremover vil kunne sætte projekter i søen med stor inddragelse af borgerne.

Hvis du vil vide mere og lade dig inspirere af de fine videoer fra vores smukke by, kan du følge dette link:

www.praestoemidtby.vordingborg.dk

Leif Jeberg

Kommunalbestyrelsens pligt, Maigaard (V) v/ John Kreiner, Præstø

I den igangværende debat om et muligt bycenter i Vordingborg, ser borgere og forretningsdrivende i Vordingborg by, Strege og Præstø med stor bekymring på risikoen for, at der etableres et shopping center i forbindelse med dette bycenter.

Borgere og butiksindehavere ønsker ikke dette shopping center, fordi forhåndsanalyser allerede har vist, at det vil gå ud over det eksisterende butiksliv i Vordingborg by, Stege og Præstø. Nogle steder rigtigt hårdt endda.

Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Bent Maigaard gør sig i Sjællandske (30/1) til fortaler for, at det må være investorens afgørelse, om der kan drives en rentabel virksomhed i sådan et center eller ej.

Han skriver bl.a.:

”Hvis der er private investorer, der ønsker at skabe arbejdspladser i Vordingborg by, er det vel ikke kommunalbestyrelsens opgave at stoppe det, men derimod at skabe de planmæssige forudsætninger”.

Forkert, Bent Maigaard..!

Hvis prisen for nye arbejdspladser i Vordingborg by er tab af lige så mange arbejdspladser – eller flere – andre steder i Vordingborg kommune eksempelvis I Algade i Vordingborg, i Stege og i Præstø, så ER det kommunalbestyrelsens opgave at stoppe dette.

Ja, det er ikke bare kommunalbestyrelsens opgave, det er kommunalbestyrelsens pligt..!

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for hele Vordingborg kommune, og ansvaret for at ikke bare et lille hjørne trives og udvikles, hvis det sker på bekostning af resten af kommunen.

Der er tilsyneladende stadig mange, der bør lære, at der er forskel på Vordingborg by og Vordingborg kommune.

 

Venlig hilsen

John Kreiner

Åbent brev til kommunalbestyrelsen v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI er hverken dumme eller ubegavede. Men I er historieløse – måske bortset fra nogle enkelte?

Med den foreløbige beslutning om bycenter – og rådhus – fortsætter I en 100 år gammel tradition med at lytte til den første den bedste lobbyist, der slår sig ned i sofaen på borgmesterkontoret. Jeres forgængere har taget masser af hovsabeslutninger, der gradvis har forringet byens udviklingsmuligheder, hvilket især er gået ud over byens handel og erhverv.

Den uheldige tradition går ud på ikke at lave sine egne analyser, inden man lader sig overtale af den første den bedste konsulent. Den sidste tid har vist, at I hverken lytter til borgerne eller vore egne eksperter, nemlig kommunens 3 handelsforeninger. I stoler trygt på tallene i ICP-rapporten, selv om mange har sat spørgsmålstegn ved validiteten.

Da Næstved Byråd for 26 år siden besluttede sig for et storcenter, blev der lavet flere uafhængige analyser, bl.a. en oplandsanalyse. Jeg var selv dengang tilhænger af et storcenter i Næstved – jo større desto bedre – hvilket eftertiden viste.

Vordingborg har også tidligere lavet oplandsanalyser, men desværre har man aldrig taget notits af dem. Jeg kan ikke se – og jeg har intet hørt eller læst – at tallene i ICP-rapporten bygger på en uafhængig oplandsanalyse.

Borgcentret er dette århundredes gave til Vordingborg og byens handel.

I andre lande – især i Frankrig – har tilsvarende borgcentre resulteret i turistinvasion og opblomstring af handelen. Turisterne kommer ikke til Vordingborg for at se bycentret eller låne en bog på biblioteket. Og de er heller ikke interesseret i vores rådhus. Men når de har set borgcentret, har vi chancen for, at de bliver en time eller to, inden de vender snuden hjemad. Derfor skal der være liv på Algade på begge sider af Slotstorvet, så de køber en kop kaffe og et stykke tekstil inden hjemturen – eller den videre tur til Møns Klint og Steges forretninger.

Vordingborg har tidligere været en stor turistby, men det gik ned ad bakke i 60’erne. Vi har i storkommunens korte levetid tabt 2000 arbejdspladser, og befolkningsprognosen er negativ – vi mister mindst 3000 indbyggere de næste 12 år. Men nu vender udviklingen. Det er turisterne vi skal leve af i fremtiden – som i Stege.

Med bycentret blander i jer negativt i Steges og Præstøs udvikling – og for den sags skyld også Stensved og Mern – men værst af alt: I kvæler handelslivet i Algade.

Hvis I fastholder bycentret, svigter I Borgcentret og Borgcentrets positive input på byens handel. I vil være ansvarlig for dette århundredes største hovsabeslutning med ubodelig skade for byen og de to andre købstæder.

Lav jeres egne analyser, inden I beslutter jer – eller tag bycentret ud af helhedsplanen med det samme. Fordi det haster.

Tilrettelæg i stedet helhedsplanen, så de mange gode ideer, der bakker 100 % op bag Borgcentret og byens handel, bliver prioriteret.

Støt Vordingborg Borgcenter! Støt Vordingborgs handelsliv og skab ligeværdighed blandt kommunens købstæder.

Kære vælgere i Vordingborg Kommune!

Leif-ProfilKommunen har netop udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at man har besluttet at aflive handelslivet i Præstø og Stege. Man vil etablere et Shoppingcenter i Vordingborg By, som det hed i kommunens oprindelige plan, men som kommunen nu kalder et “Bycenter” for at narre borgerne til at tro, at dette er noget positivt! I pressemeddelelsen oplyser kommunen, at denne tidligere har fået udarbejdet en analyse af Institut for Center-Planlægning, som viser, at et butikscenter vil styrke handelslivet i Vordingborg By.

Men kommunen oplyser ikke, at samme analyse også siger, at et Shoppingcenter på sigt vil afvikle handelslivet i Præstø og Stege – læs den selv, den ligger på kommunens hjemmeside. Interessant nok siger analysen også, at det vil gå hårdt ud over de lokale handlende i Vordingborg By.

Kære vælgere i kommunen, vis ved det kommende kommunalvalg, at det ikke passer, når man siger, at vi vælgere har en politisk dårlig hukommelse. Gå til jeres kommunalpolitikere og konfronter dem med spørgsmålet, om hvorvidt de har stemt for afvikling af handelslivet i Præstø og Stege, ja i det hele taget handelslivet i kommunen uden for Vordingborg By. Vil vi vælgere virkelig finde os i politikere, som er af den opfattelse, at Vordingborg Kommune er det samme som Vordingborg By?

Nej, vel vil vi ej! Husk dette til valget i november, og stem på de politikere, der vil kæmpe for, at vores kommune udvikles ligeværdigt omkring Præstø, Stege og Vordingborg. I pressemeddelelsen skriver kommunen, at man “… vil arbejde med projekter, der kan være med til at udvikle kommunens to andre købstæder Præstø og Stege.” Ha, der skal sandelig lige lidt sukker på til os i Præstø og Stege, for hvad er sandheden? Sandheden er, at kommunen siden dens tilblivelse intet har gjort for os i Præstø og Stege. Alle initiativer til at udvikle Stege og Præstø kommer fra de to byers ildsjæle – på grund af ildsjælene og på trods af politikerne i elfenbenstårnet Vordingborg, sætter vi mange skibe i søen i vores to byer.

Kære vælgere, vis at vores politiske hukommelse rækker frem til det kommende kommunalvalg, og stem de politikere hjem, som ikke kan kende forskel på Vordingborg Kommune og Vordingborg By. Kæmp for vores to dejlige byer, som endnu kan tiltrække initiativrige mennesker, som vil udvikling frem for afvikling.

Med venlig hilsen

Leif Jeberg