Søg et parti?

Pressemeddelelse

PRESSEMEDDELELSE – lyttilborgerne.dk

lyt-til-osDen nystiftede, tværpolitiske Borgerlisten i Vordingborg Kommune, er nu klar med en  hjemmeside: lyttilborgerne.dk.

Borgerlisten opstiller med foreløbig 4 kandidater til Kommunalvalget, som “Liste Å”. Der er stadig plads til flere engagerede kandidater, henvendelse på mail@lyttilborgerne.dk.

Borgerlisten er opstået efter mange henvendelser fra borgere, der er utilfredse med tingenes tilstand. Den udfordring har Borgerlisten taget op, fordi vi selv er utilfredse med de gamle partiers afvisning af at involvere borgene i vigtige beslutninger. Som eksempler kan nævnes skolestrukturreformen, Kostervig-vindmøllerne og bycenterplanerne. Kommunens manglende lydhørhed over for borgernes massive og velbegrundende indsigelser resulterer i dårlige beslutninger, som yderligere forringer kommunens i forvejen svage position som bosætnings- og erhvervskommune.

Borgerlisten mener, at der er brug for et kraftigt indspark, så vi kan få gang i en sundere politisk kultur. En velfungerende kommune handler ikke om hvilken partifarve politikerne har, men om at de kan skabe gode løsninger og gode strategier, til gavn for borgerne.  Vi har ikke brug for de evindelige hovsa-beslutninger, hvor politikerne tørrer ansvaret af på dyre konsulentrapporter. Politikerne skal selv sætte sig ind i tingene, og inddrage borgerne meget tidligt i beslutningsprocesserne.

Hvor de politiske partier, og i særdeleshed flertalsgruppen, går i en stor bue uden om eksempelvis den hårdhændende inklusion af børn med særlige behov i skoleklasserne, finder Borgerlisten det vigtigt at italesætte de her ting, og ikke bedrive strudsepolitik. Et andet eksempel er kloakeringen, hvor der er brug for sund fornuft, proportionssans og hensyn til borgerne. Borgerlisten  mener, at det er vigtigt at spotte de problematikker, som har størst betydning for kommunens fremtid, og at se problemerne i en større sammenhæng.

Borgerlisten er imod yderligere centralisering, da 60% af kommunens indbyggere bor uden for købstæderne. Når vi er modstandere af nyt rådhus til 123 millioner, så handler det ikke kun om økonomisk forsvarlighed, og at der også skal være råd til ordentlige forhold på eksempelvis kommunens folkeskoler. Vores nej til nyt rådhus handler også om, at decentrale afdelinger som Teknik og Miljø i Langebæk skal bevares, så det hele ikke ligger i Vordingborg.

Kommunen skal have styr på sin egen “butik”, så vi kan udstikke den rette kurs udadtil. Der er brug for fokus og imødekommenhed over for erhvervslivet inkl. turisme. Herunder er der brug for en god og fremsynet strategi for internet og mobildækning. Vi skal gøre det der skal til for at Vordingborg Kaserne kan bevares – det giver faktisk god mening også nationalt. Hvis det lykkes, betyder det 800 arbejdspladser.  Hvis det mislykkes, er der rigeligt plads til både Rådhus og kommunens samtlige folkeskoler, og meget mere, i de velholdte bygninger!

På hjemmesiden lyttilborgerne.dk kan du læse om Borgerlistens politik. Hjemmesiden er også tænkt som en platform for dialog. Alle er velkomne til at skrive relevante indlæg.

Derudover rummer lyttilborgerne.dk en del baggrundsstof og nyheder, såvel fra officielle kanaler som via jungletrommerne. Lyttilborgerne.dk bestræber sig på at holde en god og faktuelt sober tone, dog indimellem med lidt “kant”.

Med venlig hilsen

Margareta Dahlström
Webmaster og kandidat for Borgerlisten i Vordingborg Kommune

vordingborg-kommune-borgerliste

Pressemeddelse med resultatet af Vogternes høring af politikerne!