Søg et parti?

Teknik- og Miljøudvalget

Til lommerne, borgere v/ Bent Jørgensen, Møn

Vore politikere i udvalget for Teknik og Miljø har igen vist handlekraft og bruger 21 millioner på 45.000 nye affaldsbeholdere, efter råd fra forvaltningens embedsmænd, da de gamle affaldsbeholdere er ved at være udslidte, siges der. Denne udgift er efter "hvile i sig selv princippet", hvilket oversat betyder, at det er borgerne der gennem årene, betaler ekstra for beholderne, selvom de nuværende, ihvertfald her på adressen, er i fin stand.

En bedre sortering er målet, så de nye beholdere, 2 til hver husstand, er indrettet med 2 rum hver, til henholdsvis glas, metal,papir og plastik, hvilket selvfølgelig er udemærket, selv om det nok er begrænset, hvad en almindelig husholdning har af glas- og metalaffald, Det har man åbenbart indset i Lyngby-Tårbæk Kommune, hvor man nøjes med een affaldsbeholder, dog med fire rum, så man sparer en ekstra, stor beholder, og beboerne i den kommune, har sikkert lige så meget affald, som beboerne i Vordingborg Kommune. Ved siden af, har begge kommuner, en sæk til almindeligt husholdningsaffald.

Så derfor, hvis man kunne spare ca. halvdelen af udgiften på de 21 millioner, ved at købe det halve antal affaldsbeholdere, men med fire rum og dertil sælge vores nuværende, udmærkede beholdere til en sparsommelig kommune, der kunne indrette den grønne papirbøtte med fire rum, så ville borgerne slippe for en unødvendig udgift, hvis man vel at mærke, tænker så langt.

Bent Jørgensen, Møn

Passiv kommune eller passiv godsejer? v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Vordingborg Kommune har besluttet at betale for godsejer Peter Scavenius’s tilsvining af Vrinskebækken. Prisen er 150.000 kr., hvilket er meget lavt sat – sikkert for ikke at provokere skatteyderne.

Princippet er ellers, at forureneren betaler. Men her mener embedsværket og Thomas Christfort, formand T- og M-udvalget, at Møn og Vordingborg kommuner har udvist passivitet ved ikke at gribe ind overfor lovovertrædelserne. Derfor gælder princippet ikke, da miljøsvineren jo ikke kan forstå, at han har gjort noget forkert.

Selvfølgelig har Scavenius ikke kunnet undgå gennem 40 år at lugte lort og se skidt hobe sig op i bækken. Aktindsigt røber da også, at han vidste, at renseanlægget ikke virkede. Tilmed har han haft flere campister på campingpladsen end tilladt, hvilket giver mere forurening. Men penge lugter ikke, og Scavenius har tjent en formue for ikke at investere i rensning. Scavenius har været lige så passiv som kommunen, men belønnes nu for sine lovovertrædelser, fordi han tilhører Christforts og borgmesterens loge- og vennekreds. Samme borgmester, der i Møn kommune svigtede tilsynet med Scavenius.

Desuden har Scavenius fået positiv særbehandling, idet han må opføre et større renseanlæg på fredet område i stedet for en kommunal rensning af spildevandet. Denne valgmulighed får borgerne ikke – spørg bare i Magleby!
Nu er det ikke kommunens lommeprokuratorer, der skal afgøre denne sag. Derfor skal der foretages en kompetent juridisk analyse af, hvem der skal betale. Hvis der skal afviges fra princippet om, at forurener betaler, må kommunalbestyrelsen på banen. Dette er en politisk beslutning.

Vi skatteborgere vil ikke betale regningen, mens en godsejer scorer kassen. Udgiften må opdeles i rensning og forbedring af vandløbet – det første betaler Scavenius, det sidste kommunen. Vi vil heller ikke acceptere den forskelsbehandling, der tillader godsejere selv at bestemme hvor og hvordan, de vil rense deres spildevand, når andre borgere bliver tvangskloakeret.

Allan Huglstad, Vordingborg

Round-Up Kommunen v/ Bent Jørgensen, Møn

Torsdag d. 26 januar, kl.18, mødes kommunalbestyrelsen på Vordingborg Rådhus, bl.a. for at behandle pkt.15: "Evaluering af brug af spotsprøjtning til bekæmpelse af ukrudt". Som bekendt indførte Teknik- og Miljøudvalget i 2016, med udvalgsformand Thomas Christfort som fortaler, at genindføre brugen af Round-Up i kommunen, efter det havde været afskaffet siden 1996. Til mødet torsdag aften, er der på forhånd flertal for at fortsætte med giftsprøjtningen, med en besparelse i 2016, på 96 tusinde kroner, som eneste argument.

Det er desværre symptomatisk, for kommunens behandling af sager der lugter langt væk, at selve ordet Round-Up, ikke er nævnt en eneste gang, i den positive, halvanden side lange sagsbeskrivelse, der taler varmt for udvidelse af giftsprøjtningen. Der nævnes dog fra mindretallet, en stærk bekymring over, at der ikke er evalueret for miljøbelastningen. Men ikke desto mindre indstilles det, at sprøjtningen med Round-Up udvides til større arealer og samtidig gøres permanent. I 2016, er der sprøjtet med Round-Up på gader og torve, i alle 3 købstæder i kommunen.

Bent Jørgensen, Møn

Thomas Christfort stiller ikke op ved næste kommunalvalg v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Allan-HuglstadDen officielle forklaring er for meget arbejde. Det vidste han fra sin første valgperiode, men alligevel overtog han begærligt både formandsjobbet for Teknik og Miljø og for Vordingborg Forsyning. Men han kan jo fraskrive sig de vellønnede jobs og blive menigt byrådsmedlem. Hvis han er hårdt presset, kan han også udtræde af byrådet. Det ville glæde mange.

Som årsag kunne han undskylde sig med, at han psykisk ikke kan tåle den ”svinske og hadske tone”, han åbenbart møder på facebook. Det kan i hvert fald ikke være de lokale medier, hvor redaktørerne vogter nidkært over, at der ikke anvendes utilbørligt og injurierende sprog.

Christfort er især plaget af en person, han kalder ”vores egen Donald Trump”, der ”notorisk siger noget, der er forkert”. Hvis dette er rigtigt, burde Christfort gå i dialog med denne person og fortælle sin version af sandheden. Det sker bare ikke, og Christfort vil da heller ikke sætte navn på denne person, som formentlig er en fantasifigur?

En anden forklaring kunne være, at den konservative bestyrelse har bedt ham om at fordufte. Christfort har ikke vælgertække og slet ikke på den mønske hjemegn. Værre er, at ingen ved, hvad der er konservativ politik, og hvad der er Christforts politik, der mest minder om Liberal Alliance eller det gamle Højre. Sidste valg halverede de konservative stemmer, og mandattallet faldt fra 3 til 1. Skrækscenariet er: Ingen konservative i byrådet.

Derfor handlede bestyrelsen. I stedet har de kørt en – uden for Lundby – ukendt spidskandidat i stilling. Navnet er Daniel Irvold, og han har med sine fornuftige synspunkter på bl.a. kæmpevindmøller og skolestruktur været i opposition til Christfort. Det bliver op af bakke at reparere det konservative image, men jeg håber, han klarer det, og vil ønske ham al mulig held.

Allan Huglstad, Vordingborg

Kampen om det giftige vand v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Allan-HuglstadKommunalt kammerateri og magtmisbrug har kronede dage med Thomas Christfort som dobbeltformand for Teknik- og Miljøudvalget og Vordingborg Forsyning. Det gavner de store landbrug og især ”godsejermafiaen” på Møn. Her gør man, som man plejer, og Christfort er et værdigt medlem med sin kæmpebøde for miljøsvineri. Samtidig har han en engleblid tålmodighed over for sandtyven Scavenius, Klintholm, der i årevis har forurenet Vrinskebækken.

Nu er den gal på Marienborg hos Birgitte Natorp, der leverer forurenet vand til sine 9 husstande/lejere. Også her har Christfort flere kasketter, idet han deler forvalter og maskiner med godsejerfruen.

Marienborgs vandværk ligger tæt på stald, benzintank, vaskeplads og plantegifte og har i årevis været nedslidt, snavset og uhygiejnisk. Her er der fundet 9 forskellige plantegifte og for meget chlorid, fluorid, ammonium og nitrit, og siden 2011 har embedslægen givet kogeanbefaling pga. bakterier.

I 2013 udstedte kommunen påbud om at forbedre vandkvaliteten, og i 2014 anbefalede Natur- og Miljøklagenævnet en tilslutning til offentligt vandværk. Her kastede Christfort masken, da han standsede sin egen forvaltnings vandforsyningsplan, der bl.a. ville lukke Marienborgs vandværk. Med til historien hører, at Christfort selv har været politianmeldt for at levere beskidt vand til sine lejere.

Selv om Sundhedsstyrelsen i 2012 anbefalede et kommunalt påbud om en ny vandforsyning, skete der intet før maj 2015, hvor Marienborg fik hele 9 måneder til at forbedre vandkvaliteten. Ved deadline 1. marts 2016 var intet sket, hvilket gjorde embedslægen vred: ”Forløbet er ganske usædvanligt, idet den tidsfrist for forbedring, som kommunen undervejs har accepteret, har strakt sig helt ekstraordinært langt.” 14. april påbød kommunen, at Marienborg skulle tilsluttes Gammelsø Vandværk inden 3. juni, hvilket ikke er sket.

Først nu har kommunen meldt fru Natorp til politiet. Samtidig har man nægtet aktindsigt grundet fruens ”private forhold”, hvorimod hensynet til lejerne er uvedkommende. Man aner Christfort i baggrunden…

Allan Huglstad, Vordingborg

Nyeste kommentarer