Søg et parti?

valgkamp

Kære kommunalbestyrelsesmedlem/potentielle kommunalbestyrelsesmedlem, Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig

Tone-Brix-HansenAlliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig ønsker at gøre jer opmærksomme på, at vi vil have fokus på bl.a. nedenstående emner i forbindelse med den nært forestående valgkamp.

På vegne af naboerne til de evt. kommende vindmøller i kommunen, og alle andre borgere, vil vi søge at få en afklaring omkring kandidaternes holdninger til opstilling af kæmpevindmøller i kommunen inden valget.

Siden høringsperioden for projektet ved Kostervig udløb i juni 2012, er der kommet nye momenter til af væsentlig karakter, som kommunalbestyrelsesmedlemmerne må forholde sig til:

  • Ved samråd i uge 26 udtalte både Sundhedsministeren og den fungerende Miljøminister, at man ikke er i besiddelse af viden om de helbredsmæssige konsekvenser af vindmøllestøj.  Der vil derfor blive iværksat en undersøgelse af sammenhængen, og resultatet af undersøgelsen forventes at foreligge i 2015 (se evt. indslag fra TVSyd på www.stopkostervig.dk).
  • En undersøgelse udført af Jysk Analyse i efteråret 2012, betalt af vindindustrien, omfattende samtlige møller over 120m højde, der har stået i landet i mere end 1 år, har vist at for naboer som bor mellem 4 og 6 gange møllehøjden (op til ca. 750 m), er 53% generede af vindmøllestøjen, og 29% har søvnforstyrrelser.  Selv på 2 km afstand oplever hele 20% lavfrekvent støj.

Kostervig

  • Under samrådet udtalte den fungerende Miljøminister at kommunerne ikke er forpligtede til at sætte møller op.  Venstres Hans Christian Schmidt har efterfølgende valgt at formulere det sådan, at kommunerne opstiller vindmøller fuldt og helt på eget ansvar.
  • Venstre har officielt udtalt, at der på Christiansborg arbejdes for en helt ny vindmøllebekendtgørelse, som i større grad beskytter naboerne. En holdning som bakkes op af Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Flere og flere kommuner i Danmark vælger nu at sige nej eller at udskyde planlægning og opstilling af vindmøller.  Senest har Roskilde, Tønder og Haderslev kommuner sagt nej tak pga. usikkerhed om helbredseffekter.

Specifikt for projektet ved Kostervig:

  • Projektet vil berøre ca. 160 husstande eller knapt 400 personer indenfor en radius på ca. 2 km.
  • Ca. 98% af disse husstandene har skrevet under på, at de ikke ønsker at der stilles møller op.
  • 1.200 personer skrev personlige indsigelser mod projektet.
  • Projektet går helt til grænsen hvad angår støjbelastning hos naboerne, og over den anbefalede grænse hvad angår skyggekast hos naboerne.
  • En af møllerne forudsættes støjdæmpet, for overhovedet at kunne stilles op.  Med den nuværende bekendtgørelse har kommunen ingen reel mulighed for at kontrollere, at møllen også kører i støjdæmpet modus.  Vi vedhæfter et brev fra Holbæk Kommune som illustrerer de udfordringer en kommune kan løbe ind i desangående. Hent brevet nederst i dette dokument.
  • Vindmøllerne vil påvirke områdets attraktivitet og boligpriserne negativt, og vil bidrage til øget fattigdom og øget fraflytning fra området.
  • Vindmøllerne repræsenterer et stort indgreb i landskabet omkring Bøgestrømmen og vil forstyrre det smukke kystlandskab som er Møn-Sydsjællands største aktiv.
  • Vindmøllerne kan forventes at påvirke turismen negativt.
  • Møllerne vil påvirke negativt de fredede dyre- og fuglearter, som danner grundlag for udpegelsen af de to Natura2000 områder, som ligger helt op til vindmølleområdet.  VVM redegørelsen har været af meget ringe kvalitet og har undladt at drøfte de problematiske aspekter omkring vindmøllernes påvirkning af fredede dyre- og fuglearter.  Naturstyrelsen har fastholdt sin indsigelse mod projektet tre gange.
  • Man kan som borger undre sig over, hvor mange forsøg vindmølleopstillerne får på at skrive sig rundt om lovgivningen, inden politikerne aktivt forholder sig til projektet.

I Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig håber vi meget, at den kommende kommunalbestyrelse vil tage den nye viden om at mere end halvdelen af de mennesker som bor som naboer til vindmøllerne vil føle sig generede af vindmøllestøjen, at en tredjedel af naboerne vil få søvnforstyrrelsen, og at vi i øjeblikket intet ved om de helbredsmæssige konsekvenser.  Om to år vil den forestående undersøgelse formentlig have givet os mere viden herom.  Stiller man vindmøller op i kommunen under disse nuværende forudsætninger, pådrager man sig et meget stort ansvar.

Venlig hilsen
Alliancen mod kæmpevindmøller ved Kostervig
Rigmor Nielsen
Erik V. Nielsen
Otto Juhlin
Tone Brix-Hansen

Holbæk Kom revideret referat

Mere bycenter v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadDe sidste 24 timer har jeg måttet lytte til mange argumenter for et bycenter – bl.a. fra byrådsmedlemmer og måske kommende medlemmer af det vise råd. Langt hovedparten er bosiddende i Vordingborg og omegn og kan næppe være talerør for Møn og Præstø.

Fra de historieløse lyder det: ”Vi sagde nej til et shoppingcenter for 25 år siden, og den fejl vil vi ikke gentage”. Herre Jemini! Situationen dengang var helt anderledes. Dengang var der mulighed for at få Næstved i vort opland sammen med Falster, Møn og hele Sydsjælland. I dag skal man være mere naiv end optimist, hvis man tror, at man kan tilbageerobre det tabte fra Næstved med et lilleputcenter.

”Vi skal have et bycenter, fordi handelslivet i Vordingborg bløder, forretningerne kæmper for at overleve”. Enig – i det sidste. Men byrådets analyse fastslår, at det vil gå ud over butikkerne i Algade – for ikke at tale om omsætningsnedgangen i Præstø og Stege. Hertil kommer butikkerne i Stensved og Mern. Men det kan da ikke være byrådets opgave at give aktiv dødshjælp til de overlevende butikker?

”Jamen vi vil også hjælpe handelslivet i Stege og Præstø”. Hvordan? Skal det nu være en kommunal opgave at give bistandshjælp – for mine skattekroner – for at hjælpe forretninger, der har bevist, at de kan klare sig selv?

”Vi vil ansætte en konsulent, der skal koordinere og hjælpe handelslivet i kommunen”. Lyder godt – selv om jeg som borgerlig er principielt imod, at politikerne blander sig i handelslivet. Men lige nu er det ikke Stege og Præstø, der har behov for konsulentbistand – de kan nemlig selv. Det er Vordingborg, der har behov for livreddende førstehjælp. Det vil han eller hun hurtigt opdage, hvis man ansætter en person med analytiske evner og kendskab til kommunen.
Men behøver butikkerne en kommunal sagsbehandler? Ved vi ikke selv, hvor skoen trykker? Som 3. gangs tilflytter kan jeg i hvert fald godt udpege Algades stærke og svage sider, og hvor der bør sættes ind. Og jeg er næppe den eneste.

”Hvis ikke vi får et bycenter, vil den sidste forretning i Algade lukke og slukke om 15 år”. Det er pessimisme af værste klasse. Jeg foretrækker at være optimist. Jeg tror, at de overlevende på Algade har læst skriften på væggen og inden længe vil tage kampen op mod konkurrencen fra Stege og Præstø. Konkurrencen fra Næstved er sværere, men ikke umulig med masser af turister til Borgcentret. Her vil byrådets lilleputcenter alligevel komme til kort. Skal man tage argumentet for pålydende, er der stadig 2 muligheder: Vent med bycentret, til butikkerne har lukket – eller kom med det nu, så vi kan afkorte dødsprocessen…

”Et bycenter har ikke noget med Borgcentret at gøre”. Nåda – nu kommer det 21. århundredes gave til byen med masser af turister – som Geocentret på Møns Klint. Jeg har for nylig besøgt flere lignende ”borgcentre”, især i Frankrig, og her har handelen fået en opblomstring på grund af de mange turister. Hvordan skal man få disse turister til at handle i byen – som i Stege – når Algade er dødt? Hvordan tror man, at disse mennesker vil finde frem til bycentret? Og hvor skal busser og biler parkere? Skal den døde Algade laves om til P-pladser? Ville det ikke være mere naturligt at opmuntre butikker og cafeer til at placere sig i de nærmeste omgivelser til ruinerne? Det er Algade på begge sider af det gamle rådhus, der skal være bycenter. Det er lige det, der er sket i flere franske borgbyer – hvor det store shoppingcenter er forvist til byens udkant – hvis der er noget.

”Uden et bycenter skal vi bygge et dyrt rådhus – administrationscenter – og nu har vi også mulighed for at flytte biblioteket til centrum”. Nu er argumentationen da vendt på hovedet! Vi skal have et bycenter for at få et rådhus! Hvem siger, at rådhuset skal ligge i Vordingborg? Vordingborg ligger i udkanten af kommunen. I fremtiden er det stort set kun de ansatte, der kommer på rådhuset – og optager parkeringspladser. Det er jo kommunernes politik, at vi skal kommunikere digitalt, så hvorfor i alverden skal borgerne besøge rådhuset? Tværtimod ville der være mere fornuft i at placere rådhuset i kommunens centrum, dvs. området mellem Stensved og Kalvehave. Det kunne måske også få politikerne til at tænke i helhedsløsninger – og ikke lege sognekonger, som der i dag er en tendens til, når det gælder Vordingborg.

Og biblioteket? Indrømmet – det var en hovsabeslutning at flytte det til Masnedsund, men retfærdiggør det en ny – og dyr – hovsabeslutning: at flytte det tilbage? Og turisterne? De leder næppe efter biblioteket, når de bliver kaffetørstige.

Den kommunale valgkamp er så småt gået i gang. De kommende kandidater til kommunalbestyrelsen – både de få gamle og de mange nye – vil blive vejet på deres holdning til bycentret og deres manglende tilslutning til Borgcentret. Jeg misunder dem ikke – og da slet ikke dem, der med bopæl i Præstø og Stege skal forsvare bycentret.

Mon ikke der bliver mere liv i valgkampen, end der har været i mange år? Nu gælder det ikke bare at pege på borgmesterkandidater. Alle skal afdække deres holdning til bycenter, Algade, Slotstorv, rådhus – og vindmøller.
Gid man kunne begrave den sidste sognekonge og blive enige om ét: jævnbyrdighed mellem kommunens tre købstæder!

Allan Huglstad, Vordingborg.