Thomas Christfort stiller ikke op ved næste kommunalvalg v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Print Friendly, PDF & Email

Allan-HuglstadDen officielle forklaring er for meget arbejde. Det vidste han fra sin første valgperiode, men alligevel overtog han begærligt både formandsjobbet for Teknik og Miljø og for Vordingborg Forsyning. Men han kan jo fraskrive sig de vellønnede jobs og blive menigt byrådsmedlem. Hvis han er hårdt presset, kan han også udtræde af byrådet. Det ville glæde mange.

Som årsag kunne han undskylde sig med, at han psykisk ikke kan tåle den ”svinske og hadske tone”, han åbenbart møder på facebook. Det kan i hvert fald ikke være de lokale medier, hvor redaktørerne vogter nidkært over, at der ikke anvendes utilbørligt og injurierende sprog.

Christfort er især plaget af en person, han kalder ”vores egen Donald Trump”, der ”notorisk siger noget, der er forkert”. Hvis dette er rigtigt, burde Christfort gå i dialog med denne person og fortælle sin version af sandheden. Det sker bare ikke, og Christfort vil da heller ikke sætte navn på denne person, som formentlig er en fantasifigur?

En anden forklaring kunne være, at den konservative bestyrelse har bedt ham om at fordufte. Christfort har ikke vælgertække og slet ikke på den mønske hjemegn. Værre er, at ingen ved, hvad der er konservativ politik, og hvad der er Christforts politik, der mest minder om Liberal Alliance eller det gamle Højre. Sidste valg halverede de konservative stemmer, og mandattallet faldt fra 3 til 1. Skrækscenariet er: Ingen konservative i byrådet.

Derfor handlede bestyrelsen. I stedet har de kørt en – uden for Lundby – ukendt spidskandidat i stilling. Navnet er Daniel Irvold, og han har med sine fornuftige synspunkter på bl.a. kæmpevindmøller og skolestruktur været i opposition til Christfort. Det bliver op af bakke at reparere det konservative image, men jeg håber, han klarer det, og vil ønske ham al mulig held.

Allan Huglstad, Vordingborg

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *