DR omtalte den 6. januar, at de Radikale nu går ind for indførelse af minimumsnormeringer, og at socialdemokraterne overraskende siger nej. Se omtalen her…

Havde jeg for få år siden hørt om dette, ville jeg have sagt nej til sådant et forslag, men i dag er jeg blevet meget klogere på forholdene i vores børnehaver og børnehavernes betydning for samfundsudviklingen. Jeg har gennem de sidste 4 år interesseret mig meget for arbejdet i vores dagsinstitutioner, herunder som næstformand for en børnehave gennem knap et år.

Mine iagttagelser kan kort sammenfattes således:

1. Langt hovedparten af de børn, der møder op i børnehaverne er et produkt af curlingsforældre, der ikke er i stand til at opdrage deres børn. Børnene repræsenterer en MIG-MIG-MIG-KULTUR og bærer tydeligt præg af, at forældrene ikke sætter grænser for deres børn. Børnenes sociale kompetencer er ikke udviklet hjemmefra, hvilket giver sig til kende i en børnehave med kaotiske konflikter, hvor alle børn på en gang vil have voksenopmærksomhed konstant.

2. Pædagogerne er total overbelastet med stress til følge – der er stort set ikke tid til pauser og udarbejdelse af den efterhånden anseelige administrative arbejdsmængde, dagsinstitutionerne pålægges. Der er ganske enkelt for få pædagoger til for mange børn på en gang.

3. Børn opholder sig de første 5 år i vuggestuen og børnehaven. Men det er ikke rigtigt gået op for samfundet, at pædagogerne i disse år er mere sammen med børnene end børnenes forældre. Og disse første 5 år er de år, der har aller størst betydning for børnenes formning og udvikling. Det er i disse år, hvor børnenes hjerner formes gennem børnenes spejling i de voksnes adfærd, det er her børnene udvikler sig ved at efterligne de voksens måde at opføre sig på i forskellige situationer.

4. Den digitale udvikling har forført vores politikere, som i visse tilfælde er begyndt at tvinge tablets ind i børnehaverne, og det på trods af, at der er forskning, der viser, at det hæmmer børnenes sociale udvikling. Forskning viser, at menneskets evne til at forstå følelser og stemninger og aflæse andre i daglige relationer udvikles i barnets først 4 til 5 leveår, ved at barnets ansigtsmuskler spejler de voksnes ansigtsudtryk, og at det er her barnets hjerne formes til at forstå sig selv i forhold til andre.
    
5. Når man tillige kan konstatere, at mange forældre hjemme giver børnene en tablet for at få fred til voksensamvær uden børnenes forstyrrelser, er det en skræmmende udvikling, der tegnes for fremtidens samfund.

Min konklusion er:

Dette burde få politikerne og forældrene til at blive bevidste om, at det de facto er pædagogerne, der i praksis har fået ansvaret for vores børns opdragelse – om de vil det eller ej. Og hvordan kan man så forsvare, at underprioritere dagsinstitutionernes pædagogiske normeringer?

Vort samfunds sammenhængskraft hviler i fremtiden på de børn, der i dag udvikles (opdrages) af pædagogerne i vores dagsinstitutioner. Det er en løgn og selvbedrag, hvis der er nogen, der tror, at det er forældrene, der udvikler deres børn, for forældrene er på arbejde i de fleste af børnenes vågne timer, og jeg kan konstatere, at deres børn møder op i børnehaverne med et tab af sociale kompetencer.

Og det er børnenes sociale kompetencer, der er forudsætningen for vores samfunds sammenhængskraft. Det er udviklingen af børnenes sociale kompetencer, der er vores kulturbærer. Det er gennem opdragelsen, at vores børn lærer at se sig selv i sammenhænge med andre, at det er vigtigt at samarbejde frem for MIG-MIG-MIG og at udvikling af empati og sociale kompetencer er væsentlige værdier.

Hvis ikke forældre og ansvarlige politikere bliver bevidste om tingens tilstand, og erkender at der skal reageres på det, så forudser jeg, at det ikke blive muligt at vende udviklingen og at det vil være slut med det samfund, vi kender til i dag.

Og hvordan ser så normeringerne ud i Vordingborg Kommune?

I følge KORAs kortlægning af kommunernes personaleforbrug i dagtilbud i perioden fra 2007 til 2012 ser det således ud:

Jeg kender ikke tallene for 2016, men er ikke optimistisk mht, at de skulle have udviklet sig i en positiv retning, snarere tværtom.

Politikerne har som arbejdsgivere desværre ofte den automatreaktion, at BUPL jo er en fagforening, der bare vil have flest mulige medlemmer i arbejde. Men BUPL repræsenterer altså fagkundskaben og selvom, at BUPL varetager deres medlemmers interesser, så ændrer det ikke på det faktum, at der er en stigende udvikling af stress blandt pædagogerne med et stigende antal sygedage til følge, og at taberne i dette spil, er vores børn og i sidste ende vores samfunds sammenhængskraft.

Tænk lige lidt over det.

Leif Jeberg