Er et liv mindre værd ude på landet? v/ Tone Brix-Hansen, Stege

Flemming Sonnerup havde den 12. november et fint indlæg om vindmøllestøj i Sjællandske.

Her fremgår det, at lavfrekvent støj inde i nabohusene beregnes i stedet for at måles, at man som nabo heller ikke kan kræve en måling udført, og at privat måling af et støjniveau over det tilladte ikke berettiger til en klage.  Hvis støjkilden var en fabrik, et kraftværk, en hurtigfærge el.l., så måtte man godt både klage og kræve at få støjen målt, men altså ikke ved vindmølle-støj. Dette må vække undren hos alle.

Jeg sidder også og undrer mig over udfaldet af Metro-sagen i København, hvor Kombinationsnævnet har udtalt, at både kravene til nødvendigheden af højere støjgrænser og til støjdæmpende foranstaltninger skærpes ved længerevarende fravigelse af de vejledende støjgrænser om natten. Det skyldes, at støjniveauer over 40-55 dB(A) for aften og nat over en længere periode indebærer en betydelig risiko for at påvirke omkringboendes sundhed negativt.

Denne logik gælder åbenbart heller ikke for vindmøllenaboer, som i det åbne land må leve med en støjgrænse på 44 dB(A) døgnet rundt, året rundt, i årtier.  Ved Kostervig-projektet på Møn vil det være denne grænse på 44 dB(A) som vil være gældende for de fleste naboers vedkommende, og projektet går som bekendt ”helt til grænsen”.

Det er da utrolig tankevækkende, at man fra politisk hold forsøger at benægte, at der findes en sundhedsrisiko for naboer til vindmøller, samtidig med at sundhedsrisikoen anerkendes for Metro-naboerne ved tilsvarende støjniveauer!  Er et liv mindre værd her ude på landet?

Sig nej til at stille vindmøller op under den nuværende støjbekendtgørelse, som på ingen måde beskytter naboerne mod støj eller sundhedsrisici!

Tone Brix-Hansen, Stege