Hvor bliver spildevandet af? v/ Bent Jørgensen, Møn

Print Friendly, PDF & Email

Bebt-jorgensenJa, fra Hårbølle løber det ud i Hårbøllebækken, som indtil for få år siden var rørlagt helt ned til Fanefjord Kirke.

Men stadige oversvømmelser, især på Bøllegårdens jord betød, at vi fik frilagt bækken til et åbent vandløb, ligesom de to næste gårdejere frilagde bækken, helt ned til kirken. Det har samtidig betydet, at der nu løber renere vand ud i Fanefjorden, fordi et frilagt vandløb rummer mange vandrensende planter og dyr, også i en grad, så ørred søger op i bækken og gyder hver vinter, ifølge vores lokale lystfiskere.

Alt er således i orden, bortset fra at kommunens biolog med mellemrum foretager målinger af bækkens renhed, som afsløres ved antallet af mikrodyr i vandet, en renhed som i dag er god, men ikke ren nok til godkendelse. Det skyldes, at alt hvad vi hælder i vores vaske og toiletter af kemikalier og vaskemidler slår bækkens mikrodyr ihjel.

Så også i egen interesse, bør vi stoppe al unødvendig brug af kemi i vores spildevand, der havner i bækken, det smukke blå toiletvand er til eksempel stærkt giftigt for dyrelivet. Og hvorfor nu det? Ja udover gevinsten for miljøet, så betyder en renere Hårbøllebæk, at vi kan undgå den bebudede kloakplan med individuelle rensningsanlæg ved hver husstand til mellem 50 og 100 tusinde kroner plus en spildevandsafgift på nu 40 kr. pr m3, hvis man vælger at lade “Vordingborg Forsyning” stå for etablering og drift af et husanlæg.

Det samme gælder selvfølgelig andre steder på Møn i “det åbne land”, der også kan omfatte landsbyer, så her er da en opgave for lokale beboere, at undersøge hvor spildevandet bliver af og hvor rent er det mon?

For miljøets og vores pengepungs skyld!

Bent Jørgensen, Møn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *