Inklusion og vold i skolen v/ Dorte Bækhave, Lundby, Kandidat for Borgerlisten
I artiklen “Inklusion skaber vold i skolen” i Sjællandske lørdag blev det nævnt, at Borgerlisten har været fremme med hård kritik af inklusionsmodellen, som blev indført i 2012 og mener, den ødelægger skoledagen for de andre elever.
Den formulering får det til at lyde som om, Borgerlisten er imod inklusion og at vi giver inklusionsbørnene skylden for problemer med vold på skolerne. Det er bestemt ikke vores holdning.
Vi går ind for, at så mange børn som muligt skal kunne være med i fællesskabet, og føle sig som en del af dette.
Skal det lykkes, må skoledagen kunne struktureres, så børnenes forskellige behov kan imødekommes. Det er ikke alle, der trives i store fællesskaber hele tiden. Derfor må der, i langt højere grad, være mulighed for holddeling og for, at der kan være to lærere, eller en lærer og en pædagog, i klasserne samtidig.
Det er ikke rimeligt, at de børn vi gerne vil inkludere, nu ofte trives dårligere og føler sig mere ekskluderet, end før skolereformen trådte i kraft. Det giver dårlig trivsel for alle .
Skal inklusion lykkes, kræver det ganske enkelt tilstrækkelige ressourcer og flere hænder på skolerne. Det vil Borgerlisten arbejde for.
Dorte Bækhave
Kandidat for Borgerlisten (Å)
Leave a Reply