Kostervigmøllernes endeligt v/ Margareta Dahlström, Borre

Print Friendly, PDF & Email

Margareta-DahlstroemDet vil nu vise sig, om borgmester Knud Larsen og teknikudvalgets formand Thomas Christfort har det minimum af selvstændig handlekraft, som skal til for at lukke Kostervigsagen.

Eller er berøringsangsten (over for hvem? investorerne? vindmølleselskaberne? klimaministeren?

bare for en sikkerheds skyld?) så stor, at man vil lade sagen trække yderligere i diffust langdrag i forsøget på at afhænde sig ansvaret steder det ikke hører hjemme?

I kommunalvalgkampen lød der ellers et mere og mere tydeligt og eftertrykkeligt nej fra Knud Larsen, og spørgsmålet om kæmpevindmøller var højst sandsynligt med til sikre både borgmesterkæden og afgøre valget til den borgerlige bloks klare fordel – godt hjulpet af S, SF’s og R’s ude-af-trit “ja” til Kostervigmøller.

Med Naturstyrelsens fornyede veto er det nemt at følge op på valgløfterne. Det kræver bare politisk vilje. Processen kalder på gennemsigtighed fra nu af – gemmer der sig noget, som vi ikke må vide?

Planloven giver mulighed for korrekt og ligetil lukning af sagen.

Hvidbogen fra høringsfasen i 2012 skal blot færdiggøres. Hvorpå et nyt tillæg til kommuneplanen kan vedtages, som ophæver Kostervig som vindmølleområde. Man må formode, at der er politisk flertal for det.

Naturstyrelsen kan ikke – som TC er inde på – afgøre sagen. Hvorimod pingpong med Naturstyrelsen principielt kan fortsætte i al evighed, hvis kommunen ikke træder i karakter.

Det er vigtigt at forstå, at projektet ikke falder på én juridisk spidsfindighed, én enkelt lille hypotetisk flagermus. Der er tværtimod en overvældende bredside af naturfaglige argumenter, som umuliggør projektet. Kostervigområdet er en kernelokalitet for et mylder af beskyttede fugle- og flagermusarter. Natur, som kommunen sælger sig selv på, og som skaffer brød på bordet bl.a. via turisme.

Man skal lede længe efter et mere tåbeligt og juridisk umuligt sted at projektere kæmpevindmøller!

Margareta Dahlström, Borre

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *