Nyt rådhus eller bevar skoler? v/ Bent Jørgensen, Møn

Print Friendly, PDF & Email

Det burde være et spørgsmål der er let at besvare, al den stund vi i Vordingborg Kommune allerede har et nydeligt rådhus, endda løbende både vedligeholdt og renoveret, sidst med nyt køkken og kantine for millionbeløb. Men storhedsdrømmene trives godt i det politiske lag, så nu er der besluttet at bygge højt og flot for et beløb på 130 millioner, et beløb der i værste fald kan fordobles, med de hastigt stigende priser på byggematerialer og andre udgifter, som i sig selv kunne lovliggøre en aflysning af byggeriet. Pengene er der ihvertfald ikke, hvad flere kommuner har måttet indse, med udsættelse af deres million-byggerier.

Klimamæssigt er projektet også en stinker, ved både at rive ned og bygge nyt og dermed en kraftig, unødig CO2 belastning. Nogen form for genbrug af en god, solid bygning, er der ikke tænkt på, udover som murbrokke-underlag for en parkeringsplads hvor rådhuset stod, på vel nok kommunens dyreste grund.

Samtidig er kommunens embedsmænd i Forvaltningen, på opfordring af politikerne må man da formode, gået i gang med at udarbejde spareforslag på skolevæsenet, hvori man friskt lægger ud med nedlæggelse af 3, 5, eller 8 skoler. At borgerne tager sig til hovedet over dette idioti, kan man ikke fortænke dem i. Nogen burde fortælle de høje herrer i egen tro, at skolerne er kommunens livsnerve og dens forudsætning for en fremtid, kort og godt. Begynder rygtet først at sprede sig, om manglende skoler, i den kommune man har valgt at ville bosætte sig i, så er ulykken allerede sket, Tværtimod skulle der jo ske en opgradering af skolerne, så de blev endnu bedre.

Grunden til at man vil nedlægge skoler, er et for sent opdaget efterslæb på vedligeholdelsen af alle kommunens skoler, på i alt 140 millioner. Men hokus-pokus, de penge kan jo hentes på at spare et nyt rådhus, så hvor svært kan det være, og de fleste bliver glade.

Forhåbentlig vil mange, uanset skoletilhørsforhold i fællesskab gå imod disse planer, som det allerede har vist sig, ved borgermødet i Minihallen i Ørslev, hvortil overskriften dagen efter i “Sjællandske” lød: “Hold snitterne fra vores skoler”. Politikerne har budt op til dans, og den skal de få, selv om vi troede, at de sad der for vores skyld.

Bent Jørgensen, Møn

One Response to Nyt rådhus eller bevar skoler? v/ Bent Jørgensen, Møn

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *