Helt tilfældigt ser jeg at vi er i gang med en høringsperiode om en ny kommuneplan og efter at PCén fik en kogevask gik det bedre og planen blev endelig fundet og læst. Min konklusion er, at vi er kommet endnu længere ud nu, vi læner os ud over afgrunden mod total manglende demokrati. Hver side er en hån mod til den demokratiske proces vi havde om kommuneplanen.

Der er rettet helt som man lyster – og ikke mindst, uden at man gør opmærksom på, at her er teksten en helt anden end sidst vi satte os ind i planen. Der bliver desuden strøet lidt rundt med hoteller, erhvervsområder, perspektivområder som nok er blanco checks. Hvis man så i det mindste havde gjort det på dén måde, at man beskrev konsekvenserne af planen så borgerne kunne reagere på det i høringen kunne jeg nok leve med det. Derfor er jeg også allermest sur over miljøvurderingen.

Det er meningen at man laver miljøvurderingen før eller sideløbende med planerne og ud fra resultatet af miljøvurderingen finder man ud af hvordan, og om, man vil planlægge i et område. Her er man gået den anden vej og planlagt som man lyster og så smidt en mildest talt sjofel miljøvurdering ind som nødvendigt onde.

Der er helt faste og præcise punkter man skal undersøge når man laver en lovpligtig miljøvurdering, undersøgelser, beskrivelser og vurderinger. De punkter er også med som overskrifter, men under hvert punkt har man brugt teksten på at skrive hvad der menes med punktet. Nogle steder er man gået lidt videre og har afsløret, at man godt véd man skal skrive noget konkret og fornuftigt og undersøge nogle ting, men henlægger opgaven til den senere lokalplanlægning.

Det er selvfølgelig ikke lovligt at gøre sådan og efterhånden er der også en håndfuld sager fra Naturklagenævnet om netop den fremgangsmåde.  En klar strategi for Vordingborg Kommune kunne være, at jo mindre man skriver jo mindre opdager borgerne og politikerne. En klar strategi kunne også være, at hvis bare man får nævnt planmuligheden i kommuneplanen, så kan man senere bruge det til at legitimere hvad som helst.

Når planen konkretiseres senere i et eller andet monster, udviklet af en investor, og vi alle får at vide at det har vi jo selv valgt med henvisning til en hovedplan, så er det jo for sent at opdage de egentlige problemer og især at tage konsekvensen af dem. Så arbejdes der udelukkende FOR planen.

Det så vi jo tydeligt med Kostervig. Vindmølleplanen bandt selv om man i lokalplanlægningen finder ud af at der på grund af miljøet slet ikke burde være vindmøller i Kostervig. Det var borgmesteren himself ude og holde buldertale til politikerne om, dét at de var forpligtet af en allerede vedtaget tidligere plan (se evt. indlæg: vælgerne eller vindmølleplanen).

Selv skrev jeg til naturafdelingen før planen om Kostervig møllerne rullede, om de var klar over at den bredøret flagermus ville gøre, at de aldrig ville komme igennem med en konsekvens- og miljøvurdering. Jeg sendte endda en fin rapport som beviste problemet – mine skrivelser til forvaltningen resulterede i en bandlysning af min besværlige person. Der blev sendt en mail ud til afdelingerne om at man ikke måtte svare på lige præcis mine henvendelser til kommunen.

Selv så jeg det faktisk som en service til kommunen, de kunne have sparet 2 års arbejde og noget der ligner en million skattekroner. Og de kunne have sparet en investor for noget lignende.

Planen er på alle måder udtryk for en kultur – borgerne er et besværligt onde. Spørgsmålet er hvem som er kulturbærende i kommunen. Man sniger noget ind i en overordnet plan, siger at det er så overordnet, at man ikke kan vurdere miljøkonsekvenserne eller andre konsekvenser, og når så kommune eller en investor får lyst til at lave det, jamen så har vi jo selv valgt det!

Det husker vi jo nok og ellers husker borgmesteren os på det. Det giver ultimativ frihed til forvaltningsleddet som så nemt kan tilgodese de politiske vinde der måtte herske til hver en tid. Det giver moment, hurtige udviklingsmuligheder, blanco checks til investorer og konsekvenser som først ligger i næste forvaltningsperiode. En win-win situation for alle i systemet.

Selvom jeg vælger at tro at politikerne ikke er ”med-ydere” til strategien blot passive ”med-nydere”.  Ja, og naturen og borgerne vil jeg selvsagt regne helt uden for systemet. Så meget udenfor, at forvaltningsdirektørene bliver tydeligt irriteret når man blander sig.

Jeg husker et vindmøllemøde hvor een af dem tordnede for planen og blev irriteret over borgernes modvilje. Senest så jeg det da en forvaltningsdirektør, via medierne forsøgte at presse en statslig styrelse til at omgå aktindsigtsloven og dermed holde mig som borger uinformeret om officielle dokumenter i sagen.

Derpå bad jeg om aktindsigt i hvorfor de ikke mener jeg har aktindsigt – jeg fik et svar om at sådan plejer vi at gøre. Og da jeg gjorde opmærksom på at det var ulovligt og henviste til en tidligere dom kommunen havde fået på den forkerte fremgangsmåde ja, gæt selv så var svaret at forvaltningen ikke vil svare.

Meget morsomt sendte de dog et notat om hvordan deres procedure til at svare borgeren er. Den overholdt de så netop ikke. Jeg gætter på at vores indsigelser til kommuneplanen ”ikke giver anledning til ændring af kommuneplanen” – det skal endelig ikke afholde nogen fra at forsøge at fastholde demokratisk indflydelse sådan som man har det i normale kommuner. En dag virker det måske.

Jeg føler at det passer når en politiker antyder at vi nærmere os en bananstat.

Marie Hjort, Stege