Søg et parti?

fibernet

Bedre sent end aldrig v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI sidste uge forlød det, at de konservative vil have hele spildevandsplanen revurderet.

Den blev ellers vedtaget i 2009 med de konservatives støtte, og siden har det ikke skortet på kritik, især fra Østmøn. Her har kloakeringen medført en økonomisk belastning, der ikke står mål med ejendomsværdien, og som gør det umuligt at sælge og lokke tilflyttere og virksomheder til. Men i de øvrige landdistrikter skal kloakvand og regnvand også adskilles, hvilket koster 850 millioner og en stor ekstraregning til lodsejerne.

Det er Thomas Christfort og Søren Nybo, der nu indleder et frontalangreb på spildevandsplanen og kræver, at den revurderes både med hensyn til økonomi og miljøeffekt. Med mindre end 3 måneder til valget, kan man let få den tanke, at det kun er valgflæsk og varm luft, der lukkes ud. Her tæller det dog med, at Søren Nybo støtter forslaget og dermed indrømmer, at han har medvirket til en hovsabeslutning. Nybo, der stiller lighedstegn mellem nærdemokrati og lefleri, har i sin (alt for) lange byrådsperiode sjældent indrømmet en fejl. Derfor tror jeg, at det konservative udspil er ærligt.

I den rige Hørsholm Kommune har man droppet kloakplanerne for 370 meget dyre villaer, fordi det ville blive alt for dyrt for kommunens fattige millionærer. Den samme mulighed foreligger i vor kommune, hvor der er lidt længere mellem millionærerne. Vi behøver ikke at være klassens duks!

Borgerlisten er enig med de konservative. Vi kræver mere tid til grundig sagsbehandling og inddragelse af borgerne ved planlægning og udførelse af de kommende kloakeringer. Spildevandsplanen skal sættes i bero, indtil vi er sikre på, at vi har den bedste og billigste løsning, der tilgodeser både lovgivning og borgere. Samtidig skal kloakplanerne koordineres med nedlægning af , så hele kommunen dækkes med kommunikation på lige vilkår. Alle – også på Østmøn – skal have lige adgang til internet og telefoni.

Hvad siger de andre partier?

Allan Huglstad, Vordingborg

En god kommunal uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

I sidste uge var det en positiv oplevelse at være borger i Vordingborg Kommune.

Højdepunkterne var et rent overflødighedshorn af aktiviteter i forbindelse med kulturnatten og et borgermøde om erhvervsudvikling, hvor der ikke blev råbt, men lyttet. At der stadig er enkelte politikere, der kun kan argumentere ud fra ”det kan vi ikke” i forskellige afskygninger, må vi nok leve med lidt endnu.

Blandt de gode nyheder var EU-tilskud til en citymanager til gavn for udviklingen i de 3 købstæder samt beslutningen om fast TV-dækning af byrådsmøderne, som forhåbentlig kan styrke interessen for kommunalpolitik. Hvis det også kan få borgmesteren til at finde en god frisør, ville det være en kærkommen bonuseffekt. Også nyheden om fibernet-pilotprojektet i Magleby skaber håb for beboere og erhvervsliv på Østmøn.

Midt i det hele bugner det kommende møde i Økonomiudvalget med gode forslag, der viser, at man kommer langt med dialog, og at alle kan være vindere. Algadeprojektet med gå- og sivegader er et skoleeksempel på kompromis, som (næsten) alle kan være tilfredse med. Det samme gælder forslagene om politik for frivillige og den reviderede nærdemokratimodel.

Forslaget om udbygning af Vesthavnen giver også anledning til optimisme. Her er både god rentabilitet og mulighed for flere firmaer og arbejdspladser. At ideen er nøjagtig 75 år gammel og for længst burde have været ført ud i livet, er en anden ting. Ting Tager Tid – også i Vordingborg. Det er også glædeligt – også for byggefagene – at man nu har lagt bycentret bag sig og går i gang med planlægningen af den kommunale administrationsbygning på Rådhusgrunden og nedrivning af den gamle. Samtidig bevares den kommunale administration i Præstø og Stege, som i bycenterplanen var på nippet til at blive nedlagt. Også købstadsprojektet, der skal udvikle de 3 byers potentiale for bosætning og turisme er på dagsordenen.

Som prikken over i’et har en administrationsanalyse fastslået, at der er et rimeligt lavt ressourceforbrug i kommunen.

Alt i alt en god uge!

Allan Huglstad, Vordingborg