Søg et parti?

forældre

Skyklapper og glasøjne v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osVed skolevalgmødet i Vordingborg  8. okt. var der desværre kun få forældre, men til gengæld mange lærere. I panelet savnede man Børne- og unge-udvalgets formand og næstformand, som næppe havde lyst til at deltage.

Som forventet omhandlede debatten den delvis fejlslagne inklusion af specialklasseelever og manglende ressourcer. Og som forventet leverede byrådsmedlemmerne et uinspireret forsvar suppleret med såkaldte ”visioner”.

Højdepunktet var Eva Sommer-Madsens forslag om havregryn til eleverne – en Venstre-mærkesag? Og Jørn Rasmussen ønskede kvinderne tilbage til kødgryderne og mente, Demokratisk Alliance var Guds gave til kommunen! Oppositionen bestod af de unge kandidater fra LA, Borgerlisten og DF, der røbede større skolekendskab end de siddende politikere. Men de er heller ikke sløvet af 4 år i byrådet.

De skrækkelige eksempler på vold i skolerne prellede af på den faste stok, og et spørgsmål om hvad de ville gøre for at genoprette situationen i 2014, blev mødt med sløve øjne og undvigende svar.

Tilbage sad man med det indtryk, at kom man i byrådet, ville man få udleveret skyklapper og glasøjne, men dog med hørelsen i behold – og den vil Borgerlisten bruge til at lytte til borgerne!

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

vordingborg-kommune-borgerliste

18 % flere penge per elev v/ Margareta Dahlström, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osBirgitte Steen Jørgensen (R) og Børneudvalgsformand Peter Jonassen (SF) fremhæver nu, at kommunen rent faktisk bruger flere penge per elev end før reformen.

Ganske nøjagtig 56.800 kr per elev i 2013 mod 48.000 i 2009. En stigning på 18 % per elev.

Hvordan hænger det sammen?

Oplevelsen ude i skolerne er ikke, at der er tilført flere ressourcer, men at reformen var en spareøvelse. Skolelukninger og forceret inklusion med store omkostninger for elever, forældre, lærere og hele lokalsamfund  –  og så giver vi oveni købet flere penge for det!

Tænk hvis vi havde bevaret tilbuddene til børn med særlige behov, tænk hvis vi havde bevaret Kalvehaveskolen  –  kort sagt bevaret det der virkede – og så tilført 18 % per elev! Det havde givet et løft!

Vi har brug for en straksevaluering af inklusionen, og afhjælpning af de værste utilsigtede konsekvenser. Det er ikke godt nok, at vente til skoleåret 2014/2015, som den igangsatte evaluering til 1,6 millioner kr. lægger op til.

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat Borgerlisten

vordingborg-kommune-borgerliste

Åbent brev til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune vedr inklusionsprojektet? v/Leif Jeberg, Præstø

Leif-ProfilLærere og forældre udtrykker stor bekymring over kommunens inklusionsprojekt.

Senest har Stella Steengaard, Tovholder i Børn/unge-netværket, Danske Handicaporganisationer Vordingborg refereret til Århus Universitets review af aktuelle forskningsresultater ifbm inklusion af børn med særlige behov, jf “Effekt og pædagogisk indsats ved inklusion af børn med særlige behov i grundskolen”, C. B. Dyssegaard, et al, januar 2013, Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Århus Universitet.

Her beskrives forudsætningerne for, at inklusion kan få en positiv effekt på alle elevers faglige og sociale udvikling.

Når Stella Steengaard omtaler denne forskning tillader jeg mig at antage, at hun har forfægtet kravene til succes med inklusionen over for kommunen, således som de kommer til udtryk i reviewet?

Forudsætningerne kan omskrives i disse spørgsmål.

  • Hvilken efteruddannelse, har I givet lærerne ved indførelsen af inklusionen?
  • Hvilke og hvor mange ressourcepersoner med hvilke kompetencer har I tilført skolerne?
  • Hvilke særlige undervisningsmetoder er der indført overfor elever med særlige behov?
  • Hvilke interventionstiltag er gennemført til støtte for undervisningen?

Jeg forestiller mig, at kommunalbestyrelsens politikere gerne vil retfærdiggøre, at deres inklusionsprojekt ikke er et spareprojekt, og det kan jo let klares ved, at politikerne besvarer disse spørgsmål, som forskerne har fundet frem til, er helt afgørende for inklusionsprojektets suces?

Så kære politikere vil I venligst besvare disse spørgsmål, således at forældre og lærere kan forholde sig til jeres implementering af inklusionen í kommunens folkeskoler, når de går til valg til november?

Til forældre og lærere, husk ved valgmøder og lignende at forholde politikerne til disse spørgsmål.

Leif Jeberg, Præstø