Søg et parti?

inkluderende skole

Beretning fra Borgerlistens byrådsgruppe v/ Allan Huglstad, kandidat, Vordingborg

lyt-til-os174 ud af 214 børn er taget ud af specialklasserne og placeret i de normale klasser. Det er 81 % – langt mere end regeringen anbefaler.

Flere af børnene har autisme og ADHD og kan ikke klare sig, og i værste fald ødelægger de undervisningen for resten af klassen.

Både Konservative og Borgerlisten kræver en evaluering nu, så kaos ikke fortsætter på 2. år. Og her kommer vi til skandalen. Peter Jonassen (PJ), SF, formand for Børne- og ungeudvalget, har udtalt sig til University College Sjælland:

Spørgsmål: Hvordan måler I, at inklusionen virker?

PJ: ”Det måler vi ikke rigtig på. Vi evaluerer i 2014, så kan vi jo se hvor mange, som er rykket over på kompetencecentret, og vil de overhovedet rykke derover, og hvordan bruger man ellers de midler, man har. Så vi kommer ikke til at måle.”

Spørgsmål: Der er ikke nogen succeskriterier?

PJ: ”Vi kan godt lave succeskriterier, men vi ved jo ikke om dem, der har været i specialklasser, om de kan blive inkluderet.”

Konklusion: Kommunen har sat et eksperiment i gang uden at vide, hvad målet er, og hvordan man måler, om det virker. Derfor vil de skubbe evalueringen til næste år. Politikerne har skabt et kaos, der truer med at tabe 6000 børn på gulvet!

Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten

vordingborg-kommune-borgerliste

Pedro du er dum. v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI en sydamerikansk bananrepublik var diktatoren og hans chauffør Pedro på rundtur i landet.

Pedro foreslog, de skulle se, hvordan det stod til i skolerne, mens diktatoren hellere ville besøge fængslerne. Diskussionen sluttede med diktatorens belæring: “Jamen Pedro, nu er du dum. Vi skal jo aldrig i skole igen.”

Dette synes at være logikken i den lokale banankommune. Kun Borgerlisten har krævet en øjeblikkelig evaluering af inklusionen af specialklassebørn, mens en mur af kyniske og ufølsomme byrådsmedlemmer først vil evaluere til næste år. De kan højest svinge sig op til at give sølle 1,6 mill. kr ekstra i 2014 – hvor problemløsningen er blevet sværere og dyrere.

Vore politikere nægter at se i øjnene, at de ekskluderer hovedparten af de normalt fungerende elever fra kommunens ”folke”-skoler. En mor til 2 børn skriver således til mig:

”Min datter, som før var meget velfungerende og klassens dygtigste og glædede sig til undervisning hver dag, har nu givet op. Hun forventer ikke at modtage en fornuftig og kvalificeret undervisning mere. For hende er skolen blevet et fagligt tidsspilde i kombination med et socialt usikkert miljø.

Ingen sætter fokus på, at de dygtige, stille, velfungerende eller ambitiøse elever ekskluderes, og at mange inkluderede specialbørn fylder så meget, at det svarer til, at man bare har smidt normalbørnene ned i specialklasserne. Når specialklassebarnet skriger 5-10 gange hver time eller smækker med døren, så sidder 24 elever og venter og får ikke den undervisning, de har krav på.

Skal man vurdere den inkluderende skole, må man også lytte til dem, som er ekskluderet, da det i høj grad også er os, som har problemet. Vi har en skole, som må afskrive normalbørnene, fordi ressourcerne hvert 5. minut må bruges til brandslukning. Her bebrejder jeg bestemt ikke lærerne, som gør en enorm indsats. Og slet ikke specialbørnene og deres forældre, som har mistet den kvalificerede hjælp, de burde have krav på.”

Lyt til Borgerne!

Allan Huglstad, Vordingborg