Søg et parti?

ligeværdig

Købstadsmodellen kontra centrum-modellen! v/ Bo Manderup (V), Præstø

Bo-ManderupCentraliseringen ser ud til ingen ende at ville tage. Bare se på debatten om Lindholm og senest om Vordingborg kassernes fremtid. Hvis ikke vi får stoppet centraliseringen, vil der ikke længere være liv uden for de store byer. Det er ikke acceptabelt.

Lige så vigtigt er det, at vi undgår den selv samme centraliseringstendens i vor egen kommune.

Debatten om den nye kommuneplan tegner linjerne skarpt os. Der findes, groft sagt, to ”modeller” for udviklingen af kommunen. For nemheds skyld vil jeg kalde dem for ”centrum-modellen” og ”købstads-modellen”. Stillet lidt firkantet op, ser det således ud: Dem, der er tilhængere af centrum-modellen mener, at udviklingen af kommunen skal ske på grundlag af, og begynder i, Vordingborg by. Dem, der er tilhængere af ”købstads-modellen” mener, at kommunens tre købstæder, byerne og landsbyerne, alle bør kunne udvikles på ligeværdige vilkår.

Personligt er jeg stærk tilhænger af ”købstads-modellen”. Det betyder, at Vordingborg kommunes tre købstæder bør være grundlaget for udviklingen af en attraktiv bosætningskommune.

Jeg mener, at købstædernes individuelle særpræg og historie bør fremhæves og understøttes. Der skal skabes rum for udvikling alle steder i vor kommune; for nye boliger, for nye arbejdspladser, for handel, for kultur og for turisme.

Det betyder også, at det kommunale serviceniveau i Præstø og Stege, herunder tilstedeværelsen af kommunale institutioner og administration, skal fastholdes og udvikles.

Handels- og forretningslivet skal styrkes i hele kommunen. Et butikscenter i Vordingborg by, der begrænser handelsmulighederne i Præstø og Stege, er ikke en god løsning. Jeg tror heller ikke, at et butikscenter vil løse de aktuelle problemer i Vordingborg by.

”Købstads-modellen” betyder ikke, at alle skal have det samme. Vi skal ikke være ens. Det er en selvfølge, at vi understøtter en positiv udvikling af Vordingborg by. Det er fint, at der er uddannelsesinstitutioner i Vordingborg by. Der behøver ikke være et gymnasium i alle købstæder! Den nye helhedsplan for Vordingborg by indeholder mange gode ideer til byens udvikling, som jeg helhjertet støtter.

Men, det skal være sådan, at en styrkelse af Vordingborg by ikke betyder, at vi svækker de andre købstæder og deres muligheder.

Kommuneplanen lægger de overordnede rammer for Vordingborg kommunes udvikling frem til 2025. Du kan læse den på dette link www.kommuneplan.vordingborg.dk . Planen er nu sendt i høring. Alle borgere har mulighed for at komme med indsigelser frem til den 5. juni 2013.

Bo Manderup, Præstø

PRÆSTØ LOKALRÅD INVITERER TIL DIALOGMØDE

PRÆSTO -LOKALRAD

5. marts kl. 19 til 21.30 i Caféen på Abildhøjskolen

På mødet sidste år, drøftede vi bosætning, betydning af gode skoler, gode fritidsmuligheder, gode trafikforbindelser og sikkerhed, gode handelsmuligheder! ! !

Hvad er der sket?

I år har vi følgende dagsorden:

  1. Hvem bestemmer, når det kommer til stykket?
    1. Er det embedsmænd eller politikere?
    2. Er kommunerne for store, og føler lokalpolitikerne sig magtesløse?
    3. Er det en ide at holde flere dialogmøder?
  2. Beslutningen fra kommunesammenlægningen om de 3 ligeværdige købstæder? Hvordan skal det ses i relation til et Handelscenter som vil udhule handelen i Stege og Præstø?
  3. Spørgsmål til politikerne

Til november skal vi vælge ny kommunalbestyrelse, den 5. marts 2013 kan du møde 6 af de nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Alle borgere i Præstø er velkomne.

Henny Jørgensen
Formand for Præstø Lokalråd