Søg et parti?

Lindholm

En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadUgen startede med den gode nyhed, at Lindholm bevares endnu 3 år.

Straks tog socialdemokratiets borgmesterkandidat – ”fremad i fællesskab” – al æren. Alligevel skal han roses – og da især, hvis han redder endnu flere arbejdspladser ved at sige nej til Vordingborgs bycenter.

Vordingborg Handelsforening fik ny bestyrelse, og nu venter vi spændt på nye initiativer. Foreløbig må vi håbe, at der lyttes til deres bøn om fortsat trafik på Algade. I mellemtiden burde den nye bestyrelse alliere sig med det nye Vordingborg Lokalråd. Så vil slagordet ”Algade for alle” få mere gennemslagskraft.

Borgmesterens uheldige køkkenbesøg blev udsonet med en kryptisk aftale, men ellers blev der ikke ændret ved kommunens erhvervsimage. Dette blev understreget af et skilt på Københavnsvej med venstresving forbudt ind til Kvickly. Argumentet var et nærliggende kryds, men dette gælder åbenbart ikke for Netto på Marienbergvej, der er endnu tættere på et kryds.

På borgermødet om turisme lyttede kommunen til de mange initiativer, der bl.a. omhandler samarbejde med ildsjæle og turismeaktører – som jeg i al beskedenhed henregner mig til. Desværre var den elendige markedsføring ikke i fokus.

Ugen sluttede både godt og skidt. Venstre blev omsider samlet bag et nej til bycentret. Men man var glad for undersøgelsen – hvilken undersøgelse? Sandheden er, at der ikke er kommet et eneste bud, selv om deadline var 2. april. Den dårlige nyhed var, at et flertal vil forhandle med Goldschmidt om bycentret. Ifølge ”sædvanligvis pålidelig kilde” skulle dette indebære, at der også skal være plads til den kommunale administration fra Stege og Præstø.

I sidste uge pegede konservative på Knud Larsen som borgmester. I denne uge støttede de socialisternes bycenter. Denne zigzagkurs fremskynder kun partiets selvmord. Det ville have været klædeligt (og glædeligt), hvis man havde fulgt Venstre. Men måske i næste uge?

Allan Huglstad, Vordingborg

Flyt rådhuset til Lindholm v/ Joachim Brix-Hansen, Kalvehave

joachim-brix-hansenHvis et snævert flertal i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune absolut vil have et nyt, dyrt super-rådhus for skatteydernes penge i stedet for at efterisolere/ renovere det nuværende rådhus, så kan de passende flytte rådhuset til Lindholm – kommunens geografiske centrum.

Så kan både politikerne og administrationen fjerne sig endnu mere fra borgerne og virksomhederne, og i tilgift vil de have en enestående flot udsigt til Europas trækfugle og det påtænkte kraftværk ved det naturskønne Kostervig (5 stk. 142 meter høje kæmpevindmøller – betalt af borgerne og virksomhederne via markant højere elpriser/ særafgifter til mølleopstillerne).

Ydermere vil færgeoverfarten til og fra Lindholm fra Kalvehave være ren ”oplevelsesøkonomi” for både kommunens politikere, medarbejdere og besøgende borgere/ virksomheder. Og måske vil Kalvehave og omegn efterfølgende opleve en tiltrængt opblomstring efter den meningsløse skolelukning sidste år. Der er ledige huse nok.

 

Joachim Brix-Hansen, civiløkonom
Strandvej 6
4771 Kalvehave