Søg et parti?

Magleby

Passiv kommune eller passiv godsejer? v/ Allan Huglstad, Vordingborg

Vordingborg Kommune har besluttet at betale for godsejer Peter Scavenius’s tilsvining af Vrinskebækken. Prisen er 150.000 kr., hvilket er meget lavt sat – sikkert for ikke at provokere skatteyderne.

Princippet er ellers, at forureneren betaler. Men her mener embedsværket og Thomas Christfort, formand T- og M-udvalget, at Møn og Vordingborg kommuner har udvist passivitet ved ikke at gribe ind overfor lovovertrædelserne. Derfor gælder princippet ikke, da miljøsvineren jo ikke kan forstå, at han har gjort noget forkert.

Selvfølgelig har Scavenius ikke kunnet undgå gennem 40 år at lugte lort og se skidt hobe sig op i bækken. Aktindsigt røber da også, at han vidste, at renseanlægget ikke virkede. Tilmed har han haft flere campister på campingpladsen end tilladt, hvilket giver mere forurening. Men penge lugter ikke, og Scavenius har tjent en formue for ikke at investere i rensning. Scavenius har været lige så passiv som kommunen, men belønnes nu for sine lovovertrædelser, fordi han tilhører Christforts og borgmesterens loge- og vennekreds. Samme borgmester, der i Møn kommune svigtede tilsynet med Scavenius.

Desuden har Scavenius fået positiv særbehandling, idet han må opføre et større renseanlæg på fredet område i stedet for en kommunal rensning af spildevandet. Denne valgmulighed får borgerne ikke – spørg bare i Magleby!
Nu er det ikke kommunens lommeprokuratorer, der skal afgøre denne sag. Derfor skal der foretages en kompetent juridisk analyse af, hvem der skal betale. Hvis der skal afviges fra princippet om, at forurener betaler, må kommunalbestyrelsen på banen. Dette er en politisk beslutning.

Vi skatteborgere vil ikke betale regningen, mens en godsejer scorer kassen. Udgiften må opdeles i rensning og forbedring af vandløbet – det første betaler Scavenius, det sidste kommunen. Vi vil heller ikke acceptere den forskelsbehandling, der tillader godsejere selv at bestemme hvor og hvordan, de vil rense deres spildevand, når andre borgere bliver tvangskloakeret.

Allan Huglstad, Vordingborg

Bolighajen Vordingborg kommune v/ Uffe Thorndahl, Ambassadør for Borgerretsbevægelsen

Uffe-ThorndahlDet vakte opsigt blandt beboerne i Magleby, at Vordingborg kommune på en tvangsauktion overtog ejendommen Klintholm Havnevej 6, som var beboet ( lejet )  af en enlig mor med to børn.

Tvangsauktionen var bl.a. udløst af manglende betaling af et kloaktilslutningsbidrag. Et bidrag der i øvrigt var pålignet ulovligt, da ejendommen allerede var tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg. D. 11.12.2013 skriver den enlige mor til borgmester Knud Larsen bl.a. :

"Jeg har boet her i 9 år og er nu opsagt med 5 måneders varsel pga. at Vordingborg kommune vil rive det ned. Synes du det er okay, de har ikke engang været ude og se om det overhovedet er nedrivningsværdigt. Jeg står nu med 2 børn og alle vores dyr og skal til at finde noget nyt at bo i."

Vordringborg kommune foretog opsigelsen af lejemålet med henvisning til lejelovens § 83 stk.1. Denne bestemmelse fratager lejeren stort set al den beskyttelse, der er i lejeloven, men bestemmelsen kan først lovligt anvendes, såfremt kommunen forinden har besluttet, at ejendommen skal nedrives. Det gjorde kommunen imidlertid først 8 måneder efter, at lejemålet var opsagt. Opsigelsen er derfor alene af denne grund klart ulovlig.

En nedrivningsbeslutning kan endvidere først foretages af kommunen, såfremt kommunalbestyrelsen efter boligreguleringslovens § 46 har besluttet at nedlægge boligen. En sådan beslutning har kommunalbestyrelsen imidlertid aldrig truffet. Det betyder, at lejeopsigelsen er dobbelt ulovlig. Hertil kommer, at ejendommen samtidig med var vurderet som bevaringsværdig, idet der blot skulle anvendes lidt midler til at istandsatte facaden med fornyelse af vinduer etc.

Kommunen har således overhovedet ikke vurderet ejendommens kvaliteter før kommunen misbruger skatteydernes penge til en komplet uforslåelig og usaglig nedrivning.

I den første sætning i grundlovens § 72 er bestemt :

" Boligen er ukrænkelig."

Denne grundlovsbeskyttelse har Borgmester Knud Larsen og Vordingborg kommune således groft overtrådt i forbindelse med den ulovlige uddrivelse af en enlig mor med to børn.

Uffe Thorndahl, Ambassadør for Borgerretsbevægelsen

Afstemning haster! v/ Bent Jørgensen, Møn

Bebt-jorgensenMed en frist til den 20 oktober, er der nu valg af 2 brugerrepræsentanter til Vordingborg Forsyning (vand, spildevand, affald), som alle borgere i kommunen er tilmeldt.

Valget er dog forbeholdt brugere af computer, idet det foregår på nettet. Især for beboere i det såkaldte “åbne land”, hvorunder der også kan høre landsbyer, er det vigtigt at følge med i, hvad der foregår på spildevandsområdet, så man ikke udsættes for kostbare hovsa-løsninger, som den beboerne i Magleby på Møn har oplevet.

Desværre fungerede afstemningen ikke hos os. Man bliver bedt om at anføre sit kundenummer ved afstemningen, og det står ganske rigtigt, til eksempel, på ens PBS-kvittering, blot har banken tilføjet nogle ekstra cifre, men hvem aner det? Så den gik ikke. Som en tålmodig mand, ringer man så til Vordingborg Forsyning, (55353700), og får renset sit kundenummer for overflødige cifre, men stadig uden held med afstemningen. Tilslut er sekretæren så venlig at foretage afstemningen, så just hemmelig kan man ikke kalde den.

I respekt for demokratiet, kunne man jo have henlagt denne afstemning samtidig med kommunalvalget, så alle berørte borgere fik mulighed for at stemme, det kunne endda hæve stemmeprocenten med dette ekstra tilbud!

Bent Jørgensen, Møn

Udskyd Spildevandsplanen v/ Margareta Dahlström, Borre , kandidat for Borgerlisten

lyt-til-osUdvalgsbehandling og vedtagelse af Spildevandsplan 2013-2024 bør udsættes yderligere.

Som minimum til efter det nye Byråds tiltrædelse i januar 2014. P.t. er det lagt op til hastegodkendelse lige inden Jul.

Det er godt, at Vordingborg Forsyning vil nedsætte vandafledningsafgiften til 40 kr/m3, og finansiere det gennem et langsommere kloakeringstempo. Men det handler ikke kun om tempo. Det handler også om kvalitet. Erfaringerne viser, at dårligt planlagt kloakering giver store ekstraregninger, som også skal finansieres over afledningsafgiften.

Det handler også om hensyn til borgere og virksomheder. Uigennemtænkt kloakering giver gener og kiv – og mere dårligt image.

Eksempler er der nok af: Magleby, Masnedsund, eller skel til Faxe, hvor Forsyningen står tilbage med en ekstraregning på et tocifret millionbeløb.

Også i spørgsmålet om kloakering, må kommunen lære at optræde som serviceorgan og ikke som utilnærmelig myndighed. Borgernes egne løsningsforslag skal velkomnes, ikke affærdiges som irritationsmomenter. Som regel  giver det bedre og billigere løsninger.

Margareta Dahlström, Borre

Kandidat til Vordingborg Forsyning Forbrugerrepræsentantvalg 7-20 oktober

Kandidat for Borgerlisten (Liste Å)

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Det lugter…! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadEn ny konflikt mellem borgere og kommune er på vej – denne gang i Magleby på Møn.

Magleby blev kloakeret for regn- og spildevand i slutningen af 1950’erne, hvilket borgerne har gjort Vordingborg Kommune opmærksom på. Men kommunen har angiveligt ikke taget hensyn til dette, da man lavede en ny kloakering i år. Tilmed har man ifølge de lokale beskadiget de gamle kloakrør, der stadig skal tage sig af regnvandet. Oven i købet kræver kommunen en tilslutningsafgift på 35.201 kr. pr. ejendom, hvilket borgerne hævder er ulovligt, da der ikke kan opkræves afgift 2 gange.

De gamle kloakplaner fremgår bl.a. af arkiverne for Præstø Amt og Magleby og Møn kommuner, og umiddelbart ser det ud til, at kommunen ikke har konsulteret disse planer. Dette har måske medført, at den nye kloakering er blevet dyrere, samtidig med at man angiveligt har beskadiget regnvandskloaken. Tilmed har man påført et yderområde en økonomisk belastning, der gør det sværere at sælge og lokke tilflyttere til. Kommunen kan nu risikere et sagsanlæg, der i sidste ende kan munde ud i, at skatteborgerne skal betale for endnu en hovsabeslutning.

Sagen lugter langt væk af manglende dialog og kommunikation og rejser flere spørgsmål. Er det rigtigt, at embedsværket ikke har undersøgt de lokale forhold, inden man lavede en ny kloakplan? Er det rigtigt, at den gamle regnvandskloak er beskadiget? Er det rigtigt, at der skal betales ekstra tilslutningsafgift? Hvem har sovet i timen?

Mon ikke det er på tide, at formanden for Miljø- og Klimaudvalget, Erling B. Nielsen (SF), fortæller både de lokale borgere og os andre, hvad der foregår – eller rettere er foregået – inden en eventuel skandalesag trækker store overskrifter. Men da Erling Nielsen er part i sagen, og som fanatisk vindmølletilhænger i forvejen er ugleset på Møn, var det måske bedre, at borgmesteren – som offentligt ansat – redegjorde for sagen – hvis ikke han har for travlt med at pakke flyttekasser?

Allan Huglstad, Vordingborg

Se også dette indlæg om samme sag…

En god kommunal uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

I sidste uge var det en positiv oplevelse at være borger i Vordingborg Kommune.

Højdepunkterne var et rent overflødighedshorn af aktiviteter i forbindelse med kulturnatten og et borgermøde om erhvervsudvikling, hvor der ikke blev råbt, men lyttet. At der stadig er enkelte politikere, der kun kan argumentere ud fra ”det kan vi ikke” i forskellige afskygninger, må vi nok leve med lidt endnu.

Blandt de gode nyheder var EU-tilskud til en citymanager til gavn for udviklingen i de 3 købstæder samt beslutningen om fast TV-dækning af byrådsmøderne, som forhåbentlig kan styrke interessen for kommunalpolitik. Hvis det også kan få borgmesteren til at finde en god frisør, ville det være en kærkommen bonuseffekt. Også nyheden om fibernet-pilotprojektet i Magleby skaber håb for beboere og erhvervsliv på Østmøn.

Midt i det hele bugner det kommende møde i Økonomiudvalget med gode forslag, der viser, at man kommer langt med dialog, og at alle kan være vindere. Algadeprojektet med gå- og sivegader er et skoleeksempel på kompromis, som (næsten) alle kan være tilfredse med. Det samme gælder forslagene om politik for frivillige og den reviderede nærdemokratimodel.

Forslaget om udbygning af Vesthavnen giver også anledning til optimisme. Her er både god rentabilitet og mulighed for flere firmaer og arbejdspladser. At ideen er nøjagtig 75 år gammel og for længst burde have været ført ud i livet, er en anden ting. Ting Tager Tid – også i Vordingborg. Det er også glædeligt – også for byggefagene – at man nu har lagt bycentret bag sig og går i gang med planlægningen af den kommunale administrationsbygning på Rådhusgrunden og nedrivning af den gamle. Samtidig bevares den kommunale administration i Præstø og Stege, som i bycenterplanen var på nippet til at blive nedlagt. Også købstadsprojektet, der skal udvikle de 3 byers potentiale for bosætning og turisme er på dagsordenen.

Som prikken over i’et har en administrationsanalyse fastslået, at der er et rimeligt lavt ressourceforbrug i kommunen.

Alt i alt en god uge!

Allan Huglstad, Vordingborg