Søg et parti?

rådhuspalads

Hvad stemte de om? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI Tyrkiet startede man demonstrationer mod et shoppingcenter i Istanbul. I Brasilien protesterer man mod et fodboldstadion.

Begge steder er store dele af befolkningen nu mobiliseret i protesten mod landets styre.

I Vordingborg udkæmpes samme kamp i miniformat, men under mere fredelige former – gudskelov. Men temaet er det samme: En protest mod prestigeprojekter i form af bycenter og rådhuspalads, der i sidste ende retter sig mod byrådsflertallets overformynderi og prioritering på tværs af borgernes ønsker. Men i Vordingborg går vi ikke på barrikaderne, men afventer kommunalvalget.

Heino Hahn fra Dansk Folkeparti fortæller os (Sjællandske 21/6), at intet er besluttet om Vordingborg Rådhus. Det kunne f.eks. ligge på Solbakken eller for den sags skyld i Langebæk. Ifølge Heino Hahn er det heller ikke besluttet, hvor mange penge, der skal bruges, og den egentlige beslutning bliver muligvis først truffet efter kommunalvalget.

Som borger må man uvilkårligt spørge: Hvad stemte flertallet i byrådet for? Var det ikke et nyt rådhus til 123 millioner på Rådhusgrunden? Og var det ikke det, Dansk Folkeparti stemte for? Her har partiet vist behov for en spindoktor til at forklare sig.

Men ellers må jeg rose partiet for at være fordomsfri vedrørende rådhusets placering. Det er ikke en naturlov, at det skal ligge i Vordingborg – der er faktisk kommuner, hvor rådhuset ikke er placeret i hovedbyen. Hvis det er billigere at udvide det gamle rådhus i Langebæk, er det absolut et alternativ. Selv med dansk design bliver det næppe et turistmål, der kan konkurrere med Borgcentret.

Måske skulle politikerne konsultere fremtidsforskerne? Når rådhuset er betalt efter 22 år, har vi fået en ny kommunalreform, og rådhuset vil ligge i Næstved! Indtil da vil moderniseringsreform, digitalisering og hjemmearbejdspladser have reduceret behovet for kontorarealer gevaldigt, og vi vil stå med en halvtom bygning. Forhåbentlig bliver rådhuspalæet fremtidssikret, så det til den tid kan omdannes til plejehjem eller skole. Det vil der nemlig blive behov for efter 22 års udsultning af børne- og ældreområdet.

Allan Huglstad, Vordingborg

Endnu en hovsabeslutning i Vordingborg Kommune v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadNæppe har støvet lagt sig efter kampen om Vordingborgs bycenter, før et nyt prestigeprojekt ser dagens lys!

Flertalsgruppen – denne gang også med Dansk Folkeparti – har besluttet at opføre et rådhuspalads til 123.000.000 kr. og med en afbetaling over 22 år til vore børn og børnebørn. Samtidig skal kommunen vedligeholde tomme bygninger i Langebæk og på Marienbergvej i mange år, indtil en køber melder sig.

Selvfølgelig skal kommunens bureaukrater have en ordentlig arbejdsplads, og det ville da også være OK, hvis vi var en rig kommune. Men det er vi ikke. Mens der investeres i Vordingborg, kan kommunens kulturarv smuldre. Dette gælder især turistmål som Mølleporten, Museumsgården og Masnedøfortet.

En up to date renovering af rådhuset vil kun koste 37 millioner, dvs. at kommunen smider 86 millioner skattekroner ud i den blå luft! Børnefamilier ville sikkert kunne finde bedre anvendelsesmuligheder for disse millioner. Eksempelvis til at reparere på de fejl og mangler, der er opstået ved den hastigt gennemførte skolereform, herunder anlægsinvesteringer, som kommunen ikke har råd til. Eller udligning af den økonomiske skævhed, der er opstået mellem skolerne ved at inkludere børn fra specialklasserne. Uden denne udligning vil børn på Svend Gønge Skolen få dårligere undervisning end børn på f.eks. Kulsbjerg Skolen, fordi antallet af inkluderede specialklassebørn er meget større på Svend Gønge Skolen, nemlig 7,2 % i forhold til Kulsbjerg Skolens 0,7 %.

Men byrådets ”vise” fædre og mødre vil hellere investere i dansk design og døde mursten end i vore børns fremtid! Tilflyttere og erhvervsliv sætter mere pris på gode skoler end kommunale kontorlandskaber!

Alt peger på, at befolkningstallet går tilbage, at vi får færre skatteydere og flere ældre og dermed en strammere økonomi. Et rådhus med 22 års afbetaling vil kun giver dårligere forhold for vore børn og ældre. Er det det, vi vil?

Gudskelov kan et nyt byråd ændre denne beslutning. Men inden da vil den første million være udbetalt til endnu en overflødig konsulentstøtte.

Allan Huglstad, Vordingborg