Søg et parti?

Søren Nybo

Bedre sent end aldrig v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadI sidste uge forlød det, at de konservative vil have hele spildevandsplanen revurderet.

Den blev ellers vedtaget i 2009 med de konservatives støtte, og siden har det ikke skortet på kritik, især fra Østmøn. Her har kloakeringen medført en økonomisk belastning, der ikke står mål med ejendomsværdien, og som gør det umuligt at sælge og lokke tilflyttere og virksomheder til. Men i de øvrige landdistrikter skal kloakvand og regnvand også adskilles, hvilket koster 850 millioner og en stor ekstraregning til lodsejerne.

Det er Thomas Christfort og Søren Nybo, der nu indleder et frontalangreb på spildevandsplanen og kræver, at den revurderes både med hensyn til økonomi og miljøeffekt. Med mindre end 3 måneder til valget, kan man let få den tanke, at det kun er valgflæsk og varm luft, der lukkes ud. Her tæller det dog med, at Søren Nybo støtter forslaget og dermed indrømmer, at han har medvirket til en hovsabeslutning. Nybo, der stiller lighedstegn mellem nærdemokrati og lefleri, har i sin (alt for) lange byrådsperiode sjældent indrømmet en fejl. Derfor tror jeg, at det konservative udspil er ærligt.

I den rige Hørsholm Kommune har man droppet kloakplanerne for 370 meget dyre villaer, fordi det ville blive alt for dyrt for kommunens fattige millionærer. Den samme mulighed foreligger i vor kommune, hvor der er lidt længere mellem millionærerne. Vi behøver ikke at være klassens duks!

Borgerlisten er enig med de konservative. Vi kræver mere tid til grundig sagsbehandling og inddragelse af borgerne ved planlægning og udførelse af de kommende kloakeringer. Spildevandsplanen skal sættes i bero, indtil vi er sikre på, at vi har den bedste og billigste løsning, der tilgodeser både lovgivning og borgere. Samtidig skal kloakplanerne koordineres med nedlægning af , så hele kommunen dækkes med kommunikation på lige vilkår. Alle – også på Østmøn – skal have lige adgang til internet og telefoni.

Hvad siger de andre partier?

Allan Huglstad, Vordingborg

Vi er alle tabere! v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadEndelig sluttede kampen om Vordingborgs bycenter.

Folkefronten (socialdemokrater, SF og konservative) kastede håndklædet i ringen. Man ville ikke bruge flere skattekroner, lød den officielle forklaring. Det ville nu have været mere hæderligt, hvis man havde stoppet planerne med argumentet om ikke at ødelægge handelslivet i de 3 købstæder.

Taberne er naturligvis folkefronten. Ikke så meget Socialdemokratiet og SF, hvis interesse for handelens folk kan være på et lille sted, og som da heller ikke har mange vælgere blandt disse. Den største taber er de konservative, hvor især Niels Fog ved sidste valg scorede mange stemmer fra de handlende. Disse stemmer er for længst væk, og man kan kun beklage, at Fog og Søren Nybo ikke genopstiller, så de kunne modtage vælgernes dom.

Men vi er alle tabere. Vi modstandere har brugt kræfter, der kunne have været anvendt til mere givtige formål. Skatteyderne har måttet se deres penge rulle til konsulenter og sagsbehandling, og de handlende har stået i stampe, mens butiksdøden bredte sig. Alle må vi kræve, at der nu ryddes grundigt op efter denne fadæse. Nu må energien koncentreres om at udvikle de 3 handelsbyer – og da især det skrantende Algade.

Politikerne har forhåbentligt også lært noget. Min erfaring peger på 3 områder, som burde være læringsgrundlag for kommende sager: analyse, sagsbehandling og nærdemokrati.

Med analyse menes byrådets egen uafhængige og uvildige analyse, der dels kan bygges på konsulentbistand, dels på administrationens sagsbehandling. Med sidstnævnte forstås en neutral sagsbehandling, der ikke præges af flertallets forudfattede meninger, men hviler på eksakte fordele og ulemper, som byrådet kan vægte og veje, inden beslutning træffes. Med nærdemokrati menes kommunikation og dialog med borgerne, tid til høringer og borgermøder. Og vel at mærke at man lytter til borgerne, især organisationer, foreninger og lokalråd, og ikke afviser dem med politikerdikterede embedsmandssvar.

Hvis politikerne har draget denne læring, er der grund til optimisme, og jeg kan tilslutte mig slagordet ”fremad i fællesskab”. Hvis ikke, fortsætter vi med ”hoved under armen”.

Allan Huglstad, Vordingborg

100 % opbakning… af Ib Hartmann, Vordingborg, 30.1.2013

Tak til Huglstad, Kreiner og Majgård for nogle gode og klare indlæg om byernes handelsliv.

Og tak til den konservative formands undskyldning for ”trykfejlen”. Aldrig før har vi oplevet en undskyldning fra den side af byrådet. Imidlertid gjorde Niels Fog i sit seneste og eneste indlæg meget ud af, at der i byrådet var ”næsten 100% opbakning” til de planlagte ændringer i gadebilledet. Så står vi her med en helhjertet undskyldning? Eller skal vi stadig opleve, at ingen i teknikudvalget lytter til borgernes meninger?

I hele debatten har mange givet udtryk for bekymring over den skævvridning der ligger i, at man hele vejen igennem taler om Vordingborg by. Ganske vist lover man efterfølgende også at finde på noget for Præstø og Stege, som jo også er Vordingborg kommune. Med det tempo, som vi hidtil har set, går der bare for lang tid, inden man kommer med noget brugeligt.

Men tiden iler, og en skønne dag er alle tre byers handelsliv slået ihjel, og vi skal til Næstved eller København for at få en liter sødmælk eller et stykke ost.

Løsningen, som vi skal have, skal i et hug tilgodese alle tre byers handelsliv og trivsel.

Måske skal man fra byrådets side betragte hele trekanten som en enhed, der allerede rummer alt, hvad et godt liv behøver. Byrådet må derfor nøjes med at yde den overordnede støtte hele vejen rundt, og så overlade til de enkelte handelsforeninger sammen at udtænke detaljerne, så vi indenfor trekanten kan få en masse gode oplevelser og alle de nødvendige specialforretninger, som der ellers ikke er kunder nok til i de enkelte byer. Så behøver vi slet   ikke at køre til Næstved.

En af de ting, som kommunen eventuelt kunne gøre, var at udbygge busforbindelserne mellem byerne, så alle nemt kunne komme frem til de gode oplevelser/ tilbud.

Med hensyn til Majgårds skuffelse over ”borgermødet”, havde jeg planer om at deltage, indtil jeg så, at man i avisen kaldte det for ”åbent hus”, altså en 3 timer lang reception, formentlig uden noget oplæg, men med en masse rygklapperi og tom snak. Da jeg i forvejen er allergisk overfor receptioner, valgte jeg at blive hjemme.

Ib Hartmann

Slotstorvet/Algade atter en gang af Ib Hartmann, Vordingborg, 27.12.11

Kære Jens O. Jensen!

Med stor undren læste jeg dit indlæg om Slotstorvet/ Algade i Sjællandske forleden. Sjældent har jeg mødt så mange fejlvurderinger på eet sted, som man møder her.

Gør det ikke indtryk på dig, at vi var næsten 600 borgere, som demonstrerede vores frustration over teknik-udvalgets planlagte, og midlertidigt gennemførte  planer. Heraf deltog mere end halvdelen i det indledende fakkeltog. Du var åbenbart ikke til stede. Så ville du ellers have oplevet den positive oprørsstemning, der var, og du ville ikke have skrevet, som du gør. Søren Nybo kunne nok ellers have brugt dig, hvis du havde givet dig til kende. Så havde han ikke været den eneste tilhænger af det fejlagtige tiltag, som allerede var godt i gang med at sende nogle af vore gode detailforretninger til tælling.

Dine forslag om en hel masse små specialforretninger, kunne vi da alle sammen godt tænke os. Men det er der bare ikke kundeunderlag for i en by af Vordingborgs størrelse. Vi skal vist glæde os over, at vi endnu har en osteforretning og indtil flere fiskeforretninger, så længe de går.

Endelig er der din sammenligning med de ”sure gamle mænd”. Den er da også skudt helt ved siden af, idet der er tale om fem friske seniorer, som her tog et godt initiativ og gik forrest i protesten, og som forhåbentlig, sammen med alle vi andre, stiller op igen, når Søren Nybo i 2013 vil vende tilbage til den ubrugelige model, som han har truet os med, at han vil.

Ib Hartmann,

Indlæg fra den 22.11.2012 af Ib Hartmann, Vordingborg

Så kom Niels Fog endelig på banen. En mand, der i hvert fald for nogle år siden havde stor og god indsigt i byens detailhandel, men som i den løbende debat helt har overladt til Søren Nybo, at føre ordet og træffe beslutningerne. Sådan lidt småfornærmet. Ingen skal komme og mene noget andet end politikerne og deres embedsmænd, hvoraf flere bor udenfor kommunen.

Da man til de flestes store glæde åbnede for trafik over slotstorvet, etablerede man hurtigt nogle grove bump i begge ender, ligesom man proklamerede, at glæden kun ville vare til Borgcenteret åbnede. Det var stadig teknik-udvalg og embeds-mændene, som havde fat i den lange ende! Absolut ikke borgere, som dagligt færdes på Algade og frygter for en dårlig udvikling af forretningerne.

Man siger, at det sete afhænger af øjnene, der ser. Da jeg forleden læste Hans Ove Langes indlæg, fandt jeg det meget sympatisk og rigtigt. Og jeg kan slet ikke genkende Fogs følelse af tilsvining, ligesom jeg heller ikke husker borgermødet som noget sådant.

Men når fornuftige indvendinger bliver modtaget bedrevidende og afvisende, så kan tonen meget let blive skarp, hvis man ikke kan få ørenlyd. Men der er vi ikke nået hen endnu.

Jeg håber, at de aktive seniorer vil fortsætte kampen sammen med alle vi andre menige borgere, i en god tone, og ikke tage sig af Niels Fogs fornærmede indslag, som flere steder rammer helt ved siden af. Vi må en dag få ørenlyd.

Ib Hartmann