Søg et parti?

specialklasseelever

En spade er en spade v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osAnders Andersen (Soc.dem.) skriver i Sjællandske 4/10 om sine skoleerfaringer som ”inkluderet” kørestolsbruger og hævder, at der sparkes på et mindretal.

Men der sparkes ikke! Der er blot behov for at sige tingene i klart sprog, da velmenende politikere ikke vil fortælle sandheden om inklusionen af specialklasseelever.

Kære Anders. Du blev ikke – utryg og ensom – placeret i en klasse uden tilstrækkelig støtte. Du bed, slog og sparkede ikke læreren. Du gav ikke din sidekammerat en albue i øjet. Du forstyrrede ikke undervisningen ved at skrige, smække med døren eller kravle i vinduerne. Du løb ikke rundt på gangen eller udenfor skolen – uden hjælp.

I flere tilfælde er inklusionen lykkedes, men i mange – måske de fleste – er inklusionen en fiasko for alle: elever, specialklassebørn, lærere, politikere og folkeskolen. Regeringen mener, at 4 % skal være i specialklasser – vi har kun 1,3 %! Vi har altså puttet mange flere ud i klasserne og ofte med psykiske diagnoser.

Spørg dine venner i byrådet om stigningen i anmeldt fysisk vold mod lærere og pædagoger. Spørg også om det stigende antal elever, der flyttes til privatskoler. Og spørg så hvorfor.

Og lad os så kalde en spade for en spade!

Allan Huglstad, Vordingborg
Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Skyklapper og glasøjne v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osVed skolevalgmødet i Vordingborg  8. okt. var der desværre kun få forældre, men til gengæld mange lærere. I panelet savnede man Børne- og unge-udvalgets formand og næstformand, som næppe havde lyst til at deltage.

Som forventet omhandlede debatten den delvis fejlslagne inklusion af specialklasseelever og manglende ressourcer. Og som forventet leverede byrådsmedlemmerne et uinspireret forsvar suppleret med såkaldte ”visioner”.

Højdepunktet var Eva Sommer-Madsens forslag om havregryn til eleverne – en Venstre-mærkesag? Og Jørn Rasmussen ønskede kvinderne tilbage til kødgryderne og mente, Demokratisk Alliance var Guds gave til kommunen! Oppositionen bestod af de unge kandidater fra LA, Borgerlisten og DF, der røbede større skolekendskab end de siddende politikere. Men de er heller ikke sløvet af 4 år i byrådet.

De skrækkelige eksempler på vold i skolerne prellede af på den faste stok, og et spørgsmål om hvad de ville gøre for at genoprette situationen i 2014, blev mødt med sløve øjne og undvigende svar.

Tilbage sad man med det indtryk, at kom man i byrådet, ville man få udleveret skyklapper og glasøjne, men dog med hørelsen i behold – og den vil Borgerlisten bruge til at lytte til borgerne!

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

Kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

vordingborg-kommune-borgerliste

Hvem tager ansvaret v/ Allan Huglstad, kandidat for Borgerlisten i Vordingborg

lyt-til-osUndervisningsministeriet har en hjemmeside om inklusion af specialklasseelever i folkeskolen.

Man må tro, at skolechefen og formanden for Børn og unge-udvalget, Peter Jonassen, kender siden.

Klik her for at gå til Undervisningsministeriet hjemmeside…

Derfor ved de, at regeringens mål er, at andelen af elever i almindelig undervisning i 2015 skal forøges fra 94,4 % til 96,0 %. Eller sagt på en anden måde: Kun 4 % af alle elever skal blive i specialklasserne.

Vi har inkluderet 175 specialelever og har kun 55 elever på specialskolen i Kalvehave. Kommunen har ca. 4330 elever, dvs. at kun 1,3 % går i specialklasse. Regeringens krav var 4 % = 173 børn! Vi er altså langt forud for regeringens plan! Eller har vi misforstået noget?

Når vi har inkluderet langt flere specialklassebørn end krævet, må det være en spareøvelse. Medmindre vi taler om inkompetence?

Resultatet er kaos, og ingen får den undervisning, de har krav på. Samtidig flygter eleverne til privatskolerne, og vi får en opdeling i A og B-hold – med støtte fra SF og Socialdemokratiet. Er det det, vi vil?

Hvem vil tage ansvaret? Borgmesteren flygter, og Jonassen er en rar hyggepædagog, der næppe fatter omfanget af skandalen.

Der bliver meget at rydde op i efter valget.

Allan Huglstad, Vordingborg

Vil du vide mere, gå til Borgerlistens hjemmeside her…

vordingborg-kommune-borgerliste

Skolekaos på 2. årv/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadJeg har i den sidste tid fået mange henvendelser vedrørende situationen på Svend Gønge Skolen og Møn Skole.

Her er et repræsentativt eksempel: ” I begge mine børns klasser er der bare kaos efter inklusionen, også her længe efter. Ofte ender de børn, som er blevet inkluderet ind i deres klasser, blot ude på gangen. De orker ikke at være inde til undervisning, hvor de ikke forstår undervisningen, og enten er muligheden at lave ballade, som går ud over alle, eller også at gå ud på gangen, hvor der ikke er undervisning, og så ellers vente på at gå ud af skolen.”

Og fra en lærer: ” Jeg oplever dagligt frustrerede og utrygge børn, som tilbydes en skoledag, der ikke er rimelig, og føler mig som underviser ofte utilstrækkelig, fordi der ikke er ressourcer nok til at give ordentlig kvalitet i undervisningen for alle elever. Samtidig vil et blik på bl.a vores skolegård med huller i asfalten, løse og skæve fliser, og hvor mangel på udendørs lys får en til at overveje, om der måske ikke er et større behov for at bruge penge på vedligeholdelse af eksisterende bygninger end på et nyt rådhus.”

Vor kommune ligger i bunden, når det gælder uddannelse. Vi har en uforholdsmæssig stor socialgruppe 5, dvs. ufaglærte med kort skoleuddannelse. Den nye skolestruktur skulle netop råde bod på dette ved at hæve kvaliteten. Vi ser nu det modsatte. Specialklasseelever i klasserne uden tildeling af ressourcer svækker de svageste og ødelægger undervisningsdifferentiering for de øvrige. Vi er nu i gang med at skabe flere ufaglærte og skabe grobund for flere privatskoler.

Flertalsgruppen vil først evaluere efter 2 skoleår, så man slipper for dårligt nyt under valgkampen. Dette kaos skal altså fortsætte endnu et år. Der er næppe hjælp at hente hos flertalsgruppen, men hvor er Venstre og DF henne? Det er nu, der er behov for en konstruktiv oppositionspolitik!

Allan Huglstad, Vordingborg

Læs også:

Kære Allan Huglstad v/ Dorte Bækhave, lærer ved Svend Gønge-skolen, Lundby

DR omtaler i dag en forskningsrapport fra Cepos, som konkluderer: Skolelukninger giver ikke bedre eller billigere skoler!

Hvor svært kan det være? v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadDaniel Irvold , byrådskandidat (C), har svært ved at se forbedringer i den nye skolestruktur (Sjællandske 2/8).

Forhåbentlig er Irvold klar over, at hans parti står bag den forhastede skolereform. Men indlægget kan naturligvis også opfattes som et velkomment brud med konservativ skolepolitik.

Irvold vil fremskynde den planlagte evaluering i 2014. Det ønsker flertalsgruppen næppe. Hvem har brug for dårligt nyt lige før valget? Havde han kontaktet sit bagland, havde han sikkert erfaret det smarte i at overlade alt rodet til den nye kommunalbestyrelse.

Men jeg forstår godt ønsket om en hurtig evaluering. Men i de sidste 4 år har evaluering været lig med konsulentrapport lig med ½ million kr.! Byrådet foretrækker konsulenter frem for sund fornuft. I stedet anbefales et besøg på de udsatte skoler. Det vil afsløre elever på gangen – elever, der tidligere har gået i specialklasse, og som nu er sat uden for døren for ikke at forstyrre undervisningen. Her kan de tilbringe resten af skoletiden! Dette er skolestrukturens største problem. Hvis byrådet ikke gider besøge skolerne, kunne de jo lytte til lærere og forældre – ikke skoleledere, der for en beskeden lønforhøjelse har deponeret deres ytringsfrihed.

Inklusion af specialklassebørn i klasserne på Svend Gønge Skolen og Møn Skole kan ødelægge undervisningen for både de svage og de stærke elever. Inklusion bliver i praksis eksklusion. Et skoleår er nu gået med kaos, og et nyt skoleår truer. Jeg forstår godt Irvolds frygt for fremtiden, men jeg fatter ikke, at han som far til 3 skolebørn ikke har et eneste løsningsforslag.

Løsningen er ellers ligetil: Der skal være særlige tilbud til de tidligere specialklasseelever, så der også bliver råd og ro til at undervise øvrige elever. Da det især er to skoler, der har mange inkluderede elever, skal der udtænkes en ny model, der giver en mere retfærdig fordeling af pengene.

Hvor svært kan det være?

Allan Huglstad, Vordingborg