Søg et parti?

tilflyttere

Vor nabo mod øst v/ Bent Jørgensen, Møn

Det er jo tilladt at lade sig inspirere, så efter et besøg hos en bornholmer, udvandret til Kalvehave, vendte jeg hjem med et eksemplar af "Bornholms Tidende", fra fredag d.30. juni, 2017. Med et indbyggertal som Vordingborg Kommune, er Bornholm nærliggende til sammenligning, men sandelig også til inspiration. For ifølge dette ene eksemplar af "Bornholms Tidende", har man åbenbart valgt et noget højere gear end her, for kommunens udvikling.

Det første man støder på er en overskrift: "Kommunens landbrugsjord bliver fremover økologisk", hvilket betyder, at de ialt 230 ha som man bortforpagter, i fremtiden bliver med det klasul, at de skal dyrkes økologisk. Desuden har kommunen vedtaget en hensigtserklæring om, at en femtedel af Bornholms landbrugsjord i løbet af otte år, helst skal dyrkes økologisk.

Blandt mindre nyheder, kan man læse om bevillinger til kommunens tilflytterservice, med en særlig indsats for at få folk til at flytte til Bornholm, nu bliver forlænget to år, med to ansatte guider. Herunder kan man læse, at man også vil oprette ca. 10 boliger, der skal udlånes et halvt år, til folk der vil prøve Bornholm af, inden de beslutter sig for at flytte.

I modsætning til Vordingborg Kommune, der netop har afvist køkkener på plejehjemmene, har man på Bornholm vedtaget at sige ja tak, til Statens bevilling til dette formål, og opretter ialt 11 køkkener på kommunens plejehjem, så nu vil der igen dufte af varm middagsmad, for det hører jo også til et hjem.

Det var blot et udpluk af een dags avis, så måske skulle Rådhuset i Vordingborg, tegne et abonnement på "Bornholms Tidende", til daglig inspiration for politikerne.

Bent Jørgensen, Møn

 

Til- og tilbageflyttere v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadDer har i den senere tid været en del bemærkninger om kritiske røster og ”mavesure mænd”.

En enkelt, Mikael Smed (S), nævner endda mit navn. Til gengæld sætter Heino Hahn (DF) pris på, ”at borgerne er vågne og giver sit besyv med”, og han indsnævrer antallet af ”mavesure” til 3. Udover overtegnede tænker han nok på Jeberg og Kreiner fra Præstø. Samtidigt advarer Søren Nybo (fhv. konservativ) mod at ”lefle for folkestemningen”.

Det vi andre kalder nærdemokrati: at lytte til borgerne.

Nu er vi 3 ”mavesure” ikke alene, hvilket fremgår af mange indlæg i aviserne og på vogter-bloggen. Vi 3 – og mange andre – er karakteriseret af at være tilflyttere og tilbageflyttere. Vi har gode uddannelser, er stadig erhvervsaktive og har boet mange steder. Men i Vordingborg – især i flertalsgruppen – møder vi en hjemmefødningskultur i form af indspisthed, arrogance og manglende kommunikation og dialog. En helt anden kultur end den, vi kender fra andre kommuner. Og vel at mærke en kultur, hvor udviklingen ofte går i stå, fordi man ikke tvinges til at duellere om værdier.

Vi er ikke mod udvikling og forandring, hvilket fremgår af vore ideer og forslag. Men enten mødes vi af en mur af tavshed, eller også får vi en flom af fine management-ord ned over hovedet og et hult socialdemokratisk slagord ”fremad i fællesskab”.

Det er forståeligt, at især Socialdemokratiet ikke vil dvæle ved fortiden – og da slet ikke det sidste års Thorning-reformer. Men hvis partiet forskede i lokalhistorien, ville det opdage, at megen udvikling de sidste 100 år skyldes tilflyttere. Ikke mindst på Møn, hvor den røde invasion i 70’erne gav gode input, indtil tilflytterne blev assimileret og afløst af en ny bølge af kunstnere og andre kreative.

25 % af kommunens tilflyttere giver op og forsvinder. Vi bliver og tager kampen op!

Allan Huglstad, Vordingborg