Søg et parti?

Vordingborg Køkkenet

En god uge v/ Allan Huglstad, forfatter, major, Vordingborg

Allan-HuglstadUgen startede med den gode nyhed, at Lindholm bevares endnu 3 år.

Straks tog socialdemokratiets borgmesterkandidat – ”fremad i fællesskab” – al æren. Alligevel skal han roses – og da især, hvis han redder endnu flere arbejdspladser ved at sige nej til Vordingborgs bycenter.

Vordingborg Handelsforening fik ny bestyrelse, og nu venter vi spændt på nye initiativer. Foreløbig må vi håbe, at der lyttes til deres bøn om fortsat trafik på Algade. I mellemtiden burde den nye bestyrelse alliere sig med det nye Vordingborg Lokalråd. Så vil slagordet ”Algade for alle” få mere gennemslagskraft.

Borgmesterens uheldige køkkenbesøg blev udsonet med en kryptisk aftale, men ellers blev der ikke ændret ved kommunens erhvervsimage. Dette blev understreget af et skilt på Københavnsvej med venstresving forbudt ind til Kvickly. Argumentet var et nærliggende kryds, men dette gælder åbenbart ikke for Netto på Marienbergvej, der er endnu tættere på et kryds.

På borgermødet om turisme lyttede kommunen til de mange initiativer, der bl.a. omhandler samarbejde med ildsjæle og turismeaktører – som jeg i al beskedenhed henregner mig til. Desværre var den elendige markedsføring ikke i fokus.

Ugen sluttede både godt og skidt. Venstre blev omsider samlet bag et nej til bycentret. Men man var glad for undersøgelsen – hvilken undersøgelse? Sandheden er, at der ikke er kommet et eneste bud, selv om deadline var 2. april. Den dårlige nyhed var, at et flertal vil forhandle med Goldschmidt om bycentret. Ifølge ”sædvanligvis pålidelig kilde” skulle dette indebære, at der også skal være plads til den kommunale administration fra Stege og Præstø.

I sidste uge pegede konservative på Knud Larsen som borgmester. I denne uge støttede de socialisternes bycenter. Denne zigzagkurs fremskynder kun partiets selvmord. Det ville have været klædeligt (og glædeligt), hvis man havde fulgt Venstre. Men måske i næste uge?

Allan Huglstad, Vordingborg

Udviklingsdirektør Torben Gleesborg, Udvikling – Teknik og Miljø, Vordingborg Kommune besvarer Ingolf Jacobsen og Hjalmar Hansen, Vordingborg Køkkenet a/s’ indlæg vedrørende “UHÆDERLIG BORGMESTER OG FORVALTNING”

Vordingborg-kommune-logoKommunalbestyrelsen i Vordingborg har den 14. marts 2013 vedtaget at sende forslag til kommuneplan i høring fra den 20. marts til den 5. juni 2013. En del af forarbejdet til forslaget til kommuneplan er en helhedsplan for Vordingborg by, der viser kommunalbestyrelsen vision og ønsker til udvikling af byen. I helhedsplanen lægges der vægt på, at udvikle byen indenfor for dens eksisterende rammer ved bl.a. bygge nye boliger, hvor der tidligere har været industri.

I helhedsplanen der findes på kommunens hjemmeside, står følgende på side 16 nederst om et større område af Masnedsund / Sydhavn: ”En del af Sydhavnen er sårbar overfor oversvømmelse i forbindelse med ekstremregn og stigende hav-niveau. Det er derfor nødvendigt at revurdere det lokalplanlagte område med henblik på at sikre området.”

De senere års ekstremregn og deraf følgende oversvømmelser gør, at kommunerne i deres planlægning skal have øget fokus på, at planlægge så oversvømmelser udgås. I forslag til kommuneplan har det konkret betydet, at Vordingborg Køkkenet, der i den nuværende kommuneplan er udlagt til boligformål, er foreslået udlagt til rekreativ areal. Denne ændring var undertegnet ikke opmærksom på, da jeg sammen med borgmesteren holdte møde med Vordingborg Køkkenet. Det er naturligvis ærgerligt set i lyset af den reaktion det har medført.

Vi står ved de aftaler, der på mødet blev indgået med Vordingborg Køkkenet. Vi vil fortsat medvirke til, at Vordingborg Køkkenets grund udvikles fra erhverv til boligformål. Planen skal tage højde for, at det er et lavtliggende område, så boligerne ikke er i risiko for oversvømmelse. Når der foreligger en plan, der både anviser, hvordan området skal udvikles og hvordan det sikres mod oversvømmelse, så vil rammen i kommuneplanen igen blive ændret til boligformål.  Det var vores opfattelse, at området ikke udvikles her og nu, men over de kommende år. Vurderer Vordingborg Køkkenet at udviklingen og planen skal fremskyndes og at der allerede nu er et marked for parcel eller rækkehuse, medvirker vi gerne til at planen udvikles hurtigere.

Vi vil sikre, at Vordingborg Køkkenets ønske om, at ikke at ændre kommuneplanrammen indgår i den igangværende høring og at kommunalbestyrelsen drøfter dette.

Med venlig hilsen

Torben Gleesborg
Udviklingsdirektør
Udvikling – Teknik og Miljø
Vordingborg Kommune

UHÆDERLIG BORGMESTER OG FORVALTNING!!! v/ Ingolf Jacobsen, Bestyrelsesformand og Hjalmar Hansen, Direktør, Vordingborg Køkkenet a/s

vordingborg-kokkenetDa Vordingborg Kommune startede udviklingen af Sydhavnsområdet, udkæmpede Vordingborg Køkkenet (VK) en kamp mod kommunen og investorerne i Sydhavnen om at bibeholde rettighederne til at udbygge VK på Langøvej. Det endte ud med en lokalplan som tilgodeså VK’s interesser på dets arealer, men også med andre lokalplaner omkring Vordingborg Køkkenets arealer, som blev udlagt til boligformål.

VK blev mere og mere trængt af boligområder, og var afventende med hensyn til nye udvidelser af produktionen, af frygt for problemer med borgere i de nye boligområder, og endelig men ikke mindst på grund af finanskrisens indtog.

I forbindelse med kommunens ønske om en ny Kommuneplan (2009 – 2021), blev der efter drøftelser med kommunen v/ borgmesteren og daværende kommunaldirektør, aftalt nye retningslinier for området på Langøvej (se side 285 kommuneplan 2009 – 2021).

Kommuneplanen 2009 – 21, gav mulighed for boligbebyggelse i 4 etager, med bebyggelses grad på 70 % på hele VK’s areal, som er på ca. 10 Ha. Det var ikke den optimale løsning for VK; men det gav en mulighed for på et senere tidspunkt, i forbindelse med udflytning, at kapitalisere på ejendommen, som der gennem tiderne var investeret 3 cifrede millionbeløb i.

Ved et møde i anden forbindelse på kommunekontoret i oktober 2012, med udviklingsdirektør Torben Gleesborg og hans stab, Forespurgte undertegnede om en udarbejdelse af lokalplan for VK’s arealer på Langøvej. Torben Gleesborg var enig i, at det burde sættes i værk; men mente at området skulle udlægges til parcelhusbebyggelse, da der ikke var flere byggegrunde inden for Vordingborgs bygrænse; men jeg kunne jo komme med et lokalplanforslag. Det var fint med mig, så jeg begyndte at arbejde med sagen.

Den 11 marts 2013 havde borgmesteren bedt om et møde på VK, blandt andet for at få en opdatering af VK’s fremtidsudsigter. Tilstede var dir. Hjalmar Hansen, best. formand Ingolf Jacobsen, borgmester Henrik Holmer, udviklingsdirektør Torben Gleesborg og erhvervskonsulent Asger Clausen. Hjalmar Hansen og undertegnede gav, blandt andet, borgmesteren opdatering af VK’s situation nu, og vort syn på fremtiden.

Mens vi beundrede rådyrene på engen bag hovedkontoret, diskuterede vi områdets fremtidige anvendelse. Torben Gleesborg mente blandt andet, at udformningen af bebyggelsen, som parcelhusbyggeri, skulle styres så vi ikke fik et ”klondyke”. Vi kunne kun være enige, og aftalte at Torben Gleesborg skulle indkalde os til et møde.

I tillid til tidligere samtaler med borgmester og forvaltning tog jeg derfor kontakt til Landmålergården I/S for at få startet op på byggemodningen, og fik aftalt et møde tirsdag den 26.03.2013 med landinspektør Niels Malmskov.

Til min store overraskelse ringede han mig op mandag morgen, og fortalte at kommunen fredag den 22 marts i det nye Kommuneplanforslag, havde udlagt alle Vordingborg Køkkenets jorder og bygninger som rekreative områder, hvorfor han ikke mente det gav nogen mening at opstarte en byggemodning af området (se side 600 i kommuneplan 2013).

Jeg havde sgu nær fået et hjertestop. Hvordan kan borgmester og forvaltning i Vordingborg kommune være så uhæderlige og så erhvervsfjendske? Det skriger jo til himmelen. De har jo kendt til og udarbejdet den nye kommuneplan gennem mange måneder.

Vordingborg Køkkenet har til alle tider været medspillere og ikke modspillere, vi er gået meget langt i bestræbelserne for at imødekomme kommunens ønske om at få ændret området fra industri til beboelse, og havde tillid til de aftaler der var indgået derom. Føj hvor er det usmageligt.

Jeg er som erhvervsmand vant til og forbandet afhængig af, at kunne stole på indgåede aftaler, derfor er det ekstra ubehageligt at blive mindet om, at man end ikke kan have tillid til sin egen kommune, som foregiver at være erhvervsvenlig; men som i virkeligheden fedtspiller på bekostning af arbejdspladser.

For Vordingborg Køkkenets vedkommende kan det kun gå for langsomt med at finde en anden kommune at slå sig ned i.

 

Med venlig hilsen

Ingolf Jacobsen, Bestyrelsesformand
Hjalmar Hansen, Direktør
Vordingborg Køkkenet a/s m.fl.